Bid i gulvtæppet

Hvis du lige nu er nede og bide i gulvtæppet af en eller anden grund, så må du gerne blive liggende. Bliv endelig liggende til du kan alle fibrene af tæppet udenad, til du kan mærke dem i søvne. Til du kender duften til hudløshed, lyden af din krop mod tæppet. Til du kan høre pulsen i dit øre når du lytter og tæppet ikke siger noget. Bliv endelig liggende og mærk hvordan det er virkelig at bide i det. At være så langt nede at du ikke er sikker på at du nogensinde kan rejse dig igen.

Måske er en del af dig faktisk ude og oppe og sender ungerne afsted, passer jobbet, vasketøjet, spinning, husker mors dag, fars dag. Mens en anden del af dig ligger og bider løs i gulvtæppet. Du bider over alt muligt. Hvorfor var det mig der blev syg? Hvorfor var det mig der blev forladt? Hvorfor er det mig som er ensom? Hvorfor har jeg også oplevet det og det? Hvorfor var mine forældre ikke bedre? Hvorfor var jeg ikke selv?

Og når du så har ligget der i lang tid nok, når du har klynket, blevet ynket, svælget i din smerte, så vil du en dag rejse dig igen. Du vil opdage at verden fortsætter selvom du ligger og bider. Du vil se dig omkring og opdage at alle har bidt i det skide tæppe. At man ikke kan sammenligne smerte. At det som føles invaliderende for dig, det svarer til en dag ved stranden for en anden.

Du vil rejse dig op og børste fnulleret af dit tøj, den del af dig som du gav lov til at ligge og hyle, den har hylet færdig. Den del af dig tænker: Nå. Hvad kan jeg så lære af den her erfaring. Hvis det nu ikke er alle andres skyld. Hvad kan jeg så lære. Hvordan kan jeg som menneske komme videre og måske undgå at ligge helt så længe næste gang jeg bliver slået omkuld. Hvis jeg nu blander alle følelser af at være et offer ude af det her, hvad kan jeg så lære. Hvordan kan det her gøre mig til et større, bedre, kærligere menneske. Overfor mig selv ikke mindst.

Du rejser dig op som den kriger du er inderst inde. Du tørrer øjnene, tager en dyb vejrtrækning og går ud i verden mere styrket end før, fordi det har du bestemt dig for at du gør. Det er ikke synd for dig. Det er ikke synd for nogen. Du er meget stærkere end du tror og ansvaret for dit liv ligger udelukkende i dine egne hænder. Hold det liv som en kriger ville gøre det, pas på det, ær det. Vær ydmyg overfor det og tilbyd det din respekt. Dit liv er en storslået rejse, fyldt med eventyr og magi, hvis du vil det. Det kan også være syntetisk og støve i næsen, det er helt dit eget valg.

Bid i gulvtæppet

 

Distraktioner

Så. Hvis vi tænker os at det vi skal, er at lære at lytte på sjælen, hvis vi antager at det må være en af vores opgaver her på jorden, hvad skal vi så i virkeligheden med alt det andet? Hvis vi alle sammen satte os ned og lyttede indad, så er der selvsagt meget som ville løse sig her på jorden. Overbefolkning, krige, forurening. Hvis vi ignorerede alt hvad der har med kødet at gøre, så ville der ikke blive bagt særlig mange kager, lavet særlig mange flere børn, alkohol og stoffer ville udgå, ingen ville slåsse eller endsige skændes. Vi kunne dyrke og spise en gulerod og være tilfredse med det. Sindets krav på pomfritter, kongeligt porcelæn og faste baller ville virke ret ligegyldigt hvis vi var i stand til at åbne op for en flydende korrespondance med sjælen.

Det kommer til at lyde gammel-testamenteligt det her og det er helt sikkert ikke en populær tanke i den her tid hvor vi helst skal kunne manifestere de millioner af kroner vi vil have til nye tasker, men vejen til sjælen går gennem askese. Vi er mestre i at lade sindet skabe distraktioner i form af dramaer og konstant at længes efter noget andet og bedre. Både længsler i form af mænd og kvinder og også spirituelle længsler som tager os væk fra vores kerne. En konstant higen og søgen udenfor os selv, hvor vi i virkeligheden selv har alle svarene indeni.

Og udover distraktionerne i os selv, så behøvede vi faktisk ikke flere, for de er mere end rigeligt til at få et helt liv til at gå med at prøve at dysse dem ned. Men så er der alt det ydre. Hvis du ligesom mig er Facebook venner med en masse mennesker med meget omsorg i dem for verdens tilstand, så vil du nok også blive bombarderet dagligt med hvor skrækkeligt det ser ud her på jorden. Bare her i dag er jeg stået op til billeder af en massegrav med slagtede pandaunger, måge-lig viklet ind i plastik fra havene, homoseksuelle der er blevet pisket til døde pga deres seksualitet. Jeg behøver slet ikke se nyheder eller læse aviser for at få ondt i maven over verdens tilstand og hvis jeg ikke synes at jeg havde nok i at styre mine egne skygger, så kan jeg bare vælge en hvilken som helst sag i verden og blive bekræftet i at det hele er helt af lave. Der er lidelse nok her, jeg kan bare se ud af vinduet her hvor jeg bor og se på den hjemløse mand på trappen overfor i regnvejret. Han sad der også da jeg gik i seng i går aftes.

Men faktisk, selvom det ser sort ud, så er der håb. Det er ikke i form af politik, miljøorganisationer, Kirkens Korshær eller andet. Vi er håbet. Vi kan starte med at opføre os ordenligt selv. Tale pænt om og til vores nabo. Arbejde med at eliminere alle de sider i os selv som ikke opbygger i kærlighedens navn men som nedbryder i det modsatte. Der er håb for vores sjæls frelse (jeg ved godt hvordan det lyder, men tro mig, jeg har intet at gøre med kristendommen) og det betyder ikke at vi ikke kan have det dejligt mens vi er her. Det betyder bare at vi måske skal omdefinere dejligt. Dejligt skal måske vikles ud af alle de distraktioner vi kan finde for at undgå at mærke sjælen i os. Dejligt er lige nu meget forbundet med egoets krav og lyster, måske kunne dejligt også være at leve et liv i ro, med et hjerte der svulmer over en blomst, et træ, en baby der smiler, et æble som smager særligt sødt og parfumeret.

Det er fantastisk at være her. En kæmpe gave. Men det ville nok klæde os bedre at leve med lidt mere ærbødighed overfor den gave vi har fået end at lade vores egoer gå amok i hver en distraktion det kan finde, uanset om det så er snaps eller Amnesty. Der er kun et mål og det mål er at finde ro i dig, alt andet er designet til at lede dig på afveje.

Hvad du er

En ting som er meget vigtig at forstå, altså sådan virkelig forstå, det er at du er ikke et menneske med en sjæl. Du er en sjæl med en krop. Din krop er fantastisk, du har også en hjerne som kan alt muligt forskelligt. Men du er ikke din hjerne. Du er heller ikke appelsinhuden på dine lår, dellen på maven, den underlige hårvækst på skulderen. Din krop er dit hylster hvor igennem du kan få en forståelse af hvordan det er at være meget fysisk.

Hvorfor det er nødvendigt for en sjæl at få den forståelse er der utrolig mange meninger om. For mig er det ikke længere så vigtigt at kende det store billede. Jeg kan gisne og gætte og tolke og lytte på de beskeder jeg får, men jeg kan ikke vide 100% sikkert hvorfor vi skal være her på jorden. Men jeg ved at det er vigtigt at forstå at vi ikke er vores kroppe, vores hjerner, vores emotioner. Sorg, vrede, glæde er ting mit sind oplever. Min sjæl oplever de emotioner igennem mit sind. Sjælen er ikke vred, sorgfyldt, glad. Den er bare.

Vores hjerner narrer os til at tro at den er gud. Hjernen tror den ved alt og kan regne alting ud. Hvis bare den får lov til at køre uafbrudt, så tror vi at vi kan finde løsningerne på alt. Når der så sker det, som der sker i de fleste menneskers liv, at de oplever noget helt uden mening (tilsyneladende mening) så bliver de ofte kastet ud i en stor krise. Hvis du ikke har en kontakt til den sande del af dig, sjælen, så kan det være virkelig hårdt at komme ud i sådan en krise, nogle mennesker kommer aldrig ud af den igen. De hænger fast i et dødsfald, en ulykke, en sygdom, fyring, skilsmisse og lader det definere dem og resten af deres liv på en uheldig måde.

Når du først virkelig forstår at du ikke er en krop med en hjerne, men at du er en sjæl, så sker der et skift i dig. Det er både enormt befriende, men også angstprovokerende, at opdage at alt det du troede du var, er løgn. Du troede du var din stilling, du troede du var den rolle du har i familien, med vennerne. Du troede du var dine tanker, at du var sådan en med meget vrede, sorg, glæde i dig. Når du først giver slip på alt det der er dig, din identitet, så er du fri. Så er du fri til at være sjæl. Så forstår du så meget mere af det der foregår her, du kan se dig selv og dit liv oppefra og sige pyt. Alt det du troede var vigtigt kan du nu give slip på og bevæge dig hen mod et liv hvor du kun handler ud fra hjertet.

Det du føler med hjertet er det du føler med sjælen. Måske kender du fornemmelsen af at dit hjerte for lang tid siden har tilgivet, men dine emotioner bliver ved med at føle sig forsmået og tænke på hævn. Lyt på dit hjerte, det er en direkte indgang til sjælen. Når du først begynder at handle ud fra hvordan du føler i dit hjerte, så åbner verden sig for dig på en helt anden måde. Sig det til dit ego og din hjerne. At lige nu har det tunnelsyn og når du begynder at lytte på sjælen, så forsvinder det smalle syn. Du kan nu se 360 grader. Det er fantastisk og giver dig selvsagt et meget større perspektiv på livet. Du mister kun din identitet, men hvad er den egentligt værd? Der er milliarder af identiteter her og hvad gavner de? Det der gavner dig og alle andre, er at du forstår at du er så meget større end det her jordelige liv.

Du er en sjæl som oplever at have en krop, en hjerne, et liv her. Giv din tak for det, men glem aldrig hvem du rigtig er og du vil allerede være et godt skridt i den rigtige retning.

Det guddommelige forældreskab

De af os som er forældre eller er så heldige at have med børn at gøre, vi ved godt at det bedste for barnet ikke er at forkæle det ved at give det sin vilje hele tiden. Vi ved at vi må ruste barnet til en verden udenfor hjemmet ved at stille krav til det og ofte må vi gå imod barnets vilje ved at sætte regler op for det. Vi gør det i kærlighed og for at passe på barnet, vi lader det ikke spise 20 is, vi lader det ikke gå på rækværket af broen, vi hjælper det med lektier, sund mad, motion, en god og sund tilgang til livet.

Barnets idé om hvad der er godt for det, er meget ofte helt anderledes end vores. Og selvom vi virkelig kan have godt af at se tingene i barneperspektiv og selv hoppe med i vandpytten og finde ud af at vi overlever våde sko og strømper uanset hvor bøvlet vi som forældre mener det er, så er vores fornemste opgave faktisk at sætte regler op som styrker barnet. Vi kender godt de børn der er grænseløse, vi ved godt hvilke voksne de bliver. Børn uden fornemmelse for deres egen krop, deres egen sjæl, deres eget bedste. Vi synes faktisk det er synd for de børn at de ikke har fået sat rammer op for dem i deres hjem.

Regler og disciplin skal ikke til bare for at nære en sær sadistisk side i sig selv. Men sådan er de fleste forældre heller ikke. Disciplin skal til for at lære barnet selv at kunne stå op en dag, selv at kunne gøre sit hjem rent, lave mad, vaske tøj. Tjene penge, passe på sig selv, sin krop, menneskene og dyrene omkring det.

For som voksne at kunne nærme os det Guddommelige, for at lære at leve i overensstemmelse med vores sjæl, så er vi nødt til at se på os selv på samme måde. Mange af os har et ego som lever som om det aldrig har fået sat en grænse op. Et ego som tuder hvis det ikke får en stor bil (for det har alle de andre), et ego som laver forbrugslån og fastlåser os i evig gæld, fordi det vil have nye sko hver uge. Vores egoer opfører sig som de børn vi har sværest ved at holde af. Dem der kræver og kræver hele tiden. Hvor der aldrig er noget der er nok. Et barn som forkaster det sidste nye legetøj for straks at kræve noget andet.

Egoet er ikke vores fjende. Slet ikke. Men ligesom et lille krævende og meget forkælet barn, så kræver det en indsats at holde af det. Og ligesom vi kan sidde nok så meget med sådan et barn på skødet og sige at vi elsker det præcis som det er, så er det som virkelig rykker at vi siger: Nu er det nok. Nu er der ikke noget nyt legetøj, der er ingen is, der er ikke ubegrænset iPad tid. Vi sætter barnet til at rydde op efter sig selv, lærer det at tage ansvar for sit liv og tage hensyn til dem omkring det.

Hvis vi ser vores ego for hvad det er, et forkælet barn, så er det også meget nemmere at forstå at vi ikke bare kan lade det køre friløb. Nok er aldrig nok for et ego. Uanset om det så er spirituelle kurser (for så bliver jeg så og så god og det kan alle andre også se at jeg er) eller om det er Chanel parfume. Vi får kun styr på egoet ved at sætte discipliner op for det. Gennem motion, en ordenlig kost, tid i naturen og meditation, tid i stilhed. Lære at tøjle emotionerne, så de ikke render af med os og skaber kaos i vores omgivelser og i os selv.

Det er ligesom med det umulige barn, det er den eneste måde vi kan få egoet til at slappe af. Ligesom et barn bliver trygt af at kende reglerne og de rammer det kan bevæge sig indenfor, jo mindre vil et ego også gakke ud når det ved at vi holder hvad vi lover. Vi står op kl. 5 om morgenen og mediterer. Vi løber den tur. Vi spiser faktisk grøntsager i stedet for kage. Vi stopper op for at se på et træ i stedet for at se på vores smart phone.

Det Guddommelige vil gerne have os tilbage igen. Men det gider ikke en flok snotunger der skriger og hyler over ikke at må få endnu en is. Vores opgave her er at lære at holde egoet i skak, så vi bedre kan lytte på sjælen. Sjælen ved godt hvad der er sandt. Ligesom den kærlige forælder ved det. Sjælen er en del af det Guddommelige og vi kan få et fantastisk liv i glæde, ro, overflod og flow når vi får tøjlet egoet nok til at kunne lytte på det Guddommelige som hele tiden guider os og som en god forælder, vil os det allerbedste.

På bar bund

For ikke så længe siden læste jeg en tekst som slog benene rimeligt meget væk under mig. Teksten vendte op og ned på alt hvad jeg troede jeg vidste og alt det jeg vidste jeg troede. Jeg havde lidt en følelse af lige at have fundet ud af at jorden er rund og ikke flad. Jeg prøvede mit bedste på at forkaste den runde idé mens jeg læste teksten, men jo mere jeg læste, igen og igen, blev jeg rystet i min grundtro på alt i universet.

Det er svært at skrive noget når man er blevet rystet og min erfaring fra tidligere siger mig at det bedste er at være helt stille og lade det finde et sted i sig selv inden man begynder at finde megafonen frem og råbe fra hustagene at alt det vi troede var sandt, er falsk og en illusion kreeret for at holde os fra at vores egentlige opgave.

Jeg kan ikke vide om den tekst jeg læste er sand. Men faktisk er der så meget andet jeg heller ikke kan vide om er sandt. Alt det jeg har lært af lærere og mestre i årenes løb, alt det jeg faktisk ikke selv havde en erfaring med men hvor jeg var nødt til at stole på at det de sagde var sandt. Hvorfor er vi her fx? Hvad er meningen? Er der en god mening eller er det en mindre god? Er det her et smukt sted hvor vores sjæl har mulighed for at tilegne sig forskellige erfaringer, som uanset hvad de er, er gode fordi de er erfaringer? Eller er jorden her, som jeg har læst flere steder, et sted hvor vi som sjæle synker ned, som en slags straf, et fængsel, fyldt med smerte og lidelse hvor det vi skal lære er at blive gode igen, abstrahere fra denne verdens distraktioner og lære at blive et med det Guddommelige uagtet at vi har krop, længsler og lidenskab?

Der er mange af mine idéer om hvordan tingene hænger sammen som jeg har skrottet det sidste stykke tid. På samme måde som jeg i sin tid skrottede det naturvidenskabelige og det religiøse. Jeg står på bar bund og føler at jeg ikke ved en skid. Det er godt. Det er godt at give slip. Det er godt at droppe idéer. Det føles bare ikke så vildt godt for egoet, som uanset hvor meget jeg arbejder med minimere det, naturligvis havde hængt sin hat på trods alt at vide noget, uanset hvor alternativt og new age det så var.

Hvad meningen med at vi er her er, ved jeg stadig ikke og jeg har ro med at det finder jeg måske først ud af den dag jeg forlader min krop. Men jeg ved dette: Jeg ved at der er kærlighed. Jeg ved at jeg er en sjæl. Jeg ved at jeg ser ting der falder udenfor videnskab, religion og også new age. Ting jeg kun kan forklare med at der være en mening og at der helt sikkert er en større agenda med at være her end vi lige kan begribe over leverpostejsmaden.

Jeg ved at jeg skal arbejde med mig selv og mine skygger, sorte som hvide, at måden at gøre det på er gennem meditation, en konstant dialog med det Guddommelige og en tøjlen af kroppen gennem kost og bevægelse. Jeg ved at disciplin er vejen frem. (Øv).

Tanken om at alle erfaringer er gode erfaringer er jeg gået væk fra, den fritager nemlig mange for at tage ansvaret for deres liv, et ansvar man kun rigtig kan tage gennem discipliner. Hvis man ikke lærer af de mindre gode erfaringer, ikke ser indad og tager kraften tilbage i sig selv og vedkender sig 100% ansvar for sit liv, så bliver det nemt en new age sovepude som forhindrer os i udvikling.

Så jeg skræller yderligere lag af løget i disse dage/uger, det overraskede mig at der var så meget mere at skrælle af. Men den dag der ikke er flere lag, er nok også dagen det er tid til at tage herfra og hvis dagen hvor det er tid til at tage herfra kommer før nulpunktet af løg-lagene er kommet, så må jeg tage en runde til i inkarnations rouletten og krydse fingre for at kunne klare skærene næste gang.