Anja Dalby
SPIRITUALITET | SHAMANISME | MAGI

DET ER MIN SKYLD

Bærer du også på en rygsæk af skyld?

Der er meget, der er min skyld. Det er min skyld, hvis min søn ikke er glad. Det er også min skyld, hvis andre i min familie har problemer. Det er min skyld, at klimaet har det som det har det og at verden ser ud som den gør. Det er alt sammen min skyld, fordi jeg ikke har handlet som jeg burde have gjort. Det er min skyld, fordi jeg ikke var mere bevidst, fordi jeg traf nogle valg, der havde konsekvenser for andre.

Der er sikkert også meget, der er din skyld. Måske tænker du også, at det er din skyld, at vi har global opvarmning, når du bruger en frysepose. Måske tænker du også, at det er din skyld, at der ikke er nok rent vand, for du tager også lidt for lange bade nogle gange. Måske tænker du også, at det er din skyld, hvis nogen i din nærhed har det svært. For du burde have været der. Set det. Reageret på det. Du burde have været en anden end du var, og derfor oplever du nu konsekvenserne af det, i form af nogen du holder af, som ikke altid har det nemt.

Det kan f.eks. også være min skyld at buschaufføren ikke smiler tilbage, at den hjemløse ser trist ud eller at vejret er utilregneligt i maj måned.

Listen er uendelig lang. Jeg kan på en ‘god’ dag få den til at indebære nærmest alt, hvad der er sket af uhyrligheder i verden og de ting der fortsat sker. Det er min skyld. Jeg burde have gjort noget. Jeg burde gøre noget nu.

Den mægtigste af alle: MIG

Når jeg tror på den tanke, at alting i sidste ende er min skyld og et resultat af min dårlige person, så er der også noget andet jeg må tro på.

Så må jeg også tro på, at jeg faktisk er det mægtigste menneske i verden. Vildt nok hva’! Det er så altså åbenbart mig, der er det. Siden det er mit ansvar, hvordan alle andre har det, og også hvordan hele verdenssituationen ser ud.

Når jeg tager den tanke til mig, at jeg er det mægtigste menneske i verden, så begynder skylden at krakelere lidt. For jeg ved godt hvem i mig, der tror at det er det mægtigste i verden. Det er mit ego, der tror sådan. Det er mit ego, som kan puste sig op i en smertefuld offerfølelse og gøre det næsten til noget nobelt, at det er min skyld.

Anja Dalby Det er min skyld

Klør dit ego?

At tro, at jeg har ansvaret for alt er ren ego. Også selvom det gør ondt at tænke sådan. Egoet elsker smerten, for med smerten føler det sig vigtigt. Så ér det trods alt noget. Så er det den ting, der havde magten til at gøre denne jord til et hæsligt sted, og det er da altid noget. Sikke en skyld! Sikke en skam! Åh hvor gør det ondt at tænke sådan og det gør altså også lidt godt. Lidt som at klø så længe i et myggestik, at der går hul på huden. Det er en underlig dobbelt smerte, som også er utrolig nydelsesfuld (for egoet) at dykke ned i.

Når jeg tror på, at det er min skyld at alting er galt, så må jeg faktisk også tro på, at det er min skyld når alt er godt. Og der knækker filmen helt i mig. For med mit rationelle selv, så er jeg altså virkelig nødt til at tro, på at når alt er min skyld når det går dårligt, så er det altså virkelig også min skyld, når det går godt.

Fribilletter gives væk …

Det vil sige, at så er det også min skyld, når min søn har det godt. Når min familie har det godt. Når der kommer rapporter, der giver håb for klimaet og planeten. Og det er jo altså lidt langt ude. Selv der kan mit ellers temmelig grandiose ego ikke være med.

Selvfølgelig er det ikke min skyld, når folk er forelskede, når min søn er glad, når nogen fortæller smukke historier fra hele verden om, hvordan tingene også er ved at ændre sig til det bedre. Altså det er jo direkte skørt at tænke sådan.

Så det vil sige, at det modsatte også må være direkte skørt. Det er ikke for at fralægge mig mit eget ansvar for, hvordan jeg er som mor, datter eller beboer på planeten. Men skyld har aldrig nogensinde motiveret mig til nogle som helst kraftfulde eller smukke handlinger.

Så værsgo. Hvis du er ligesom mig, og også har den tanke i dig inderst inde, at det er din skyld, når andre har det dårligt eller at du har et ansvar for det, så får du hermed en fribillet ud af den skyld. Med mindre det da faktisk ER dig, der også har ansvaret for at vi alle sammen har det godt. Og hvis det er det, så vil jeg bare sige tak for dig …

FOR GODT TIL AT VÆRE SANDT

Når man tror stor kærlighed kun er for andre

Da jeg mødte min mand i august 2014, blev jeg meget overrasket over, hvor svært det var for mig at give mig hen til et andet menneske. Et menneske, som tydeligvis meget gerne ville mig, og som jeg også meget gerne ville. Der burde ikke være nogen stopklods for kærligheden, men det kunne jeg mærke, at der alligevel var i mig. Jeg blev ved med at møde den her sætning i mig ‘det er for godt til at være sandt’.

Den sætning overraskede mig. Jeg havde ikke mødt den før, og jeg er generelt et meget positivt menneske, som har nemt ved at blive begejstret. Så den her meget negative og bekymrede tanke synes jeg var meget pudsig at møde i mig selv, især på et tidspunkt af mit liv, hvor jeg skulle til at have det rigtig godt.

Kig nysgerrigt på dine overbevisninger

Når jeg så på min mand (kæreste dengang), og når jeg så ærligt på mig selv og min kærlighed til ham og så ærligt på ham og hvem han er og har med sig, så kom sætningen. Jeg kunne sidde med et helt åbent og blødt hjerte og sætningen ville dukke op. Selvom jeg var klar over, at vi allesammen har en bagage med os, at vi alle sammen skjuler ting for os selv og hinanden af frygt for at blive afvist, så kunne jeg virkelig ikke finde den ting, der kunne berettige sætningen ‘ det er for godt til at være sandt’ i mig.

Jeg lavede The Work på sætningen, igen og igen. The Work som er skabt af Byron Katie er nemlig et vildt godt redskab til at se kærligt på de sætninger (overbevisninger), der huserer i os.

I The Work opdagede jeg, at den sætning dukker op i mig, når jeg bliver bange. Når egoet i mig ikke føler, at det ikke fortjener at have det så godt. Sætningen gør, at jeg ikke giver mig 100% hen, hverken til kærligheden som var tilfældet her, men også i mange andre sammenhænge.

Så sætningen dukker op, når egoet i mig, prøver at passe på mig. Når det møder noget ‘udenfor’ mig, som det ikke føler, at jeg er et værdigt match til. Egoet i mig siger også ting som ‘flyv ikke højere end vingerne kan bære’ og ‘ved jorden at blive, det tjener os bedst’. Ordsprog som har til formål at passe på mennesket. En lidt misforstået passen på, men det er sådan egoet er. Egoet er godt klar over, at det ikke har anden kraft end frygt. Så for at passe på os, må det fyre den totalt af med påmindelser om, at vi ikke er mange sure sild værd i virkeligheden.

Anja Dalby for godt til at være sandt

Lad ikke mindreværd sabotere dit liv

Når jeg tænker ‘det her er for godt til at være sandt’, så er det altså en tanke, der er opstået ud af mindreværd. Det er mindreværdet i mig, som ikke mener, at jeg er et godt match til den her dejlige mand, til det her dejlige hus, til det her dejlige liv. Og så kommer det mindreværd meget nemt til at sabotere det, der er. Lige indtil jeg hører hvad det siger. Når jeg hører hvad det siger, så kan jeg svare og spørge åbent og nysgerrigt.

‘Virkelig? Hvordan kan det her være for godt til at være sandt? Ville jeg passe bedre med en dum og sur mand? Ville jeg passe bedre til et hus med hul i taget og kloaklugt på badeværelset? Ville jeg passe bedre til et liv på en fabrik, hvor jeg ikke gør det, jeg drømmer om?’ Jeg spørger ikke ironisk, jeg er oprigtigt interesseret i at kende svaret.

Når jeg kender svaret, så kan jeg gå ud fra det. Så ved jeg, hvor jeg har mig selv. I stedet for at gå og stresse mig selv med sætningen ‘det er for godt til at være sandt’, så følger jeg efter sætningen med en lygte, for at se i hvilket mørke jeg ender. Det er altid i mindreværdets mørke, jeg ender. Derinde kan jeg sidde og lyse med min bevidsthed og se på alle de triste overbevisninger, jeg har sat op som skjold.

Smid skjoldet

Nu byder jeg alle mine triste overbevisninger velkomne. For de er med til at fortælle mig om mindreværdet i mig, så jeg kan tage dem en efter en og kan bryde skjoldet ned. Skjoldet jeg holder oppe af frygt for, at jeg i virkeligheden ikke er mit liv værdigt. Et skjold, som kan brydes ned ved, at jeg bliver ved med at styrke min kontakt med det guddommelige, for i den kraft er der ingen triste overbevisninger, der kan gro. Der gror kun tillid og kærlighed og intet er for godt til at være sandt. Alt er godt og derfor sandt.

BREVKASSEN: HOLD DIT SPACE

Kære Anja.

Jeg har et spørgsmål som jeg synes, jeg ret ofte har brug for et svar på. Det handler om, hvordan jeg håndterer det, når jeg møder mindreværd i andre mennesker. De møder det helt sikkert også hos mig ind imellem, men så kan de jo blive inspireret til, hvordan de tackler mig her :-) 

Det kan være svært at stå stærkt og roligt i mig selv, når andre mennesker misforstår det, jeg har talt med dem om. Ikke i de situationer, hvor jeg har været utydelig i min kommunikation, men i situationer, hvor jeg siger ét og de hører noget andet fordi de ringer op til en ‘historie’ i deres fortid. Hvordan kan jeg lade være med at føle jeg skal forsvare mig selv og undskylde for, at de har misforstået, ja og føle mig dårligt tilpas fordi de tror jeg har sagt noget negativt om dem, når jeg i virkeligheden har været helt neutral? Synes det kan være svært ikke at gå i selvforsvar og føle jeg skal retfærdiggøre at jeg altså ikke sagde det de mener at have hørt.

Kh og tak for hjælpen,
LS

Anja Dalby Brevkasse

Kære LS.

Tak for dit virkelig gode spørgsmål. Jeg har måtte tænke en del over det, for det er virkelig ikke en nem situation at være i, når den opstår.

Det er så nemt selv at ryge i sit eget mindreværd, når andre gør det. Så det er jeg for det første opmærksom på ikke at gøre. Jeg er klar over, at hvis jeg føler et behov for at undskylde, forklare eller forsvare mig selv, så er det i mit mindreværd, jeg taler fra. Så har de andres reaktion nemlig gjort, at jeg selv har ‘ringet op’ til mine gamle historier. Historier der kan handle om at være for meget, for kold, for grov, for ærlig, for uempatisk o.s.v.

Så helt konkret, så gør jeg det, at jeg tier stille og holder mit hjerte åbent og kontakter omsorgen for personen, jeg bliver konfronteret med. Jeg tier også stille i mit kropssprog, og jeg er opmærksom på at virke så åben og lyttende over for det de andre siger som muligt.

Jeg lader altså den anden, eller de andre, have deres reaktion i fred. Det gør jeg både ud af respekt for dem og ud af respekt for mig. De må føle og reagere præcis som de har behov for. Det samme må jeg. Men jeg tager ansvar for ikke at fodre deres mindreværd endnu mere ved at begynde at undskylde og forklare, for min erfaring er at hvis jeg gør det, så føler personen sig ofte mere forkert. Så kan personen oven i føle sig misforstået og som om jeg ikke anerkender deres reaktion fordi jeg prøver at ændre deres opfattelse af det jeg sagde.

Jeg tager også ansvar på den måde, at jeg faktisk lytter på det de siger ærligt. Hvad nu hvis de har ret? Er det jeg tænker som ren neutralitet virkelig så neutralt som jeg tror? Hvor var mit eget ego eventuelt blandet ind i det jeg sagde? Så de ting ser jeg på, måske er det ikke altid muligt i selve situationen, men så ser jeg på det bagefter. Jeg har altid lov til at vende tilbage til folk, og sige at de faktisk havde ret og give en ærlig undskyldning. Den mulighed lader jeg være åben.

Men altså, i situationen tier jeg stille. Indtil den anden har raset ud eller har sagt det personen gerne vil sige. Hvis jeg kan mærke, at jeg faktisk var så neutral og ‘ren’ i det jeg sagde, som jeg følte jeg var, så siger jeg stille og roligt, at jeg stadig mener det jeg sagde. Jeg kan sagtens vise omsorg for den andens mindreværd uden at undskylde for mig selv. Hvis jeg undskylder uden at mene det, så lyver jeg, og det er jeg aldrig interesseret i. Hverken for deres eller min skyld.

Når jeg virkelig hører hvad det er den anden siger, så får jeg som regel også en indgangsvinkel til personens mindreværd. Og så kan jeg italesætte det (ikke mindreværdet, for Guds skyld, det kommer der ikke noget godt ud af) men når mit hjerte er åbent og venligt overfor den anden, så er det meget nemt at høre, hvad det er de har ringet op til. Er det gammel skam? Tror personen, at jeg dømmer ham eller hende? At jeg tror at jeg er bedre end personen? Det er alt sammen forskellige stemmer fra mindreværdet, men det kan være rigtig værdifuldt at vide det om den anden.

Det bliver nemlig meget nemmere for mig at ‘vinkle’ mit svar så. Det kan jeg stadig godt gøre uden at undskylde eller forklare, det er bare meget nemmere at sige det samme igen, på en anden måde, når jeg har set hvor det er i deres mindreværd de føler sig ramt. Jeg er meget opmærksom på at holde det hele i mig selv, altså så jeg ikke på noget tidspunkt får peget en finger i deres retning. For det er det som i første omgang har gjort at personen reagerer, at de føler, at jeg har peget med en dømmende finger på dem. Så jeg kan prøve at omformulere og tage den endnu mere hjem i mig selv.

Det kan sagtens ske, at det så åbner den anden person op, og vi derefter kan have en mere ligeværdig og ærlig samtale om det jeg sagde. Men det kan også ske, at personen holder ved sin historie om mig og sådan må det så være. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Hvis det er en person, der har det sådan, at de hellere vil holde ved deres smerte end at få en forløsning, så er det nok alligevel ikke en person, jeg skal have i mit liv.

På en arbejdsplads, eller hvis det drejer sig om familie som man heller ikke sådan lige kan slippe af med igen, så går jeg nu videre med en viden om den anden person. Ikke fordi det skal bruges mod den anden, men så jeg kan arbejde med min forståelse og blive bedre til at kommunikere endnu mere ‘rent’. Det er en god erfaring at have med sig.

Jeg arbejder med, at der gerne må være uforløste ting i mit liv. Eller i dem omkring mig. Det gør mig ikke til et værre menneske, at nogen tror noget negativt om mig. Det kan være rigtig svært, fordi vi er så gearet til at ville have harmoni hele tiden, i alle vores relationer. Men den harmoni skal ikke ske på bekostning af nogen, hverken mig eller dem. Så er det langt bedre og meget mere voksent og stærkere, at acceptere at det ikke er muligt at være venner med alle. Eller selvfølgelig er det det, men acceptere at måske er mindreværdet og egoet så stort i nogle mennesker, at de hellere vil have krig end fred og sådan må det så være. Det er deres liv og deres smerte.

Det giver mig ikke fred i mig selv at undskylde for noget jeg ikke ærligt mener jeg skal undskylde for. Så sælger jeg mig selv ud. Selvom en konflikt er vildt ubehagelig, så er det bedre for mit selvværd, at jeg holder ved det jeg følte og lader andre om at føle det de føler.

Jeg har desværre ikke et konkret eksempel jeg kan dele med dig, så jeg håber ikke mit svar bliver alt for abstrakt. Du må meget gerne skrive igen, hvis der er noget i mit svar du ønsker at få uddybet eller andet.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

EN FØRSTE-GANGS UDESIDDERS BEKENDELSER

I går var Sanne Lindhardt og jeg i skoven for at optage en video om Sannes oplevelser med at være på en udesidningsworkshop sidste år.

Sanne er min partner i vores fælles firma ‘To the Woods’, og i denne video kan du høre Sanne fortælle om sine tanker om, hvordan det ville være at lave en udesidning. Hvordan det rent faktisk var at være med, og hvordan hun føler, at udesidningen har haft en effekt på hendes liv efterfølgende.

Du kan læse mere om de workshops, vi laver i udesidninger lige her:
https://anjadalby.dk/workshops/

DENGANG JEG HAVDE KRONISK ONDT I MAVEN

At leve med en smerte uden at opdage den.

Jeg har haft ondt i maven, så længe tilbage jeg kan huske. Faktisk gik det først op for mig, at jeg havde haft kronisk ondt i maven stort set hele mit liv, da følelsen forsvandt fra mig første gang.

Det var på et seminar i Amsterdam med Stuart Wilde, hvor vi blandt andet blev undervist i at dematerialisere (no kidding, store mængder af mennesker forsvandt for øjnene af mig og jeg havde selv oplevelsen af forsvinde helt og blive til en væg), at jeg første gang følte at min ‘knude’ i maven forsvandt.

Jeg husker tydeligt, at jeg efter en aften på bar med Stuart og de andre seminardeltagere vågnede op dagen efter og var helt blød i maven. Sådan havde jeg det normalt ikke efter en nat med dans på bordene. Det der overraskede mig var ikke så meget at følelsen var væk, men at jeg havde levet med ondt i maven, hele mit liv uden at lægge mærke til det. At jeg havde levet med så stor en smerte, som det faktisk var, uden at jeg havde været bevidst om, at den eksisterede. Det var rimeligt rystende, syntes jeg.

Da jeg kom hjem til min hverdag igen efter seminaret, så kom min ‘ondt i maven’ stille og roligt tilbage. Det blev jeg ked af og frustreret over, men i det mindste, så vidste jeg nu, at følelsen kunne forsvinde igen hvis det skulle være.

Blå himmel over en skov der er omkranset af en grøn mark. Anja Dalby: Ondt i maven

Når det gør ondt at lyve

Det som gjorde ondt i mig var punktet solar plexus. Det sidder lige over navlen på maven, omkring en håndsbredde oppe. Jeg var klar over at punktet, udover at det fysisk i kroppen er et meget sensitivt sted hvor mange nerveender mødes, så er punktet også er et chakra som man kan tage kontakt til og arbejde med.

Det prøvede jeg i lang tid. Jeg arbejdede energetisk med punktet, men jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne få smerten til at forsvinde, så længe jeg ikke havde forstået hvorfor den opstod. Og det kunne jeg slet ikke forstå. Jeg holdt øje med, hvornår det var særligt ‘slemt’ med smerten, og hvornår den næsten ikke kunne føles. Jeg kunne overhovedet ikke regne ud, hvornår og hvorfor jeg fik ondt i maven eller hvorfor det pludselig forsvandt igen.

På dansk bruger vi ordet ‘mavefornemmelse’ og på engelsk siger man ‘gut feeling’. Det jeg har fundet ud af om det punkt, det er at det bliver aktivt, altså det gør ondt eller jeg føler ligesom et ‘sug’ i det, når jeg lyver.

Solar plexus er intuitionspunktet

Nogle gange er jeg ikke engang klar over, at jeg lyver, men jeg får alligevel et sug eller smerte i maven. Suget eller smerten kommer, når jeg ikke handler i overensstemmelse med hvad min intuition siger mig. Det er også derfor at det punkt bliver kaldt for vores anden hjerne eller intuitionspunktet. For det som stille og roligt gik op for mig, det er at det er en genial mekanisme som gør, at jeg kan vælge det som er sandt for mig.

Så når jeg siger ja for at please andre, når jeg siger nej af frygt, når jeg gør ting der går over mine grænser, så bliver punktet aktivt i mig og jeg får ‘ondt i maven’. Og det er altså ret vildt at blive opmærksom på. Jeg kan mærke det på småting nu, f.eks. kan jeg overveje om jeg skal tage en lur eller blive ved med at arbejde. Når jeg tænker på at tage en lur, så bliver min mave blød og rolig. Når jeg tænker på at arbejde videre, så kommer der den her stressfølelse i maven. Det kan godt ske, at jeg så føler mig nødsaget til at arbejde videre og ignorere mit behov for hvile, men så er jeg klar over det. Så ved jeg at jeg skal gå tidligt i seng eller skabe ro på andre måder senere på dagen.

Når jeg siger ja til noget jeg egentligt ikke har lyst til, men gør for at gøre en anden person glad, så får jeg også det her sug øjeblikkeligt i maven. Det kan stadig godt være, at jeg vælger at overskride mine egne grænser og gør det jeg tænker er en god idé at gøre, på trods af at jeg kan mærke det tydeligt i min mave at jeg skal sige nej. Men igen, så ved jeg det. Og det som er så smart, det er at jo mere jeg er opmærksom på det punkt og den måde det reagerer på, jo sværere bliver det at ignorere det. Så jeg bliver altså meget mere bevidst om mine egne grænser. Jeg behøver ikke få en forklaring på hvorfor jeg skal sige nej eller ja. Jeg stoler på min mave og jeg ved, at jeg højest sandsynligvis vil kunne se senere, hvorfor min mave havde ret.

Jeg bruger også punktet til at mærke ind i ting. Hvis der er noget jeg er i tvivl om jeg skal gøre, så sætter jeg mig ned og mærker hvordan det føles i min mave. Hvis der er uro ved alle mulige udfald af det jeg er i tvivl om, så venter jeg og ser om der dukker en mulighed op, som giver ro i maven. Hvis alt giver uro eller stress, så siger jeg nej tak.

Mavefornemmelsen er genial til at lære os selv at kende med. Til at lære at sætte grænser. At mærke hvem vi virkelig er, og hvilke behov vi har. Den er genial til at komme i kontakt med sin intuition med for den er intuitionen. Mavefornemmelsen er blot en af de mange måder vores intuition taler til os på. Mavefornemmelsen er blevet mit sandhedsparameter, så jeg hele tiden kan mærke; Er jeg tro mod mig selv lige nu og det jeg føler? Det er en helt vildt smart mekanisme, et fantastisk redskab vi har til vores rådighed hele tiden, så vi kan leve et liv i overensstemmelse med dem vi virkelig er.