Brevkassen uge 25

Kære Anja,

Jeg skriver til dig i håbet om, at få svar på noget af min alt omfavnende tvivl. Jeg har to ejendomme som jeg meget gerne vil beholde. Jeg har dog nogle udfordringer med min bank, og vil gerne finde en ny. Det har vist sig rigtigt svært. Finder jeg en ny bank, eller hvad sker der med situationen? Jeg er også i tvivl om jeg skal have børn. Jeg er i tvivl om jeg fortryder hvis ikke jeg får nogle, men er også bange for, at gå glip af noget hvis jeg får. Jeg har en forhistorie ift. familie som gøre, at der nok er en del frygt i det her for mig. Derudover er jeg i tvivl om min kæreste og mit fremtidige virke, og hører meget gerne om du har noget, at sige til det, men vil ikke bombardere dig med spørgsmål :)

På forhånd tak J.

Kære J.

Læsningen starter på normal vis med at jeg går ind i et rum hvor jeg møder dig. Jeg får en fornemmelse af at have fart på, der er rigtig meget gang i dig, rigtig meget energi i dig. Jeg kan næsten ikke skrive hurtigt nok i forhold til hvor hurtigt informationerne kommer lige nu.

Du virker utålmodig, du står og hopper lidt, stepper fra side til side, som om du vil sige til mig at jeg skal komme i omdrejninger. Der er en drenget side i dig. Jeg ved du er kvinde, ud fra dit navn, men jeg kan ikke mærke om du har en mand eller kvinde som kæreste. Det er også lige meget, måske betyder det noget andet, din drengede side, end at du evt. er kærester med en kvinde. Mine håndflader er helt svedige, og mit hjerte banker hurtigt, jeg prøver lige at få lidt ro på rummet inden jeg går videre.

Du har rigtig mange jern i ilden og har et højt energiniveau. Jeg får lidt en følelse af at det kan være fordi der er noget du ikke vil tage dig ro til at mærke.

Mht børn, så vil et barn kunne give dig muligheden for at arbejde de ting igennem, som du selv har med fra din barndom. Og et barn ville kunne skabe den ro i dig som du måske savner lidt nu. Du skal vide at du ikke er dine forældre. Du behøver ikke gentage det der er sket for dig. Du er et andet menneske end de var da de fik dig. Netop pga det du har oplevet, så er du stærkere, du er faktisk bedre rustet til at blive mor end din egen mor var det. Prøv at undersøge i dig selv hvad det er der afholder dig fra at ville være mor, eller forælder. Er det af frygt for at gentage din egen historie? Eller er der en anden grund? Hvis det ”bare” er frygt, så kan det transformeres. Frygt er til at forholde sig til og kan altid arbejdes igennem, men måske har du bare ikke lyst til at blive forælder og det er naturligvis helt okay. Mærk hvad det er du ville være bange for at fortryde. Det mærkes her nu, som om du ville være en meget kærlig mor. En meget rummelig mor, en mor der både kan holde fast og give slip, det er meget fine egenskaber at have. Du har en virkelig god forståelse for andre og et stor hjerte. Ville du fortyde ikke at mærke moderkærligheden, eller hvad ligger der i det ord fortrydelse? Hvis du kan mærke en lyst i dit hjerte til at blive forælder, så mærkes det overhovedet ikke som om der ville noget til grund for at du ikke skulle blive det.

Jeg kan godt mærke din sorg over din egen historie. Men som sagt ville du kunne arbejde den så fint igennem ved selv at blive forælder, og det føles altså også som om du allerede har arbejdet rigtig meget med den sorg. Den er ikke frisk, men ligger ligesom og er pakket ned, den er der, men den er blevet set på og der er blevet taget hånd om den, giver det mening for dig?

Det mærkes som om det ville være godt for dig at skille dig af med en af dine ejendomme. Som sagt mærkes det i dig, som om du trænger til lidt ro, dit energiniveau er meget højt og du ville kunne skabe ro i dit liv, ved at begynde at slippe nogle af de ting som kræver meget af dig. Det er som om du er lidt bange for hvad der følger med den ro, som om du er lidt bange for at mærke hvad der så ville dukke op. Kan din tvivl om børn have bund i at du også et eller andet sted ved at det ville kræve at du skabte meget mere ro og måske ubevidst er bange for hvad den ro vil bringe med sig af ting der gerne vil ses på i dig?

Jeg får af vide at du skal passe på dig selv. Har du været stresset eller har du tendens til at blive det?

Du har et meget stort hjerte. Du føler meget omsorg for mennesker i pressede situationer og med dyr også. Der er en blidhed i dig, som du ikke helt vil stå ved. Du er faktisk meget mere blid og feminin end du lige giver udtryk for udadtil. Der er meget handlekraft og altså virkelig meget power i dig. Kan det med børn også handle om at du måske er lidt nervøs for at mærke den blidhed i dig, bliver du nervøs for om den bringer en sorg med op? Hvis det er tilfældet, så se på sorgen igen, også selvom du har gjort det før.

Der bliver helt lyserødt omkring dig nu i læsningen og det nyder du faktisk. Du står med lukkede øjne og snuser det lyserøde ind i dig. Det er lidt som om din sorg også har sat sig som en vrede eller en trodsighed i dig, det er meget naturligt og slet ikke skidt. Det er bare en måde at omsætte sorgen på, til en anden energi. Men det ville nok være fint for dig at slippe den lidt hårde energi lidt og så mærke hvad der ligger til grund for den, noget sorg skal tages i runder. Vi tror at vi har arbejdet igennem noget og pludselig, så skal vi tage en tur til med det og nye ting vil åbenbare sig for os. Selvom det absolut ikke altid føles sådan, så er triste oplevelser åbninger for at vi kan udvikle os som mennesker og tage nye skridt i vores liv.

Jeg har spurgt nogle gange nu til din kæreste men kan ikke få noget svar. Måske ligger svaret i noget af det jeg har skrevet ovenover, det kan du måske læse noget ud af som jeg ikke kan.

Nu kom der en masse engle ind. Dem ser jeg ellers ikke så tit. Du har stået alene i rummet indtil nu, kun omgivet af det lyserøde lys. Men nu står du og er helt omsluttet af engle, de står i en cirkel rundt om dig. Der er 12.

Nå det er meget interessant at se J. De kender dig helt bestemt, forstået på den måde at de kender dig fra tidligere. Har du arbejdet med engle før eller har du hørt noget om du har en forbindelse med dem? De er ikke kommet for at hjælpe, altså på den måde, at du ligesom er en af dem. Så de står omkring dig og ser på dig med ligeværdighed og respekt. Andre gange har jeg set engle komme ind med en form for moderlig omsorg og holde om nogen og heale dem, men sådan er det ikke her. Du står og ser på dem, med samme følelse af at kende dem og du ser lige ind i dem, du er hverken benovet eller ydmyg overfor at de er her, du føler at du er en af dem. Det her er altså ikke en ego ting hvis du kommer til at tænke på det. Det er ikke sådan at det her er en del af dit ego, hvor du føler dig som en engel eller som noget større. Det her er et helt rent og fint billede på dig, måske er du en af de her engle og måske er det et billede på at det du går igennem her på jorden i den her inkarnation er en noget heroisk færd.

Nu bliver jeg nødt til at afslutte denne læsning J. Englene står stadig omkring dig. Der er ro nu og din lidt hoppende energi fra starten er erstattet af at du står helt rolig i midten af cirklen af engle og bare står. I står alle 13 bare og ser på hinanden. Det er okay at jeg forlader rummet, for det der sker har ikke noget med mig at gøre, jeres forbindelse bliver ikke afbrudt af at jeg går fra rummet.

Jeg skriver mens informationerne kommer til mig, så det går meget stærkt med at skrive ned, hvis der er noget der virker uklart så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Alt er skrevet så rent som muligt og uden antagelser af nogen slags. Mange tusind tak til dine hjælpere og mine.

Kærlig hilsen

Anja

Feedback på Brevkassen Uge 25: “Kære Anja,
Tak for din læsning. Noget af det har jeg hørt før, men har helt sikkert godt af, at høre det igen. Du rammer rigtigt mange hoveder på søm :)
Nu er det jo noget tid siden, at jeg fik læsningen tilsendt og noget af det jeg har oplevet er, at der er kommet mere ro og sikkerhed på og i mig, og mit overblik er blevet bedre.
Jeg kan overskue min situation og det giver ro.
Mht. englene så er det ikke noget af det jeg har hørt før…. Aldrig faktisk!
Men det giver alligevel god mening og jeg kan genkende det et eller andet sted i mig. Måske er det også derfor jeg har roen og tilliden. Fordi jeg ved, at jeg ikke er alene.
Alt i alt en rigtigt god oplevelse og jeg vender helt sikkert tilbage, da jeg er nysgerrig på “resten” :)
TAK! -J.”

PS. Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan det sendes her i Brevkassen.

Hvis du ønsker en længere, større og meget mere uddybende læsning, en læsning hvor du som person også bliver meget mere beskrevet, så kan den bestilles her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.