En ny uddannelse

Jeg har tidligere fortalt, hvordan jeg overraskende nok var begyndt at kede mig rigtig meget ude i skoven. Derfor bestemte jeg mig for at lave nogle ændringer i mit liv.

Jeg kunne mærke, at jeg skulle tage den her fornemmelse af, at min hjerne nærmest kløede på indersiden af kedsomhed alvorligt. Så jeg begyndte at se mig om efter nye kurser og uddannelser.

Det er ikke fordi jeg på nogen måde er færdig med selvudviklingskurser eller kurser i spiritualitet, men jeg kunne mærke, at det var noget helt andet, jeg havde lyst til.

Metafysik

En dag sad jeg og søgte på nettet på ordet Metafysik. Ved et ’tilfælde’ opdagede jeg, at når man læser filosofi på universitetet, så kan man vælge metafysik på overbygningen. Jeg har tidligere overvejet at læse fysik på universitetet af samme grund, nemlig at jeg af den vej kunne komme til at undersøge nogle af de større spørgsmål i livet.

Men matematikken, som er fysikkens sprog er ikke noget, som ligger naturligt til mig. Til gengæld forstår jeg filosofiens sprog, det forekommer mig noget lettere tilgængeligt. Derfor gik jeg i gang med at undersøge, hvad der skulle til for at jeg kunne starte på filosofi. Det viste sig, at min HF, som nu er 25 år gammel, havde mistet en del i værdi i tiden, der er gået. Den er ikke blevet bedre ligesom god vin. Så selvom det ikke kræver det vilde at søge ind på filosofi, så krævede det alligevel mere end min HF kunne mønstre.

Kender du det med at sætte regler op for dig selv?

Jeg havde selvfølgelig sat nogle regler op for mig selv. Det gør jeg altid, og det viser sig hver gang at være lige åndssvagt, for de holder alligevel aldrig.

Min første regel var, at hvis jeg ikke kunne starte på filosofi i august i år (2018), så kunne det også være lige meget. Da det var i juli måned, jeg fik de her tanker, måtte jeg ret hurtigt erkende, at det alligevel var en tak for sent at søge ind.

Den næste regel var, at jeg kun ville søge ind på filosofi, hvis de havde opstart hvert halve år, så jeg kunne starte i januar 2019. Det havde de så ikke, næste start er august 2019.

Den trejde regel var, at jeg KUN ville søge ind på min HF (og kvote 2 naturligvis). Jeg ville under ingen omstændigheder opgradere min HF med enkeltfag …

Regler er til for at brydes …

Så gæt, hvad jeg har lavet det sidste halve år? Yes. Taget enkeltfag i Aarhus. Og det fortsætter jeg sørme også med det første halve år af 2019. Jeg tager engelsk (for det er en karakter, jeg ved jeg kan forbedre) og tysk på grund af optagelseskravet om et fremmedsprog på fortsætterniveau.

Jeg kan godt gå rimelig hurtig kold i ting, jeg gør med et bestemt mål for sigte. For selvom det er sjovt og hyggeligt at gå i skole igen, så er det så heller ikke sjovere. Jeg siger lige ordene: Tyske præpositioner. Men denne gang er det lykkedes mig at have målet klart visualiseret foran mig hele tiden. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at læse metafysik.

Jeg er bange for at tabe ansigt

Der er en grund til, at jeg ikke har skrevet om det her på bloggen. Grunden er nemlig, at jeg er bange for at fejle. Jeg er bange for, at jeg ikke får gode nok karakterer i tysk og engelsk til at kunne søge ind på filosofi. Og jeg er bange for at starte på uni og så opdage, at det slet ikke er noget for mig, eller (gys), at det er for svært. Jeg er bange for at tabe ansigt og gøre det “offentligt”, fordi jeg har denne blog.

Jeg er 43 år og altså 44 år, når jeg starter på universitetet. Der har jeg aldrig prøvet at gå før. Så det tænker jeg, at det kan jeg godt. Og hvis jeg ikke kan, så er jeg en erfaring rigere, og de er faktisk det mest værdifulde i livet.

At løbe om kap med tiden

Ligesom mange andre mennesker så gør jeg mig også umage for at få fri. Jeg tager nemme løsninger, og hopper ofte over hvor gærdet er lavest, så jeg få mere tid i den anden ende. Jeg kan også finde på at køre for stærkt i min bil, så jeg kommer hurtigere frem. Og på den måde får mere tid.

Jeg skynder, mig når jeg vasker op. Jeg kan lige hurtigt støvsuge. Klatvaske køkkengulvet. Gøre toilettet ren med venstre hånd, mens jeg er i gang med at drømme om, hvad det er jeg skal med al den tid, jeg vinder ved at sjuske.

Er ‘nemt’ også dit livs kompas?

Flere steder i verden er mennesker begyndt at sige ja tak til at blive chippet. Argumentet for chipping er blandt andet, at det gør livet meget lettere. Så skal vi hverken huske på koder, telefoner, nøgler, dankort og alle de andre irriterende ting, som gør det moderne liv så besværligt for os …

At vi skal have det nemmere end nemt er sådan en besynderlig overbevisning som jeg selv skal arbejde med i mig selv. For jeg skynder mig så tit, og hvad var det, jeg skyndte mig hen til? Jeg skynder mig, så jeg kan slappe af. I stedet for at slappe af i og med det, jeg foretager mig.

At kede sig så det klør …

Nu har vi boet herude i skoven i lidt over et år og noget som virkelig overraskede mig, da vi flyttede herud efter at have boet i lejlighed i Aarhus midtby, det var, at her var så stille. Ikke kun i lyd, men også i gøremål. De praktiske ting der er forbundet med at bo her er ret nemme. At vaske op i hånden, hente brænde, holde almindelig hus og have er sådan set ret overskueligt. Og så begyndte jeg ellers at kede mig. Sådan for alvor.

Faktisk kunne jeg næsten fysisk føle, hvordan det kløede på indersiden af min hjerne. Al den ro. Al den tid, der er herude. Efter at have nydt at sidde og se på egernet i træerne i et par måneder, så fik jeg stille og roligt mere og mere spat. Vi talte endda om, om vi skulle flytte igen, men det var jo underligt. For det var det her jeg (vi) ville. Bo i en skov og være midt i naturen. Indtil det gik op for mig, at jeg “bare” kedede mig.

 Farvel distraktioner. Hej mig.

Jeg øver mig hele tiden i at fjerne distraktioner, så jeg kan mærke mig selv. Alle de distraktioner som de fleste af os bruger til at bedøve os med, så vi enten kan holde ud, at vi har så travlt i vores liv eller til at overskygge det faktum, at vi keder os. Og måske er kedsomheden også noget af det, som gør at vi hele tiden synes, vi skal have travlt. I stedet for at vi stopper op og ærligt mærke, at det her liv, vi har gang i nu faktisk er røvsygt.

Jeg har intet tv. Jeg overvåger nøje min tid på sociale medier. Jeg ser ikke Netflix eller HBO. Jeg drikker stort set aldrig alkohol, spiser næsten ingen sukker. Er ret hardcore med min kost i det hele taget. Jeg er opmærksom på at holde mit ego ret meget ude af mit liv, så jeg på den måde undgår en masse unødigt drama. Så jeg har faktisk ingen rigtige “problemer” i mit liv af den grund.

Så jeg havde ro til at mærke, at jeg kedede mig. Selvom jeg gerne vil skrive og tegne rigtig meget og selvom jeg virkelig elsker mit arbejde, så er det selvfølgelig ikke muligt at gøre det hele tiden. Og lige pludselig kunne jeg mærke, at der skulle ske nye ting i mit liv. De ting kunne jeg ikke mærke før, fordi byen, vi boede i larmede så meget. Eller det var nok nærmere alle mine hang-ups omkring at bo i byen, som larmede mest i mig.

Kedsomheden var min intuitions budbringer

Kedsomheden var min intuition, der talte til mig. Som viste mig, at nu er det tid til, at der skal ske noget nyt. Der er intet som helst galt med at kede sig. Det er en fantastisk indgangsvej til nye eventyr.

Når jeg er til stede i det, jeg gør. I at hente brænde og tænde op i brændeovnen f.eks., så kan jeg høre hvad det ellers er der rumsterer i mig. Når jeg hele tiden har travlt fordi jeg skal skynde mig at slappe af, så kan jeg intet som helst mærke.

Kedsomheden viste sig at være en stor døråbner for nogle forandringer i mit liv, som altså ikke var at flytte fra det sted, jeg troede skabte kedsomheden. Tværtimod omfavner jeg nu hver eneste dag, at min hjerne klør på indersiden. At jeg keder mig er et sundhedstegn. Det betyder, at det rent faktisk er lykkedes mig, at skabe mig et liv, hvor der er rum nok, til at jeg kan mærke, hvad der sker i mig.

Kedsomheden udfordrer mig

Kedsomheden betyder også jeg skal udfordre mig selv mere end, hvad mit ego bryder sig om. At jeg skal stille større krav til mig selv (mit mindreværd), og det er bestemt ikke negativt.

At kede sig var et symptom på, at jeg skulle rykke mig. Jeg skal ikke rykke mig i retningen af mere larm og unødvendigt fyld. Jeg skal rykke mig i den retning min intuition siger mig. Da jeg begyndte at gøre det jeg fik besked på, fordi min hjerne simpelthen var ved at skrige sig i stykker af kedsomhed, så tog jeg nogle nye skridt i mit liv. Ikke mere bedøvelse, kun bevægelse.

Hvordan finder du lykken?

Forleden læste jeg en formel på lykke. Formlen lød således:

Lykke = Virkeligheden – Forventninger

Det er ret lige ud af landevejen. Når virkeligheden er bedre end vi havde forventet, så bliver vi glade og er det vi kalder for at være lykkelige. Når virkeligheden er værre end, vi havde forventet, så er vi ulykkelige.

Når jeg oplever at være i en situation hvor jeg ikke har nogen modstand på det som sker, altså hvis jeg kan holde mit ego ude af billedet, så er det næsten ligemeget, hvordan situationen egentligt er, så kan jeg godt være glad alligevel.

Det vil altså sige, hvis jeg ikke har en mening om, at tingene skal være anderledes end de er, så er jeg faktisk glad og lykkelig.

Det er det samme, når jeg ser ud på verden. Hvis jeg ønsker mig, at den skal være anderledes end den er, hvis jeg bliver ked af tingenes tilstand, så er det mig der taber og bliver ulykkelig. Hvis jeg kan se ud på verden med accept, så kan jeg forholde mig roligt og være i balance.

Tag et skridt mod lykken – og væk fra skammen

Det som jeg har opdaget, det er at ud af den ro og balance, der kan jeg rent faktisk finde et overskud og en lyst til at gøre noget ved tingene. Det overskud finder jeg aldrig, når jeg er ked af det. Så ryger jeg lige lukt i mine overlevelsesstrategier, som kan hedde noget i stil med at ligge i fosterstilling på sofaen med en æske fyldte chokolader foran mig.

Når jeg har en forventning om at jeg selv skal være anderledes, bedre end jeg er, så bliver jeg også altid ulykkelig. Når jeg forventer, at jeg ikke må reagere på en bestemt på, når jeg ikke må have de følelser, jeg har, så bliver jeg ked af det og skammer mig.

Når jeg gør det, så kan jeg aldrig ændre sådan som jeg har det. Det vil sige at det måske uhensigtsmæssige mønster jeg har, det kan jeg ikke stille noget op over for, hvis jeg skammer mig. Det er først muligt at ændre det mindre kønne, når jeg tør se ærligt på, hvem jeg er og accepterer det. Så har jeg har muligheden for at ændre det, jeg i første omgang var ked af i mig selv.

Kender du også ‘burde’?

Det samme gør sig gældende, hvis der er noget, jeg er ked af i det ydre i mit liv. Altså hvis der er noget jeg ikke føler mig lykkelig omkring. Hvis jeg synes at det her BURDE jeg være tilfreds med, så kan jeg ikke mærke, at jeg måske egentligt ikke er det. Og hvis jeg endelig kan mærke det, så skammer jeg mig over at jeg ikke bare er glad, for det BURDE jeg jo være.

Men hvis jeg accepterer, at jeg ikke er det, så kan jeg meget mere rent se på, hvad det så er, der gør mig glad. Jeg får styrken til at turde ændre det, når jeg slipper mine forventninger om, hvordan jeg burde være. Så kan jeg se virkeligheden. Den jeg er. Mit liv. Den verden jeg lever i. Uden mudrede forventninger om at jeg, mit liv, verden skulle være anderledes end den eller det er.

Vælg stien der bærer dig fremad

Tingene kan kun være som de er. Jeg kan kun være mig som jeg er. Det er det samme med mit liv. Men jeg har styrken til at ændre det, som ikke bærer mig selv og verden fremad, når jeg ser virkeligheden for hvad den er. Det kan jeg aldrig gøre, når jeg sørger over, at den ikke er anderledes.