STEMMER DU?

Jeg holdt op med at stemme

Det er mange år siden, jeg sidst har stemt. Jeg holdt op med at stemme fordi jeg ikke længere troede på demokratiet i den form det havde/har. Fordi jeg havde følelsen af, at uanset hvor jeg så hen i vores politikere, så jeg store egoer. Uanset om det ego bærer kommunismen eller fascismen som et skjold. Uanset om det plæderer for mere økologi eller for mere svineproduktion. Eller nedrustning og oprustning, så jeg begæret efter magt.

Egoer kan forføres og selv mennesker med de bedste intentioner kan meget nemt falde for muligheden for at sælge sin sjæl. Bare en lille smule for at få en lidt af sin sag igennem. Problemet med den måde at drive et demokrati på er, at så længe de gode bliver ved med at sælge ud af sig selv, bare for at få lov til at få en lille stemme i det store stygge, så vil det grumme altid vinde. For det på deres legeplads, med deres regler, vi befinder os.

Hvad er det rigtige at gøre?

Og nu er der valg igen. Og jeg står igen her og er stensikker på, at jeg ikke vil deltage med min tid og energi i noget, jeg dybest set synes er et uholdbart system. Og alligevel er jeg i tvivl.

Jeg føler, jeg står samme sted som da min søn var lille og jeg skulle bestemme om han skulle vaccineres. Jeg kunne ikke få saglig information nogle steder fra. Overalt hvor jeg søgte hos læger og fortalere for vaccination, så blev jeg mødt med samme foragt og nedværdigende besked, om, at jeg var dum, hvis jeg var i tvivl.

Når jeg søgte om informationer hos modstanderne af vaccination, så mindede det mest af alt om en samling mennesker med sølvpapirshatte, som helst ville bo i jordhuler væk fra alle andre mennesker. Hvilket også selv nogle gange kan strejfe mine egne tanker, så derfor forstår jeg dem faktisk godt. Problemet med det er bare, at det mest af alt er baseret på frygt og paranoia, og sådan har jeg heller ikke lyst til at være. Jeg tog en beslutning om ikke at vælge og se hvad der skete. For jeg følte, jeg skulle vælge mellem pest eller kolera. Det endte altså med, at jeg ikke vaccinerede min søn. I dag er han 19 år og lever i bedste velgående.

Anja Dalby Stemmer du

Dommen over mine valg

Når jeg fortæller folk at jeg ikke stemmer, så bliver jeg mødt med total vantro. Det er faktisk værre end, at jeg lader mit u-vaccinerede barn gå rundt på gader og stræder.

I maj 2014 skrev jeg det her indlæg. Jeg ledte efter det her forleden dag, fordi jeg ville læse mine tanker om valget dengang. Jeg blev overrasket over, hvor vred jeg synes, jeg lyder. Men jeg ved godt, hvor den vrede kommer fra. Det var fordi jeg var bange for dommen over ikke at stemme. Ikke at ville deltage i ‘demokratiet’. Så var det nemmere at lyde sur fra starten af. End at være blød, sårbar og usikker omkring det faktum, at det for mig er skide svært at lade være med at stemme.

Sprækkerne i mig

Det er skide svært for fascismen vokser og vokser. Den har over hele verden fået nogle meget tydelige ansigter, og så har den sneget sig endnu længere ind i ‘midterpolitikken’ end tidligere. Så nu kan man stemme fascistisk i rødt eller sort.

Samtidig føler jeg mig også mere og mere desperat og ‘hvad kan jeg gøre’ og ‘nu må jeg stemme’. Men det ændrer ikke ved, at jeg stadig har det sådan, at det er hele systemet, der er totalt forkert, og det vil jeg ikke støtte. Pyh. Hvad tænker du? Stemmer du?

PS Uanset om du stemmer eller ej, så snyd ikke dig selv for George Carlins holdning til det at stemme, har vi virkelig et valg når vi deltager i demokratiet?

KAMPEN OM TRONEN

Det onde breder sig

Det kan føles som en noget håbløs affære, at stå som et lille menneske og se ud på verden, og det som foregår i den nu. Det føles som om jeg står på tilskuerpladserne til den endelige kamp. Den ultimative, kampen der skal ende alle kampe, kampen mellem det gode og det onde.

Det onde i verden er blevet så karikeret og skingert, at det kan være svært at tage det alvorligt. Igennem historien er der mange gange blevet leet af det onde, fordi det har taget så groteske former, at det har været nærmest umuligt at tage det seriøst. Og alligevel har det haft magt til at skabe masseødelæggelser og traumer i menneskets historie.

Det gode ved, at det onde vokser med sådan en kraft som vi oplever det nu er, at det gode ikke længere kan le af det. Det gode er nødt til at tage det onde seriøst nu. Det gælder både indeni og udenfor os selv.

Det gode er vågnet

Overalt i verden vågner mennesker op nu. Vores egen ondskab nipper os i bagdelen med klimaforandringer og radikale stramninger overalt. Sådan at vi nu ikke længere kan være i tvivl om, at de dystopiske science fiction romaner, vi med gysende fryd læste for 50 år siden, for længst har overtaget scenen og den virkelighed vi bevæger os i.

Vores egen adfærd her i Vesten, vores egen ignorance for andres og plantens liv, for at vi kan få kød på bordet hver dag, købe uhørt billigt tøj, skabe et forbrug der ville være Romerriget værdigt, er ikke længere til at ignorere. Ud af de vilkår kapitalismen har skabt rundt omkring i verden, er der vokset en grådighed som konstant bliver fodret at frygt. Frygt er grobund for ondskab. Og frygten for at miste retten til at være lige så grådige som vi har lyst til at være, gør at vi vælger folk til at lede os, som taler ind i den frygt. Som vi ved fra historien, så kan det skabe en masse ballade, når et folk vælger deres ledere ud af frygt.

Frygtens tsunami

På den måde er det anderledes det der sker nu i verden, end det der er sket tidligere. Før i tiden har vi stadig kunne vælge ud fra frygt og så godt nok måtte manøvrere rundt i krig og ødelæggelse. På intet tidspunkt før i vores historie, har hele vores eksistensgrundlag dog været truet som det er nu. Vi er i gang med at ødelægge planeten. Ikke bare et land eller et kontinent som før, men hele kloden.

Håbløshed er en meget lammende følelse. Og jo mere ondskaben vokser og jo mere absurde former den tager, jo mere paralyseret bliver vi. Det er som at sidde og holde vejret, mens vi ser en gyser. Stive og ubevægelige, følelser af desperation og en omsiggribende frygt, vælter ind over os.

Anja Dalby kampen om tronen. Billedet viser en blå himmel med spredte hvide skyer.

Vågn op

Heldigvis, så er mange mennesker de sidste årtier vågnet op over hele verden. De er vågnet op med en anden bevidsthed. Ud af den drøm de har levet i, hvor det eneste der havde værdi, var noget der kunne måles ud fra den kapitalistiske tankeform. Mange af os har forlængst droppet de værdier. Nye værdisæt baseret på kærlighed, venlighed, en tro på det gode i mennesket og en tro på at vi alle er en del af det guddommelige blomstrer op alle vegne.

Mennesker over hele verden griber til civil ulydighed. Vi har opdaget, at det system, der skulle passe på os, er ved at udrydde os alle sammen. Men fordi det er penge og magt, der driver det system, så vil det aldrig være på vores side. Det er dømt til at køre linen ud. Imens vi står og ser på kan vi håbe, at det kun bliver døden for systemet selv. At det ikke når at tage alle os andre med i faldet i kampen mellem det gode og det onde.

Jeg tror stadig fuldt og fast på, at forandringen vi skal se i verden skal ske i det enkelte menneske. Men det er svært (og umuligt) at tvinge en ny bevidsthed igennem. Det er noget det enkelte menneske selv skal vågne op til.

Fællesskabets styrkeprøve

Så jeg starter med mig selv. Jeg spiser vegansk og økologisk for planetens og dyrenes skyld. Jeg køber stort set aldrig noget nyt, men sørger for at købe genbrug og at sende det jeg ikke selv kan bruge, videre til nogen der kan. Jeg sørger for at være omhyggelig med at være venlig og kærlig over for alle de mennesker, jeg møder. Jeg tror på at samtalen i køen i Brugsen med tømreren, der har kurven fyldt med flæskesteg, om babyen der griner til os længere henne i linjen, gør en forskel. Jeg tror på, at vi kan blødgøre et hjerte af gangen ved helt almindelig venlig opførsel. Jo flere bløde hjerter, jo mindre frygt er der i verden.

Jeg ved, hvordan godhed smitter. Jeg ved, hvordan det smitter at være et ordentligt eksempel på, hvordan det også er muligt at leve. Andre bliver rent faktisk inspireret. Det er meget nemmere at lave sin kost om eller starte til yoga, når naboen gør det samme. Det er sværere, når nogen vi ikke har en relation til gør det samme. Vi kan allesammen være den nabo, der går forrest med det gode eksempel på, hvordan vi kan vinde den kamp, der foregår nu. Der kommer ingen og redder os. Dem der har magten til at kunne gøre det har ingen interesse i det. For dem er penge det eneste mål og det er lige præcis det mål, der er ved at skubbe os helt ud over kanten.

Et menneske af gangen, som insisterer på godhed i handlinger og ord, kan forandre verden. Sammen er vi meget stærkere end vi tror. I kampen mellem det gode og det onde.

JEG VAR SUR PÅ ORDET GUD

Da Gud kontaktede mig

Det her ord, Gud, det er så svært for mig at bruge. I mange år brugte jeg det ikke af trods. Ordet Gud hørte for mig til den kristne kirke, og det var ikke en kirke, jeg havde haft særlig positive oplevelser med. Så jeg prøvede mig frem med andre ord: Kraften, det guddommelige, gudskraften. På engelsk virker ordet the God force bedre, men for mig lød det underligt at kalde det jeg forstår ved Gud et engelsk navn.

Jeg var sur på ordet Gud. Det havde så mange negative associationer for mig, men jeg går mere og mere gået tilbage til at bruge det ord, Gud.

Der skete det for et par uger siden, at jeg havde en meget stærk oplevelse af at møde Gud. Ikke sådan som vi normalt forstår ordet som en ældre herre i himlen, men jeg mødte Gud som en kollosal energi, og den energi tog alverdens former. Alle de guder jeg har hørt om, både fra vores egne nordiske trosretninger men også fra alle andre religioner og trosbevægelser, stod som en massiv mur af energi og sitrede foran mig.

Jeg havde haft en periode, hvor jeg havde arbejdet meget intensivt med mig selv og med min kontakt med naturen og det guddommelige, jeg mødte der. Pludselig en dag i en meditation sank jeg ned (eller op) i et andet og dybere lag, og jeg hørte ordene: Velkommen tilbage. Da jeg så op for at se, hvad der havde sagt de ord mødte jeg Gud i alle Guds former.

Det er ikke unormalt, at jeg hører og ser ting. Det gør jeg stort set hele tiden, også selvom jeg ikke er fordybet i meditation eller andet åndeligt arbejde. Men den her sætning: Velkommen tilbage, den var rigtig. Altså alt det andet jeg ser og hører kategoriserer jeg også som rigtigt, men det her var anderledes. Der var ingen tvivl i mig. Det var Gud. Altså for real.

Anja Dalby Vi er nødt til at tale om Gud

Velkommen tilbage

Grunden til, at jeg blev budt velkommen tilbage var fordi jeg som sagt i den periode arbejdede meget intensivt med mig selv og min kontakt med det guddommelige. Så velkomsten handlede om, at jeg netop lige dagen før også havde haft en stor åndelig oplevelse og derfor stod hele arsenalet klar, da jeg satte mig til at meditere igen. Velkommen tilbage. Den sætning og den måde den føltes på i mig, det mærkes lige så stærkt og tydeligt i mig nu som den gjorde for et par uger siden.

Efter den oplevelse, som jeg nok vil karakterisere som en af de stærkeste, åndelige oplevelser jeg nogensinde har haft, har jeg ingen problemer med ordet Gud. For det er Gud. Den tvivl der eksisterede i mig før, selvom jeg er klar over, at den er meget mindre i mig end i mange andre mennesker, om hvorvidt vi kommer fra en større kraft, den forsvandt på et splitsekund. Jeg tvivler på ingen måde mere, for jeg ved nu.

En ny, dyb taknemmelighed er vokset frem i mig

Der eksisterer ikke længere nogen form for irritation eller trods i mig over, at ordet Gud mest er forbundet med den kristne tro her, hvor vi bor i verden. Mit egos vrede over, hvordan jeg følte, at kristendommen havde kuppet min mulighed for at have en kontakt med Gud forsvandt som dug for solen, da jeg selv mødte den kraft.

Nu er jeg ligeglad med hvem, der kalder hvem for hvad, og hvor de kommer fra. Jeg mærkede en forbundethed som gjorde mig så lille og ydmyg. Som på ingen tid gjorde mit ego helt tavst. Det var Gud. Freaking Gud.

Ud af den oplevelse, startede der andre ting i mig. En dyb taknemmelighed, en kæmpe glæde over at få lov til at opleve det her liv. Og flammen i mig, som brænder for at gøre det her bedre, for mig selv og andre, den blev til et kæmpe bål.

Vi beder i forvejen bordbøn herhjemme, og takker for maden vi spiser. Efter ‘velkommen tilbage’ oplevelsen, så beder jeg hele tiden. Jeg kaster mig ned på knæ, så snart jeg kan komme til det. Jeg synger sange, som er bønner. Jeg hilser på alt i naturen med samme ærbødighed som jeg blev mødt med, da jeg blev budt velkommen tilbage.

Gud altså. Shit shit shit. Gud!

MIN STØRSTE FJENDE

Når karate bliver mental træning

Til karatetræning spurgte min sensei (japansk for træner) mig retorisk, hvem der er min største fjende. Det var lige efter han havde sagt: ‘Anja, i karate siger vi, at vi elsker smerte’. På det tidspunkt stod mine lår og mavemuskler i flammer indeni af den træning, vi lige havde lavet, og jeg var ikke helt der, hvor jeg ligefrem kunne sige, at jeg elskede den smerte. Så da han spurgte mig, hvem min største fjende var, var jeg på baggrund af hans sidste spørgsmål ikke sikker på, at jeg kunne give ham det svar, han ville have.

‘Du er din største fjende Anja. Det er dig.’

Min erfaring har lært mig, at jeg ikke skal sige sensei imod. I karate er der (åbenbart) ikke så meget at diskutere. Så jeg lod klog af skade være med at sige noget til hans udsagn.

Hvem bremser mig?

Det min sensei mener er, at det er mig der bremser mig i de stillinger, vi laver. Det er mig, der bremser mig, når jeg synes at fire (who am I kidding) armbøjninger er nok til, at jeg må lægge panden på gymnastikgulvet og pruste, i stedet for at tage fire til – hvilket i øvrigt ikke ville være en opgave, der var fysisk mulig at udføre på nuværende tidspunkt.

Det er mig, der bremser mig, når sensei siger, at vi skal lave rullefald. Cirkelspark. Gå i bro. Lave vejrmøller og jeg kunne blive ved. Det er mig, der bremser mig, når jeg forsigtigt står og tripper og er bange for at kaste min krop ud i øvelserne.

Det har han helt ret i. Det er i hvert tilfælde ikke sensei, der bremser mig. Han fylder mig til gengæld med blå mærker fordi han maser, skubber, sparker og slår. Han udfordrer mig hele tiden og tror på, at jeg kan mere end jeg selv tror, jeg kan.

Anja Dalby min største fjende

Muhammed Ali og mig

Min sensei er den sejeste i verden. Vi træner Goju-Ryu karate som min sensei er meget højt gradueret inden for. Vi er en lille klub, nogle gange er vi kun et par stykker til træning, og vi holder til midt ude i en lille by på Djursland. Som en af sortbælterne på vores hold tørt konstaterede, så svarer det til, at vi har Muhammed Ali til at træne os i boksning, så sej er vores sensei. Og lige så skørt og fantastisk er det, at vi har så højt en gradueret en sensei til at træne os. Vi er meget heldige.

Det er jeg nogle gange nødt til at minde mig selv om. Mit utrolige held over at have så kompetent en karateunderviser som jeg har. Især når han beder mig presse min krop langt ud over den (og også min mentale) komfortzone.

Livets kærlige pres

Det er ikke kun i karate, at jeg er min egen værste fjende. Jeg er også min egen værste fjende i andre områder af mit liv. Jeg er min egen værste fjende, når jeg bremser mig selv, fordi jeg er bange for at noget gør ondt på mit ego f.eks. Når jeg bremser mig selv, fordi jeg bliver bange for at mit mindreværd rejser sig og giver mig angst. Eller at jeg bare bliver så nervøs at jeg får røde kinder og svedige håndflader, når jeg skal tale foran andre mennesker.

Det er kun mig, som bremser mig i min udvikling. På alle planer. Livet skubber, maser, slår og sparker mit ego. Ikke på en ukærlig måde, men ligesom det er tilfældet med min sensei, så gør livet det, så jeg kan blive stærkere, stå mere fast, tro mere på mig selv og mine evner. Så jeg kan lære mig selv bedre at kende, så jeg kender mine svage og stærke sider. På den måde kan jeg nemlig blive endnu skarpere på, hvor det er jeg skal sætte ind, om det er med armbøjninger eller flere store forsamlinger, hvor jeg skal tale offentligt.

SKOVEN, FULDMÅNEN & DET MAGISKE ARBEJDE

Sådan valgte jeg skoven vi skal sidde i

På lørdag skal jeg lave en udesidning hele natten. Jeg skal ud at sidde i en skov her på det sydlige Djursland og du er inviteret med.

Jeg har lavet udesidninger de sidste mange år. Hvordan og hvorfor jeg begyndte på den praksis kan du læse mere om her.

På lørdag d. 18. maj er vi så heldige, at det også er fuldmåne. Den skov jeg har valgt, vi skal sidde i vender ud mod en stor åben eng, som igen ender i en skov på den anden side.

Det er en meget fin skov med en helt særlig energi. Når jeg vælger de steder, vi skal sidde til udesidningerne, så prøver jeg så vidt muligt, at vælge skove, som er rimeligt uberørte af mennesker. Ikke at der ikke må være stier og andre spor af, at mennesker bevæger sig i dem. For mig er det dog bedst, at det er en skov, som i så vid udstrækning som muligt får lov til at passe sig selv. Det er bestemt ikke altid en nem opgave i Danmark at finde sådan en skov.

Den skov vi skal sidde i på lørdag opfylder mine krav. Jeg må også gerne tromme i skoven, noget der kan være svært at få lov til, når jeg har fået tilladelse til at sidde i private skove til udesidnings-workshops. Men på lørdag må jeg tromme, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Vi samler kraften i et ritual

Det er første gang, jeg selv skal lave en udesidning i den her skov, så jeg er selv (næsten) ligeså spændt som dem, der har meldt sig til. Jeg har set forskellige dyrespor i skoven, men hvilke dyr det er, det vil jeg ikke afsløre her. Måske er vi heldige at se dem i løbet af natten, og så vil jeg fortælle om dem bagefter.

Fuldmånen kommer til at bevæge sig hen over hele den store eng, som skoven vender ud mod. Uanset om det er overskyet eller ej, så kan månen og lyset fra den sagtens fornemmes inde i skoven.

Vi vil i fællesskab lave et ritual, hvor vi beder om kraft til at manifestere det, vi ønsker os i vores liv. Alle er før udesidningen blevet bedt om at skrive en intention for udesidningen ned. Fuldmånens energi vil så hjælpe til at bringe intentionen ned fra det æteriske til det jordiske.

Jeg elsker virkelig at lave udesidninger, og lige nu kan jeg slet ikke vente til på lørdag. Jeg glæder mig helt vildt til at møde og tage imod deltagerne. Og til at hjælpe med at viderebringe den her fantastiske gave og oplevelse en udesidning hele natten er.

Anja Dalby Udesidning

Afsløring af min egen intention for udesidningen

Min egen intention for udesidningen er, at jeg vil bede om at få klarhed på nogle bestemte områder af mit liv. Fuldmånens lys er perfekt til at få erkendelserne til at stå rent og skinnende frem.

Jeg er ikke i tvivl om at det ‘virker’, når jeg har bedt om vejledning og kraft på en udesidning. Alt det jeg har bedt om eller har bedt om råd til på de andre udesidninger, jeg har lavet er gået i opfyldelse. Det er altså et magisk arbejde. Det er også grunden til, at det at lave udesidninger har ‘overlevet’ i så mange år som det har. Mange andre ritualer, ceremonier og traditioner fra før kristendommes indtog er forsvundet, men udesidninger har holdt ved. Det er der en grund til.

Du kan stadig nå med: To ledige pladser

At lave en udesidning er fantastisk på så mange planer. På det personlige, selvudviklende og på det spirituelle, åndelige plan. Hvis du har lyst, så er der i stadig to pladser tilbage på lørdagens udesidning, og du er meget velkommen til at være med. Hvis der er noget du gerne vil spørge til i forbindelse med udesidningen, så skriv endelig til mig på anja@anjadalby.dk.