UDESIDNING DEL 2: ANGSTEN FOR ANGSTEN

Hvad er du bange for?

Noget meget sjovt jeg har opdaget omkring frygt i mig selv, det er at jeg faktisk meget sjældent er bange for en situation. Det jeg som regel er bange for er at blive bange.

Så jeg er f.eks. bange for at tale foran mange mennesker, fordi jeg er bange for at blive nervøs. At min stemme kommer til at ryste. At jeg mister tråden. At jeg bliver rød i hovedet og får svedige hænder. Det er altså ikke selve handlingen med at stå og tale foran mange mennesker, der gør mig nervøs, det som gør mig mest nervøs er tanken om at gøre det og så blive nervøs.

Da jeg skulle lave min første udesidning fik jeg at vide af min daværende lærer, at det jeg ville møde var min frygt.

For det jeg ville opleve ved at sidde i skoven (og det som du også vil opleve) er, at der ikke er noget at være bange for. Altså virkelig. Der sker ikke noget. Faktisk bliver mange helt skuffede over, hvor stille sådan en nat i skoven eller på stranden er. Højdepunktet er altså virkelig, hvis man kan høre (eller måske endda se) en ræv luske rundt. Derudover er der bare stilhed. Og der sker ikke noget. Nul. Niks. Nada. Stilhed og mørke. Den perfekte kombination for en fantasi, der kan få lov at løbe løbsk i alverdens skrækscenarier.

Noget af det som er med til at oplevelsen føles så fantastisk, når den er overstået, det er erkendelsen af at sådan er det med hele livet. Der er ikke noget at være bange for.

Drama på lav volumen

Alle de utrolige bekymringer jeg kan have om alt muligt i mit liv, de går aldrig i opfyldelse. Faktisk så sker der heller ikke så meget i mit liv. Eller jo, selvfølgelig sker der en masse. Men hvis man så tilbage på mit liv, når det er ovre, så vil det overordnet set se meget stille og roligt ud. Der har været et par krisetider i mit liv, og jeg er naturligvis klar over, at der kan komme flere senere. Men i virkeligheden, i løbet af de 44 år jeg har været her, så er det jo egentligt meget få gange, at der har været sådan ‘ægte’ drama i mit liv.

Det svarer meget godt til en nat i skoven. En gang imellem kommer pulsen lige op, måske max 2-3 gange. Det varer måske i alt MAX sammenlagt 5-10 minutter ud af en hel nat på 8-9 timer. Det passer nok også meget godt med mit liv og med de fleste andres.

Anja Dalby Udesidning

Dit perspektiv finjusteres på en nat i skoven

Det her store drama vi hele tiden forventer lurer lige om næste hjørne, det dukker aldrig op. Heller ikke selvom de fleste af os er gode til at forberede os selv på det konstant ved at bekymre os om de mest besynderlige småting og detaljer.

Efter en nat i skoven, så husker jeg det. Jeg husker, at det her er mit liv. Mit liv er en smuk nat i naturen. Nogle gange kan jeg høre en grævling øffe rundt i skovbunden, og jeg bliver lidt urolig for, hvor tæt den kommer på, men der sker ikke noget. Jeg kan bevæge mine ben lidt, og den hører mig med det samme og skynder sig at øffe den anden vej. Ræven gider heller ikke snakke, den vil også helst undgå alt, der har noget med mennesker at gøre. Dådyrene bliver mere bange end jeg gør, når de dufter, at jeg sidder der midt i det hele. Med andre ord: DER. SKER. IKKE. NOGET.

Der er mørkt og der er stille. Det kan næsten være lidt kedeligt til tider. Men så er det jo godt, at jeg tager min hjerne med i skoven, for hvis der er nogen der kan pifte en stemning op og sætte gang i tingene, så er det da virkelig min hjerne.

Mørket mister magten

Den dybeste erkendelse jeg har fået, og det lyder så banalt, at det næsten er svært at forklare ordentligt, det er at skoven er mørk, fordi der ikke er sol.

Altså det vil sige, mørket er ikke væmmeligt. Mørket gemmer ikke på trolde eller uhyrer. Mørket er blot fraværet af lys. Det er så simpelt og alligevel så svært rigtigt at forstå, at det helt kan få låget til at lette på min hjerne.

Det betyder at alt muligt andet mørke også mister magten i mit liv. Jeg opdager, at dramaet (for det allermeste) ikke er andet en fri fantasi fra min side for i virkeligheden, så har jeg det virkelig godt.

Jeg lever et stille og roligt liv. Et liv hvor jeg kan vælge om jeg vil nyde tiden og bede bønner styrke min kontakt med naturen. Med kraften. Om jeg vil være tilstede og observere uden domme. Det samme kan jeg gøre på en udesidning. Vil jeg flippe ud og skabe drama i mig selv eller vil jeg nyde oplevelsen og føle taknemmeligheden over at få lov at være menneske her gennemstrømme mig.

Byd angsten velkommen

Når jeg er opmærksom på, at jeg vil blive bange for at blive bange, så er jeg allerede et skridt foran angsten, og jeg kan stå og tage imod den, når den dukker op. Jeg kan tage den i hånden og sammen kan vi lytte på det der grynt omme bagved bøgen. Vi kan sammen se ind i mørket og se, at de skygger jeg tror, jeg ser, ikke er andet end skov. Vi kan se på tankerne om mængden af øksemordere i de østjyske skove og tankerne mister magten.

Det er sådan en dejlig erfaring at have med sig ud i sit normale liv efter natten er ovre. Der sker ikke noget. Mit liv er dejligt og den eneste panik, der faktisk er tilstede, den er i mit hoved.

UDESIDNING DEL 1: DET KRÆVER MOD AT MØDE SIG SELV

Min allerførste udesidning

Da jeg kørte hjem om morgenen fra den første udesidning, jeg lavede i 2010, så var jeg glad og lettet. Jeg gjorde det! Jeg havde overlevet at sidde alene ude i skoven fra solnedgang til solopgang, også selvom jeg synes jeg havde hørt både voldtægtsforbrydere og øksemordere luske rundt i skoven samme nat som jeg sad der. Men den tanke, der fyldte mest i mig var:

Nu behøver jeg ALDRIG gøre det igen!

Det var mit held, at jeg som et led i min træning i clairvoyance skulle sidde ude i skoven en hel nat alene. Uden anden forberedelse end disse ord fra min lærer:

Det du vil møde er din største frygt.

Angsten

Æh okay … Fedt nok at vide det i øvrigt. For jeg synes sådan set, at jeg var ret fyldt med frygt og på det tidspunkt havde jeg også næsten ugentligt et angstanfald.

Så jeg forestillede mig på forhånd, at jeg ville sidde en hel nat i mørket og skælve og ryste, kun afløst af lidt hysterisk gråd i ny og næ. Krydret med hjertebanken, generel panik i kroppen og så selvfølgelig galoperende angst.

Hvis det ikke var fordi jeg SKULLE lave en udesidning, så er det ikke sikkert jeg nogensinde havde gjort det. For jeg var SÅ bange for at sidde i skoven om natten. Med mig fra min barndom har jeg en meget sær frygt for varulve. Jeg havde ikke tænkt på varulve i mange år på det tidspunkt, men de kom sjovt nok også op i mine tanker, når jeg tænkte på udesidninger.

Jeg var fyldt med både rationel (altså hvad pokker stiller jeg rent faktisk op, hvis jeg virkelig gakker helt ud og render alene rundt i skoven med flintrende angst hele natten) og så alt den irrationelle frygt (varulve, voldtægtsforbrydere, øksemænd, bider kronhjorte egentligt mennesker?, hvad med grævling, ræv og ugler der tuder?).

Mød dig selv i skoven

Min lettelse over at have overlevet min første udesidning i skoven var enorm. Og jeg var sikker på, at det ikke bare var min første, det var helt bestemt også min sidste udesidning, nogensinde. For selvom det havde været helt fantastisk på så mange måder, så havde jeg set det som en slags manddomsprøve og altså også et led i min uddannelse jeg skulle gå igennem. Og så var det det!

Så I skal vide, alle jer, der skriver og spørger mig til udesidningerne, at jeg virkelig godt forstår al den bekymring og frygt I fortæller om. For modsat mig og min første nat i skoven, så er der ingen der tvinger jer. Det er af helt egen fri vilje, at I skal vælge og prioritere, at det her vil I gøre. I skal alene overvinde jeres frygt for det. I skal selv tage jer sammen og mødes med mig i skoven. Der står ingen lærer, som stopper jeres uddannelse, hvis I ikke laver en udesidning. Der er ingen I skal bevise noget over for, så hvorfor I alverden skulle I så vælge, at bruge en nat på noget så skørt som at sidde i skoven?

Det kræver mod at møde sig selv. Ligesom det kræver mod at møde sig selv i alle de andre situationer, vi dagligt står i. Udfordringer på arbejdet, børn, andre forældre, familier, institutioner, pædagoger, lærere, alt det vi hele tiden bliver konfronteret med, og hvor vi skal stå og være modige og turde være os selv. Hele tiden skal vi ud af vores komfortzone og gøre noget vi ikke tør, og der kan allerede være ret meget af det bare inden kl. 10 om morgenen.

Du går hjem fra skoven med flere gaver end du regner med

Efter min første udesidning og min stålsatte sikkerhed på, at det ville jeg så aldrig gøre igen, så kunne jeg mærke, at der var sket noget i mig. Jeg følte mig stærkere. Jeg var roligere, jeg var meget mere groundet. Der sker noget i os, når vi gør noget, overvinder noget i os selv. Vi bliver belønnet, over at være gået så meget ud af vores komfortzone.

Som om noget siger: Godt gået, her har du en håndfuld mod, noget mere styrke, en hel masse kraft, en spandfuld jordforbindelse og så skruer vi også lige op for din intuition siden du gad bruge en hel nat i skoven hos os.

Inden for shamanisme taler vi om at ånderne belønner os. De belønner når vi vil bruge vores tid med dem. Tid i naturen, tid i bøn, tid i stilhed, tid i faste, meditation, dans, sang, kreativ tid, det er alt sammen noget som jo er overflødigt. For vi kan godt leve uden. Vi lever bare ikke særligt godt, og det kan man jo tydeligt se i mange vestlige samfund i dag. Ånderne ved godt at det kræver noget af os at gå ud i skoven om natten. Men når vi helt bevidst ærer vores åndelige side på den måde, så bliver vi altså også gengældt.

Anja Dalby Udesidninger

Angsten for angsten kan spærre mange veje

Jeg havde det fantastisk efter udesidningen, i meget lang tid. Og så skete der det sjove, at jeg stille og roligt begyndte at få lyst, helt af mig selv, til at lave en til. Det er præcis det samme som når man af sig selv løber en tur, man kan ikke lade være, for det er faktisk vildt fedt. Også selvom man hylede og skreg over det i sig selv de første mange gange …

Siden dengang har jeg lavet mange udesidninger, og jeg skal stadig overvinde mig selv. Altså det er nemmere at gøre det nu, fordi jeg har erfaret, at mørket ikke gør mig noget, og at den skov jeg elsker og er tryg ved at gå i om dagen, er præcis den samme som om natten (der er bare ikke noget lys). Men jeg skal stadigvæk sætte en dato og holde mig selv oppe på at gøre det.

Heldigvis kender jeg til belønningen nu, jeg mærker den så tydeligt i mig. Så den gulerod trækker også i mig. Men det kræver mod. Hver eneste gang. Tør jeg mon møde mig selv igen? Og det gør jeg, blandt andet også fordi jeg har fundet ud af, at det slet ikke står så skidt til med mig. Jeg er slet ikke så bange som jeg troede jeg var. Det vil jeg vædde med, at du heller ikke er. Men angsten for angsten er faktisk den største hindring og det vil jeg meget gerne tale mere om, så det kommer i et nyt blogindlæg snarest…

GODE RÅD TIL DIN AYAHUASCA-REJSE

7 vigtige overvejelser

Mine oplevelser med drikke ayahuasca er allerede blevet til en hel lille serie, læs mine tidligere indlæg her ‘Min oplevelse med ayahuasca’ del 1, del 2, del 3 og del 4. I dette indlæg vil jeg dele, hvad der kan være godt at have med sig af viden, hvis du selv overvejer at bruge denne medicin til healing i dit liv.

100% trygge rammer

Det kan selvfølgelig ikke understreges nok, at det er alfa og omega, at du ikke drikker ayahuasca i rammer som er mindre end 100% trygge for dig. Selvfølgelig vil dit ego flippe ud i dig. Men det er de andre alarmklokker i dig selv, du skal være opmærksom på. Det er altså godt, at du kender dig selv. At du ved hvilke mekanismer, der kommer på spil i dig, når du på normal vis bliver udfordret og er usikker på hvad der skal foregå. Når du kender dig selv på den måde, så er det også nemmere for dig at mærke om det er fordi du ‘bare’ er nervøs fordi du bevæger dig ind på ukendt grund eller om det er fordi, at der egentligt er noget at være nervøs for. Gå med din rationelle og logiske sans her. Hvis noget sådan logisk set virker for skørt, for underligt eller for grænseoverskridende, så hold ved det. Vi kan så nemt komme til at køre os selv rundt i et loop, hvor vi ikke kan mærke om det er vores ego, der bliver bange eller om det er fordi der rent faktisk er noget at blive bange for. Gå med logikken i det her tilfælde.

Dit ego vil måske komme på tværs

Det kan være en temmelig skræmmende affære for egoet at blive udsat for ayahuasca. Der vil måske opstå tanker i dig undervejs, efter du har drukket medicinen, om at nu er du blevet hijacket til en kult. Eller at hvis du nu bare løber i en tilfældig retning, så kommer du ud i civilisationen igen og kan slippe for de her ting, du bliver konfronteret med på din ayahuasca-rejse. De tanker er helt normale. Se om du ret hurtigt kan slippe dem igen. Der er ingen grund til at sidde på en hel ayahuasca-rejse og prøve at regne ud om du er blevet lemmet ind i en sekt uden at vide det. Det er ikke muligt at regne den slags ud, mens du er på medicinen. Sig til dig selv, at det vil du se på igen bagefter, og så kan du der tage stilling til, hvordan virkeligheden er. Den kan du ikke forholde dig til, imens medicinen virker. Og derfor er det også helt afgørende, at du drikker medicinen med mennesker, du stoler på. For du skal kunne give helt slip mens ayahuasca virker. Det duer ikke at sidde og blive opkørt over ting, der faktisk kan gøre en nervøs og utilpas, så kan man få en rigtig ubehagelig rejse.

At vælge cirkel

Brug din sunde fornuft når du ser efter en cirkel eller undersøger dem, der faciliterer ceremonierne. Gå efter dem, der taler om kærlighed og om hjertet, om healing. Jeg har hørt om ceremonier, hvor ayahuascaen bliver spicet op med syntetisk DMT. Den slags er efter min mening ikke tilrådeligt. Ayahuasca er en hellig medicin. Den behøver ikke hjælp fra noget kemisk fremstillet. Kontakt dem du overvejer at deltage i cirkel hos og stil alle de spørgsmål, du har brug for at stille. Hvis du støder på et ego i dem du spørger, hvis de f.eks. bliver irriterede over dine spørgsmål, så find andre der fasciliterer ceremonier. Det er meget vigtigt at være tryg. Både fordi det giver en hel anden type rejser, men også fordi det er vigtigt at være tryg. Det skal ikke nedtones, at ayahuasca er en heftig medicin. Der skal ikke foregå noget som er det mindste smule skummelt eller grænseoverskridende.

Vær ærlig overfor dig selv, når du mærker efter hos dem, der laver ceremonierne. Hvis du bliver utryg, så hold dig til det og led efter et andet sted. Lad være med at tolke for meget i om det har noget med dig at gøre. Du kan altid vende tilbage og mærke efter igen senere, og så kan du undersøge om det var dig eller dem. Gå efter anbefalinger fra andre du kender eller nogen de kender. Det gælder både, hvis du vælger cirkler her i Europa eller i andre steder af verden, f.eks. Sydamerika.

Sæt en klar intention for din ayahuasca-rejse

Hav en klar intention for din rejse. Ayahuasca skal ikke bruges for sjov. Det siger ligesom sig selv, for der er ikke så meget, der er sjovt ved det ubehag, der følger med at drikke det. Men gør det heller ikke til en manddomsprøve eller noget du bare skal prøve at gøre én gang før du dør. Ayahuasca er lige som andet naturmedicin helligt og det skal tilgås med en følelses af ærbødighed. Den følelse styrker du ved at vide, hvorfor du tager medicinen, altså hvad er din grund til det? Hvad er din intention? Når du har den klar i dig, så giver det dig også den åbenlyse fordel, at du kan have den med som pejling, når du bagefter tænker på, hvad der skete på din ayahuasca-rejse.

Kvalmen

Det hjælper mig til at kaste op at tænke på at drikke et nyt glas ayahuasca. Tanken om, at jeg når min kvalme er allerværst, ved jeg skal drikke et nyt glas af det som i første omgang gav mig kvalmen, gør at jeg kan kaste op. Og tro mig. Du vil gerne kaste op. Den der kvalme er ulidelig. Desuden er det også modstand, du kaster op, at ‘rense’ alt det ud, som gør at du ikke kan give slip og lade medicinen virke. Nogle kaster aldrig op, andre gør det hele tiden. For nogle tager det mange ceremonier før de pludselig kan give slip. Det er meget forskelligt, så husk ikke at dømme dig selv for hvor du er. Hvis du er i en cirkel, hvor du bliver tilbudt rapé, så kan det også hjælpe til at kaste op. Det kan være godt at tage imod det, selvom det kan virke ret uoverskueligt i situationen. Som jeg skriver om længere nede i indlægget, så ser jeg ofte en stor grøn anakonda, når jeg har meget kvalme. Den lokker mig til at kaste op, så den er sådan set på min side. Engang så jeg personen der skulle give mig rapé, altså blæse tobak op i min næse, blive forvandlet til anakondaen. Det er altså en spøjs oplevelse at se en over 10 meter lang, lårtyk, grøn anankonda sidde foran en selv og venligt spørge om jeg ikke ville have rapé, så jeg kunne slippe af med kvalmen, jeg tydeligvis havde kæmpet med. Det kunne jeg faktisk ikke overskue lige der. Det var alligevel for meget af det gode at få en anakonda til at blæse tobak op i min næse for fulde hammer. Heldigvis skulle jeg bare have et glas ayahuasca til og så kom der ellers gang i ‘renselsen’.

Anja Dalby Ayahuasca

Sæt dig op hvis du føler dig overvældet visuelt

Sæt dig op hvis det bliver for meget. Som jeg skrev i det her indlæg så fik jeg selv det råd at sætte mig op hvis rejsen bliver for overvældende. Det kan virkelig være en god idé. Efter min første rejse i 2011, så lagde jeg mig først ned igen i 2018! Det var efter jeg havde fået min “åbenbaring” omkring hvad egoet havde gang i, i mig selv . Men så turde jeg også ligge mig ned og ligge og lade mig flyde med i et stort rum af kærlighed og smukke visioner. Det kan føles så naturstridigt at sidde op. Hele ens krop vil bare ligge og smelte ned i madrassen. Men prøv at se om det ikke er muligt for dig at sidde op, du må gerne læne din ryg op af en væg eller en meditationsskammel eller andet. Det hjælper bare så meget til at have en fornemmelse, af ikke blot at blive kastet rundt i et vildt hav af det mest sindssyge trip overhovedet, men at man faktisk har en lille smule styring med hvad der foregår. Hvis du kan, så sæt dig op!

Det visuelle er ikke virkeligt. Det kan godt være meget overvældende visuelt at drikke ayahuasca. Nogle mennesker nyder meget at observere det visuelle, men jeg har på fornemmelsen at det er de mennesker, der har prøvet at drikke det rigtig mange gange og som derfor ikke længere flipper ud over det de ser. Du kan risikere at se en masse uhyggelige ting. Monstre og ghouls i et sådan omfang at det kan være svært at forestille sig, at man kan vende tilbage til verden med et normalt syn på den. De første gange jeg så hære af irgrønne skelet-zombies (det lyder sjovt, det var det ikke) komme imod mig for fulde hammer, så var jeg ret tæt på at forlade min plads i cirkelen og løbe skrigende bort. Hold øje med om det visuelle også har en forbindelse med kvalmen i dig eller med dine tanker. Jeg har oplevet mange gange, at hvis jeg ikke har kunne skræmme mig selv med hæslige tanker, så har tankerne forvandlet sig til monstre i stedet. Sådan nogle som ville få Ridley Scotts ‘Alien’ til at se nuttet ud. De er dog forsvundet med det samme jeg opdagede oprindelsen til dem. Måske kan det være tilfældet for dig også og du behøver ikke sidde og mosle med frygten for dem på dine rejser. Når min kvalme er allerværst, så kommer der en stor skriggrøn anakondaslange imod mig med gule øjne, skarpe tænder og en stor tunge, der hvisler af mig. Den kommer altid. Den hvisler og lokker og smisker med ord som giver mig endnu mere kvalme. I starten synes jeg ikke den var så sjov at se på. Nu ved jeg at den kommer for at lokke, sådan rasle kvalmen op af mig. For i det øjeblik jeg så har kastet op, så forvandler den sig altid til noget der er meget mere behageligt at se på. Sidst det skete blev den til hundrevis af små brune rottweilerhvalpe, som lå en en stor nuttet bunke med blottede bløde maver og store smil på. Det tror jeg ikke har den store betydning. Jeg tolker det ikke som at mit kald i livet er, at jeg skal opdrætte rottweilere. Det er blot et eksempel på, hvordan det visuelle kan følge det fysiske, altså her kvalmen. Det er nemlig ikke altid, at det visuelle betyder det store. Jeg kender til mennesker og har hørt om folk, som har fået store syn på deres ayahuascarejser. Syn som de virkelig har kunne bruge til noget. Men vær forsigtig med at tolke dem, for ofte kan vi komme til at tolke dem til, at vi er noget særligt. At vi er udvalgte, at Madre Ayahuasca og alle guderne og gudinderne har udvalgt os til en speciel mission. Det er vi ikke. Det er noget, der sker i et usikkert ego, hvilket leder mig videre til næste punkt.

Kend dit ego

Kend dig selv, kend dit ego. Det er desværre ikke et ukendt fænomen, at egoet i sin forskrækkelse over hvad der foregår på en ayahuascarejse, udnævner sig selv til at være den nye messias. Den kærlighed man kan føle på en rejse med den her medicin, den er så ‘totally mindblowing’, at egoet godt kan tage det personligt. Så egoet kan tro at det er noget særligt, siden det får lov til at føle den her kæmpeenorme kærlighed. Det er ikke usædvanligt at folk tager fra en ayahuascarejse og nu vil de ud og bedyre for resten af verden, de ‘sandheder’ de fik på deres rejser. Det kan godt blive lidt Moses på Bjerget-agtigt og det har aldrig været særlig kønt. Så det er den ene ting. Uanset hvad du bliver fortalt af lækkerier om, hvordan DU er den eneste i hele verden der kan gøre en forskel, og som kan heale hele Jorden, så er det ikke sandt. Du er en vigtig brik, men det er vi alle. Prøv at tage egoet ud af historien og så vil du opdage, at du er præcis lige så vigtigt og ikke-vigtig som alle os andre. Noget andet i forhold til egoet, det er at det er godt at kende det en smule på forhånd. Det er altså godt at kende til dine egne følelser af utilstrækkeligheder, af usikkerheder og af skam inden du drikker ayahuasca. Det er ikke en rar overraskelse at blive konfronteret med alt sit lort, mens man drøner derudaf med 150 km/t på et gigatrip. Det er godt at have en fornemmelse af, at det trods alt ikke er helt nyt det hele, så man også ved at det altså er en selv. Der sidder ikke en udefra og fodrer ens hjerne med ubehageligheder. Det hele sker i dig selv. Det er kun dit ego, der går bananas ikke andet. Det er også en virkelig værdifuld viden at have med sig på en rejse.

Har du spørgmål, kommentarer eller andet? Er der noget du kunne tænke dig at høre mere om eller få uddybet i forhold til mine indlæg om at drikke ayahuasca? Jeg vil meget gerne høre fra dig.

PAS PÅ MED AT VILLE VÆRE OPLYST

Mine løgne

Jeg holder meget øje med de løgne, jeg skaber i mig selv, om mig selv. Det kan være løgne som:

Jeg mediterer hver dag. Jeg spiser kun raw og kun frugt. Jeg løber jævnligt. Jeg har ingen konflikter i mit liv. Jeg … Listen er faktisk ret lang over ting, jeg mener, at jeg gør. Ting der er med til at definere mig som person og give mig identitet.

Men sandheden er, at jeg lige for tiden kun spiser frugt til aftensmad, hvor jeg så spiser normalt, vegansk mad. Nogle dage spiser jeg kun frugt til morgenmad. Jeg mediterer slet ikke hver dag. Ofte er det kun en gang om ugen eller sjældnere. Jeg løber ikke lige for tiden, det har jeg ikke gjort i over et halvt år, så den kan jeg sådan set også godt droppe. Jeg har en konflikt i mit liv, som gør meganas og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme ud af den. Jeg føler mig fanget i den, og uanset hvordan jeg går til den, så kommer jeg ingen vegne med den. Så når jeg fortæller mig selv, at jeg svæver på en stor selvudviklet sky af ren glæde og kærlighed, så er det løgn. For jeg tænker på konflikten hver dag og bliver ked af det.

Alle de løgne vi fortæller os selv og hinanden om uperfekthed

En veninde fortalte mig forleden dag, at hun inderst inde synes, at man kun må sige noget højt, når man er oplyst. Sådan har jeg det faktisk også. Det skaber en konflikt i mig, for jeg siger jo noget her på min blog. For at holde ved den tanke, at man først må sige noget højt om spiritualitet og selvudvikling, når man er helt perfekt og man har haft en ‘awakening’, så er jeg jo nødt til at lyve.

Så derfor, så lyver jeg overfor mig selv om hvor god jeg rent faktisk er. Jeg har lagt mærke til, at det ikke kun er mig, der gør det. Faktisk er det jo nok også det parameter hele Instagram (og andre sociale medier) er bygget op omkring. Løgn. Hvilket er helt fint, så længe vi ikke selv tror på løgnen og så længe vi er klar over at vi gerne må være her alligevel og fortælle om vores oplevelse af at være menneske. Også selvom vi har sure tæer, røg en cigaret og råbte af katten.

Anja Dalby Oplyst

Læn dig ind i din perfekte, uperfekte menneskelighed

De lærere vi har, de falder ofte dybt, når vi opdager, at de er helt almindelige mennesker. Stuart Wilde var/er den største lærer, jeg har haft, bortset fra naturen og kraften (altså Gud). Da jeg engang var på retreat med ham og sad på bagsædet af hans bil, mens han kørte rimeligt stærkt rundt på de små, irske bjergveje, hørte irsk folkemusik med vilde violiner for fulde skrald og samtidig spiste en stor pose nachos, så blev jeg så glad. For han var jo bare et menneske. Det var da vidunderligt! Der var ikke noget ophøjet og helligt over ham i det øjeblik. Der var ikke en eller anden perfekt tilstand at stræbe mod, udover det perfekte som findes i at være helt og fuldt tilstede i den her oplevelse, vi kalder at være menneske.

Prøv at se på de mennesker, du ser som dine lærere. Vær ærlig i dig selv om du har sat dem på en uopnåelige piedestal. For den eksisterer ikke. Jeg hørte engang en forarget historie om Dalai Lama, der havde vrisset af en assistent. Så derfor var han nu utroværdig som åndelig leder. Den slags historier, som vi samler i os selv, om store mennesker der falder, fordi de sådan set jo også bare er mennesker, de historier er med til, at vi tror at vi aldrig selv kan blive ‘oplyste’. Så vi kan ligeså godt lade være med at prøve. For når selve Dalai Lama kan have en kort lunte og blive irriteret, så kan jeg ligeså godt lade være med overhovedet at prøve at rykke mig selv i en spirituel retning.

Vågn op, vær dig, vær oplyst

Det er rigtig godt at holde øje med de løgne, vi fortæller os selv (og måske også andre) om dem vi er. Det er ikke så vi kan skælde os selv ud over, at vi lyver. Men det er for at se, hvad løgnen dækker over. Vi er alle sammen oplyste. Nogle gange tror vi bare så meget på virkeligheden og vores egoer, at vi glemmer det. Og så kommer vi til at vrisse af en assistent. Eller være sur på børnene eller brokke os over vores chef.

At være oplyst, at være vågen, er ikke andet end at åbne sine øjne og smile over, hvor skørt, hvor vidunderligt, hvor smukt og hjerteskærende det er at være her. Det er det.

Lev livet for pokker

Pas på med at sætte livet som et spirituelt menneske op på en piedestal, som kun er for fastende, mediterende, 100% harmoniske mennesker. For det betyder, at du enten skal lyve om, hvordan dit liv egentligt er og den løgn vil gøre, at du så synes du skal dække over dig selv. Det betyder, at du inderst inde skammer dig over, at du spiste pomfritter med mayonnaise til aftensmad. For det kan oplyste mennesker umuligt gøre. Skam har aldrig fået nogen mennesker til at gøre noget bedre, eller til at turde prøve igen næste dag.

Og hvis du ikke lyver om, hvor yogaudøvende og smoothiedrikkende du er, så risikerer du at falde i den modsatte grøft, hvor det også bare kan være lige meget. For hvis selv Dalai Lama vrisser, hvor lang vej har du så ikke? Men du er ligeså oplyst som han er. Du har bare ikke opdaget det endnu, fordi du tror, at det er en tilstand af evig lyksalighed. At være oplyst er bare at se dig omkring og glæde dig over, hvor mindblowingly fantastisk og totalt fjollet det er at være her. Og så engang imellem blive hevet ud af det og blive ked af noget og så tilbage igen. Det er det.

MIN OPLEVELSE MED AYAHUASCA (DEL 4)

Mit healingsgennembrud

I de tre forrige indlæg (del 1, del 2, del 3) om ayahuasca beskriver jeg, hvad der ledte mig til, at jeg i 2018 endelig fik den healing, forløsning eller forståelse som jeg havde bedt om tilbage i 2011. Det var lidt en overraskelse for mig, at det ville tage mig så mange år, da jeg har en stor tro på healing. Men healing er mange ting og nok allermindst af alt er healing et quick fix. Noget jeg tror, vi er mange, der arbejder med at forstå på et dybere plan.

Da jeg deltog i den ceremoni, jeg var blevet inviteret til i 2018, så startede den store mindreværdsfilm som sagt i mig igen. Jeg blev ærligt talt ret træt lige der. Hvorfor pokker skulle jeg bruge hver eneste ayahuasca-rejse på at sidde og se, hvor mange dårlige tanker jeg har om mig selv?

Det næste der skete var, at efter jeg i omkring 6 timer havde siddet med hænderne i hovedet og set på alt det, jeg nogensinde havde gjort som jeg kunne skamme mig over (virkelig en gyser), så pludselig kunne jeg se, at det ikke var mig, der skammede mig.

Det var en meget besynderlig oplevelse. Du kender sikkert godt selv til stemmen i dig, som kan blive ved med at spille forskellige hændelser for dig igen og igen. Det kan handle om alt fra små banale ting, som dengang du trådte i en hundelort over for alle de andre forældre fra 0A. Eller om dengang, hvor du løftede hånden for at slå, måske dit barn, dit dyr, din kæreste. Altså de der episoder vi har i os, som vi kan spille for vores indre blik og øre igen og igen, med mere og mere skam og ondt i maven til følge.

Pludselig sagde en stemme i mig: Du kan kun skamme dig over noget, du ikke vil acceptere.

Anja Dalby Ayahuasca

At acceptere den du er

Alle de der timer på timer med gruopvækkende indre film om min egen utilstrækkelighed, de handlede om at jeg skulle se det, så jeg kunne acceptere, at det var mig. Hvem er det i mig, som synes at jeg ikke skal have mindreværd? Hvem er det i mig, som skammer sig over, at jeg ikke er mere oplyst end, at jeg stadigvæk synes, at noget kan være vildt pinligt eller nemlig direkte skamfuldt. Hvem er det i mig, som synes jeg skal være en anden end den jeg er?

Altså jeg er et helt normalt menneske. Som gør helt normale ting. Nogle af de ting ville jeg gerne kunne gøre om. Det kan jeg ikke. Så må jeg lade være med at gøre dem igen. Men på det tidspunkt, hvor jeg gjorde som jeg gjorde. Hvor jeg tænkte som jeg tænkte (også om mig selv), da var det det som jeg kunne. Det må jeg acceptere. Når jeg ikke vil acceptere det, så skammer jeg mig over mig. Så ville jeg ønske jeg var en anden. At jeg var bedre end jeg er.

Pludselig kunne jeg se, at den mekanisme i mig (det jeg kalder for egoet), som hele tiden viste mig, hvor meget mindreværd, der var i mig, det var den samme mekanisme som også skammede sig over mindreværdet.

Noget var sket. Noget jeg skældte mig selv ud over, at jeg havde gjort, sagt eller tænkt. Det der så skete var, at så kom skammen. Skammen over at jeg havde været sådan som jeg var. Og så kom skammen over skammen. Over at jeg ikke bare kunne give slip. At skamme sig over at skamme sig.

Og der skete healingen. Lige der, der blev jeg så opfyldt af kærlighed til mig selv og til det stakkels ego. Et ego som bare så gerne vil passe ind og som så gerne vil elskes. Så på resten af min rejse den aften og de efterfølgende dage, der sad jeg med mit ego og vuggede det og holdt om det og elskede det med hver eneste celle i mig.

Anja Dalby Ayahuasca

Nøglen til selvkærlighed

Jeg er ikke egoet. Jeg er ikke mindreværdet. Jeg er ikke skammen. Det er mekanismer der opstår i mig. Det har ikke noget med mig at gøre. Egoet blev ved med at vise mig ting, fra langt tilbage i gemmerne i mig selv, som jeg skulle tage stilling til og se om det her ikke var værd at skamme sig over. Og min omsorg voksede og voksede bare, for der var ikke noget der hang ved i mig. Jeg kunne så tydeligt se at healing opstår af accept. I accepten af at jeg er som jeg er, at andre er som de er, at verden er som den er, så var jeg fri. I den frihed var det som om jeg eksplodere af kærlighed til alle og alting.

Nu er jeg meget spændt på, hvor mine næste ayahuasca-rejser vil lede mig hen. Når jeg har brugt et utal af rejser fordelt over 7-8 år på at finde nøglen til døren ind til min selvkærlighed, gad vide hvad jeg så skal se på næste gang?

Jeg venter på at hun kalder igen og sidder spændt og venter på, hvad jeg så skal vises.