Vi køber stort set alt brugt

I går kom jeg til at sidde og se rundt i vores stue, og det gik op for mig, at intet af det vi ejer, har vi købt fra ny. Det samme gør sig gældende i køkkenet, lige med undtagelse af en ny vandkedel til vores gaskomfur, så har vi købt alting brugt. Hele vores køkken har vi endda bygget op af brugte elementer, efter at vi hev det køkken ud der var her i huset, da vi flyttede ind.

Det meste af det tøj jeg har, det har jeg købt brugt. Det er meget sjældent, jeg køber helt nyt tøj og hvis jeg gør, så er det altid produceret økologisk. Sko og støvler har jeg svært ved at finde brugt, men så har jeg til gengæld kun meget få par som jeg så bruger til de er helt slidt oppe. Det er adskillige år siden jeg har købt nye sko, støvler eller sandaler, og når jeg køber nyt fodtøj, så køber jeg det altid vegansk.

Lejet af Universet

Stuart Wilde talte altid om, at alt hvad vi ejer, det har vi kun til låns fra Universet. Så hvis nogen har været og tømme dit hjem mens du var på ferie, så kan du tænke på det som at nu var din lejeperiode ovre og det var nogle andres tur til at leje de ting, du havde i dit hjem.

Intet af det vi har i fysisk form her, kan vi alligevel tage med os når vi ikke er her mere. Så mens vi er her, så kan man sige at vi ‘lejer’ et tag over hovedet, en seng at sove i, et komfur osv. Alt tilhører alligevel Jorden og vil på et tidspunkt vende tilbage dertil, ligesom vi selv gør det. At tro, at vi kan ‘eje’ ting er ikke andet end egoet der knalder ud med selvværdsproblemer.

Bare fordi vi herhjemme kun køber brugt, så betyder det ikke at vi ikke køber ting. F.eks. køber vi nogle gange et nyt stel i en genbrugs, bare fordi det er smukt og gammelt, og så afleverer vi det andet gamle, vi havde tilbage igen. Hver gang tænker jeg på, at nu lejer vi et andet stel. For måske 100 kr., så får vi lov til at leje et helt stel med fine kopper, tallerkener, glas, kander, fade osv. og i lige så lang tid vi har lyst til. Når vi så er færdige med at lege med det her stel, så kan vi aflevere det tilbage igen og leje et nyt. Sådan har jeg det med alt i vores hjem.

‘Køb brugt’ mantra

Det er både meget nemmere at give slip på ting igen, når jeg fra starten af er klar over, at intet er mit alligevel. Så hvis jeg ser et fint sofabord et sted i en genbrugs, så har jeg ingen problemer med at sende det, jeg havde i forvejen til en anden genbrugs. Jeg slipper altså også for at have et skur fyldt med ting, jeg tror tilhører mig og som har en eller anden affektionsværdi. For alt har en værdi, men værdien er ikke min.

Hvis jeg knytter følelser til en ting, så er det mit problem. Og jeg kan stadigvæk godt knuselske et fad, og så give det væk, når jeg ved, at jeg alligevel havde lejet det i første omgang og at jeg fint kan elske på afstand. Jeg behøver ikke have et fad i mit liv, som jeg måske aldrig bruger, bare fordi jeg elsker det. Jeg kan sagtens elske det fad, selvom det nu bor hos nogle andre.

Det er naturligvis virkelig smart for Jorden og klimaet og hele baduljen at købe brugt. Uanset hvordan man vender og drejer det, så har hver enkelt lille dims vi køber, haft et liv. Alt har en historie og alt har en produktion bag sig. Det er meget få ting vi kan købe, som ikke burde koste 100 gange så meget i forhold til de omkostninger, det har haft for Jorden at producere det.

Askese versus overflod

Men det er også rigtig godt for min økonomi at købe brugt. Jeg elsker at lave dogmer for mig selv. Jeg fungerer rigtig godt med regler for mig selv. Mit ego er nemlig præcis ligeså lækkert som alle mulige andres, og hvis jeg giver los, så vil det også gerne sidde i nyt Chaneltøj og spise lagkage og tænke på nye tasker … Det er måske en smule overdrevet, men jeg er ikke bedre end andre. Jeg er ligeså tosset med lækkerhed og overflod som de fleste andre.

Men når jeg sætter regler op for mig selv, så kan jeg bedre styre mit ego. Det er ikke fordi jeg skal leve et liv i askese, men jeg behøver bestemt heller ikke give så meget slip, at jeg kommer til at overforbruge og blive grådig. En middelvej må altid være løsningen og lige nu fungerer det rigtig godt for mig og min familie, at have et ‘køb brugt’ dogme.

P.S: I dette indlæg af Jane som har bloggen Projecthandmade.dk, skriver hun at i hendes nye bog, handler det også om at bruge genbrugsbutikken som fjernlager. Hvilket jo egentligt er det samme vi gør. Mega smart måde at beskrive det på.

Læs del 1, del 2, del 3, og del 4, her.

Jo, jeg vidste godt noget var galt

Efter at jeg havde fået den gode nyhed om, at mine lymfer var fri for kræft, så var jeg så fra den ene dag til den anden rask igen. Det var en virkelig underlig oplevelse. Ligeså underligt som da jeg fra den ene dag til den anden pludselig var alvorlig syg.

Når jeg taler med andre kvinder om dengang jeg havde kræft, så spørger de altid (lidt nervøst) om jeg virkelig ikke var klar over, at jeg var syg, før jeg fik det konstateret af lægerne. I mange år sagde jeg nej, at jeg havde ingen idé. Men faktisk er det ikke sandt. For jeg er kommet i tanke om, at jeg egentligt gik i et par måneder før jeg tog til lægen med min søn, og min kræft blev opdaget ved et tilfælde, og havde ondt i underlivet. Jeg kan huske, at jeg gik på gaden i Aarhus og blev urolig over at kunne mærke en underlig tyngde i mit underliv. At det faktisk gjorde ret ondt nogle gange.

Så jeg vidste godt, at der var noget, der ikke skulle være som det var. Men jeg ignorerede det. Jeg var mor til et lille barn, havde lige mødt en dejlig mand, skulle til og i gang med en uddannelse jeg glædede mig til. Der var ikke plads til at smutte til lægen og få det tjekket. Og desuden, så kunne det jo umuligt være noget alvorligt … Så jeg kunne faktisk mærke, at noget var galt. Jeg overhørte det bare.

Hvorfor fik jeg kræft?

Efter et meget intenst sygdomsforløb, rigtig meget kaos på alle måder, så var jeg altså pludselig rask, og vi kunne alle trækket vejret lettet igen. Livet kunne fortsætte. Men hvordan skulle jeg nu gøre det. Chokket over at få konstateret en livstruende sygdom fra den ene dag til den anden, som så pludselig var væk igen, havde rystet mig i min grundvold. Jeg kunne jo dø. Ikke bare af en sygdom, men i det hele taget. Døden var blevet en del af mit liv, noget jeg var blevet meget bevidst om ville ske på et tidspunkt. Selvfølgelig var jeg klar over, at det skal ske for alle. Men som alle andre unge, så havde jeg for travlt med at leve mit liv, til at tro at den der død, at den egentligt havde noget med mig at gøre.

Jeg blev besat af tanken om, at jeg skulle finde ud af, hvorfor jeg havde fået kræft. Jeg havde en idé om, at hvis jeg bare knækkede nødden og fandt ud af præcis, hvorfor kræften havde manifesteret sig i mig og i et så vigtigt og meget symbolsk organ som livmoderen er for kvinder, så ville jeg kunne undgå at få kræft igen.

En af de hvi’e

Jeg fik tilbudt psykologtimer efter operationerne. Det var ikke noget, der hjalp mig. Jeg prøvede at tale med psykologen om, at jeg ville finde ud af, hvad der var mit eget ansvar i min kræftsygdom. Det gik ikke så godt. Hun reagerede kraftigt med vrede, og sagde, at det aldrig på nogen måde kunne være min skyld, at jeg havde fået kræft og at jeg skulle droppe alle sådan nogle tanker med det samme. Men for mig var skyld og ansvar ikke det samme. Det var ikke fordi jeg troede, at jeg havde tiltrukket kræften, ved at være et dårligt menneske (selvom jeg legede kraftigt med tanken nogle meget mørke nætter). Men jeg tror heller ikke på tilfældigheder. Hvis jeg troede på det, at kræften ramte mig ligeså tilfældigt som en tagsten i nakken i stormvejr, så mistede alt i livet sin mening. Så ville jeg netop bare være endnu et kødhylster, et komplekst biologisk væsen godt nok, men ikke andet end det. Det ville være så nøgternt som at nogle celler, helt tilfældigt, bliver til kræft og så går de i gang med at nedbryde den organisme der er værten for dem. Den tanke gav ingen mening for mig. Så skulle jeg droppe tankerne om ånd, om noget Guddommeligt, om at der kan være en mening med livet. Og det hverken kunne eller ville jeg.

Egoet i mig reagerede også med vrede og trods, da jeg fik kræften konstateret. Over at det var sket for mig, at jeg havde fået kræft og nu stod tilbage med en krop, der slet ikke var på toppen og med udsigt til en helt anden fremtid end den jeg stod og så ind i, blot få måneder før. Jeg var vred, fordi jeg var sgu da både vegetar, jeg gik til yoga og mediterede, jeg var interesset i spiritualitet og selvudvikling. Jeg var jo en af de gode! Hvorfor kunne den ikke ramme et eller andet racistisk, baconspisende røvhul i stedet. Jeg var jo så god. Så hvid. Så ren.

Kræften plantede et kærlighedsfrø

Der gik ikke lang tid før jeg opdagede, at kræften havde fjernet arrogancen i mig. Den arrogance, der handler om at nogle af os er bedre end andre. At vi er nogle, der er lidt mere særlige. At kræft kun rammer onde mennesker som faktisk på en eller anden måde selv var skyld i det. Jeg blev utrolig ydmyg overfor livet og overfor alle andres menneskers rejse her. En kæmpe omsorg overfor alle mennesker, uanset deres valg og omstændigheder voksede i mig. Det var en af de første og stadigvæk største gaver kræften gav mig. Mit højhellige ego fik et ordentligt gok i nødden. Jeg blev menneskelig, og jeg følte en enorm respekt over for alle levende væsner og også overfor alle de mennesker, jeg før havde dømt som ubevidste zombies.

Så kræften åbnede i den grad mit hjerte. Det var jo en kæmpe gave. Jeg var taknemmelig for kræften. Den hårdhed og kulde jeg før kunne føle over for andre, som jeg ikke synes løftede deres opgave som menneske her på planeten godt nok, den var væk.

Taknemmelig

Kræften ledte mig også til ayahuasca, som jeg brugte til at se på, hvad det var der var sket i forbindelse med sygdommen i mig. Jeg så meget tydeligt på de mange første rejser, jeg lavede på ayahuasca, hvorfor det var jeg havde fået kræft. Mit liv blev rullet ud for øjnene af mig, og jeg så hvordan alting ledte frem til det øjeblik, hvor jeg fik konstateret kræft. Det var virkelig barske løjer, og de rejser blev brugt storhulkende, i fosterstilling, med hovedet ned i madrassen.

Jeg ville gerne dele, hvad det var jeg fik vist, men det kan jeg desværre ikke fordi det også har betydning for andre mennesker, hvis jeg fortæller her, hvad det var jeg fik vist. Men ayahuascaen hjalp mig videre og hjalp mig til at acceptere det, der var sket og også til at føle en taknemmelighed over, at den overhovedet var opstået i mig. Jeg var taknemmelig for kræften. Hvis jeg ikke havde fået kræft, så var jeg måske aldrig startet på den her vilde selvudviklingsrejse jeg stadig er på. Selvom jeg var meget interesseret i det her arbejde før jeg blev syg, så blev alvoren af det ligesom åbenbaret for mig med kræften. Det takker jeg stadig for, hver eneste dag.

Fortsættelse følger …

Læs del 1, del 2 og del 3 her

Ud og se med DSB :-(

Turen hjem fra Rigshospitalet til Aarhus, efter jeg havde fået fjernet min livmoder, foregik med tog. Det er stadig en rejse, jeg i al tydelighed husker. Jeg havde stadig det store hæmatom på maven, og jeg havde voldsomme smerter efter endnu en operation. Jeg var fyldt med morfin og lå halvt ned over togsædet på turen til Aarhus og faldt ud og ind af søvn og min morfinrus. Jeg havde prøvet at få noget transport via Rigshospitalet til Aarhus, men det var ikke en mulighed. Det var en hæslig rejse.

Nu var det hele ligesom virkeligt. Operationerne, at der kunne ske uheld under dem, som f.eks. gjorde at jeg fik indre blødninger. Jeg var i store smerter og blødningen, hæmatomet på min mave, pressede på mine lunger og indre organer i mange måneder. Det var først helt væk næsten et år efter. I min venstre lyske kan jeg også stadig mærke, at der står ophobet blod, som har efterladt nogle mærkelig hårde knolde.

En pot-brownie til smerterne

Jeg husker det som, at det var på det her tidspunkt, jeg virkelig begyndte at dykke i mit humør. Selvfølgelig havde det på ingen måde været morsomt indtil da, men med den store tydelige blødning på min mave og smerterne efter operationerne, blev det altså virkelig virkeligt. Især for mig selv. Jeg var syg. Det var vildt.

Jeg fik alt det morfin, jeg overhovedet kunne tage. Morfinen og mig var bare ikke vildt gode venner. Jeg følte slet ikke, at det smertestillede mig, og jeg fik mange mærkelige bivirkninger af det. Jeg havde blandt andet en metalsmag i munden konstant, som var ved at drive mig til vanvid, og jeg blev tung og meget trist af morfinen. Min daværende kæreste, fandt på et tidspunkt på at bage en pot-brownie til mig. Så vi kunne teste om THC mon kunne smertestille bedre. Og det kunne det! Med det samme smed jeg al morfinen ud og erstattede den med små stykker chokoladekage istedet for.

At tage THC på den måde fungerede helt perfekt for mig. Jeg var tilstede og ikke døsig som på morfin. Jeg fik min appetit tilbage (det er jo en glædelig ‘bivirkning’ ved THC, at man får lyst til at spise) og vigtigst af alt, så kunne jeg stort set ikke mærke mine smerter. Så jeg begyndte at kunne gå lidt rundt og kunne også være sammen med min søn på en helt anden og meget mere nærværende måde, end jeg kunne mens jeg tog morfin. Mit humør steg også betydeligt at THC’en.

En operation mere

Desværre var det næste opkald fra Rigshospitalet heller ikke af positiv karakter. Kræftsvulsten i min livmoder var så stor, at den fyldte hele vævet ud og derfor havde kontakt med vævet omkring livmoderen. Det betød, at der højest sandsynligvis ville være kræftceller at finde i mine lymfeknuder også. Lymfesystemet i kroppen sørger for at transportere lymfevæsken rundt og rense kroppen på den måde. Lymfesystemet er en fantastisk instans, som også sørger for at ens immunsystem er på toppen. Men problemet er naturligvis, at hvis der findes kræftceller i lymferne, så bliver de også transporteret rundt i kroppen, og det er ikke så smart.

Det lå ligesom i kortene, at mine lymfer i lysken også var fyldt med kræft. Alt havde indtil da vist tydelige tegn, på at jeg altså ikke gik fri fra den helt store omgang med kemo og stråler. Da jeg skulle tilbage til endnu en operation på Rigshospitalet for at få fjernet mine lymfer, der kunne jeg stadig ikke gå helt oprejst rundt på grund af hæmatomet og mine smerter i underlivet. Så jeg blev bevilliget en ambulance der kom og hentede mig i Thunøgade, hvor vi boede i Aarhus. Jeg blev hentet af ambulancefolk i lejligheden og fulgt ned til ambulancen. I vinduet på vores lejlighed kunne jeg se op på min kæreste, som stod og holdt min søn, så han kunne vinke og se ambulancen jeg skulle køres afsted i. Det var heller ikke et af de mest morsomme øjeblikke i mit liv.

Mit håb var ved at dø

Tilbage på Rigshospitalet til endnu en operation, hvor mine lymfer i lysken blev opereret ud. Denne gang kom min mor og yngste søster og hentede mig, da jeg skulle hjem igen og jeg og bumlede rundt bagi min mors stationcar hele vejen fra København til Aarhus. Vi havde lagt sæderne ned og min mor havde puttet en madras bag i bilen til mig, men det var bestemt heller ikke en særlig fantastisk rejse. De tre operationer og hæmatomet oveni, var ikke ligefrem noget der føltes vidunderligt i min krop og en madras bagi en bil var slet ikke helt optimalt, men det var trods alt bedre end at tage toget hjem igen.

I Aarhus kunne jeg så gå og vente på svaret på om der var kræft i mine lymfer. Alle var bange. Mine venner, min familie, min kæreste, mig. Vi var rædselsslagne allesammen og mit mod og mit håb om, at jeg sagtens kunne blive rask igen, var ved at forsvinde.

Endelig en god nyhed

Imod alle odds, så fik jeg en dag et opkald fra lægen i København som sagde, at mine lymfer var fri for kræft. Og at de faktisk havde synes at det var så usandsynligt, at de var det, at de havde undersøgt dem ekstra grundigt. For der ‘burde’ være kræft i dem. Med så stor en knude i min livmoder, så havde de ikke oplevet før, at kræften ikke også havde spredt sig. Men det havde den ikke og heller ikke til vævet omkring livmoderen. Faktisk så det næsten ud som om den var ved at trække sig …

Jeg er sikker på, at misteltenen var en afgørende faktor i min helbredelse. Jeg er sikker på, at det var den, som måske faktisk havde fået kræften til at forsvinde fra lymferne igen, for det gav ingen mening at den ikke var der også.

Fortsættelse følger …

Skal vi have fællesøkonomi?

For et par uger siden stillede David det store spørgsmål. Spørgsmålet over alle spørgsmål: Skal vi ikke prøve at have 100% fællesøkonomi?

Før jeg fortæller om, hvad det rejste af interessante reaktioner i mig, så kan jeg fortælle lidt om, hvordan vi gør med vores penge nu (Og jeg har også tidligere fortalt om hvordan vi lever for 3.000 kr. om måneden). Lige nu sætter vi hvert et beløb ind på vores budgetkonto (som er i min bank), og så har vi hver vores egen konto med vores egne penge på tilbage. De penge der er tilbage, dem administrerer vi selv. De penge bestemmer vi selv suverænt over, og hvad de bliver brugt på. Vi kan i fællesskab blive enige om at tage nogle af vores egne penge og lægge dem til side til noget fælles, men som udgangspunkt bestemmer vi selv.

Det David foreslog var, at vi hver måned tager ALLE vores penge, og sætter dem ind på én konto. Så vi altså ikke efterlader et beløb til lommepenge til os selv, men virkelig sætter alt ind som fælles.

For det første ville det så betyde, at det var smart at vi havde fælles bank. Så en af os skulle skifte, og det ville nok være bedst, at det var mig, eftersom Davids bank er bedre end min. Det var det første niv i mig. Så skal jeg opgive MIN bank (som jeg intet forhold har til ud over, at det er MIN). Og så er der jo sagen om MINE penge. MINE! Av for pokker. MIN frihed! MIN EGEN konto.

1 + 1 = 3

David og jeg talte stille og roligt om alle de fordele, der ville være ved total fællesøkonomi – og hvis du er interesseret, så har budgetapp’en Spiir også gode tip til smertefri fællesøkonomi. Det ville betyde, at jeg fik flere penge til min rådighed hver måned, for David tjener flere penge end mig. Det ville (sandsynligvis) betyde, at vi begge to ville skrue ned for sjat-forbrug hver måned. Hvis pengene var fælles, så ville vi begge to føle et helt andet ansvar for at passe på dem. Der er flere fjollede indkøb, jeg ville droppe, hvis jeg vidste at halvdelen af pengene jeg brugte, faktisk var Davids.

Davids tanke bag forslaget var, at hvis vi havde alle pengene samlet hver måned, på én konto, så ville vi måske blive overraskede over, hvor stort et beløb vi egentligt har tilbage, når alle faste udgifter er betalt. Hvilket ledte os til at lave et rigtig fyldestgørende budget, hvor vi tog alt med, hvad vi betaler til. Det viste sig, at når vi har betalt alt hver måned, inkl. sjatpenge til unger og madindkøb, så har vi tilfælles omkring 12.000 tilbage hver måned. HVER måned. Ehrm. Det tal gjorde mig faktisk ret flov. For hvor i alverden bliver de penge dog af? Vi putter en del penge i huset hver måned, vi har boet her i 2 år nu og er stadig i gang med at istandsætte det. Men altså, vi bruger da ikke 12.000 kr hver måned! Hvis vi gjorde det, så ville vi have været færdige med vores hus-projekt forlængst.

Min modstand på fællesøkonomi

Jeg blev meget overrasket over hvor meget modstand jeg umiddelbart havde på tanken om fællesøkonomi. Det var helt klart mit ego, der protesterede. Vi talte om, hvordan vi er programmerede fra barnsben til, at vi får vores EGEN særlige konto. Til vores EGNE penge. Vi talte om, at alt det vi tror på, handler om fællesskab og om at dele, og alligevel, så vil vi ikke dele penge med den person, vi elsker højest (udover børnene selvfølgelig). Vi talte om vores frygt for, at den anden person ville gå amok i skoudsalg ved tanken om det store rådighedsbeløb, og vi talte om, hvordan man virkelig skulle kunne stole på hinanden og på hinandens ego, hvis vi skulle slå vores økonomi sammen.

Vi taler hele tiden om frygten, der er forbundet med det. Men efter vi lavede vores budget og fik øje på de 12.000, som ryger til alt muligt hver måned, så må frygten altså pakke sig. Det er simpelthen for skørt, at vi ikke bruger de penge mere fornuftigt. Vi kunne f.eks. bruge dem på at blive meget hurtigere gældsfri. Vi kunne også investere nogle af dem. Vi kunne gøre vores hus færdigt. Vi kunne købe rejser til børnene og os. Vi kunne gøre nogle af de ting, vi går og drømmer om, men som vi ikke føler vi har råd til. 12.000 kr hver måned er dælme godt nok mange penge, og jeg bliver faktisk også helt flov over at skrive her, at de drysses væk hver måned.

Penge-panik

David og jeg taler tit om, at penge ikke er forbundet med glæde for os. Vi taler om at enten er vi kede af, at der er for få på vores konto og faktisk, hvis der står penge, så kan vi nærmest også være kede af det. Når de står på kontoen, så kan de også føles stressende og som om de skal bruges så hurtigt som muligt (måske er det kapitalismen, der har lagt dybe, dybe spor i os). Det er ret skørt med de penge, at de aldrig kan gøre det rigtige.

Noget interessant jeg har oplevet i mig selv er, at hvis jeg ‘kun’ har et par tusinde tilbage hver måned, når jeg har betalt de faste udgifter, kurser, grupper, lidt mad til min søn (som er flyttet hjemmefra), så bruger jeg dem virkelig hurtigt. Det er som om jeg tænker, at der alligevel er så lidt, så det kan være ligemeget om jeg bruger dem eller lader dem stå. Og sandheden er, at jeg ikke ved hvad jeg bruger dem på. Jeg kan være seriøst nervøs for, at det er chokolade, for jeg køber aldrig nyt tøj eller sko. Alt jeg køber er brugt, og jeg køber måske kun et par nye sko hver 3-4 år. Så hvis de penge, jeg har tilbage hver måned, bliver slået sammen med Davids så ser det ud som om jeg har mange flere (hvilket jeg også har).

Vi tager ansvar for vores fællesøkonomi

Hvis jeg har flere penge til rådighed, så kan jeg meget nemmere se fidusen i at betale gæld meget hurtigere af eller investere nogle af pengene. Og jeg vil ikke få den her mærkelige panik-følelse i mig af, at pengene skal fjernes fra min konto så hurtigt som muligt, en følelse jeg har undersøgt mange gange og slet ikke kan finde ud af hvor stammer fra. Måske er det gamle penge-‘skader’ fra en barndom, hvor vi var virkelig fattige. Måske er det som før antydet, kapitalismen der har fået lagt gode, dybe spor i mig, så min første impuls er at forbruge så hurtigt som muligt. Hvem ved, nu prøver vi denne her model og ser hvad der sker.

Lige nu er det som om pengene bestemmer over os. Om der er få eller mange, så giver de os en besynderlig stressende følelse. Ved at samle vores penge, så tager vi ansvar for dem. Vi tager magten tilbage over pengene. Vi kan være de voksne og være ansvarlige og arbejde endnu mere på at blive fri, også fri til at arbejde mindre på længere sigt. Sådan som vi lever lige nu, så kan det ikke lade sig gøre. Men hvis vi bruger de 12.000 kr. fornuftigt og nemlig investerer i fremtiden ved at betale gæld hurtigere af og investere nogle af pengene samtidig, så betyder det at vi om ikke særlig mange år, kan have et virkelig stort rådighedsbeløb. Som igen ville kunne betyde flere gode investereringer i fremtiden og til pensionen og også at David f.eks. ikke behøvede arbejde så meget. Hvilket vi begge to godt kunne tænke os.

Fællesøkonomi spørgsmålet gik altså fra at være et, hvor egoet for alvor rejste sig i mig, til at jeg fik det beroliget og vist, at hvis jeg bestemmer, så får egoet også meget mere ro. Meget mindre stress og økonomiske bekymringer. Uh, hvor er det spændende. Vi starter her i september måned med at sætte alle vores penge ind på vores budgetkonto, og så har vi ét fælles kort indtil vi (jeg) får skiftet bank. Jeg glæder mig til at vende tilbage med, hvordan det så går i virkeligheden …