EN FØRSTE-GANGS UDESIDDERS BEKENDELSER

I går var Sanne Lindhardt og jeg i skoven for at optage en video om Sannes oplevelser med at være på en udesidningsworkshop sidste år.

Sanne er min partner i vores fælles firma ‘To the Woods’, og i denne video kan du høre Sanne fortælle om sine tanker om, hvordan det ville være at lave en udesidning. Hvordan det rent faktisk var at være med, og hvordan hun føler, at udesidningen har haft en effekt på hendes liv efterfølgende.

Du kan læse mere om de workshops, vi laver i udesidninger lige her:
https://anjadalby.dk/workshops/

DENGANG JEG HAVDE KRONISK ONDT I MAVEN

At leve med en smerte uden at opdage den.

Jeg har haft ondt i maven, så længe tilbage jeg kan huske. Faktisk gik det først op for mig, at jeg havde haft kronisk ondt i maven stort set hele mit liv, da følelsen forsvandt fra mig første gang.

Det var på et seminar i Amsterdam med Stuart Wilde, hvor vi blandt andet blev undervist i at dematerialisere (no kidding, store mængder af mennesker forsvandt for øjnene af mig og jeg havde selv oplevelsen af forsvinde helt og blive til en væg), at jeg første gang følte at min ‘knude’ i maven forsvandt.

Jeg husker tydeligt, at jeg efter en aften på bar med Stuart og de andre seminardeltagere vågnede op dagen efter og var helt blød i maven. Sådan havde jeg det normalt ikke efter en nat med dans på bordene. Det der overraskede mig var ikke så meget at følelsen var væk, men at jeg havde levet med ondt i maven, hele mit liv uden at lægge mærke til det. At jeg havde levet med så stor en smerte, som det faktisk var, uden at jeg havde været bevidst om, at den eksisterede. Det var rimeligt rystende, syntes jeg.

Da jeg kom hjem til min hverdag igen efter seminaret, så kom min ‘ondt i maven’ stille og roligt tilbage. Det blev jeg ked af og frustreret over, men i det mindste, så vidste jeg nu, at følelsen kunne forsvinde igen hvis det skulle være.

Blå himmel over en skov der er omkranset af en grøn mark. Anja Dalby: Ondt i maven

Når det gør ondt at lyve

Det som gjorde ondt i mig var punktet solar plexus. Det sidder lige over navlen på maven, omkring en håndsbredde oppe. Jeg var klar over at punktet, udover at det fysisk i kroppen er et meget sensitivt sted hvor mange nerveender mødes, så er punktet også er et chakra som man kan tage kontakt til og arbejde med.

Det prøvede jeg i lang tid. Jeg arbejdede energetisk med punktet, men jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne få smerten til at forsvinde, så længe jeg ikke havde forstået hvorfor den opstod. Og det kunne jeg slet ikke forstå. Jeg holdt øje med, hvornår det var særligt ‘slemt’ med smerten, og hvornår den næsten ikke kunne føles. Jeg kunne overhovedet ikke regne ud, hvornår og hvorfor jeg fik ondt i maven eller hvorfor det pludselig forsvandt igen.

På dansk bruger vi ordet ‘mavefornemmelse’ og på engelsk siger man ‘gut feeling’. Det jeg har fundet ud af om det punkt, det er at det bliver aktivt, altså det gør ondt eller jeg føler ligesom et ‘sug’ i det, når jeg lyver.

Solar plexus er intuitionspunktet

Nogle gange er jeg ikke engang klar over, at jeg lyver, men jeg får alligevel et sug eller smerte i maven. Suget eller smerten kommer, når jeg ikke handler i overensstemmelse med hvad min intuition siger mig. Det er også derfor at det punkt bliver kaldt for vores anden hjerne eller intuitionspunktet. For det som stille og roligt gik op for mig, det er at det er en genial mekanisme som gør, at jeg kan vælge det som er sandt for mig.

Så når jeg siger ja for at please andre, når jeg siger nej af frygt, når jeg gør ting der går over mine grænser, så bliver punktet aktivt i mig og jeg får ‘ondt i maven’. Og det er altså ret vildt at blive opmærksom på. Jeg kan mærke det på småting nu, f.eks. kan jeg overveje om jeg skal tage en lur eller blive ved med at arbejde. Når jeg tænker på at tage en lur, så bliver min mave blød og rolig. Når jeg tænker på at arbejde videre, så kommer der den her stressfølelse i maven. Det kan godt ske, at jeg så føler mig nødsaget til at arbejde videre og ignorere mit behov for hvile, men så er jeg klar over det. Så ved jeg at jeg skal gå tidligt i seng eller skabe ro på andre måder senere på dagen.

Når jeg siger ja til noget jeg egentligt ikke har lyst til, men gør for at gøre en anden person glad, så får jeg også det her sug øjeblikkeligt i maven. Det kan stadig godt være, at jeg vælger at overskride mine egne grænser og gør det jeg tænker er en god idé at gøre, på trods af at jeg kan mærke det tydeligt i min mave at jeg skal sige nej. Men igen, så ved jeg det. Og det som er så smart, det er at jo mere jeg er opmærksom på det punkt og den måde det reagerer på, jo sværere bliver det at ignorere det. Så jeg bliver altså meget mere bevidst om mine egne grænser. Jeg behøver ikke få en forklaring på hvorfor jeg skal sige nej eller ja. Jeg stoler på min mave og jeg ved, at jeg højest sandsynligvis vil kunne se senere, hvorfor min mave havde ret.

Jeg bruger også punktet til at mærke ind i ting. Hvis der er noget jeg er i tvivl om jeg skal gøre, så sætter jeg mig ned og mærker hvordan det føles i min mave. Hvis der er uro ved alle mulige udfald af det jeg er i tvivl om, så venter jeg og ser om der dukker en mulighed op, som giver ro i maven. Hvis alt giver uro eller stress, så siger jeg nej tak.

Mavefornemmelsen er genial til at lære os selv at kende med. Til at lære at sætte grænser. At mærke hvem vi virkelig er, og hvilke behov vi har. Den er genial til at komme i kontakt med sin intuition med for den er intuitionen. Mavefornemmelsen er blot en af de mange måder vores intuition taler til os på. Mavefornemmelsen er blevet mit sandhedsparameter, så jeg hele tiden kan mærke; Er jeg tro mod mig selv lige nu og det jeg føler? Det er en helt vildt smart mekanisme, et fantastisk redskab vi har til vores rådighed hele tiden, så vi kan leve et liv i overensstemmelse med dem vi virkelig er.

GIV SLIP PÅ DIN FRYGT MED ‘THE WORK’ (DEL 3)

Undersøg dig selv tanke for tanke

Når jeg laver The Work (læs mere her og her), så arbejder jeg med én overbevisning af gangen. Det kan også være, at jeg udfylder et Worksheet (og arbejder det igennem. Men uanset, så er det på samme måde det foregår. Jeg har en tanke som stresser mig, og den undersøger jeg.

Alle de tanker og overbevisninger i mig, som stresser mig, de kommer fra det samme sted: Egoet. Der eksisterer ikke andre steder inden i mig, hvor der kan være noget, der minder om stress eller smerte.

Giv egoet en stemme – og lær at leve uden frygt

Så når jeg igennem The Work ser på de tanker, der gør ondt i mig, så giver jeg altså egoet en stemme. Og det kan være ret rædselsvækkende at gøre det. Derfor er der også mange mennesker, som er meget spirituelle og ‘ordentlige’, som har svært ved at lave The Work, fordi redskabet kræver at man tager kontakt med en del af sig selv, som vi er vant til at putte meget langt væk.

Vi er vant til at gøre egoet, og alt hvad det føler og tænker, forkert. Vi er vant til at have en masse redskaber, som netop skal give egoet mundkurv på, så derfor kan det være en virkelig forskrækkende oplevelse pludselig at give egoet mikrofonen og høre på, hvad det har at sige. For egoet er fyldt med domme over andre. Det er fyldt med vrede og usikkerhed, endda had. Det er fyldt med frygt, bekymringer og mindreværd. Det er normalt ikke noget vi gider høre på fra os selv (eller andre), men det betyder jo ikke at det ikke eksisterer i os.

Elsk dig selv for ALT du er

Når vi giver mikrofonen til egoet og hører hvad det har at sige, så vil vi meget hurtigt opdage, at alle de domme vi har over andre, de handler om os selv. Så skyldfølelsen over at sidde og dømme andre forsvinder, når det går op for os, at ALT hvad vi tænker og føler, kun handler om os selv, aldrig om andre. De fungerer blot som et spejl, en projektion, så vi kan lære os selv bedre at kende og lære at elske os selv med alt, hvad vi indeholder.

For modsat det man skulle tro, så bliver man ikke fyldt med (endnu mere) selvhad, når man får at se hvad egoet faktisk indeholder. Det der sker er, at der opstår en enorm ømhed overfor dig selv. Den ømhed vokser til omsorg og dernæst til selvkærlighed. Selvkærlighed er den bedste (og eneste) kur mod mindreværdsfølelser. Mindreværd kan kun heales et sted fra, og det er indefra.

Anja Dalby The Work

Ayahuasca og The Work som samarbejdspartnere

Jeg kombinerer mit arbejde med ayahuasca med The Work. For når jeg tager ayahuasca, så kommer jeg i allerhøjeste grad også i kontakt med mit ego og ser uden filter på, hvad det indeholder. Undervejs mens jeg tager medicinen, altså mens jeg sidder i en ceremoni og arbejder med den, så har jeg The Work med som redskab. Nogle af tingene kan jeg få til at slippe, mens jeg sidder i cirklen på ayahuasca, mens jeg inden i mig selv bruger The Work på de ting, der kommer op fra egoet. Andre ting noterer jeg mig, og så arbejder jeg på dem bagefter. I min ‘the work’ – praksis med Mette (som jeg beskrev i forrige indlæg) hver tirsdag og torsdag, der arbejder jeg så de ting igennem, som er kommet op fra egoet, mens jeg tog ayahuasca.

Se på egoet med kærlighed

Udover de ting, der kommer fra egoet, mens jeg tager ayahuasca, så går jeg i det daglige rundt med en lille bog, hvor jeg noterer mig ting, som jeg opdager stresser mig. Det er min lille, sorte ego-bog, og den er fyldt med domme over andre og i særdeleshed mig selv. Det er så jeg husker på alle de gange egoet i mig bliver stresset eller ked af noget og derfor skynder sig at kaste en dom ud på omverdenen. Det er en måde at tage mit ego alvorligt på. Den lille fis, der sidder inden i mig, som kan skabe så meget ravage, hvis jeg ignorerer det og tror, at jeg er mere oplyst og mere selvudviklet end jeg er. Når jeg giver mit ego en stemme, så falder det til ro. Egoet har ligesom ikke nogen grund til at brøle og gå bananas flere gange om ugen, når det ved, at jeg faktisk tager det alvorligt som det har at sige.

For hver eneste dom mit ego har i sig er en dør ind til det samme rum. Det samme rum fyldt med mindreværd og selvhad. Når jeg åbner den dør og forholder mig ærligt til det jeg ser, så kan jeg altså kun elske det. Egoet har ikke lyst til at være en røvbanan, selvom det ofte ser ud som om det nærmest nyder den rolle. Men egoet er så bange hele tiden, at det kommer til at se så usympatisk ud. Når jeg ser på hvad egoet indeholder med kærlighed, så slapper det af og jeg kan give det lov til faktisk at være en sød hjælper for mig i stedet for en irriterende lænke om foden.

På ‘The Work’ retreat

Her i maj måned skal jeg med Ernest til Sverige. Vi er en lille håndfuld mennesker, som har meldt os til, og så skal vi ellers worke amok i et par dage. Det glæder jeg mig helt vildt til, min lille, sorte bog er fyldt til bristepunktet med domme. Det bliver vidunderligt at dykke ned i dem og sætte dem og mit ego endnu mere fri.

OPDAG DINE OVERBEVISNINGER MED ‘THE WORK’ (DEL 2)

The Work er ikke et quick fix

I dette indlæg fortalte jeg om, hvordan jeg opdagede Byron Katie og redskabet The Work.

Noget af det som jeg synes var udfordrende med The Work var, at det ikke fungerede som et quick fix. Det vil sige, at det for det første var et arbejde, jeg skulle lave selv. Der sad ikke en eller anden form for behandler og prøvede at give mig gode råd eller healede mine sår. For det andet, så kunne jeg ret hurtigt se, at hvis det her skulle virke, så var det noget jeg skulle bruge jævnligt. Så et weekendkursus var altså åbenbart ikke nok til at få masser af selvkærlighed … Sikke en overraskelse!

Af natur er jeg megameget luft. Jeg har skulle arbejde (og gør det stadig) hele mit liv med min jordforbindelse. At være “luftig” er populært sagt, at være et air head. At være fyldt med idéer, med tanker, med filosoferen. Det er dejligt, helt bestemt. En mindre positiv side er, at alt den luft i ens energi, kan gøre at man aldrig får ført noget ud i livet. At man bliver ved med at drømme og visualisere, og at man tror at man kan ændre hele verden ved at ligge på sofaen og drømme om det.

Jordforbindelse er at rejse sig fra sofaen og fysisk sætte de ting i gang som man lå og drømte om. The Work kunne jeg godt se var at skabe mere jordforbindelse for mig selv. Jeg var også godt klar over, at det nok var pga alt luften i mig, at jeg strittede sådan imod i mig selv, mod at lave en fast The Work praksis.

Luftige mennesker er ikke vild med rutiner, discipliner og det lange seje træk. Det er noget, jeg er opmærksom på i mig selv og netop også derfor, at jeg ville prøve at bruge The Work mere stabilt.

Træstamme med frostkrystaller og  rødbrun svamp, der vokser på det.

Undersøg dine (barnlige) overbevisninger

The Work består af 4 simple spørgsmål. De spørgsmål bruger man til at undersøge de overbevisninger, der sidder i en. Det er historier, vi bærer rundt på. Historier som ofte ikke støtter os vanvittigt meget, men i stedet hæmmer os i vores udvikling som mennesker.

De overbevisninger vi går med stammer ofte fra barndommen. Så selvom jeg som 44-årig kvinde tror, at mine tanker er voksne, så viser det sig igen og igen i undersøgelsen af dem, at de er så barnlige, at de mere matcher en 3-årig.

De tanker om verden som jeg har med mig fra min barndom, dem skal jeg ikke leve mit liv efter. Det svarer til, at jeg lever mit liv efter, hvilket mad jeg kunne lide, da jeg var barn. Det er ikke smart at spise sådan resten af mit liv (boller i karry og flødeis). Det er klogt, at opdage frugter og grøntsager også og det er det, jeg har gjort som voksen.

Sådan har jeg altså også tanker om andre mennesker, om relationer til andre, som stammer helt fra da jeg var barn. Det har vi allesammen. Når vi undersøger de tanker, de overbevisninger, så vil vi ofte blive overraskede over, hvor barnligt det virkelig lyder inden i os. Og overrasket over, hvor meget vi egentligt saboterer vores liv nu som voksne, ved at tro på de samme ting som da vi var ganske små.

Du bliver et venligere menneske.

På weekendkursuset med Ernest Holm Svendsen som jeg fortalte om i dette indlæg, gav Ernest deltagerne det tip at lave en aftale med en anden deltager om at begynde at lave The Work sammen. Afstande er ikke noget problem i brugen af dette redskab, så Skype fungerer lige så fint som at sidde i samme lokale.

To gange om ugen, mødes jeg med Mette og laver The Work. Kl. 7.15 om morgenen, hver tirsdag og torsdag, sidder vi klar med hver vores overbevisning, og så hjælper vi hinanden med at arbejde det igennem med The Work.

Det er lykkedes mig at få skovlen under noget af min luftighed, den del der saboterer det lange seje træk. Det giver mig så meget at have en fast praksis. En praksis hvor jeg kærligt undersøger hver eneste selvsaboterende overbevisning jeg har i mig. Og hver eneste gang lykkedes med at få overbevisningen vendt kærligt om, så jeg bliver et venligere og mere omsorgsfuldt menneske over for mig selv og ad den vej altid over for resten af verden også.

HOLD MED OFFERET

Da jeg opdagede det var allermest synd for mig

Du ved det nok ikke, men det er faktisk mig, det er mest synd for. Altså det kan godt ske, at du har oplevet smerte og at mange andre også har det. Og nej man kan ikke sammenligne, men derfor vil jeg alligevel gerne benytte lejligheden til lige at understrege, at det har været sværest for mig. At være mig …

Dengang hvor jeg virkelig opdagede, hvor synd jeg syntes det var for mig selv, der blev jeg noget overrasket. Tænk sig at jeg f.eks. kunne synes det var synd for mig, når andre efterlader deres sok på gulvet.

Jeg blev overrasket over, hvor meget (hvis ikke det hele) af min smerte, der var bundet op på, at det var fordi det var synd for mig. Ikke engang af nogen bestemt grund, bare fordi jeg er født som menneske her. Når det er synd for mig, så tager jeg alting personligt. Igen de der sokker, men også vejret, postbudets humør, min mors tone i telefonen, at min mand har haft en lang dag på arbejdet og måske ikke lige overdænger mig med komplimenter, når han træder ind af døren, kan overvælde mig med offerfølelser.

Så da jeg opdagede offeret tog jeg naturligvis omgående afstand til det. Sikke dog en klam størrelse at gå rundt med inden i. En følelse, som gør mig overfølsom og mindre attraktiv end et råddent æg.

Elsk dit offer væk

Sjovt nok så forsvandt offeret (og følelsen af at det var synd for mig som en konstant) ikke ved, at jeg synes det var ækelt. Offeret voksede faktisk bare. Den del af mig, som syntes det var synd for mig forsvandt ikke ved, at jeg skammede det ud, blev flov over det og gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule det.

Min søn er 19 år, og han elsker at diskutere alverdens ting med min mand David og jeg. Det er meget interessant at høre hans anskuelser på verden, og hvordan han prøver at finde sin plads i den. En dag talte vi om voldtægter og generelle overtrædelser af andres, både kvinder og mænds, grænser. David bød ind med denne sætning: Uanset hvad der sker, så skal man altid holde med offeret.

Det der med at holde med offeret, det gjorde noget ved mig. Så jeg tænkte, hvad nu hvis jeg begynder at holde med mit offer. Hvad nu hvis jeg begynder at anerkende, at det har det som det har det. At det får bævrende underlæbe på særligt sensitive dage over en opvask, krummer i sengen, eller større ting som at skulle gå ud af sin komfortzone.

Sikke en lettelse: Jeg er perfekt uperfekt

Hvad nu hvis jeg i stedet for at skælde mig selv ud og råbe militæragtige kommandoer inde i mig selv om, at jeg for hulan da også bare skal tage mig sammen! Stramme ballerne og droppe tudefjæset! Hvad nu hvis jeg i stedet sagde til mig selv: Åh stakkels dig. Sikke en træls opvask. Og åh nej dog, der er nogen der har skåret brød og ikke tørret krummerne væk efter sig. Jamen dog. Det er helt okay og naturligt, at du synes at det er synd for dig. Det må du gerne synes.

For altså, offeret er der jo. Det forsvinder ligesom ikke ved, at jeg prøver at lade som ingenting. Når jeg går til mig selv med den overbevisning, at der ikke findes fejl i mig. Der kan ikke eksistere noget, der er ‘forkert’ i mig, så sker der også noget ved mit mindreværd. For mindreværdet bygger på, at jeg synes, jeg er forkert. Jeg skulle være meget bedre, meget mere åndeligt udviklet end, at jeg kan gå og snøfte indigneret over en opvask.

Ligesom jeg advokerer over for mig selv hele tiden, at jeg skal se virkeligheden for hvad den er, og være ærlig med hvad jeg ser. For det er først når jeg synes virkeligheden skal være anderledes end den er, at jeg får problemer. Når jeg accepterer den som den ser ud, så trives jeg i bedste velgående og kan også meget nemmere rykke mig derhen, hvor virkeligheden bedre matcher mig.

Pust dit indre barn på knæet det har slået

På samme måde må jeg også acceptere, at der er en side af mig, som bare synes det hele er så pokkers synd.

Når jeg holder med mig selv, i at det er synd, så er det sjovt nok ikke så slemt. Det er lidt som når et barn falder og slår sig på knæet. Sikke et drama det kan give! Og hold da op, hvor er det bare synd for det barn. Også selvom vi godt ved, at det ‘kun’ er en hudafskrabning og at det nok ‘kun’ er et i rækken af en million andre hudafskrabninger, så tager vi det alvorligt. Vi puster på såret med den rette alvorlige mine. Vi anerkender, at det der nok næsten er det blodigste vi nogensinde har set. Vi roser barnet for at klare den ulidelige (!) smerte så flot. Vi sætter et sejt plaster på og efterlader barnet med følelsen af, at selvom det troede, at det nu skulle have amputeret sit ben, så klarede barnet de her strabadser med formiddabelt heltemod. Barnet overlevede utroligt nok og næste gang, så ved barnet, at det måske ikke var helt så slemt som det så ud (eller måske først om 10 gange, men du ved hvad jeg mener).

Det er samme strategi, jeg har overfor mig selv. Jeg giver mig selv ret til at have som jeg har det, jeg anerkender at det er okay. Modsat af hvad man skulle tro, så vokser offeret sig ikke enormt fordi det bliver set. Tværtimod. Det bliver roligere. Ligesom barnet også reagerer positivt på trøst og falder til ro og faktisk får en fornyet tro på sig selv og altså føler sig stærkere, det samme sker i mig.

Jeg har min egen ryg

Når jeg roser mig selv hvis jeg er ked af noget, for at jeg kan mærke, at jeg er ked af det (også selvom en del af mig har lyst til at vende øjne af mig selv, og bare synes jeg skal smile og komme i gang), så føler jeg mig mere tryg.

Jeg bliver tryg af at vide, at jeg holder med mig selv. Jeg holder endda med det kedelige offer. Så må jeg virkelig holde af mig selv. Når jeg oplever, at jeg holder med og af mig selv, så bliver jeg rolig. Jeg får overskud til at handle mig værdigt ud af en situation jeg ikke har lyst til at være i. I stedet for at stå og tude og råbe som offeret har for vane. Jeg bliver stærkere og de småting som ellers kunne vælte læsset, de betyder ikke noget. For jeg har mig. Jeg har min egen ryg. Hvis det er synd for mig, så er det synd for mig. Det må jeg som den voksne i mit liv håndtere, og det giver så meget mere balance og venlighed til mig selv og verden at tænke sådan.