Anja Dalby, Forfatter på Anja Dalby

Dengang jeg i en kort periode havde et tv (it wasn’t pretty)

Jeg er så heldig, at jeg kun i en kort periode har haft et tv. Det har altid været et bevidst valg fra min side, at jeg ikke ville have det inden for mine døre. Sådan som jeg så på tv, så ville det være ligesom at invitere en afhængighed ind i mit liv. For jeg er ligesom alle andre, jeg bliver præcis ligeså opslugt og manipuleret af fjernsynsprogrammer. Så jeg vidste tidligt, at hvis jeg skulle bruge mit liv på andre ting, så krævede det at et tv slet ikke fik lov at flytte ind.

Min far forærede mig et tv da min søn var lille og jeg var alene med ham. Jeg tænkte dengang, at nu ville jeg give det en chance, måske var det ikke så slemt at bo med et tv som jeg forestillede mig? Ret hurtigt fandt jeg ud af, hvor fremragende en babysitter et tv var. Alt det jeg kunne få lavet, når jeg fik plantet min søn foran børneprogrammerne! Så sad han jo bare der, og det var meget belejligt, siden jeg nu alligevel var alene med ham og der var så meget praktisk, jeg selv havde ansvaret for.

Ret hurtigt opdagede jeg dog at mine grænser for, hvornår tv’et måtte være tændt, rykkede sig. Og pludselig sad min søn og så Nyhederne, tv’et kørte bare, det var jo så nemt. Mine aftener når min søn var lagt i seng, blev brugt på at sidde og zappe frem og tilbage mellem de få kanaler jeg havde, og jeg endte ofte med at sidde og se på skøre ting, bare for at have noget at se på. Noget at blive bedøvet af. En aften, hvor jeg sad meget sent oppe og så “tips om tips”, gik det op for mig, at fjernsynet måtte ud igen. Jeg var blevet præcis ligeså afhængig af det som jeg havde forestillet mig, jeg ville blive.

Farvel for altid

Siden dengang har jeg ikke boet med et tv, og når jeg en sjælden gang imellem bliver udsat for det, så bliver jeg helt overrasket over, hvad det er, der nu er “normalt” at se på. Tv er fordummende. Det er det altså. Det taler til den laveste fællesnævner i os alle. Det taler til frygt og bekymring. Det taler til mindreværdet i os og får os til at føle, at vi skal være anderledes end vi er. Vi skal ville have flere ting, købe mere, være utilfredse med vores liv og så skal det dulme. Tv er rødvin, det er sukker, det er bedøvelse.

Tv er designet til at sørge for, at vi bliver siddende, hvor vi er. Tv indoktrinerer og manipulerer os. Der er ingen, der har fået tanker om at leve et friere liv af at sidde og se tv. Tv er en forretning. Hvad er det tv gerne vil have? At vi ser mere tv. Præcis som med alle andre firmaer, så vil det her firma gerne have, at du køber ind i mere af det som det her firma kan give dig. Nar ikke dig selv til at tro, at tv (eller Netflix og HBO) er din ven. Det er giga big business. Ikke andet. Du er blot en forbruger og bliver ikke set som andet.

Hvordan ville dit liv se ud uden tv?

Prøv at forestille dig hvordan vores verden ville se ud hvis Jordens befolkning ikke sad plantet foran en kasse hver eneste aften.

Det kan godt ske, at du nu tænker, at du er selektiv, når du ser på noget. At du kun ser de serier, du kan lide på Netflix og HBO, men konceptet er det samme. De er de samme følelser de serier og film vækker i dig som fjernsynsprogrammerne gør. Måske er der ikke direkte reklamer, til gengæld er de placeret på en mere uigennemskuelig måde i selve serien eller filmen, så det gør det endnu mere svært at se, at du er i gang med at blive manipuleret dybt ind i dit underbevidste til at tage bestemte valg. Være på en bestemt måde. Købe bestemte ting. Der er ingen forskel.

Det er uklogt at narre sig selv til at tro, at bare fordi du ikke ser TV2, så er der ikke nogen der er i gang med at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv. Og den måde de gerne vil have at du lever dit liv på, er at du liiige skal se et afsnit til. Og oh så kommer der en ny serie! Bare lige et afsnit mere … og så gik det liv med det.

Hvor vil 1000 kroners frihed om måneden tage dig hen?

Hvor meget koster din tv-pakke pr måned? Det er ikke unormalt at betale mellem 600-1000 kr. pr måned for sådan en. Så er der abonnementerne på Netflix, HBO og de andre film – og serieudbydere. Derudover kommer licensen (som vi snart ikke længere selv kan vælge om vi vil betale (indsæt forarget smiley)). Det vil sige, at det slet ikke er unormalt at betale omkring 1000 kr. pr måned (ofte meget mere) for at få lov til at sidde og få fortalt, hvordan du skal tænke, føle, købe, være i dit liv.

Det er jo rimeligt langt ude. Når du virkelig tænker over det, så er det faktisk en ret vanvittig tanke. Hvem har lyst til ligefrem at betale for at blive indoktrineret? Og så så mange penge? 1000 kr. pr måned, giver 12.000 kr. om året. På 10 år er det 120.000 kr. og mange mennesker har mon sådan en betalingsløsning i mange flere år end 10 … Hvad kunne de penge ikke gøre, hvis de ikke blev brugt på at en skærm? Hvad kunne tiden ikke bruges til?

Prøv at forestille dig en verden hvor ingen af os havde den mulighed. Hvor ingen mennesker sad foran en skærm om aftenen. Hvordan tror du den verden så ud? Hvad tror du folk ville lave? Hvad ville de tænke? Ville vi mon forbruge på den måde, vi gør det? Hvordan ville vores relationer være? Hvilken stand ville planeten være i?

At koble af vs. at koble ind

Det undrer mig, når jeg hører om par, som sidder hver aften foran et fjernsyn som kører med det ene eller andet. Derudover sidder folk med deres egen iPad eller telefon samtidig og har altså gang i flere skærme på en gang. Hvordan rejser man sig fra sofaen og går i seng med sin partner, hvordan er det muligt at være intime når man ikke har været forbundet i timerne forinden? Hvordan er det muligt at være tilstede i sit liv, med børn og alt det andet der sker, når man samtidig skal navigere i det kæmpe sansebombardement der kommer fra alle de skærme?

Mange bruger skærmene til at “koble af”. Men vi narrer os selv, hvis vi tror at vores hjerner virkelig er afslappede når vi ser på en skærm med levende billeder og bragende lyd. Prøv at slukke og sid og stir ud i luften i 3 timer. Så kan jeg garantere dig for, at du føler dig koblet af bagefter. Når du ser tv og skærm, så kobler du dig faktisk ind. Ind i det store net af manipulation, som ikke vil have at du vågner og indser at det her, det er dit, liv. Dit ansvar, din glæde, din sorg, det er dit med alt hvad det indeholder og DU bestemmer selv, hvad det skal bestå af.

Når du ikke ser tv, så får du tid til at rulle ned af bakkerne og blive så svimmel, at du kun kan ligge og grine højt ud i luften i lang tid bagefter …

Denne gang er spørgsmålet til brevkassen kommet via en kommentar til dette her indlæg om kærlighed.

Kære Anja.

Tak for dit meget fine indlæg om mødet med kærligheden. Jeg bliver meget berørt af at læse det. Og samtidig bange for om det kun er for nogle …

Jeg har skrevet til dig før. Har fået nogle dybe skrammer efter en skilsmisse, og jeg har i den grad svært ved at ‘finde’ mig selv og er særligt bange for ikke at møde kærligheden igen.

Mon livet er planlagt for os? Er det mon bestemt, hvordan vores liv skal være? Om jeg f.eks. igen skal møde kærligheden? Eller har vi alle et aktivt valg og hvordan tager jeg det? Jeg kan læse, at du faktisk også troede, at det var slut med kærligheden og at du troede, at du skulle være alene og så kom din David …

Tak fordi du deler,
Marianne

Kære Marianne

Mange tak for din kommentar til mit indlæg. Som jeg også skrev dengang, så ville jeg gerne svare dig mere uddybende i et blogindlæg.

Jeg tror, at vores vilje er fri og alligevel ikke. Når jeg er i mit ego, så er jeg styret. Jeg er styret af gamle mønstre, diverse samfundsprogrammeringer, opvækst, traumer, alt det ubevidste. Når jeg er i mit ego, så har jeg ikke en fri vilje, for alt hvad egoet gør, gør det som en reaktion på noget andet. Det har reaktioner, som både er meget banale og som på samme tid kan virke ret uigennemskuelige og komplicerede.

Når jeg er i min kerne, i mit hjerte, min essens, min sjæl, så er jeg fri og alligevel ikke. For jeg er styret af mit hjertes lyst til at gøre godt. Men jeg er fri, når jeg forstår at grunden til, at jeg bliver styret af mit hjerte er fordi jeg er mit hjerte. Jeg er kærlighed. Kærlighed er Gud, det guddommelige, kraften, hvad end vi vil kalde den. Når jeg overgiver mig til at jeg ER den kraft, så oplever jeg en følelse af frihed. Men hvem er jeg der oplever? Hvem er jeg der føler sig enten fri eller fanget på en bestemt skæbnevej?

Jeg har følt mig ledt mange gange i mit liv, sådan så jeg ikke var i tvivl om, hvad det var jeg skulle gøre. Eller mit ego har sagtens kunne tvivle, men inderst inde vidste jeg, hvad det var jeg skulle. Der kan sagtens eksistere koncepter som karma og den slags, så der er ting vi skal have ryddet op i og transformeret i de liv vi har her. Men det betyder ikke, at vi ikke altid kan vælge at gå med kærligheden.

Så valget er aktivt. I hver eneste situation i vores liv, så kan vi vælge at være i vores hjerte eller i vores ego. Vores liv og vores vej vil forme sig meget forskelligt alt efter, hvad vi vælger at lade os lede af. Måske er vejen planlagt for os, uanset hvad vi vælger. Men jeg vil altid vælge at træffe valg ud af hjertet, da det til hver en tid vil være vejen, hvor der er mest flow, mest overflod, glæde, lykke og ja kærlighed.

Så hvis jeg var dig, så ville jeg arbejde på kontakten til mit hjerte og bede det lede mig. Jeg ville arbejde på at lære min intuition godt at kende (hjertets sprog), og så ville jeg følge de impulser som jeg kunne mærke derfra (som jeg også ved at du har gjort).

Det kan ikke gå galt, når du er i hjertet. Eller der kan sagtens ske ting. Skilsmisser, sygdom og død sker jo. At vi har en mening om det, er sådan set bare vores eget problem. For det er naturlige bevægelser på en naturlig planet. Det er kun egoet, som synes at den slags er træls.

Men når du bliver i hjertet, så vil du blive ledt og lade dig lede mod glæde. Glæde tiltrækker glæde. Så når du er glad og søger mere, som kan gøre dig glad, så vil du også tiltrække mere glæde.

Det betyder ikke, at du så er forkert, hvis du ikke er glad lige nu, eller at nu har du så tiltrukket, eller er i gang med at tiltrække, mere smerte. Sådan er det ikke. For glæden er der altid. Hjertet er der altid. Det ved du også. At linjen mellem smerte og glæde er meget tynd. Det kan lynhurtigt skifte fra det ene til det andet.

Der findes ingen tunge skæbneveje. Hvis vores liv føles sådan, så er det fordi vi mosler rundt i egoet og dets ønsker og det er megatungt! Hjertet er let og legende, så når vi er i hjertet, så vil vores liv spejle det.

Det er ikke svært, det kræver blot bevidsthed og opmærksomhed. Øv dig i at elske og i at elske alt. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men selv små skridt hver dag gør en forskel. Om så hele dagen har været træls, så er et minuts bevidst opmærksomhed på at vælge at være i sit hjerte, det som også energetisk kan vende hele skuden.

Tro på det. Bliv ved. Giv ikke op. Tro på at kærligheden vinder, der er ikke andre muligheder.

Kærlig hilsen Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

På hovedet i skovbunden

Det er ikke fordi at alle mine natur-venner er lavet af sten, men tilfældigvis er den næste, jeg vil introducere jer for lavet af flint.

Jeg så hende først oppe i skoven, hvor hun lå med ryggen opad og ansigtet ned i jorden. Jeg vendte hende om og blev noget overrasket over hendes ansigtsudtryk. I skoven satte jeg hende op og tænkte, at hun måske blev mildere stemt, hvis hun fik muligheden for at stå og skue ud over den lille lund med de gamle ege-træer.

Min indre sure dame

Det skete ikke. Faktisk synes jeg nærmest hun så surere og surere ud for hver gang, jeg gik op i skoven til hende. Så en dag bestemte jeg mig for at bære hende med hjem. Jeg har en følelse af, at hun gerne vil være tæt på andre, så jeg satte hende op af et af vores hügelbede, hvor der er andre sten, masser af fugle, og vi kan hilse på hende hver dag.

Jeg har sådan en omsorg for Den Sure Dame. Hun får mig til at smile, for jeg har også sådan en sur dame inden i. Den der sure dame, som bliver sur når tingene ikke går min vej. Som bliver sur, når andre roder. Som bliver sur, når ingen andre kan se, at der skal støvsuges. Som bliver sur over tis på brættet. Bare sådan SUR! Med sur mund og det hele.

Faktisk er jeg ret vild med den sure dame, og jeg griner og smiler til hende hver dag. Jeg er også ofte henne og ae hende på hovedet, men jeg siger “sååå sååå”. Ligesom jeg selv har brug for det, når jeg er så indædt sur at min mund vender helt omvendt.

Sure damer og hidsige mænd, er det sådan det er?

Min mand har det sjovt nok ikke helt på samme måde. Han blev ikke sådan jublende lykkelig, da han en dag kom hjem, og så at jeg havde båret hende med mig herned fra skoven. Jeg tror, han synes at sure damer bare er ret trælse, men han har naturligvis også oplevet at være i den anden ende af dem i hele sit liv. Min mand har ikke den her surhed i sig, jeg tør ikke sige om det kun er kvinder, der kan have det sådan. Men det er nok derfor, at min mand egentligt ikke har det store behov for at gå og nusse om hende. Til gengæld har vi en hidsig lille trold i haven, som han har meget mere omsorg for, det giver også bedre mening …

En dag fandt jeg en pistol på en gåtur som jeg lagde hos hende, da jeg kom hjem. Når jeg er rigtig eddikesur kan jeg også fantasere om at skyde et eller andet. Bare ud i luften ville være fint! Så jeg tænkte, at hun måske også kunne have brug for den til at aflade lidt med. Da jeg viste det til min mand råbte han: DON’T GIVE HER A GUN!!! Han har stor respekt for sure damer! Og med god grund, sure damer skal man enten skynde sig væk fra, eller give dem et knus, så går luften som regel ret hurtigt ud af den sure ballon igen.

At fare i flint …

Det er lidt sjovt, men jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg ser hende, også bare de fotos jeg har lagt på her. Åh Sure Dame, jeg er vild med dig!

En veninde som jeg præsenterede for Den Sure Dame forleden bemærkede, at det var pudsigt, at hun er lavet af flint, når vi nu har det udtryk, der hedder ‘at fare i flint’. Som jeg hele tiden siger, der findes ikke tilfældigheder …

Min dag og Valentine’s

I dag er det min fødselsdag! Det er det hvert år 14. februar. I år bliver jeg 44 år. Det er også Valentinesdag i dag. Jeg har joket over for min søn med, at han resten af sit liv skal trækkes med at have MOR med på sin Valentinesdate. Når det nu også er mors fødselsdag. Min søn har ikke grint ligeså meget af de udsigter som jeg har …

Heldigvis har jeg jo min egen valentine, David, så min søn slipper. David var nødt til at rejse til Skotland i år på min fødselsdag, men han efterlod sig en gave som jeg åbnede i morges.

Gaven er morgenkåben som jeg har på, på billederne herunder. Jeg ville tage en fødselsdagselfie. Hvor jeg sad i min nye kåbe. Med Jonna og med min yndlingsbog som jeg er ved at læse igen-igen og med de tre store og fantastiske krystaller som en veninde gav mig i går.

Den rolige og harmoniske fødselsdagsselfie blev afbrudt af Jonna, som opdagede, at min morgenkåbe havde et lækkert bælte, hun kunne flænse lidt i.

Et nyt år

Når vi ser ud af vinduerne på billederne herover, så er det fordi vi har et fuglefoderbræt hængt op i vinduet. Når der lander en fugl og spiser, så flyttes Jonnas opmærksomhed alligevel fra det spændende bælte til fuglene …

Nu vil jeg tænde op i brændeovnen, lave en kop te og ligge mig på sofaen og læse videre i min bog. En helt perfekt start på et nyt år. Ha’ en rigtig dejlig dag, uanset hvad du vælger at bruge den på.

Hvorfor taler vi så lidt om mindreværd?

Noget af det vi forbinder med at have et ego er, at vi bliver sådan nogle karikerede typer med en stor udskudt brystkasse, som skrydende praler af vores egne bedrifter. Et rigtigt egoistisk menneske, som aldrig tænker på andre end sig selv, som er mega-usympatisk, en virkelig træls type.

En type som de færreste af os faktisk kan identificere os med, for vi er alle sammen så søde og stille og ordenlige mennesker, som betaler vores skat, hjælper vores nabo og krammer vores børn.

Men egoet i os har altså også en anden side til sig og det er den side, som jeg så gerne vil gøre opmærksom på. For den side er mindreværdet.

Mindreværdet er noget vi meget sjældent taler om i vores samfund. For det er meget skamfuldt at føle sådan og desuden, så er det jo kun mig, som føler mig mindreværdig. Alle andre kører jo med klatten og har masser af selvværd og selvtillid. Det kan jeg jo se. På film, i serier, på de sociale medier. Dem der har mindreværd er taberne. Det er jo ligefrem pinligt, at de ikke har lært at elske sig selv og stole på at de er en del af en guddommelig kraft her.

Sådan er det bare ikke. Mange af os, synes egentligt inderst inde, at vi ikke altid er pissefede. At vi ofte fejler. At vi ikke er gode nok. At alle andre er meget mere harmoniske, bedre, mere afbalancerede mennesker end vi selv er.

Et ego i balance

Og det er netop egoet, som tror alt det. Hvis egoet skryder, sådan som vi f.eks. kan se det gør hos nogle politikere, så er det for at dække over usikkerhed og mindreværd. Et afbalanceret ego, har aldrig behov for at skryde eller for at nedgøre andre. Det er kun, når man er bange for at andre skal opdage, at man i virkeligheden ikke har nogen særlig værdi, at man gør sådan.

Et mindreværd på størrelse med Mount Everest

Alt det her med mit firma, alt det jeg laver her på min hjemmeside, bloggen, det jeg deler på Instagram og Facebook, det er meget grænseoverskridende for mig. Jeg er råddent genert. Jeg har før i tiden oplevet, at blive så nervøs at jeg nærmest har fået en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg har flere gange oplevet nærmest at få et black-out af ren og skær nervøsitet, bare over at skulle præsentere mig for et “fremmed” menneske.

Det er også det, der er min drivkraft i alt det her arbejde med egoet og med intuitionen. At det har føltes rigtig svært at være mig, og det har været stærkt invaliderende at blive så bange for alle mulige ting.

I mit ego har jeg mange tanker om, at jeg er for meget med det her arbejde og med min blog. Hvem i alverden tror jeg dog jeg er? Lille bange Anja, som var så nørdet som barn, (hvem tror jeg, at jeg narrer, jeg er stadig total nørd indeni), at jeg slet ikke havde nogen fornemmelser for det sociale, hvilket gjorde mig virkelig nervøs. Børn og unge kan være dygtige til at fortælle andre børn og unge, at de er mærkelige. Jo mere ved siden af jeg følte mig, og kunne se jeg var, jo mere usikker blev jeg.

Mindreværd og ensomhed

Der følger ofte en stor ensomhed med den følelse af at være udenfor. Det er hæsligt at føle sig ensom. Noget vi virkelig skal huske os selv på, er at vi biologisk set er gearet til at være i en flok. At være i en flok betyder overlevelse. Det er så simpelt og det er meget vigtigt, at vi har det med i os, når vi ikke forstår, hvorfor vi nu som moderne mennesker, reagerer så kraftigt imod at være alene eller bliver bange for at være udenfor. Engang betød det at være udenfor den visse død og det er vi stadig programmeret til at tro på indeni. Egoet tror nemlig på det og derfor går det også i total panik, når der er en risiko for, at vi ikke er med i fællessskabet. Det er altså en reel panik. Egoet er kun ude på at passe på os. Det er dog sådan en lidt misforstået “passen-på”.

Da jeg blev kaldt platugle

En dag bestemte jeg mig for at prøve at køre en annonce på Facebook og Instagram i 3 dage. Det var en måde hvor jeg kunne teste, hvordan de der annoncer virkede. Om det ville give nogen respons i forhold til besøgende her på siden. På det tidspunkt havde jeg lige lanceret Den Spirituelle Brevkasse (hej ego som synes, at det er alt for meget og hvem tror jeg egentligt jeg er, at jeg er sådan en der kan give råd til andre mennesker), så det var oplagt at køre en annoncekampagne på den baggrund.

Annoncen skulle køre på altså Facebook og på Instagram. I løbet af de par dage annoncen kørte, fik jeg en enkelt kommentar på mit opslag om brevkassen. En person, som bestyrer et antikvariats side på Instagram skrev: ‘PLATUGLE!!!’ som kommentar under annoncen.

For 5 år siden havde sådan en kommentar kunne gøre, at jeg fjernede min hjemmeside, slettede alle sociale profiler og ellers gik totalt under jorden i skam over at være blevet afsløret som det jeg virkelig var. En platugle (med 3 udråbstegn).

Men nu tænkte jeg mig i stedet om. Var det rigtigt? Er jeg en platugle? Snyder jeg og slår jeg plat på andre? Er jeg en plattenslager? Udnytter jeg andres svagheder for min egen vindings skyld?

Inden i mig kan jeg mærke noget andet end egoet som brøler: “Jeg sagde det jo! Det er bare et spørgsmål om tid før alle andre opdager, hvor pinlig og latterlig du er! At du er plat!”

Jeg vil dele ud af min erfaring og kærlighed til verden

Inden i mig kan jeg mærke MIG. Jeg kan mærke mit hjerte. Jeg kan mærke min kerne. Jeg kan mærke noget i mig som er uforanderligt. Som er fyldt med kærlighed, som ER kærlighed.

Jeg kan mærke, at det her arbejde jeg laver og som jeg så gerne vil fortælle til hele verden om, det gør jeg ud af kærlighed. Jeg gør det ud af kærlighed til lille Anja, som var så rædselslagen for alt muligt. Jeg gør det ud af kærlighed til alle andre mennesker, som også lever med små bange versioner af sig selv indeni. Jeg gør det af kærlighed til Jorden, til dyrene, til alting.

For jeg er fuldt ud overbevist om, at vi kan virkelig gøre det her univers, vi lever i, til et endnu dejligere sted, hvis vi elsker os selv for fulde skrald. Især hvis vi elsker selv de små bange versioner af os som figurerer indeni.

Platugle. Åh tænkte jeg, da jeg læste det på Instagram. Hvor er jeg ked af, at du som skriver sådan, tænker sådan. For alt hvad vi tænker om andre handler om os selv. Jeg håber, at du der skrev sådan, lærer at elske den del af dig, som synes at du narrer andre. Jeg prøver så godt jeg kan at elske den del af mig, som synes sådan om mig selv. Jeg håber det lykkedes for dig også. Et menneske af gangen kan vi ændre tingene.

FOR 1000 KRONERS INDOKTRINERING, TAK!