To Stemmer

Der er to stemmer indeni mig. Sangen fra mit hjerte og klynkeriet fra mit ego.
Det er ikke længere svært for mig at høre hvad der er hvad. Det var det i mange år og jeg forvirrede mig selv ved hele tiden at stille spørgsmål til mit hjertes længsel, fra mit egos ængstelse. Så jeg tvivlede og tvivlede på hvad det var jeg følte og ofte så vandt egoet med dets rationale og frygt.

Når jeg går igennem noget nu hvor mit ego føler sig meget usikker og frygtsomt, så sørger jeg hele tiden for at holde en god og konstant kontakt til mit hjerte. Jeg kan mærke hvad det er der er sandt for mig at gøre, det kan godt ske jeg stadig er skidebange for det, men når jeg kan mærke mit hjerte juble, så bliver jeg tryggere fordi jeg så ved jeg er på rette vej. Jeg kan stadig ikke se vejen for mig, jeg ved bare at jeg skal tage skridtet ud på den og fordi mit hjerte hopper af begejstring over eventyret og spændingen ved udsigten til en ny sti, så kan jeg nemmere berolige mit bange ego.

For hvad kommer der mon ikke til at ske? Hvordan skal det hele dog ikke gå? Hvad nu hvis det er en fejl? Hvad nu hvis stien fører mig direkte i min død?

Det er okay, hvisker mit hjerte. Den sti som man kan se enden på, den er ikke værd at gå. Gå derud hvor det hele vibrerer. Hvor det ikke er statisk. Gå derud hvor du griner og har det sjovt, også selvom dit ego skælver.

Mit hjerte fortæller mit ego at døden alligevel ikke er noget at være bange for. Døden er bare en overgang, ikke andet. På et tidspunkt ender stien i døden, men det gør den alligevel. Døden kan ikke undgås, selvom man følger egoets råd om stagnation.

Mit hjerte siger: Min største frygt er fortrydelse. At fortryde alt det jeg ikke gjorde af frygt for hvad der ville ske. At se døden komme og have lyst til at løbe tilbage i tiden og tage alle de skridt jeg ikke turde, da jeg skulle.

Mit ego svarer: Vent lidt. Lad os bage en kage. Der er nye serier på Netflix. Der skal også ordnes vasketøj.

Men det er for sent. For jeg har hørt hjertets sang, jeg er allerede trådt ud på stien, der er ikke nogen vej tilbage nu.

I Dag

524885_408929065865755_1286105132_n

You Do Not Have To Be Good

You do not have to be good.
You do not have to walk on your knees
for a hundred miles through the desert, repenting.
You only have to let the soft animal of your body
love what it loves.
Tell me about despair, yours, and I will tell you mine.
Meanwhile the world goes on.
Meanwhile the sun and the clear pebbles of the rain
are moving across the landscapes,
over the prairies and the deep trees,
the mountains and the rivers.
Meanwhile the wild geese, high in the clean blue air,
are heading home again.
Whoever you are, no matter how lonely,
the world offers itself to your imagination,
calls to you like the wild geese, harsh and exciting –
over and over announcing your place
in the family of things.

Mary Oliver

You Do Not Have To Be Good

Put down the weight of your aloneness

Put down the weight of your aloneness
and ease into the conversation.
The kettle is singing even as it pours you a drink,
the cooking pots have left their arrogant aloofness
and seen the good in you at last.

All the birds and creatures of the world
are unutterably themselves.
Everything is waiting for you.

David Whyte

Sjæl og Ego

Folk der er på vej, altså enten er et godt stykke henne af den spirituelle sti eller lige er trådt ud på den, har generelt to ønsker for deres videre udvikling.

Det første ønske er at de vil gerne give slip på deres mønstre som stammer fra egoet. Det kan være jalousi, misundelse, forfængelighed, frygt, mindreværd, kontrol, vrede, stolthed, manipulation etc. Mønstre som gør at de handler uhensigtsmæssigt i forhold til dem selv og deres omgivelser. Mønstre som gør at de ikke giver sig selv 100% i tillid og kærlighed til livet.

Ønske nummer to, er at de gerne vil tættere på Kilden, Gud, Kraften. Hvad end man måtte vælge at kalde den store uendelige, kærlige kraft vi er kommet af og som omgiver os. De vil gerne føle Kilden, de vil gerne leve i en evig kommunikation med universet, føle sig samhørige med Kraften og ikke separeret fra den.

På en måde er begge ønsker, samme side af samme sag. Egoet skaber følelsen af separation fra Altet. Egoet binder os til denne verden, jo mere magt vi giver vores emotioner og mønstre, jo længere væk føler vi at vi kommer fra Gud. Det er naturligvis en illusion, eftersom vi er en del af Gudskraften allesammen. Men illusionen er så stærk at vi kan føle os så alene, så individuelle, så separerede, at vi ikke længere kan finde nogen mening med livet og med at være her.

Jo mere desperat man bliver efter at føle bare en lille snas af Gudskraften, jo mere kraft giver man til egoet og dets, ofte absurde idéer om hvem vi burde være, kontra dem vi er. Jo mere triste vi føler os over ikke at kunne føle og mærke Gud, jo nemmere er det at give efter for egoets sære mønstre som jeg nævnte først i dette indlæg. Det er en ond cirkel, men den kan brydes.

Den kan brydes ved at tage fat om netop de to ønsker. Se på egoet og handle ærligt ud fra hvilke mønstre det har taget til sig. Elske sine skygger, dæmoner, emotioner. Men især også sætte foden ned overfor dem. Se på det lille barn indeni, som ofte er blevet såret og ikke har følt sig elsket. Holde af det med hud og hår i alt dets umulighed. Men også bede det kærligt om at stoppe, når det flipper ud i jalousi, misundelse, vrede, sladder, kontrol og alle mulige andre frygtrelaterede handlinger.

Og den anden ting vi kan arbejde med samtidig med at vi ser egoet ærligt efter i sømmene, er at skabe en ærbødighed overfor livet. En ærbødighed overfor naturen, vores familie, os selv, vores venner, alt det som virkelig betyder noget. Alt det sande og gode. Alt det støttende og kærlige.

Når vi begynder at skabe en ægte ærbødighed overfor selve livet og selve det mirakel at vi er tilstede her, så begynder vi at kunne føle og mærke Gudskraften. Ikke længere som noget udenfor os selv, men indeni os. Vi bliver stille og roligt overbeviste om at der ikke er noget mål at nå, at vi allerede er i mål. At målet er at være her, tilstede i kærlighed, tolerance og ærbødighed overfor alt hvad vi måtte gå igennem og alt hvad vi indeholder. I det øjeblik er vi virkelig fri, fri fra ego og fri fra de begrænsninger og restriktioner samfundet og andre har lagt på os.