Anja Dalby
SPIRITUALITET | BEVIDSTHED | KRAFT
/

Jeg kan kun tale grimt om andre, når jeg gør det om mig selv

Der findes ikke udenfor og indenfor. Der findes ikke mig og resten af verden. Der findes ikke mig og andre mennesker. Alt hvad der er, er mig. Alt hvad der er, er dig.

Alt hvad jeg mener, alt hvad jeg har at sige om verden, handler om mig. Det er først muligt for mig, at tale 100% venligt om alt hvad der sker i verden, når jeg kan se på alt hvad jeg selv indeholder, med samme venlighed.

Hver eneste dom jeg har over verden, over det der sker her, over andre mennesker, handler kun om mig. Jeg kan gøre mig umage for ikke at tale grimt om andre. Jeg kan være opmærksom på de ord der kommer ud af min mund som tale.

Men hvis jeg ikke ser på hvad der sker indeni mig. Ser på alt det som når at blive luget væk inden det kommer ud af min mund, men som ikke desto mindre stadig er tilstede i mig, så sidder jeg fast i at skabe et billede udadtil, som ikke er i overensstemmelse med mit indre.

Alt løgn er til gavn for mit ego. Hver eneste lille lyv der findes i mig, er for at beskytte mit ego. Hver eneste gang jeg taler og handler i sandhed, så bliver mit ego mindre og jeg gavner min sjæl.

Hvis jeg føler eller tænker noget “negativt” og lader som om det ikke er sandt, fordi jeg er for godt et menneske til at tale eller tænke grimt, så vinder mit ego.

Jo mere jeg følger efter hver eneste lille pip i mig selv, som ikke er kærligt eller venligt tænkt, jo sværere bliver det for mig at dømme verden omkring mig. Alle de grimme ord jeg kan have om verden, de forsvinder fra mig når jeg følger efter dem i mig selv og undersøger dem.

Når jeg følger efter ordene og ser hvor de stammer fra i mig så bliver jeg gang på gang bekræftet, i at verden ikke har gjort noget som helst, alt hvad jeg dømte var mig selv.

Verden kan kun være venlig. Det er ikke muligt at det her smukke univers vi er tilstede i, kan være et uvenligt sted. Når jeg går til alt, til verden og til mig selv, med de ord, så forandrer alt sig.

Jeg kan kun være bange for mine grimme domme, og prøve at kaste dem ud på andre, når jeg ikke ser med omsorg på hvor de stammer fra i mig og hvad de faktisk har at fortælle mig om mig selv.

Når jeg forstår, at hver eneste dom, er et lille barn jeg ikke har elsket så meget at det er blevet sat frit, så tager jeg mine domme hjem.

Jeg slipper for at skulle gå og tro at det er verden der er noget galt med. Det er en skør omvej at gå, at skælde ud over verden og andre mennesker, når alt hvad det nogensinde har handlet om, var mine egne uerkendte følelser og tanker.

Jeg elsker hver eneste tanke der opstår i mig. Hver eneste følelse den bringer med sig. Jeg bliver nærig og holder grådigt fast ved mine grimme tanker.

Hvorfor skulle jeg sprede dem ud over andre, når jeg kan holde dem for mig selv og lære så meget om hvem jeg virkelig er.

Hvorfor skulle andre dømmes af mig, når jeg selv kan få fornøjelsen af at undersøge hvilket fantastisk mangfoldigt menneske jeg selv er. Fyldt med domme, som lærer mig om kærlighed hver evigt eneste gang.

Jo mere jeg kender mig selv, jo kærligere bliver jeg. Ikke kun overfor mig, men overfor resten af verden. Jeg kan ikke længere se nogen grund til ikke at sprede kærlighed omkring mig, for alt hvad der er her, er mig.

Så jeg holder grådigt mine domme for mig selv, som små smukke skatte, jeg kan bruge timer på at studere og blive forelsket i. Og alt den kærlighed som jeg opdager inde bag mine domme, den kan jeg kun slippe fri overfor resten af verden, ligesom jeg slipper den fri overfor mig selv.

Når jeg virkelig elsker mig selv og alt hvad jeg indeholder, så kan jeg ikke længere tale eller tænke grimt om andre. Til gengæld kan jeg elske, på en måde jeg ikke anede var tilstede i mig.

Jeg kan elske alt hvad jeg ser, uden forbehold og krav. Jeg kan elske af et åbent og rent hjerte og når jeg opdager at jeg ikke kan, så fejrer jeg at jeg har mere at undersøge i mig selv. Mere jeg kan lære at elske. Jeg opdager at der kun findes kærlighed og jeg bliver igen bekræftet i at Verden er Venlig.

/

Relationsarbejde med naturen!

Teksten herunder er fra det nyhedsbrev jeg sender ud. I det nyhedsbrev har jeg det sidste stykke tid beskrevet hvordan det har føltes for mig, at min søn er flyttet hjemmefra i forbindelse med at jeg er flyttet i skoven.

Derfor virker indledningen måske en lille smule indforstået, men det er det jeg hentyder til når jeg skriver, at jeg har haft det svært. Selvom teksten her allerede er sendt ud på nyhedsbrev, ville jeg dele den her også, da det nok kan være relevant for flere, at arbejde med at styrke deres kontakt med naturen.

 

 

Når jeg har det svært, som jeg har haft det i de sidste par måneder, så arbejder jeg med emnet (i dette tilfælde sorgen) på flere planer. For det første har jeg jo opdaget at The Work virker fremragende på mit ego.

Kærlighed er altid svaret og med The Work får jeg muligheden for at erfare det helt ned på micro-planet. Det er virkelig et redskab jeg kan bruge til at transformere mørke til lys i mig.

Men noget andet jeg også gør, det er at jeg går i Naturen.

Det har været helt oplagt at gå i skoven, nu hvor jeg var flyttet ud i den. Men i de sidste par måneder, har jeg følt mig mærkelig afskåret fra den Natur jeg ellers føler virkelig er mig. Mig på sådan en måde, at det normalt næsten føles som om det er Naturen der trækker vejret i mig og får mit hjerte til at slå.

Når jeg ikke føler mig forbundet, så er jeg klar over at det er mit ego der er på spil. Det er kun egoet der står i vejen for mig og Kraften der er her.

Og jeg var godt klar over, at mit ego havde gang i en voldsom omgang selvynk. Det kunne jeg ligesom fornemme på alle de tanker der fulgte med den helt naturlige sorg der kan opstå i forbindelse med at give slip (i dette tilfælde på min søn).

Egoet benyttede, som jeg også skrev tidligere, lige muligheden for at smide lidt ekstra i puljen med sorg og jeg tog også lige en omgang Skyld, Skam og Svigtfølelser med også. Alle sammen følelser som er ligeså “muntre” at være i selskab med, som en 4-årig på Coca Cola og M&M´s.

Så jeg gjorde det som jeg gør i alle de relationer jeg gerne vil styrke eller genopbygge; Jeg gør mig umage med at være venlig og jeg tager bevidst kontakt.

Så jeg er gået i skoven og har talt med den, også selvom den var tavs. Jeg har talt med svampene, givet bladene et high five når jeg er gået forbi. Hilst på træerne med klap og nus og jeg indledt større samtaler med de træer jeg følte var mest åbne for det. Jeg har siddet og ligget på jorden. Duftet skovbunden og er med alle mine sanser gået på opdagelse i dens uendelige rigdom, i form af en kæmpe diversitet af dyr, planter og svampe.

Efter lidt tid uden svar fra Naturen, blev jeg lidt ked af det og begyndte at tænke på om jeg mon havde mistet min ven for altid. Det er ikke så opmuntrende, at prøve at gøre et forhold godt igen og så blive mødt med koloenorm tavshed.

Men for to dage siden svarede Naturen mig endelig igen.

Jeg kørte i bil gennem skoven og jeg blev fyldt af en taknemmelighed i mig, der var så stor at jeg fysisk kunne mærke mit hjerte og min brystkasse åbne sig.

Taknemmeligheden opstod af ingenting. Af bare at føle at jeg er. At jeg har fået lov at få et liv her. At få lov at opleve det hele. Glæde, sorg, ego og ingenting.

Da jeg sad der i bilen og smilede af lykke over hele hovedet og jeg næsten ikke kunne være i min krop af brølende taknemmelighed, så vinkede et træ til mig fra en mark.

En skovkant gik i selvsving og jublede tilbage til mig. Glenten skreg Velkommen Hjem da jeg åbnede vinduet på bilen og så den svæve lige over mig.

Sådan har det været lige siden. Naturen svarer mig igen og den svarer mig med ligeså stor begejstring og kærlighed som jeg har været vant til fra hele mit liv.

Det var taknemmeligheden der var nøglen, til at jeg kunne åbne op og se at Naturen havde været i kommunikation med mig hele tiden.

Jeg havde bare ikke været været åben for at kunne høre den. Alt for opfyldt af min tristhed, til at jeg kunne mærke den.

Taknemmeligheden åbnede mig op, så jeg igen kunne forstå sproget og mærke den uendelige kærlighed der altid er tilstede, når jeg er åben for at kunne modtage den.

 

/

Den dag jeg mistede mit navn

En dag da jeg gik ude i den skov jeg er flyttet i, kunne jeg pludselig ikke længere huske mit navn. Jeg tabte det og måtte gå og lede efter det i min bevidsthed. Navnet Anja kom efter lidt tid til mig og jeg havde det som om jeg hørte navnet for første gang i mit liv.

Sikke et besynderligt navn, tænkte jeg. Og jeg tænkte, hvorfor har jeg aldrig tænkt over det navn før. Pludselig var navnet helt fremmed for mig og jeg kunne ligeså godt være kommet i tanke om at jeg hed Giraf, Kurt eller Ingenting.

Navnet var bare et ord som lød helt underligt. Det føles som et badge jeg kunne tage og sætte på mig. Et fremmedlegeme jeg pludselig stod og kunne se fra alle sider. Som jeg holdt ud fra mig og som havde mistet sin betydning, når det blev taget ud af sin normale kontekst.

Måske skulle jeg så skifte det, var min næste tanke. Da jeg stod der og så på navnet Anja og mærkede at det intet betød for mig. At det var blevet reduceret til 4 bogstaver, som i situationen føltes helt tilfældigt sat sammen.

Min yngste søster kaldte mig for Ajna i mange år, indtil hun lærte at bytte rundt på bogstaverne i den rækkefølge mine forældre have bestemt. Ajna betyder også chakraet det tredje øje, men det er måske alligevel lige tykt nok, at hedde det som clairvoyant.

Anja. Naja. Jana. Det er hip som hap. At skulle vælge et nyt navn ville alligevel ikke give mening. Ingen andre navne gav mere mening, bare fordi Anja pludselig ikke føles som mit længere.

Jeg følte mig navnløs og helt tom som jeg stod der i skoven. Noget andet, som var ingenting var vokset frem. Det var meget specielt at stå og mærke at navnet/ordet Anja ingen mening gav længere

På grunden hvor huset jeg bor i ligger, står Gran, Birk, Hassel, Eg, Bøg, Hyld (og mange flere jeg ikke har lært at kende navnene på endnu).

I luften over mig svæver Ravnen, Glenten, Musvågen, Falken, Uglen og Duen.

På Jorden går Ræv, Rådyr og Grævling.

I træerne bor Sort og Rødegern og et vrimmel af fugle og insekter.

Dyrene trives fint uden at blive navngivet. Måske jeg kunne nøjes med at kalde mig for menneske. Men selv menneske er jo en definition, ligesom Ravn og Hassel og i virkeligheden er det lige meget. For vi er alle det samme. Et udtryk for en kraft. En vidunderlig storslået kraft.

En kraft som nogle dage overvælder mig så meget, at jeg helt glemmer Anja. Sikke en befrielse, sikke en frihed der ligger i at være navnløs.

I weekenden skal jeg på kursus og jeg ved at vi i kredsen skal præsentere os for hinanden. Menneske Dalby. Gad vide om jeg kan slippe afsted med at kalde mig for det.

/

I am not I

I am not I

 

I am this one

walking beside me whom I do not see,

whom at times I manage to visit,

and whom at other times I forget;

who remains calm and silent while I talk,

and forgives, gently, when I hate,

who walks where I am not,

who will remain standing when I die.

 

– Juan Ramón Jiménez

 

/

Vejen ind er vejen ud

Vejen væk fra et liv i egoets skygge, betyder at turen først går direkte ind i løvens gab. Ind i den store mørke og skræmmende hule og derinde vil du se, at mørket intet kan gøre dig og så vil du opdage at du er fri.

Det er frygten for mørket der er allermest skræmmende. Hvis du har siddet ude i en skov i en nat, vil du også opdage at mørket intet gjorde dig. Men at det var frygten for hvad mørket kunne indeholde, der virkelig fik dig til at skælve.

Egoet har kun den magt over os som vi giver det. Så hvis vi går og er bange for hvad vi egentligt dybest set indeholder inderst inde, så får den del af os lov at bestemme, lige præcis den del vi faktisk ikke ville give magt i første omgang.

Det er alt det uerkendte og ubevidste der får lov til at styre os, når vi ikke tør se på det. Det er meget klogere at åbne døren og lade lyset skinne ind på monsteret, end at vi bruger vores liv og vores energi på at stå og holde døren lukket.

Når du ser på monsteret vil du også opdage, at det ikke indeholder andet end varm luft og masser af bluff. For du er hverken mørkere eller mere forfærdelig end andre mennesker.

Jeg har mødt mange mennesker i de læsninger jeg laver. Jeg ved fra mange der henvender sig, for at spørge til læsningerne, at rigtig mange er bange for hvad de gemmer på inderst inde og de er bange for at de i læsningen, får alt deres mørke, sort på hvidt fra mig.

Jeg har set på masser af mørke, for jeg har set det i mig selv. Så ingen andres mørke kan længere skræmme mig, hverken i læsninger eller her i den virkelighed vi er i nu.

Jeg har mødt masser af mørke i læsningerne, men intet af det har været andet end egoet der var bange og havde taget nogle skræmmende masker på.

Så snart lyset fra de åndelige vejledere skinner i læsningen, forsvinder alt mørket og vi kan begynde at tale om det der virkelig betyder noget.

For vi er alle ens. Vi indeholder det samme frygtindgydende. Det samme hæslige. Og det er ikke andet end egoet der bluffer og puster sig op.

Vi kan i læsningen i stedet tale om lyset. Hvor lyset kan bevæge os hen i vores liv.

Der er ingen grund til at tale om hvor mørket bringer os. Vi kender alle sammen til erkendelsen, af at vi selv indeholder morderen og uhyret.

I læsningen taler vi om hvor styrkerne er, hvor kan vi sætte ind med ekstra kraft, for at give egoet endnu mindre magt.

Vi kan sagtens tale om mørket i læsningerne, men det vil altid kun være ud fra en bevidsthed om at det ikke er forkert og så vi kan lære os selv endnu bedre at kende. Lyset bliver så meget stærkere og nemmere at se, når vi ved præcist hvad mørket indeholder.

Se på dit mørke, med en bevidsthed som en frihedskæmper. Du kæmper for dit lys og dit liv. Når du går ind i dig selv, med mod og et stort hjerte, så gør du det for os alle. Vi er alle en del af det samme og hver gang et menneske bliver befriet fra egoets skygge, så hjælper det os andre til at gøre det samme.

Vejen ind, er vejen ud i lyset og i friheden fra egoet.