Anja Dalby, Forfatter på Anja Dalby

Ayahuasca kan helbrede

Ayahuasca kan helbrede! Jeg tror på, at udover medicinen kan helbrede på den måde, at vi bliver bevidste om hvilke mekanismer i os, der har givet os en fysisk eller psykisk disharmoni, så har den også en ånd.

Jeg har hørt shamaner fortælle om, at de har kunne se ånden fra glasset, de har delt ud gå ind i menneskers munde før de rent fysisk har drukket medicinen (alligevel er det desværre stadig nødvendigt at drikke den meget dårligt smagende drik). At se på ayahuasca som en ånd er ud fra et shamanistisk synspunkt.

Gabor Mate, som kommer fra en baggrund som psykoterapeut, der nu er begyndt at bruge ayahuasca i sit arbejde, tænker ikke som sådan på ayahuasca som en ånd, der i sig selv kan helbrede. Han ser på hvilke psykiske ting der sker, når mennesker bruger ayahuasca i deres selvudviklingsarbejde og i deres helbredelse af krop og psyke.

Hvilket arbejder kommer der efter ayahuasca?

En god veninde som jeg laver The Work med to gange om ugen, sendte mig denne video (se nederst i indlægget), efter vores sidste session. I vores session arbejdede jeg nemlig med noget, der var kommet op under min sidste ayahuasca-rejse. Det var meget dybe, gamle minder, som var blevet vist under rejsen, og mens rejsen stod på, så kunne jeg tydeligt mærke, hvor grundfæstet de følelser jeg fik vist, jeg havde oplevet dengang for længe siden, var i min krop. Jeg var klar over, at det ikke ville være nok bare at drikke medicinen, der skulle andet arbejde til også.

Så det jeg gjorde var, at jeg tog de oplevelser som jeg havde med under min ayahuasca-rejse med mig ind i The Work. Jeg arbejdede med de følelser, der var kommet op i forbindelse med mit minde. Derudover, så gik jeg i skoven og græd rigtig meget. Da jeg var i ceremonien kunne jeg som sagt tydeligt mærke, at de meget gamle følelser sad rigtig godt fast i mig. Jeg kunne også mærke at jeg på det tidspunkt slet ikke følte mig klar til at kunne slippe dem. Der er altid plads til følelsesudbrud i de ayahuasca-ceremonier jeg deltager i, men dybden af mindet, smerten af det, gjorde mig faktisk lidt bange. Jeg blev faktisk bange for at åbne helt op for alle de følelser der sad i det minde. Så efterfølgende tog jeg mig selv med i skoven og gav mig selv plads til at lukke alle de følelser ud som sad i mig, i forbindelse med det minde jeg var blevet vist.

Ayahuasca og egoet

Når jeg bliver bange, så tager jeg det altid alvorligt. Det er jo mit kære, lille ego, der bliver bange. Bange for om det så aldrig kan holde op med at græde igen. Bange for at jeg kommer til at sprede en dårlig stemning, hvis jeg brølehulker igennem en ceremoni. Bange for hvad de andre vil tænke. Men allermest bange for at give slip, for nu har det holdt godt fast om det minde i så mange år, så hvad vil der så ikke ske, hvis det får fuldt lys og erkendelse omkring sig.

Jeg prøver så vidt muligt at følges med mit ego i mine ayahuasca-rejser. Jeg er ikke ude på at få det til at flippe ud og løbe skrigende ud over markerne. Jeg vil helst have hele mig med hele tiden. Selvfølgelig må jeg overskride egoet i arbejdet med ayahuasca, bare det at drikke drikken er en kæmpe overskridelse. Men ayahuascaen er også så nænsom og blid, at hun kun tager mig med derhen, hvor jeg kan være med. Næste gang jeg drikker medicinen, så bliver jeg taget med lidt længere. Og næste gang og næste gang.

The Work helbreder

Så i tilfældet med det meget gamle smertefulde minde, der kom op, så blev jeg ved med at føle det og arbejde med det længe efter ayahuasca-ceremonien. Jeg udfyldte et worksheet på oplevelsen og tog alle de følgetanker, som dukkede op ud af det worksheet med i arbejdet også. Det er virkelig en god og effektiv måde at arbejde konkret med oplevelsen på. En oplevelse jeg ikke ville være kommet i kontakt med følelsesmæssigt, uden ayahuasca. Med The Work kan jeg så blive ved med at bearbejde det, lige indtil næste rejse og så kan jeg arbejde med det næste, der kommer op.

Det er vigtigt at ayahuasca-rejserne ikke står alene. At jeg i tiden imellem rejserne arbejder med det de viser mig. Ellers vil det bare blive, som Gabor Mate siger i videoen herunder, oplevelser der ikke bliver grundfæstet i mig. Så vil medicinen ikke bringe ægte healing med sig, og det bliver lukket som bare en oplevelse og ikke noget, der kan bringe mig rigtig videre i min egen selvudvikling og selvhealing.

Læs del 1, del 2, del 3, del 4, del 5 og del 6 her.

Hvis jeg får kræft igen …

Hvis jeg får kræft igen, så har jeg nu et helt arsenal af redskaber med i min rygsæk, som vil ruste mig igennem sådan et forløb. Og jeg er stadig ret sikker på, endnu mere end sidst, at hvis jeg får kræft igen, så vil jeg i endnu højere grad se om jeg kan helbrede mig selv før jeg tager imod nogle operationer eller behandlinger fra det offentlige.

Udover de ting jeg har skrevet om i de indlæg, jeg har postet i denne serie om kræft, så vil jeg her nævne, hvad jeg ellers har undersøgt i tiden, der er gået, og hvad jeg er ret sikker på også kan hjælpe på kræft.

Jordens elektromagnetiske felt

Jorden healer og helbreder. Og det er jeg helt sikker på. Jeg hørte forleden om en kvinde, som havde helbredt sig selv for kræft, ved at ligge på jorden i en halv time, hver dag i helt et år. Jeg kan desværre ikke huske, hvor jeg læste det henne. Men det ville jeg med sikkerhed gøre, hvis jeg blev syg igen. I forvejen sørger jeg for at gå med bare fødder på jorden hver dag, hvis der blev behov for det, så ville jeg ligge mig helt ned på jorden og lade dens elektromagnetiske felt heale mig.

Kambo

Jeg ville også fortsætte med at tage kambo som jeg gør nu. I denne artikel nævnes de gode kvaliteter kambo har mod kræft (‘One of kambo’s most exciting potential medical applications is the treatment of cancer’) og det er jeg også sikker på, at det kan hjælpe mod. Kambo er vildt og meget effektivt.

I forhold til den lymfødem jeg er efterladt med efter kræften, så skrev jeg i kræftindlægget del 6, hvilke redskaber der virker for mig. Men noget andet jeg også gerne vil nævne er, at kambo også hjælper lymferne. En af kamboens meget fine kvaliteter er nemlig, at den renser lymfesystemet ud og det er rigtig godt at gøre, når man kører på halv lymfekraft som jeg gør det.

Ayahuasca

Ayahuasca ville jeg også fortsætte med, for at heale de psykologiske grunde til, at sygdommen er opstået i kroppen. Der er lavet meget forskning i om ayahuasca kan hjælpe til med at helbrede kræft. Men det er svært at bevise en healing af kræft igennem plantemedicinen, for ayahuasca arbejder på mange planer. Så selvom den måske kan fjerne det fysiske symptom på ubalancen i kroppen, altså kræften, så kan den først gøre det, når personen psykisk og åndeligt er klar til at se det, der skal ses på og slippe det traume, der har manifesteret kræften i kroppen. Det er et arbejde, der er svært at ‘bevise’ ægtheden af, ikke desto mindre ved jeg af egen erfaring, hvor meget ayahuasca har hjulpet mig indtil videre, og jeg er sikker på at det ville kunne hjælpe, hvis jeg blev syg igen. Du kan også se denne video med Gabor Mate, hvor han taler om, hvordan ayahuasca kan helbrede kræft:

CBD & THC

Jeg ville også sætte rigtig hardcore ind med CBD og THC. Hamp har fantastiske, helbredende egenskaber, og det er en plante, jeg er sikker på har et meget større potentiale end vi endnu er klar over (sådan som det nok er med rigtig mange planter.)

Juice & raw food

Og så ville jeg juice-amok. Jeg ville gå totalt rå, og jeg ville gøre alt for at besøge Dr. Morse eller få hans vejledning og tage de urter, han anbefaler. Han har helbredt mange mennesker for kræft, ved at de f.eks. kun juicede blå vindruer i et halvt år og kun indtog juicen derfra. Det synes jeg jo er fuldstændig vanvittigt. At det er muligt at helbrede kræft med frisk frugt. Men det der sker, det er at når man monodrikker eller -spiser noget på den måde, altså kun spiser én fødevare som f.eks. blå druer, så får kroppen helt ro til at helbrede sig selv. Kroppen skal ikke længere bruge energi på at fordøje mad, så derfor kan den bruge energi på at helbrede sig selv. Jeg tror, vi har evnen til alt i os selv. Vi er trods alt det guddommelige i levende live, hvorfor i alverden skulle vi ikke kunne helbrede os selv?

Syre/base-balancen

Jeg tror også på syre og base balance, både i vores krop, i vores sind og i vores liv. Jeg tror på, at jo mere syre man tilfører sin krop f.eks. i form af stress, kød, mælkeprodukter, sukker, olie, salt, forarbejdede fødevarer osv., jo mere nedbryder man kroppen. Jeg tror, at jo mere base man tilfører sit liv, som f.eks. ro og tid i naturen, økologisk ren og ‘hel’ mad, jo flere planter og frugter man tilfører, jo mere basisk bliver man. Der kan ikke gro sygdomme i et basisk miljø, de vokser i syre. Så jeg ville også sætte ind med rigtig meget ro, endnu mere tid i naturen. Endnu mere meditation, endnu mere dejlig bevægelse og ikke noget hardcore-motionsløb, som stresser kroppen mere end det opbygger.

Hvad vil du mig, kræft?

Jeg ville også spørge kræften om, hvad den nu ville mig. Jeg ville gå i dialog med den, og ikke gå helt i krigsmode som jeg gjorde sidst. Jeg ville åbne mig for at lære den at kende, vide at den også er en del af mig. At den er skabt af mine egne celler og derfor fortjener kærlighed, åbenhed og omsorg ligesom alt andet i mig. Selv da jeg var syg, forstod jeg ikke de mennesker jeg mødte på min vej, som for alt i verden bare ville have opereret kræften UD og lige med det samme. Eller jo, jeg forstår jo godt mekanismen. Men den er baseret på angst og ikke på imødekommenhed og et ønske om forståelse.

At lære at leve i live

Naturligvis ønsker jeg ikke at blive syg igen, men jeg er heller ikke bange for det. (Det her er en meget sort/hvid sandhed, som er ægte nok. Der er også bare en anden sandhed, som du kan læse i det næste og sidste blogindlæg i rækken om kræft). Jeg er heller ikke bange for at dø, hvis det var det, der skulle ske. Den kræft, der kom i min krop, da jeg var 28 år, den har åbnet mig på så mange planer. En ny kræft ville kunne gøre det samme. Der er læring i alt, det ved jeg med sikkerhed. Jeg ved, at det kun kan være egoet i mig, der har en mening om i hvilken lækker indpakning læring skal komme i. Egoet i mig synes ikke, der er noget lækkert ved kræft. Men der findes ikke noget, der er godt eller skidt. Det ved jeg også. Alt er energi, alt er liv, alt er bevægelse, og jeg øver og øver mig i at flyde med så let og elegant og ikke mindst legende som muligt.

Fortsættelse følger til sidste afsnit i føjletonen om kræft …

Hej Anja.

Jeg har svært ved at slippe en karmisk forbindelse … I 3 år har jeg været kæreste med en vidunderlig mand, men i vinters blev det for meget for mig. Jeg begyndte at blive trist og utilfreds i forholdet, og det endte med, at jeg måtte gøre det forbi. Det føltes som en nødvendig beslutning på daværende tidspunkt, da jeg ikke kunne være i mit hoved længere, og tankerne kredsede om vores forhold 24 timer i døgnet. Derfor sluttede jeg forholdet, og var ulykkelig. Og jeg har været ulykkelig lige siden, og min sorg er meget dyb. Jeg havde vitterligt håbet, at jeg kunne elske denne mand til evig tid. Måske kunne jeg ikke holde mig selv ud, jeg kan ikke helt forklare hvad det er.

Jeg er temmelig sikker på, at vi har/havde en karmisk forbindelse. Vi var meget tæt knyttet, både på godt og ondt, Han forgudede mig, men jeg følte nok ikke, at jeg helt kunne gengælde hans følelser, selvom jeg kunne mærke, at vi havde et tæt bånd. Vi forsøger nu at forblive ‘venner’. Det har han vist noget nemmere end jeg, da jeg stadig savner ham som kæreste, og kan ikke helt finde ud af venne konceptet.

Jeg kan forstå på din blog, at karmiske forbindelser kommer ind og ud af ens liv. Skal jeg lukke ham helt ud af mit liv for at komme videre eller ‘komme over’ ham, eller er det muligt at rumme ham i mit liv, og skal jeg tillade at der er plads til ham. Hvordan finder jeg en accept i, at vores forhold som kærester er slut?

Jeg synes tiden uden ham er meget tom, og jeg har nok et grundlæggende problem med at være alene. Ville det være forkert – hvis nu chancen viser sig – at gå ind i et kæresteforhold med denne karmiske forbindelse igen. Jeg ville ønske jeg kunne være blevet i mit forhold. Det føles uendeligt tomt uden ham. Jeg håber jeg også finder den rigtige kærlighed en dag.

Til slut vil jeg gerne sige tak for din blog, den er virkelig fin og jeg elsker at læse dine indlæg.

Venligst L.

Kære L.

Mange tak for din mail og for dine spørgsmål. Når jeg mærker ind i sådan som du har det og i de ting, du beskriver med din eks-kæreste, så tror jeg at det er dit ego, der volder dig problemer i din relation med din eks-kæreste. Det kan være meget angstprovokerende at forlade nogen, som potentielt set, kunne være den helt rigtige, men som bare ikke er det alligevel. Egoet vil altid søge ro og stabilitet. Også selvom det udefra kan se ud som om, at det er det modsatte der sker.

De fleste af os har helt sikkert erfaringer med os, hvor vi har valgt at være i et forhold, som egentligt ikke var det ‘rigtige’ forhold, men fordi vi ubevidst søgte noget, der kunne give os ro. Den ro vi så leder efter kan se forskellig ud. For nogle mennesker er det ‘roligt’ at være i et forhold med misbrug, med vold, med utroskab, med masser af skænderier og drama. Det er fordi det er det vi så som børn og forbandt med harmoni. Uanset at det heller ikke føltes sådan da vi var små, så er det det vi vil søge, lige indtil vi bliver bevidste om det, kan vælge anderledes, mere selvkærligt og udviklende.
Så når du vælger at forlade en person, som er helt vild med dig, men som du inderst inde godt ved ikke er det helt perfekte match til dig, så bliver dit ego meget bange.

Tænk på alle de valg vi hver dag træffer for at passe på os selv. Vi tror, at selvkærlighed kan komme i form af en kage, en drink, overdrevet arbejde eller sport, alt muligt forskelligt. Så når du går så direkte imod det som egoet bare ønsker sig, ro, tryghed og en der elsker dig ubetinget, så er det klart, at det vil reagere.

Men, det betyder ikke, at det ikke er det rigtige at gøre. Alt den uro, du følte, den skal du tage alvorligt. Det er meget godt, at du gjorde det. Uro skal ikke overses, rationaliseres eller psykologiseres væk. Uro er ægte og er din intuition, der er i gang med at fortælle dig, at der er noget her du skal være opmærksom på. Det er ikke sikkert, at det vil åbenbare sig for dig i det her liv, hvorfor du følte uro. Nogle gange kommer svaret hurtigt. Andre gange kan det pludseligt komme år senere og andre gange igen, så aner vi ikke, hvorfor vi gjorde eller følte som vi gjorde, men vi ved at vi ikke kunne gøre det anderledes.

Giv dig selv lov til at sørge. At sige farvel er ikke så nemt som, vi ofte tror det er. Og slet ikke, hvis vi ikke rigtig kan sætte fingeren på, at der er noget ‘galt’. Egoet kommer så nemt ind og begynder at holde lange taler om hvem, vi tror vi er. Om at vi også bare er for krævende. Om at vi aldrig finder en anden, der vil elske os på samme måde. At vi kommer til at dø alene, ensomme og uden nogen til at holde af og om os. Tro mig, jeg kender også godt de taler fra egoet.

Angsten for ensomheden er universel, og det er der en grund til. For længe siden her på Jorden, var det at være alene nemlig lig med døden. Engang kunne vi ikke klare os uden for fællesskabet, og det var livsnødvendigt at have en partner. Egoet har ikke udviklet sig siden da. Det vil stadig gerne bare passe på os. Men tiderne har ændret sig. Vores bevidsthed er helt anderledes nu og vores liv det samme. Derfor kan vi tillade os at vælge ud fra om vi er glade eller ej. Det er ret nyt i menneskets historie, at det er en mulighed. Bare tænk på vores bedsteforældre, selv i deres generation som er så kort tid siden her på Jorden, var det ret underligt at gå fra et forhold.

Så tag endelig din sorg alvorligt. Giv den plads. Du må gerne sørge, være forvirret og ked af det, selvom det var din beslutning. Den skal nok åbne sig for noget nyt i dig og i dit liv. Du finder accept i, at jeres forhold er slut, når du accepterer, at du gjorde det forbi, og at det er okay at du gjorde det. Også selvom det gør dig bange og sårbar. Udvikling er sjældent nemt eller lækkert for egoet. Det vil reagere. Ofte tror vi bare, at når vi nu gør det ‘rigtige’ så vil vi også selv falde til ro i det. Men det kommer helt an på egoet og de mønstre, der ligger gemt i det.

Vær kærlig over for den del af dig, som er bange for at blive ensom. Hør på den del i dig. Lad den blive et lille barn, som du tager dig kærligt af, præcis som du ville tage dig af dit eget barn der var bange for ensomheden. Om du skal tillade din eks-kæreste stadigvæk at have en plads i dit liv, er helt op til dig. Af hvilke grunde skal I blive ved med at ses? Kommer det ud af et ærligt ønske om at blive ved med at have den her mand i dit liv? Eller kommer den ud af frygt for at give slip? For at lukke døren til ham helt? Der kan være meget tryghed i at have en dør stående på klem hos hinanden, men det kan også meget nemt blive meget kompliceret og svært at finde rundt i.

Mærk efter hvad dine bevæggrunde er for at blive ved med at have ham som en ven. Hvis de er ærlige, fordi du virkelig bare gerne vil være venner med ham, så fald til ro med den ærlighed og accepter, at du gerne må ville være venner med en person du ikke ønsker at være kærester med. Det er to meget forskellige ting, men nogle gange kan det være svært for os at forstå, hvorfor vi ikke bare kan blive kærester med en ven. Når de nu er så søde og gode og ser ud til at være helt perfekte. Men når følelserne siger noget andet, så er det dem vi skal lytte til.

Og ja, du og I kan sagtens have en meget stærk karmisk forbindelse. Derfor må I også gerne sige farvel til hinanden alligevel. Måske var det lige de tre år, I skulle have sammen. For at der var noget der blev forløst. Noget der blev forstærket. Noget der skulle manifesteres på en anden måde. Det som er meget vigtigt, at du lytter efter, det er din trang til at I ikke længere skulle være et par. Det er det vigtige, og det du skal tage alvorligt.

Det er aldrig til at vide præcist, hvorfor vi møder dem vi gør. Hvad det handler om også i forhold til karmiske forbindelser og den slags. Så det vi kan gøre, er at tage vores egen indre guide alvorligt og lytte på den. For den ved hvorfor og den vil altid handle i overensstemmelse med den sandhed, du kommer fra og som du vender tilbage til.

Kære L., jeg håber du fandt svar i mine ord og ellers må du virkelig meget gerne skrive igen. Jeg vil meget gerne uddybe eller forklare yderligere, hvis der er noget, der virker uklart eller som jeg ikke har beskrevet godt nok. Det her emne er jo rimelig abstrakt, så sig til hvis jeg skal se om jeg gøre det endnu mere jordnært :)

Ha’ en dejlig blæsende solskinsdag.

De kærligste hilsner og alt det bedste,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

How can I be of service?

Når jeg tager på rejse med ayahuasca, så sætter jeg altid en intention for rejsen. Det er der ikke noget specielt ved, det gør alle, der arbejder med medicinen på den her måde. Det vil altså sige, at jeg tænker over noget, jeg gerne vil arbejde med på den pågældende rejse. Det handler som regel om noget personligt. Om min egen selvudviklingsrejse eller det kan også være et mere overordnet spirituelt spørgsmål, jeg ønsker at få svar på på ayahuasca-rejsen.

Sidst jeg skulle i ayahuasca-gruppe, gik jeg og talte med min mand David om, hvordan jeg mon kunne sætte en intention, der handlede mere om at hjælpe andre end om mine egne personlige ting. Denne sætning kom op flere gange i løbet af vores samtale:

How can I be of service?

Sætningen forlod mig faktisk igen inden jeg skulle deltage i gruppen, og jeg havde egentligt glemt den, indtil den pludselig dukkede op i mig midt under den første ayahuasca-ceremoni. Da sætningen kom op i mig, så fik jeg med det samme dette spørgsmål tilbage igen:

Hvem spørger om det kan være til tjeneste?

Svaret kom med det samme, det kan kun være egoet i mig, der spørger sådan. Mit næste spørgsmål var så, hvordan kan jeg så være til tjeneste, udenom egoet? Hvis bare det at stille det spørgsmål kun kan komme fra egoet, hvordan kan jeg så komme rundt om det og mærke ærligt og rent, hvordan jeg kan være til tjeneste, hvordan jeg kan hjælpe?

Svaret var:

Your being IS service.

At handle ud fra hjertet

Sjælen, hjertet, ånden ER tjeneste. Det er ikke noget kernen i os kan vælge at være, det er noget den ER. Ligesom den ER kærlighed. Den vælger ikke om den vil være kærlighed eller ej, det er den kraft, den er skabt af, og den energi den opererer ud fra.

Så jeg vil altid være til tjeneste, når jeg handler og agerer ud fra mit hjerte, ud fra min inderste væren. Det kan aldrig være anderledes. Når jeg handler naturligt, ud af kærlighed til mig selv, til Jorden, til dyrene, til menneskene, så vil den handlen altid være en handling, der tjener og opbygger og ikke saboterer eller nedbryder.

Medicinen er fantastisk og er sådan en vidunderlig gave i mit liv. Jeg føler mig så heldig over at have den her kontakt. Viva la medicina!

Læs del 1, del 2, del 3, del 4, og del 5 her.

Lymfødem over natten

Det er med stor varsomhed, at jeg vil prøve at beskrive, hvordan jeg faktisk blev taknemmelig for, at jeg havde haft kræft. For jeg er klar over, at det udsagn kan virke meget provokerende på mange mennesker, men kræft er også udvikling.

Men først vil jeg lige vende tilbage til tiden lige efter, jeg var blevet færdigopereret i foråret 2004. En morgen i maj, vågnede jeg ved at mine ben gjorde meget ondt. De var hævet helt vanvittigt meget og lignede de der store tykke elefantben som nogle mennesker får når de bliver ældre. Jeg havde lår og deller helt ned over mine ankler, og mine fødder var to store blå klumper med opsvulmede tæer ploppet på ude i spidsen. Det så fuldstændigt bindegalt ud, og jeg tog en taxa på skadestuen med det samme. På skadestuen var de hurtige til at få mig indlagt, fordi de mistænkte mig for at have fået blodpropper i benene. Men det var det ikke, det var lymfødem som var opstået ud af det blå. Eller naturligvis ikke helt ud af det blå, for grunden til at lymfødem opstår, er jo når man får fjernet sine lymfer. Og jeg havde fået fjernet ALLE mine lymfer i lysken. Lægen der fjernede dem, fortalte om hvor grundig han havde været, for at være sikker på, at der ikke sad nogle tilbage, der kunne have kræftceller i sig.

Nu startede et helt nyt sygdomsforløb, som lymfødemramt. Ikke nok med, at jeg skulle komme mig over alle de psykiske og fysiske skader jeg havde lidt under forløbet med kræft, nu skulle jeg også til at forholde mig til, at min krop virkelig aldrig ville blive sig selv igen. Jeg fik hele tiden af vide at lymfødem kun bliver værre med alderen. Det bliver aldrig bedre.

Mine ben er blevet mit kompas

Lymfødemet i mine ben er noget jeg stadigvæk arbejder med. Jeg arbejder med det kropsligt, psykisk og spirituelt. Jeg har fundet ud af, hvad jeg skal spise for, at mine ben hæver mindst muligt og for at de ikke gør ondt. At spise vegansk er helt afgørende for mig. Jeg har også skåret meget ned på olie og salt. Sukker, koffein og hurtige kulhydrater som hvidt brød, gør heller ikke noget godt for mine ben. Hvis jeg ikke har sovet godt om natten, hvad jeg nogle gange ikke gør fordi mine ben gør ondt, så gør de også dobbelt så ondt dagen efter. Hvile og god søvn er også essentielt.

Jeg er også blevet et af den slags mennesker, som kan give dig vejrudsigten uden at se ud af vinduet. Jeg kan mærke et højtryk er på vej flere dage før DMI har registreret det. Mine ben ‘værker’ og gør ondt langt tid før det rammer landet. Det er jo meget smart, når jeg har vasketøj ude at hænge.

Når jeg siger ja i stedet for at sige nej, så får jeg ofte ondt i benene. Som om mine ben holder ved ‘nej’et’ og nægter at gå med et ‘ja’. Mine ben fortæller mig også, når jeg er træt og skal tage en pause. Jeg har generelt et virkelig højt energiniveau, et niveau (en ild) jeg ofte bliver grebet så meget af, at jeg glemmer at tage pauser og hvile mig. Mine ben minder mig om yin-tid, når jeg er for meget i yang.

Jeg har fundet motionsformer, der passer mig og mine ben. Rebounding er fantastisk. Det samme er karate, selvom det egentligt er lidt for hårdt for mine ben, så passer jeg godt på dem til træning. Så jeg ikke kommer til at stå og hoppe for længe på et hårdt underlag og den slags, det er de ikke så vilde med (det er iøvrigt slut med pogo-dans).

En selvudviklingsraket kaldet kræft

Men i forhold til kræften, så er det egentligt svært helt at forklare, hvordan jeg gik fra at synes, at det var det værste, der var sket mig, til at jeg er okay med det og faktisk taknemmelig for oplevelsen.

Der var intet som helst hyggeligt eller sjovt i det forløb, jeg gik igennem. Der var ingen varme, gode minder at tage med derfra at sidde og se tilbage på med et smil. Selv det søde, der skete blev farvet af det grusomme faktum, at jeg måske var ved at dø.

Jeg er taknemmelig for kræften, fordi den sendte mig med rasende fart ud på en selvudviklingsrejse med samme kraft som, når en supernova eksploderer. I starten var min energi voldsom omkring emnet, og jeg skulle død og pine nok knække den her kode om, hvorfor jeg fik kræft, og hvad det ville mig. Med tiden er min energi blevet blødere, og jeg går mere blidt til værks. Men jeg har det med mig hver eneste dag. Hver dag bliver jeg mindet om af mine ben, om, at jeg havde kræft. Hver dag bliver jeg mindet om, at jeg er heldig at være i live. Hver dag bliver jeg mindet om at jeg er på en rejse her. At alt hvad jeg oplever er udvikling, og at det kun er min mening om tingene, der kan gøre det til en træls oplevelse. Jeg har vænnet mig selv til at se bagsiden (eller forsiden) af mønten hele tiden. Der er ikke noget, der kun er godt, eller kun er dårligt. Livet er så meget mere end mine definitioner af det, der sker.

Jeg er taknemmelig for at have haft kræft, for de gange andre omkring mig har fået sygdommen, familie eller venner, så løber jeg ikke min vej. Jeg kan mærke, at jeg er den, der ikke er bange for at tale om det. Jeg er ikke bange for at tale om tankerne om det kan være ens egen skyld. Om hvad meningen er med det hele. Om at man potentielt set kan dø af det her. Men også om at kræft er udvikling.

Kræft er også udvikling, ikke kun død

Jeg har stået (og står, for jeg kender i skrivende øjeblik flere med kræft) roligt ved siden af og kan give mine input og vejledning. Jeg ved, hvad det betyder at have en ved siden af, igennem sådan en forløb, som er med til alle møder. Som hører alt, hvad lægerne siger. Som er der, når man vågner op efter en operation. Som sidder vagt, når man har fået kemo og er sindssyg syg bagefter. Som bare holder i hånden og lytter og ikke flipper ud i sin egen frygt for at miste. Jeg har stået tæt omkring mange med kræft. Nogle som jeg stadig er tæt på og andre som jeg kun lige stod ved i den periode af deres liv, hvor de skulle igennem sygdommen, og så har vi sluppet hinanden bagefter. Præcis som der var nogle, der stod helt tæt på mig, da jeg var syg, og hvor vi bagefter har sluppet hinanden.

Det har vist sig at være bare én af de store gaver jeg fik med mig fra kræften. At kunne være der for andre. Selv at have set den her sygdom i øjnene og selv stå fast og nægte, at den skulle have de konsekvenser som den umiddelbart så ud til at have. Jeg er ikke bange for kræft, og jeg er ikke bange for døden. Heller ikke når andre fortæller om deres angst for den. Den største gave ved jeg fra egen erfaring er, at når man er syg, at nogen så lytter til en. At nogen tør åbne sig for den pøl af sorg, af vrede, af håbløshed og modløshed, som den person der er syg står i. At man kan åbne sig og lytte med hjertet, uden fordømmelse eller lade sin egen frygt for døden og for at miste blande sig i samtalen. Det er jeg sindssygt taknemmelig for.

Fortsættelse følger og i forhold til hvorfor det er løgn, at kræft ikke længere gør mig bange, så fortæller jeg det i et blogindlæg om ikke så længe …

HVORFOR AYAHUASCA IKKE ER DEN ENDEGYLDIGE LØSNING