Brevkassen uge 41

Hej Anja

Jeg vil høre om du kan hjælpe mig.

Kan du sige mig, hvilken landsdel jeg skal vælge at købe bolig og bosætte mig i, som vil føles rigtig for mig?

For 2 år siden solgte jeg hus i Horsens og flyttede til lejebolig på Sjælland. For at være tættere på min søn, svigerdatter og børnebørn. Min datter bor i Jylland og jeg ved ikke om hun flytter tilbage til Australien, når hun er færdig med sin PhD til sommer. Hun er tilknyttet Universitetet i Adelaide, Australien.
Jeg trives ikke, hvor jeg bor nu og jeg har også følelsen af, at min svigerdatters mor skubber mig ud. Hun fylder meget og er meget dominerende.
Min datter siger, jeg skal gøre det, der føles godt for mig. Jeg har jo altid sat andre før mig selv og kan åbenbart ikke finde ud af at gøre det rigtige for mig. Håber du kan hjælpe mig videre.

Venlig hilsen
L.

Kære L.

Jeg starter læsningen med at gå ind i rummet hvor jeg møder dig. Du står og tripper lidt og der er sådan en fin, ungdommelig energi over dig. Du virker som et meget kærligt, åbent og venligt menneske, jeg får en umiddelbar lyst til at lære dig at kende som person, fordi du virker så imødekommende.

Da jeg startede læsningen med at lave de forskellige ritualer jeg bruger til at sætte mig i en meditativ tilstand, der fik jeg et tydeligt sug i solar plexus, midt i maven. Jeg fik af vide at du skal stå ved dig selv, det her chakra handler om at handle, om at tage kraften tilbage i sig selv og have modet til at tage de valg der er gode for en selv. Meget lig det din datter siger til dig.

Du vælger så meget med dit Jeg, at du overhører hvad din intuition siger dig. Dit Jeg mener at det ville være godt at bo tæt på din søn og børnebørn, men din intuition siger dig noget helt andet. Der er en vigtig lektie i det her for dig, for nu er det nu, du skal til at tænke på hvad du virkelig har lyst til. Dine børnebørn og din søn kan sagtens trives med at du bor et andet sted, end tæt på dem. De kan allerbedst trives med at du er glad og bruger dit liv som du vil. Det mærkes også som om din søn ikke ville være ked af at du ikke bor tæt på ham, han har sit eget liv og selvom han meget gerne vil have at du er en del af det, så er han også en voksen mand, som sagtens kan selv og som ikke ønsker andet for dig, end at du er glad.

Har du nogen tilknytning til Fyn? Der er sådan en fin og let energi i dig, som ville trives der. I det hele taget, så skal du vælge det sted at bo, hvor den energi kan komme til udtryk. Der er så meget liv og lys i dine øjne, du skal vælge et sted hvor du kan støtte det liv og lys. Lige nu er det for hårdt for dig at bo der hvor du bor. Dine mundvige trækker sig ned af når du mærker hvordan det rent faktisk er at bo der, ikke fordi du bliver vred, men fordi det er sorgfuldt for dig.

Min første tanke var, hvorfor rejser du ikke med til Australien, hvis din datter skal derned igen? Du er fri til at gøre det du vil og der er faktisk en god portion eventyrlyst i dig, et halvt år eller et år i Australien ville kunne give dig så meget mere kraft til at vælge meget mere efter hvad det er du skal, når du vendte hjem igen. Norge føles også som om det ville være godt og det her lyder måske lidt sjovt, men der er lidt en ”nisse-energi”, eller alfe/fe- energi i dig. Det er meget positivt ment, det er altså noget let og lyst, noget legende og drillende, i dig. Det er meget meget fint at mærke.

Jeg kan godt forstå at du har søgt tæt på dine børnebørn, for du er rigtig god til at være sammen med dem. Du kan virkelig godt lide børn og deres lette energi, fordi den matcher din egen så godt. Du føles som om du er en super-farmor. Men i stedet for at hæfte den energi på dine børnebørn og få liv til den energi i dig, igennem dem, så er det bedre at du vælger efter det der gør dig glad. Dine børnebørn får hurtigt deres eget liv. Og så kommer du til at stå der igen, så du kan ligeså godt træffe et valg og stå ved dig selv og det der gør dig godt lige nu.

Jylland virker også oplagt, når du nu har boet her før og din datter er her lige nu. Men som du selv skriver, så flytter hun måske igen. Prøv at sætte dig ned i ro og se hele verden for dig, for dit indre blik. Nogle gange bliver nogle områder helt mørkt for os og andre lyser op. Prøv at se om du kan se om noget lyser op. Måske bliver du overrasket over hvad der sker. Du kan sagtens se ud over Danmark og du behøver ikke tænke at du skal bo der for altid. At bo tæt på en vild natur vil være godt for dig.

Prøv at åbne dig for i dig selv, at du er helt fri. At du er helt fri til at starte et nyt liv op hvor som helst det skal være og at du er helt fri til at flytte igen hvis du opdager at du hellere vil bo et andet sted. Dine børnebørn kan besøge dig hvor det skal være og det er altså bedre med en glad farmor der lever det liv hun ønsker, end en farmor der er i nærheden, men som ikke er glad.

Prøv at se på hvilken gave det er, at dine børnebørn har en god mormor, en mormor som gerne vil dem og gerne vil tage over. Uanset hvordan du mærker at hendes agendaer er, så prøv at vende det om, så du tænker at så er du altså helt fri til at være dig og gøre lige præcis det du har lyst til, for ingen er længere afhængige af dig. Det kan være svært at slippe, det forstår jeg rigtig godt, men undersøg i dig selv hvad det er der er vigtigt for dig. Er det gamle venner, så søg tilbage til dem. Er det en mulighed for at udfolde sig kreativt, så se hvor det er bedst muligt for dig. Er det at være meget i naturen, så gå efter det. Det kan sagtens ske at det hele kan forenes, det behøver ikke være sådan at du skal vælge, men undersøg i dig selv hvad det er der er virkelig vigtigt for dig. Og hvis det så skulle vise sig at du opdager at det vigtigste i hele verden for dig er at være tæt på din søn og dine børnebørn, så spørg dig selv hvorfor. Hvad er det du får ud af det? Er det ren glæde? Eller hvis du som du skriver, ikke trives, så find ud af hvorfor du ikke gør det og gå efter at vælge det der gør det.

Nu stopper jeg læsningen L, jeg ønsker dig held og lykke fremover og jeg er helt sikker på at du har modet og evnen til at vælge det der er rigtig for dig. Det du skriver med at det kan du ikke gøre, altså vælge rigtig for dig, det mærker jeg virkelig ikke. Du har masser af kraft i dig til at kunne vælge det der gør dig godt, det der er sandt og rigtig for dig, gå efter det der giver dig lys i øjnene og i hjertet, det har du nemlig masser af, så det kan du sagtens navigere efter.

Jeg skriver mens informationerne kommer til mig, så det går meget stærkt med at skrive ned, hvis der er noget der virker uklart så er du meget velkommen til at kontakte mig.
Alt er skrevet så rent som muligt og uden antagelser af nogen slags. Mange tusind tak til dine hjælpere og mine.
Kærlig hilsen
Anja

Feedback på Brevkassen Uge 41: “Jeg har brugt noget tid på at summe over det, du har skrevet til mig.
Du har helt ret i, at jeg skal være bedre til at tage de beslutninger, der føles godt for mig. Også selv om det betyder, at der vil være nogle, der bliver kede af det. Jeg ved jo godt, jeg ikke kan tilgodese alle. Jeg er også begyndt at sige, det er ok, at deres mormor fylder meget. Du skriver noget med naturen. For nogle år siden havde jeg et ønske om at købe noget på landet og lave noget Velvære/fitness/massage. Noget der er godt for kroppen. Men det kræver mange penge og en stor lottogevinst. Så det bliver ved tanken.
Ja, jeg er nok lidt af en drillepind. I bund og grund føler jeg, jeg er en glad person.
Jeg ser på området, jeg kommer fra. Det giver mig på en eller anden måde en glæde. Jeg vil se om, der vil være noget, jeg føler noget godt for og som jeg kan uddanne mig til og også gerne bruge. Så nu må jeg se, hvad fremtiden bringer mig. Endnu en gang tak for din helt igennem rigtige beskrivelse af mig og det jeg indeholder. Kærlig hilsen
L”

PS. Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan det sendes her i Brevkassen.

Hvis du ønsker en længere, større og meget mere uddybende læsning, en læsning hvor du som person også bliver meget mere beskrevet, så kan den bestilles her.