Skønhed

En virkelig nem måde at føle kontakt med Gudskraften på, er at gå ud i naturen og studere det som er lige for næsen af os. Naturen behøver hverken være specielt storslået eller ekstravagant, for at kunne give os en følelse, af at være en del af noget større end os selv.

Prøv at sætte dig ned og se på en hvilken som helst plante. Det kan fx bare være et græsstrå. Lad være med at hive det op, men sæt dig ned og vær helt tilstede i at studere strået. Se alle detaljerne på det. Alle strukturerne. Se nøje på alle de forskellige farver. De forskellige nuancer af grøn. Mærk forsigtigt hvordan et græsstrå føles i hænderne, mellem fingrene. Mærk det fine fine lille liv som et enkelt lille græsstrå er.

Mærk strået helt ind i dit hjerte. Lad dig fyldes af respekt og ærbødighed overfor det ene lille strå som du sidder med. Mærk kraften i strået. Mærk i dit hjerte hvor fantastisk det er. At det lige er det her lille strå, som er vokset op lige her. Mærk hvor forunderligt tilfældigt det føles, men også som om det hele er lige som det skal være. Bliv i den følelse, og lad den sprede sig fra dit hjerte til hele din krop.

Se dig derefter omkring. Se på alle de andre planter, deres former og farver. Se på jorden, se på himlen, se på dyrene. Se på dig selv. Som sidder her på jorden. Mellem alt det her liv. Imellem millioner milliarder græsstrå. Aom alle sammen er helt enestående, og udtryk for så meget skønhed, at det næsten kan være svært at rumme.

Gør denne øvelse til en vane. Til en måde at være tilstede i livet på. Fyldt med undren over dets vidunder, glæde og taknemmelighed over dets kraft.

Tåge

I tæt tåge er det eneste at gøre enten at stå helt stille og vente på at den letter, eller at bevæge sig meget meget varsomt fremad. Tåge kan føles så massivt at det kan trykke på hovedet, i ørerne, på kroppen, for øjnene, og hvis det er sådan det føles, så giver det endnu mere mening at stå stille og trække vejret roligt og vente på at den letter.

For tåge letter altid. Pludselig bryder solen igennem og alt det som var mudret og uklart er nu det nemmeste i hele verden at se. Hvis man i tågen har insisteret på at ignorere den, så kan man ende steder hvor man slet ikke ønskede at være når solen skinner igen. Man har famlet sig frem i blinde og ignoreret alle tegnene omkring en som sagde “stå helt stille og vent”. Man har lyttet til sit ego som har buldret løs om at man ikke bare kan stå her i denne her ubehagelige tilstand, hvor man ikke kan se en hånd frem for sig. Man har villet have svar, klarhed, et mål at gå efter. Men det man skulle var at stå helt stille i en stor grå sky og være i den.

Stå helt stille i tågen. Mærke sig selv og mærke trykket fra den. Lade den gennemvæde ens krop med dens fugtighed og damp. Det giver ingen mening at stå stille og hyle og skrige i en tåge. Når tågen letter og man kan se at enten er man lige der hvor man skal være, eller også er det bare 10 skridt til højre, så føles det åndssvagt at tænke tilbage på at man stod og skabte sig over at man ikke fik de svar man ville have, når man ville have dem.

Hvis der er noget som er uklart for dig nu, hvis en del af dit liv er tåget og du ikke ved hvad vej du skal gå, så stop op og stå stille. Lad være med at give det mere energi ved at blive ved med at diskutere det med dig selv og dine nærmeste. Bestem dig for at du vil stå i den her tåge med værdighed, som en voksen. Du vil ikke tude over du ikke kan se hvad du skal. Du tier helt stille og står roligt og trækker vejret dybt, med en indædt tillid til at solen altid får tågen til at lette. Tågen forsvinder ikke fordi man famler rundt i den. Måske risikerer man at ende et sted hvor tågen er endnu tykkere og det er endnu sværere for solen at nå.

Stå stille og stol på solen.

Tak

Jeg er glad for at der tilsyneladende er en enstemmig tillid, til at jeg kan håndtere de situationer jeg kommer i. Jeg prøver at håndtere det med værdighed, med respekt overfor opgaven. Jeg trækker vejret dybt, går lange ture i skoven, mediterer som en gal. Alt sammen for at blive ved med at beholde en hvis form for elegance i lortet, selvom en del af mig allerhelst ville hyle og skrige og opføre sig særdeles uværdigt.

Så jeg siger tak.
Tak for tilliden til at jeg har styrken til at gå igennem situationen.
Tak for alle de andre opgaver jeg har fået, som jeg har overlevet, som jeg er blevet stærkere af.
Tak for tilliden, det betyder meget for mig at vide at der åbenbart er nogen som mener at jeg kan klare det jeg går igennem, for ellers blev jeg ikke præsenteret for det.
Tak fordi der er tillid til min styrke. Det bekræfter mig i den og gør at jeg kan blive ved med at bevæge mig fremad med ro.

Tak.

Gribbe Og Orme

Da jeg var barn, var jeg meget interesseret i Tibet og Mongoliet. Jeg læste alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, om de to lande. På et tidspunkt stødte jeg på en bog som handlede om den måde begravelserne foregår på der. Fordi jorden er så hård, så bliver ligene skåret op og delt ud til gribbene, som så spiser resterne af det som har været et menneske.

Jeg synes det var utrolig fascinerende, at man efter sjælen havde forladt kroppen, kunne se på kroppen for hvad den var. Et stykke kød som kunne bruges til at fodre andre dyr med. Min kristne opvækst gjorde at jeg havde det svært med at vi i den her del af verdenen begravede kroppene. Hele historien med at kroppen skulle ned i jorden og spises af ormene, gjorde mig meget urolig. Hullet i jorden var lidt på vej ned til helvede, et sted, som jeg kunne forstå på min søndagsskolelærer, var noget man for alt i verdenen ville undgå. Jeg kunne meget bedre forholde mig til at blive skåret op og kastet ud til ådselæderne, så var man på en måde på vej i himlen.

Som voksen har jeg på baggrund af mine barnetanker om himmel og helvede, altid tænkt at jeg hellere ville brændes når min sjæl forlod mit legeme. De sidste mange år hvor jeg også er blevet miljøbevidst, har jeg tænkt på alle de kroppe vi begraver, som ormene godt nok spiser, men som vel for de flestes vedkommende, er fyldt med en masse forskellige giftstoffer. På grund af al den forurening vi lever i og udsætter os selv for, så har jeg nogen gange tænkt på om man i virkeligheden ikke burde køre menneskelig til kommunekemi.

Hvis man tænker på kroppen som et helligt tempel, så synes jeg faktisk heller ikke godt om tanken om at blive transporteret ind i en stor ovn og brænde derinde. Det virker lidt usselt og ikke som om der er nogen tanker bag, at lade røgen fra liget indgå i skyerne og himlen igen. Men mere som en bekvem måde for samfundet, at slippe af med det væmmelige lig på.

I Danmark må vi ikke blive fodret til fuglene når vi dør. Vi har heller ingen gribbe og desuden er vores jord blød nok til, at man kan blive gravet ned i den. Nu tror jeg hellere at jeg vil begraves når jeg dør, så af respekt for de dyr som vil spise min krop, og for jorden som vil optage mig, vil jeg blive ved med at indtage så få giftstoffer som muligt.

Nyt slogan ser dagens lys: Spis økologisk – for ormene der skal spise dig skyld!

To Stemmer

Der er to stemmer indeni mig. Sangen fra mit hjerte og klynkeriet fra mit ego.
Det er ikke længere svært for mig at høre hvad der er hvad. Det var det i mange år og jeg forvirrede mig selv ved hele tiden at stille spørgsmål til mit hjertes længsel, fra mit egos ængstelse. Så jeg tvivlede og tvivlede på hvad det var jeg følte og ofte så vandt egoet med dets rationale og frygt.

Når jeg går igennem noget nu hvor mit ego føler sig meget usikker og frygtsomt, så sørger jeg hele tiden for at holde en god og konstant kontakt til mit hjerte. Jeg kan mærke hvad det er der er sandt for mig at gøre, det kan godt ske jeg stadig er skidebange for det, men når jeg kan mærke mit hjerte juble, så bliver jeg tryggere fordi jeg så ved jeg er på rette vej. Jeg kan stadig ikke se vejen for mig, jeg ved bare at jeg skal tage skridtet ud på den og fordi mit hjerte hopper af begejstring over eventyret og spændingen ved udsigten til en ny sti, så kan jeg nemmere berolige mit bange ego.

For hvad kommer der mon ikke til at ske? Hvordan skal det hele dog ikke gå? Hvad nu hvis det er en fejl? Hvad nu hvis stien fører mig direkte i min død?

Det er okay, hvisker mit hjerte. Den sti som man kan se enden på, den er ikke værd at gå. Gå derud hvor det hele vibrerer. Hvor det ikke er statisk. Gå derud hvor du griner og har det sjovt, også selvom dit ego skælver.

Mit hjerte fortæller mit ego at døden alligevel ikke er noget at være bange for. Døden er bare en overgang, ikke andet. På et tidspunkt ender stien i døden, men det gør den alligevel. Døden kan ikke undgås, selvom man følger egoets råd om stagnation.

Mit hjerte siger: Min største frygt er fortrydelse. At fortryde alt det jeg ikke gjorde af frygt for hvad der ville ske. At se døden komme og have lyst til at løbe tilbage i tiden og tage alle de skridt jeg ikke turde, da jeg skulle.

Mit ego svarer: Vent lidt. Lad os bage en kage. Der er nye serier på Netflix. Der skal også ordnes vasketøj.

Men det er for sent. For jeg har hørt hjertets sang, jeg er allerede trådt ud på stien, der er ikke nogen vej tilbage nu.