Mine løgne

Jeg holder meget øje med de løgne, jeg skaber i mig selv, om mig selv. Det kan være løgne som:

Jeg mediterer hver dag. Jeg spiser kun raw og kun frugt. Jeg løber jævnligt. Jeg har ingen konflikter i mit liv. Jeg … Listen er faktisk ret lang over ting, jeg mener, at jeg gør. Ting der er med til at definere mig som person og give mig identitet.

Men sandheden er, at jeg lige for tiden kun spiser frugt til aftensmad, hvor jeg så spiser normalt, vegansk mad. Nogle dage spiser jeg kun frugt til morgenmad. Jeg mediterer slet ikke hver dag. Ofte er det kun en gang om ugen eller sjældnere. Jeg løber ikke lige for tiden, det har jeg ikke gjort i over et halvt år, så den kan jeg sådan set også godt droppe. Jeg har en konflikt i mit liv, som gør meganas og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme ud af den. Jeg føler mig fanget i den, og uanset hvordan jeg går til den, så kommer jeg ingen vegne med den. Så når jeg fortæller mig selv, at jeg svæver på en stor selvudviklet sky af ren glæde og kærlighed, så er det løgn. For jeg tænker på konflikten hver dag og bliver ked af det.

Alle de løgne vi fortæller os selv og hinanden om uperfekthed

En veninde fortalte mig forleden dag, at hun inderst inde synes, at man kun må sige noget højt, når man er oplyst. Sådan har jeg det faktisk også. Det skaber en konflikt i mig, for jeg siger jo noget her på min blog. For at holde ved den tanke, at man først må sige noget højt om spiritualitet og selvudvikling, når man er helt perfekt og man har haft en ‘awakening’, så er jeg jo nødt til at lyve.

Så derfor, så lyver jeg overfor mig selv om hvor god jeg rent faktisk er. Jeg har lagt mærke til, at det ikke kun er mig, der gør det. Faktisk er det jo nok også det parameter hele Instagram (og andre sociale medier) er bygget op omkring. Løgn. Hvilket er helt fint, så længe vi ikke selv tror på løgnen og så længe vi er klar over at vi gerne må være her alligevel og fortælle om vores oplevelse af at være menneske. Også selvom vi har sure tæer, røg en cigaret og råbte af katten.

Læn dig ind i din perfekte, uperfekte menneskelighed

De lærere vi har, de falder ofte dybt, når vi opdager, at de er helt almindelige mennesker. Stuart Wilde var/er den største lærer, jeg har haft, bortset fra naturen og kraften (altså Gud). Da jeg engang var på retreat med ham og sad på bagsædet af hans bil, mens han kørte rimeligt stærkt rundt på de små, irske bjergveje, hørte irsk folkemusik med vilde violiner for fulde skrald og samtidig spiste en stor pose nachos, så blev jeg så glad. For han var jo bare et menneske. Det var da vidunderligt! Der var ikke noget ophøjet og helligt over ham i det øjeblik. Der var ikke en eller anden perfekt tilstand at stræbe mod, udover det perfekte som findes i at være helt og fuldt tilstede i den her oplevelse, vi kalder at være menneske.

Prøv at se på de mennesker, du ser som dine lærere. Vær ærlig i dig selv om du har sat dem på en uopnåelige piedestal. For den eksisterer ikke. Jeg hørte engang en forarget historie om Dalai Lama, der havde vrisset af en assistent. Så derfor var han nu utroværdig som åndelig leder. Den slags historier, som vi samler i os selv, om store mennesker der falder, fordi de sådan set jo også bare er mennesker, de historier er med til, at vi tror at vi aldrig selv kan blive ‘oplyste’. Så vi kan ligeså godt lade være med at prøve. For når selve Dalai Lama kan have en kort lunte og blive irriteret, så kan jeg ligeså godt lade være med overhovedet at prøve at rykke mig selv i en spirituel retning.

Vågn op, vær dig, vær oplyst

Det er rigtig godt at holde øje med de løgne, vi fortæller os selv (og måske også andre) om dem vi er. Det er ikke så vi kan skælde os selv ud over, at vi lyver. Men det er for at se, hvad løgnen dækker over. Vi er alle sammen oplyste. Nogle gange tror vi bare så meget på virkeligheden og vores egoer, at vi glemmer det. Og så kommer vi til at vrisse af en assistent. Eller være sur på børnene eller brokke os over vores chef.

At være oplyst, at være vågen, er ikke andet end at åbne sine øjne og smile over, hvor skørt, hvor vidunderligt, hvor smukt og hjerteskærende det er at være her. Det er det.

Lev livet for pokker

Pas på med at sætte livet som et spirituelt menneske op på en piedestal, som kun er for fastende, mediterende, 100% harmoniske mennesker. For det betyder, at du enten skal lyve om, hvordan dit liv egentligt er og den løgn vil gøre, at du så synes du skal dække over dig selv. Det betyder, at du inderst inde skammer dig over, at du spiste pomfritter med mayonnaise til aftensmad. For det kan oplyste mennesker umuligt gøre. Skam har aldrig fået nogen mennesker til at gøre noget bedre, eller til at turde prøve igen næste dag.

Og hvis du ikke lyver om, hvor yogaudøvende og smoothiedrikkende du er, så risikerer du at falde i den modsatte grøft, hvor det også bare kan være lige meget. For hvis selv Dalai Lama vrisser, hvor lang vej har du så ikke? Men du er ligeså oplyst som han er. Du har bare ikke opdaget det endnu, fordi du tror, at det er en tilstand af evig lyksalighed. At være oplyst er bare at se dig omkring og glæde dig over, hvor mindblowingly fantastisk og totalt fjollet det er at være her. Og så engang imellem blive hevet ud af det og blive ked af noget og så tilbage igen. Det er det.

Mit healingsgennembrud

I de tre forrige indlæg (del 1, del 2, del 3) om ayahuasca beskriver jeg, hvad der ledte mig til, at jeg i 2018 endelig fik den healing, forløsning eller forståelse som jeg havde bedt om tilbage i 2011. Det var lidt en overraskelse for mig, at det ville tage mig så mange år, da jeg har en stor tro på healing. Men healing er mange ting og nok allermindst af alt er healing et quick fix. Noget jeg tror, vi er mange, der arbejder med at forstå på et dybere plan.

Da jeg deltog i den ceremoni, jeg var blevet inviteret til i 2018, så startede den store mindreværdsfilm som sagt i mig igen. Jeg blev ærligt talt ret træt lige der. Hvorfor pokker skulle jeg bruge hver eneste ayahuasca-rejse på at sidde og se, hvor mange dårlige tanker jeg har om mig selv?

Det næste der skete var, at efter jeg i omkring 6 timer havde siddet med hænderne i hovedet og set på alt det, jeg nogensinde havde gjort som jeg kunne skamme mig over (virkelig en gyser), så pludselig kunne jeg se, at det ikke var mig, der skammede mig.

Det var en meget besynderlig oplevelse. Du kender sikkert godt selv til stemmen i dig, som kan blive ved med at spille forskellige hændelser for dig igen og igen. Det kan handle om alt fra små banale ting, som dengang du trådte i en hundelort over for alle de andre forældre fra 0A. Eller om dengang, hvor du løftede hånden for at slå, måske dit barn, dit dyr, din kæreste. Altså de der episoder vi har i os, som vi kan spille for vores indre blik og øre igen og igen, med mere og mere skam og ondt i maven til følge.

Pludselig sagde en stemme i mig: Du kan kun skamme dig over noget, du ikke vil acceptere.

At acceptere den du er

Alle de der timer på timer med gruopvækkende indre film om min egen utilstrækkelighed, de handlede om at jeg skulle se det, så jeg kunne acceptere, at det var mig. Hvem er det i mig, som synes at jeg ikke skal have mindreværd? Hvem er det i mig, som skammer sig over, at jeg ikke er mere oplyst end, at jeg stadigvæk synes, at noget kan være vildt pinligt eller nemlig direkte skamfuldt. Hvem er det i mig, som synes jeg skal være en anden end den jeg er?

Altså jeg er et helt normalt menneske. Som gør helt normale ting. Nogle af de ting ville jeg gerne kunne gøre om. Det kan jeg ikke. Så må jeg lade være med at gøre dem igen. Men på det tidspunkt, hvor jeg gjorde som jeg gjorde. Hvor jeg tænkte som jeg tænkte (også om mig selv), da var det det som jeg kunne. Det må jeg acceptere. Når jeg ikke vil acceptere det, så skammer jeg mig over mig. Så ville jeg ønske jeg var en anden. At jeg var bedre end jeg er.

Pludselig kunne jeg se, at den mekanisme i mig (det jeg kalder for egoet), som hele tiden viste mig, hvor meget mindreværd, der var i mig, det var den samme mekanisme som også skammede sig over mindreværdet.

Noget var sket. Noget jeg skældte mig selv ud over, at jeg havde gjort, sagt eller tænkt. Det der så skete var, at så kom skammen. Skammen over at jeg havde været sådan som jeg var. Og så kom skammen over skammen. Over at jeg ikke bare kunne give slip. At skamme sig over at skamme sig.

Og der skete healingen. Lige der, der blev jeg så opfyldt af kærlighed til mig selv og til det stakkels ego. Et ego som bare så gerne vil passe ind og som så gerne vil elskes. Så på resten af min rejse den aften og de efterfølgende dage, der sad jeg med mit ego og vuggede det og holdt om det og elskede det med hver eneste celle i mig.

Nøglen til selvkærlighed

Jeg er ikke egoet. Jeg er ikke mindreværdet. Jeg er ikke skammen. Det er mekanismer der opstår i mig. Det har ikke noget med mig at gøre. Egoet blev ved med at vise mig ting, fra langt tilbage i gemmerne i mig selv, som jeg skulle tage stilling til og se om det her ikke var værd at skamme sig over. Og min omsorg voksede og voksede bare, for der var ikke noget der hang ved i mig. Jeg kunne så tydeligt se at healing opstår af accept. I accepten af at jeg er som jeg er, at andre er som de er, at verden er som den er, så var jeg fri. I den frihed var det som om jeg eksplodere af kærlighed til alle og alting.

Nu er jeg meget spændt på, hvor mine næste ayahuasca-rejser vil lede mig hen. Når jeg har brugt et utal af rejser fordelt over 7-8 år på at finde nøglen til døren ind til min selvkærlighed, gad vide hvad jeg så skal se på næste gang?

Jeg venter på at hun kalder igen og sidder spændt og venter på, hvad jeg så skal vises.

Replay

Som jeg fortalte i sidste del af min fortælling om mine oplevelser med ayahuasca, så havde jeg en lidt anden idé om, hvad healing var end hvad medicinen havde. Det forvirrede mig ærligt talt ret meget. Her finder du del 1 og del 2 af min oplevelse med ayahuasca.

Siden jeg var afsted på mit første ayahuasca-retreat i 2011, så har jeg været afsted en del gange mange forskellige steder i Europa.

Det som fortsatte med at ske, når jeg drak medicinen, det var at jeg hele tiden blev konfronteret med mit mindreværd. Det kan være svært at forestille sig, at der kan eksistere materiale nok i et enkelt menneske, til at mindreværdsfilmen kan blive ved med at køre på ayahuascarejse efter ayahuascarejse. Og bare én rejse tager nemt 8-10 timer. Der er altså åbenbart materiale nok til mange rædselsvækkende spillefilm om mindreværdet i Anja Dalby.

Et uendeligt loop af skam og skældud

For mig var det overraskende at der ikke kom nogen hurtig bedring. Altså jeg tror jo på healing! Jeg tror også på spontan healing, både fordi jeg har oplevet hands-on healing som i løbet af meget kort tid fjernede fysiske problemer. Og jeg tror på healing som kan opstå ved hjælp af bøn og intenst nærvær. Jeg har ikke hørt om ayahuasca-historier, hvor det er sket faktisk. Men jeg har hørt om healing, som kan opstå meget hurtigt efter en ayahuasca-rejse, fordi personen har været helt klar til at slippe og heale det, der skulle heales. Så det er altså ikke som sådan medicinen der healer, sådan som vi forestiller os en hovedpinepille gør det. Det er det arbejde, der sker i personen, i mødet med ayahuascaen, som healer.

Det som jeg blev ved med at se, ayahuascarejse efter ayahuascarejse, var hvor slemt det var at være mig. Altså slemt på den måde, at jeg blev konfronteret med hver eneste nedladende, sarkastiske, uvenlige tanke jeg NOGENSINDE havde haft om mig selv. Og det er ikke fordi jeg er noget særligt på det punkt, altså jeg har ikke værre tanker om mig selv end andre har det. Men lige pludselig blev der skruet op for stemmen i mig. Alle slør var borte, der var kun mig og mit ego, som sad fast i et uendelighedsloop af skam og skældud. Det kunne jeg så sidde og hygge mig med, på rejse efter rejse, mens jeg undrede mig ret kraftigt over, at jeg blev ved med at udsætte mig selv for kvalme, opkast og et ego, der gik agurk i at vise mig, hvor meget mindreværd jeg havde …

Gennembruddet

Hvorfor blev jeg så ved med at drikke ayahuasca? Når det nu ikke ligefrem var nogen tur i parken at tage den medicin. Jeg blev ved, fordi jeg trods alt kunne mærke en større og større forståelse for mig selv og for mindreværdet vokse frem. Det føltes som om jeg hele tiden stod med muligheden for at åbne døren ind til løsningen eller healingen, men alligevel blev grebet ved med at smutte ud af hånden på mig. Indtil sidste efterår.

Invitationen til at deltage i en ny ayahuasca-cirkel

I 2018 var det et par år siden jeg sidst havde deltaget i en ceremoni, og jeg kunne mærke ‘hende’ kalde i mig igen. At mærke ayahuasca kalde er som en dyb længsel, der bliver vækket. Det er næsten en fysisk, kropslig oplevelse. Det er en stemme i en selv, som begynder at lede en hen til en ny ceremoni. Jeg havde forladt dem, jeg plejede at være i cirkel med, da jeg ikke længere kunne se det helt rene formål med at lave ceremonierne. For mig at se, så var der kommet for meget ego, magt og penge ind hos dem, der ledte ceremonierne. Jeg følte mig ikke længere 100% tryg i de omgivelser, jeg plejede at drikke ayahuasca i. Det er meget vigtigt at være tryg, og det er også meget vigtigt at turde indrømme, over for sig selv og andre, at det man på et tidspunkt holdt af og kunne stå inde for, har forandre sig og derfor må man meget gerne bevæge sig videre.

En dag fik jeg ud af det blå en mail med en invitation til at deltage i en ny cirkel med ayahuasca. Jeg kendte ikke noget til personen, som sendte mailen eller til måden som de nye ceremonier foregik på. En veninde som vidste, at jeg ikke længere var en del af min gamle ayahuasca-cirkel, havde givet min e-mail til den nye cirkel. Jeg vidste ikke hun havde gjort det, men fordi jeg havde mærket min voksende længsel efter at drikke ayahuasca, så blev jeg ikke overrasket over at få den mail.

Kort tid efter havde jeg en skypesamtale med arrangørerne af de nye ceremonier/cirkler jeg blev inviteret til, og de var åbne og ærlige og ville svare på alle de spørgsmål, jeg havde til deres måde at arbejde på.

Terapeutisk vs. shamanistisk arbejde med ayahuasca

Rigtig mange mennesker i Vesten er begyndt at tilbyde terapeutisk arbejde med ayahuasca. Det er spændende og jeg har hørt mange mennesker have gode oplevelser med den måde at arbejde med medicinen på. Det som tiltaler mig er min egen forbindelse med medicinen og min egen forbindelse med det Guddommelige. Jeg er meget mere tiltrukket af den shamanistiske del af arbejdet, end jeg er af den terapeutiske. Selvom tingene naturligvis er vævet sammen og ikke kan skilles helt ad, så foretrækker jeg at fokusere på at ære medicinen og dens ophav.

Når medicinen bliver brugt terapeutisk, så kan der være en tendens til “hvad kan den gøre for mig” – som bestemt ikke er ulig mine egne forventninger i forhold til healing. Men det er ligesom to forskellige måder at gå til arbejdet på. Hvor den ene stadigvæk er dybt forankret i, at det her er en hellig medicin med særlige ritualer. En medicin som kommer dybt, dybt inde fra den Sydamerikanske jungle og som har et særligt “sprog” som det er værd at lære sig. Så man bedre kan komme i kontakt med medicinens ånd og kommunikere med den. Den anden form er ikke så rituel, men altså en form, hvor medicinen bliver brugt terapeutisk, så det er mennesket, der er det vigtige og resultatet i sindet.

Pludselig kom healingen

Da jeg deltog i den første ceremoni i den nye cirkel, jeg var blevet inviteret til, da startede mindreværdsfilmen igen inden i mig. Min oplevelse med ayahuasca er også, at hver eneste rejse starter der, hvor den sidste sluttede. For mig er det nærmest som om filmen er blevet stoppet og så starter den igen, med det samme visuelle og også med tankerne. Som om billedet og en sætning har stået og ventet inden i en selv, på standby. Uanset hvor mange år, der er gået imellem rejserne. Det er en ret vild oplevelse.

Hvad der skete i de nye ceremonier jeg er en del af, det kan du læse om i del 4. For pludselig kom healingen nemlig, på et tidspunkt hvor jeg faktisk helt havde sluppet muligheden for, at det kunne ske for mig.