Brevkassen uge 49

Denne her brevkasselæsning er en fortsættelse på læsningen fra uge 23.
M og jeg havde lidt mailudveksling efter læsningen i uge 23 og vi blev enige om at jeg gik ind og stillede uddybende spørgsmål til den første læsning M havde modtaget. M´s feedback på læsningen i uge 23 kan læses her.

Kære Anja

Jeg tænker, at jeg gerne vil gå videre med læsningen.
Det er vigtigt for mig, at finde ud af, hvad det er jeg skal.
Jeg føler som sagt, at jeg kan bidrage med mere end jeg gør nu – og som samtidig giver mig en mening/tilfredsstillelse. Men jeg kan ikke rigtig finde derhen. Det er som om der bliver spændt ben for mig.
Jeg har som tidligere nævnt en tro på, at der er og har været læring i mit liv indtil nu. MEN jeg er også ved at være der, hvor det ikke gør mig stærkere, men er ved at knække mig.
Jeg vil gøre (næsten) alt for at finde min vej, så jeg kan leve mere i harmoni og dermed give mere af mig selv.

Kærligst M.

Kære M.

Da jeg startede med at kalde mine hjælpere ind til denne læsning, så kom der en masse ulve ind. Ulven er ikke blandt de dyr jeg normalt kalder ind, men de var over det hele og jeg kunne næsten ikke komme til at kalde mine egne dyr frem, fordi ulvene var så fremtrædende. Det er ikke så tit det sker, at hjælperne til den person jeg skal læse, viser sig allerede når jeg begynder at kalde mine egne hjælpere ind, normalt er det først når jeg træder ind i rummet til selve læsningen at de viser sig. Det er hverken godt eller skidt, det er bare en oplevelse jeg deler med dig.

Og der er rigtig mange ulve over det hele da jeg træder ind i rummet til dig. Det er som om jeg træder lige direkte ind i en stor flok, der må være over 100 ulve. Alle ulvene vender sig med det samme om mod mig og viser tænder og knurrer af mig. De har lagt deres ører ned og børsterne er rejst på deres rygge. Du er inde i midten af flokken og du er også en ulv, eller du morfer ligesom mellem at være dig og være ulv. Du knurrer også, ligesom alle de andre. Det er tydeligt at de føler sig truede.

Der er altså en manglende tillid til livet i dig, som jeg vist også skrev om i sidste læsning, sådan en form for grund-usikkerhed. Den gør at du går i forsvar og viser tænder, når der er noget du føler dig usikker overfor. Der er den her hårdhed, som du også genkendte, at du er alt for hård overfor dig selv. Det er altså virkelig vigtigt at du tilgiver dig selv og at du accepterer at du også kan ”fejle” selvom det er der jo ikke rigtig noget der hedder. Prøv at arbejde i dig selv med at de ikke findes, fejl, det er altså kun erfaringer. Uanset konsekvenserne af dem, så er det så vigtigt at tage ansvaret for de handlinger vi gør og ser det for hvad det er, en erfaring, som vi enten kan bruge til at blive klogere på os selv på eller til at bryde os selv ned med, og det er det sidste det føles som om du gør M. Du er godt nok hård ved dig selv.

Det er dig selv der spænder ben for dig, du har en kæmpe panser på, et virkelig stort forsvar. Du er blevet gjort virkelig ked af det og gemmer dig altså nu bag det panser. Når du bliver ved med at møde verden med dit forsvar, så kan jeg godt forstå at det føles som om du ikke kommer nogle vegne, for du bliver ved med at møde verden og dig selv på samme måde og forvente nye resultater, det kommer ikke til at ske, så længe du ikke vil gå ind og mærke hvem du virkelig er.

Ulven er også et meget klogt dyr, jeg skrev vist også til dig sidst, at du er meget intelligent. Den måde ulvene møder mig på nu, fortæller mig også at du føler dig udmattet og træt i dit liv. Passer du godt på dig selv og din energi? Læg mærke til om der er nogen omkring dig som dræner dig, hvor du giver mere end du får retur. Eller om du mon lægger mærke til at du bliver givet noget du ikke tager imod, fordi du ikke forventer det?

Altså M. Du er altså der hvor du skal være. Jeg ved godt det frustrerer dig at høre det, men det er du. Du er der, fordi du skal arbejde de her ting igennem i dig selv. Du er nødt til at droppe idéen om at du skal ud og være noget andet end det du er lige nu, at der ligger en bestemt vej til dig og venter. Du har et indre arbejde du skal lave og det er nu du skal det. Lige nu kan jeg godt forstå at det kan være svært at se hvordan du skal gøre det, for der står billedligt talt, over 100 arrige ulve omkring dig og resten af verden, når du får fjernet dine forsvarsmekanismer, så skal du ind og arbejde med at tilgive, både dig selv og dem der har gjort dig ondt og det skal du altså. Du knækker ikke af det, du vil opleve en lettelse som du får tingene arbejde igennem og den lettelse vil bære dig igennem det. Men du er nødt til at acceptere at du er hvor du er lige nu. Du er nødt til at acceptere at det liv du har lige nu, det har du. Det kan og skal ikke være anderledes. Du er Guddommelig, du er en del af den store altomsluttende kraft, dit liv er en hellig rejse, uanset hvad du møder i det.

Undersøg i dig selv, hvilken del af dig det er der ønsker at du var et andet sted. Er det dit ego som ville ønske sig penge og status? Jeg kan godt forstå hvis det er sådan, for du har som sagt et virkelig godt hoved og måske er det noget af det som skaber en disharmoni i dig, at du ved at du kan gøre det ”bedre” end nu. Men dine følelser og dine reaktionsmønstre fortæller dig noget andet, at selvom dit hoved er godt, så skaber du det liv som dine følelser tiltrækker. Du skaber kamp fordi du er i frygt og mistillid.

Husker du at grine og nyde de små ting i livet? Husker du at takke for at få lov til at trække vejret, at du kan se, at du har arme og ben, at du overhovedet får lov til at få oplevelsen af at være menneske? Det kræver en sårbarhed af os at overgive sig til livet. At vi tør være ligeså pjattede som børn er det, at vi tør lege og nyde, bare det at være tilstede.

Du skrev i din feedback til sidste læsning at du var bange for at være for naiv. Naiv i forhold til hvem? For der er ingen der dømmer dig. Hvis du har nogen i dit liv som kan finde på at dømme dig for naivitet, så lader du bare dem gå deres egen vej, for naivitet i forhold til livet er helt essentielt. Naivitet er at være åben for det der sker, at se det som trædesten man går på, ikke for at nå et mål, men for at se på vejen der udfolder sig foran en, samtidig med at man går den. Naivitet er at være åben i sit hjerte og have tillid til livet og sig selv og ikke være bange for at man bliver såret undervejs. Selvom det skulle ske, så ved man trods alt at man var der med et åbent hjerte og det kan ingen anfægte det ærlige i.

Kære M, jeg synes denne her læsning minder meget om den første du fik, så jeg forventer heller ikke at du bliver helt vildt glad for denne. Men der er altså vildt meget potentiale i dig, den skaphed og måde din hjerne virker på, er jo virkelig fantastisk. Du er altså meget meget klog. Det ville være rigtig godt at lave noget arbejde med dine følelser. En eller anden form for terapi, hvor du kommer ned og mærker dig selv og arbejder med tilgivelse. Det skal nok ikke være en psykolog, for der tror jeg din hjerne kommer til at tage over, men hvis du kan arbejde med en dygtig healer, som kan arbejde energetisk med dig, det ville være vildt godt. Så du kan få sluppet de her gamle mønstre, den her gamle mistillid og manglende tilgivelse. Det kan godt være det vil taget noget tid, med det mener jeg måske et år, men du vil stå et helt andet sted når du er færdig. Du vil kunne mærke dig selv på en helt anden måde og så vil du selv kunne se hvor det er du skal gå hen. Og så husk at minde dig selv om at der ikke findes mål, det er kun egoet der tror det, det hele er en rejse og læring, ikke andet. Når jeg ser dig stå der efter et års tid, måske lidt længere, så er verden helt åben for dig og du vil have en tro på dig selv og tillid til at du godt kan gå den vej du ønsker, uden indblanding fra andre eller dit eget ego.

Igen, så vil jeg meget gerne høre fra dig igen M. Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste og tænk på ulvene hvis du føler at det hele er for træls og svært for dig, for det er et fantastisk kraftfuldt dyr at have med sig. Gå evt ind og læs om hvad de symboliserer, der er masser af informationer om dem som kraftdyr på nettet, det ville også kunne styrke dig i at det hele er som det skal være…

Jeg skriver mens informationerne kommer til mig, så det går meget stærkt med at skrive ned, hvis der er noget der virker uklart, så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Alt er skrevet så rent som muligt og uden antagelser af nogen slags. Mange tusind tak til dine hjælpere og mine.

Kærlig hilsen

Anja

Feedback på Brevkassen Uge 49: “Jeg havde jo faktisk håbet på, at Anja ville stryge mig over håret og sige at alt bliver godt. Men det gjorde hun ikke. Tværtimod, i hvert fald ikke lige nu. Øv ikke? Men det er faktisk det, jeg godt kan lide ved Anja. For hun siger tingene, som hun ser dem. Og ikke det du (måske) gerne vil høre. Hun tager dig dog i hånden, og leder dig på vej, så man står ikke tilbage med en følelse af, at blive efterladt. Hun er som en forældre der sætter rammerne, fordi hun ved, at de vil hjælpe barnet til at klare sig selv, i stedet for at være vennen, der taler dig efter munden, og i virkeligheden ikke rigtig hjælper med andet, end at føre dig mere på vildspor. Hånden hun leder dig med er kærlig og omsorgfuld. Så selvom det hun har at sige, kan virke negativt, så forstår hun at formulere det på en måde, så du ikke er i tvivl om, at det er for dit eget bedste. Hun sætter tanker igang, som man kan arbejde med længe efter. De sniger sig ind og arbejder i din underbevidsthed, og man ser ting, som man ikke så i første omgang. Anja er kærlig, blid, ærlig, omsorgsfuld og nysgerrig – på den gode måde, hvor hun både kigger på det hun får frem om dig, men også hendes egen fortolkning af det.
Jeg følte mig set, genkendt, udfordret og ledt på vej efter denne læsning. Store plusser i min bog ;) Kh M.”

PS. Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan det sendes her i Brevkassen.

Hvis du ønsker en længere, større og meget mere uddybende læsning, en læsning hvor du som person også bliver meget mere beskrevet, så kan den bestilles her.