MENINGSFULDE TILFÆLDIGHEDER

Hvornår oplever man synkronicitet?

Vi oplever synkronicitet eller meningsfulde tilfældigheder, når vi begynder at lægge mere mærke til de ting, der sker i vores liv. Når vi bliver mere bevidste. Et sind, som aldrig er i ro og aldrig er til stede i nuet, det opfatter det der sker omkring det for tilfældigheder. Ofte er det så optaget af tankerne omkring fortiden og fremtiden, at det ikke opdager, hvordan hele verden prøver at komme i kontakt med det for at guide og hjælpe.

Når vi kommer i ro inden i, når vi begynder at være til stede i nuet, så er det nærmest som om et slør løfter sig fra vores øjne. Lige pludselig kan vi rent faktisk se livet omkring en. De tilfældigheder og den synkronicitet vi oplever i vores liv giver pludselig mening. Vi begynder at se at intet er tilfældigt. At alt omkring os er en form for kommunikation, at verden vil os noget. Den vil gerne tale med os og lede os på rette vej.

Så du går fra at gå i en tåge med et konstant bekymret og ængsteligt ego. Et ego, som hele tiden er i gang med at udregne nye dommedagsscenarier for dit liv. Istedet føler du dig elsket og støttet, og du får mere og mere tillid til verden. I takt med, at du opdager, hvor meget den faktisk gerne vil hjælpe dig.

Tillid til tilfældighederne

Jo mere tillid vi får til, at tilfældighederne er meningsfulde, jo mere bliver vi vist. Eller ikke vist faktisk, for alle tegnene er der hele tiden. Jo mere tillid vi har, jo bedre bliver vi til at se de tegn, der er og verden åbner sig op på en helt ny og fortryllende måde.

Synkronicitet viser sig, efter min erfaring, på to måder. Den første måde er en form for instant ønske-opfyldelse. Det er den oplagte måde, hvor du tænker på en ven, du ikke har talt med længe, og vennen ringer lige efter. Eller det kan være så simpelt som, at du er løbet tør for vaskemiddel. Når du går i supermarkedet, så er dit yndlingsmærke sat ned til halv pris. Det lyder banalt, men hold øje med de her små ting og anerkend dem. Sig tak for det. Læg mærke til, at du fik en parkeringsplads med det samme. Eller at der var grønt lys hele vejen den dag, du havde travlt.

Synkroniciteten viser sig naturligvis ikke kun i små dagligdagsting. Men hvis vi ikke begynder at opfatte den konstante støtte, vi får i det små, så hører vi heller den dag hele verden skriger til os, at vi skal købe en lottokupon. Start i det små med at holde øje med den hjælp, der konstant er omkring dig. Så træner du dig selv til at begynde at se de større ting også. Det er som en muskel, der skal trænes. Vi kan ikke forvente at kunne gå direkte til et højere niveau, når vi ikke har taget de lavere.

Synkronicitet er helt naturligt. Og derfor et billede af en gylden kornmark med blå kornblomster i forgrunden og træer bag marken.

Når universet svarer på dine spørgsmål

Den anden måde synkronicitet viser sig på er på den helt tossede måde. Den som faktisk ikke giver nogen umiddelbar mening i det øjeblik, det sker. Det er når du ser og oplever noget som du kan mærke har en betydning, men som du ikke umiddelbart kan afkode. Du bliver ved med at støde på et navn på en person, du ikke kender. Eller et ord eller tal. Eller et bestemt menneske bliver ved med at dukke op i alle mulige forskellige sammenhæng. Du ser pludselig grævlinge alle vegne, du ser dem i naturen, du ser dem afbilledet på tøj, din mor ringer for at fortælle, at hun kom til at køre en over i dag. Og du undres, hvorfor alle de grævlinge? Hvad i alverden vil de mig? Hvad prøver universet, at sige ved at vise mig grævlinge overalt?

Nogle gange får du svar med det samme. Du forstår, hvorfor det navn, det dyr, det tal, den sang, blev ved med at dukke op. Det er det sjoveste øjeblik, fordi du forstår, at du fik svar på noget, du ikke engang var klar over, at du manglede svar på. På noget, som er så ubevidst, at du ikke selv er bevidst om det. Du får måske et tegn til en retning, du kan gå i, så du kan få løst en problematik i dit sind. Eller du forstår, at grunden til, at du hører den samme sang overalt, er for at du kan lytte på teksten, der måske fortæller dig, at du altid er elsket.

Og når det ikke gør …

Andre gange får vi aldrig et svar. Totalt syrede ting sker, og vi finder aldrig ud af hvorfor. Måske først om 20 år, og nogle gange forbliver det et mysterie. Det er helt okay!. Du kan være sikker på, at selvom du ikke selv forstår det, der sker, så ved din sjæl præcis hvad grunden var til at du skulle opleve det. En måde at komme ud over det, at ting sker som vi ikke forstår, er at bestemme sig for at universet er et humoristisk sted. Nogle ting er så skøre og absurde, at det får The Muppet Show til at virke normalt. Det giver lidt ekstra at grine af. Måske var det bare det, den oplevelse skulle. Få os til at grine af, hvor tosset sjovt, det er at være her på Jorden.

Når du først begynder at holde øje med de meningsfulde tilfældigheder og altså kommunikere med det univers, som er forbundet med din sjæl, så lover jeg dig, at dit liv går fra at være en (måske) lidt tør og kedelig omgang til en saftig, humoristisk og meget eventyrlig affære.

@anja_dalby på INSTAGRAM

DER ER KUN OS

Kronhjortens brøl

Jeg forstår godt, hvorfor man vil tage fra Jorden. Jeg forstår følelsen af separation. Jeg forstår, at når man ikke føler sig som ét med Jorden, så er det nemmere at tage fra hende. Når jeg er i den følelse, så forstår jeg menneskets lyst til at udnytte hende. Jeg forstår følelsen af respektløs grådighed. Hvorfor skulle jeg have lyst til at passe på noget som er uden for mig og som jeg ikke er en del af?

Når jeg her i oktober måned hører kronhjortene brøle om natten, så forstår jeg angsten det brøl må have vækket i mennesket i tidernes morgen. Det brøl er så råt og dyrisk, at uanset hvor meget jeg ellers føler mig dus med himlens fugle og skovens grønne træer, så føler jeg frygten. Og med frygten kommer følelsen af separation. Og det er bare en kronhjort. Den kan ikke gøre mig noget.

Jeg forstår mekanismen som frygten bringer med sig. Trangen til at slå ihjel for at passe på og beskytte det man har. Jeg forstår, at mennesket har overlevet på grund af den trang. Her i skoven hvor vi bor, der føler jeg mig også udsat, når jeg hører kronhjortene brøle fra den anden side af vejen. Jeg får lyst til at krybe ind og passe på og skærme mig. Jeg får også lyst til at brølet skal gå væk.

“Der er mange kronhjorte her hvor vi bor. Længere inde i skoven bliver de fodret på store fordringspladser med korn, roer og gulerødder. Tæt på foderpladserne, og mange andre steder i skoven, står skydetårnene. Omkring det meste af skoven er der hegn, formentligt for at holde vildtet inde.

Hullet i brystet

Jeg forstår menneskets trang til at slå ihjel for at beskytte. Jeg kan se historien mod det punkt, hvor vi er nu, hvor vi også er ved at slå os selv ihjel i krigen mod den store, farlige natur.

En ‘naturlig’ udvikling. Fra bønder til ansatte. Fra smålandbrug til enorme kød- og mejerifabrikker. Jeg forstår, hvordan den uro vi føler indeni os over ikke længere at føle os forbunde med Jorden, gør at vi er nemme at sælge ting. For at prøve at fylde det hul ud vi har.

Et hul som er opstået på grund af vores tro, på at vi er separate fra Jorden. Det er vi ikke. Vi er lavet af kød og blod ligesom de andre dyr her. Vi forgår på samme måde ned i Jorden, som alt andet, der nogensinde har eksisteret her. Vi har en bevidsthed. Ligesom alt andet har en bevidsthed her. Dyrene. Planterne. Jorden. Alting. Vi er ikke separate fra Jorden. Vi er olien i dybet, vi er diamanterne i bjergene, vi er egetræet på bakken og det rå brøl langt nede fra kronhjortens bryst.

Anja Dalby træstamme enhjørning i skoven på Syddjurs

Gentænk det gode liv

Vejen tilbage til balance på Jorden skal ske ved, at vi vender hjem til, at vi er beboere her på lige fod med alle andre og at alting skal passes på og beskyttes. Fordi vi er alle en del af den samme Jord. Vi er alle ét. Når jeg tror på at alting er ét, og jeg så også uundgåeligt er en del af det ét, så får jeg lyst til at passe på alt omkring mig.

Jeg får lyst til at gøre min have til den bedste have for naturen. Jeg får lyst til at tilføre flere træer, flere buske, flere planter. Jeg får lyst til at lave min egen mad i min have, når jeg forstår prisen, jeg ellers betaler for mad. Når jeg vil passe på Jorden fordi jeg føler mig som en del af den, så forstår jeg prisen for maden, der har rejst langt for at komme hen til mig. Jeg forstår, at alle de omkostninger, der er forbundet med, at jeg køber mine grøntsager i Brugsen, de kommer med for høj en pris for Jorden.

Når jeg føler mig som en del af alting, så forstår jeg også, at jeg ikke er alene her. Her er 7 milliarder andre mennesker end mig. Når jeg føler mig forbundet med dem, fordi vi alle er af samme kød og blod og deler samme bevidsthed, så har jeg ikke lyst til at tage noget som ikke er mit. Jeg har lyst til at fordele ressourcerne ligeligt. Hvorfor skulle jeg tage fra min egen søster eller bror?

Vågn op!

Jeg tror på en stille revolution. Jeg tror på, at vi bliver flere og flere som vågner op til at måden at forandre, og i sidste fald redde vores liv her, er fuldstændig at gentænke, hvad vi tror er det gode liv. For det ser ud til at det gode liv er ved at ødelægge en hel planet og alt liv på den, inklusiv os selv.

Jeg tror på, at vi bliver flere og flere, som sætter stop for forbruget eller sætter det drastisk ned. Jeg tror, at vi bliver flere og flere, som vågner op til, at det er os som er de voksne her. Der er ingen over os og ingen under os. Vi har alle sammen, alle mennesker, et ligeligt ansvar. Jeg kan ikke bebrejde andre for ikke at gøre deres del af arbejdet for at få vores liv her på ret kurs igen. Jeg er nødt til at gøre det selv. Hele tiden. Der kommer ikke nogen og redder mig.

Der er kun os.

@anja_dalby på INSTAGRAM

BREVKASSEN: KAN MAN FORTRYDE AT STARTE PÅ DEN SPIRITUELLE REJSE?

Kære Anja.

Jeg har længe undret mig over at det at være i en åndelig/fysisk proces er SÅ smertefuldt. Jeg startede på en healer-uddannelse for fire år siden og mødte begrebet ‘at være i proces’. Så skete det for den ene og så den anden, så var skolelederen det, så fik folk ondt i tænderne osv. Jeg lærte, at det er den eneste vej ud i friheden og til at åbne hjertet. 

Jeg følger forskellige blogs og her er de spirituelle ofte i proces. Jeg oplever det også selv.  Jeg er bare ret træt af, at opleve den ene proces efter den anden … For hvornår begynder livet? Det er selvfølgelig overdrevet og sat på spidsen, men nogle gange synes jeg ærligt talt, at jeg ikke rigtigt ved, om jeg gider det?  Jeg er jo hoppet på toget, jeg kan ikke vende om, men Anja …
Er der ikke en lettere vej? Her mener jeg ikke spirituel bypassing, selvom det nogle gange kunne være fristende at bypasse lidt indimellem.

Jeg føler mig sjældent rigtig glad mere. Den umiddelbare naivitet, og det optimistiske sind jeg før havde er ikke så fremtrædende mere. Og helt ærligt, så fortæller mit ego mig, at det er fordi, jeg overhovedet ikke kan finde ud af, at være i kontakt med mit åndelige væsen.

Det er bare ensomt, for jeg taler jo ikke med nogle i min hverdag om den del af mit liv. Min ‘hobby’ er blevet  at undersøge og reflektere, og jeg er sådan set blevet mit eget projekt og min egen proces.  Men er det åndelig udvikling? Tror jeg er på vildspor.

Jeg læser og hører jo også om dem, som shiner i deres essens og tiltrækker alt godt. Ja, jeg undrer mig igen. For så siger folk, at man skal være med det, være i nuet og acceptere alle aspekter af sig selv, elske sig selv osv. Det billede får ved Gud alt jeg oplever til at falme. Men omvendt er der altså noget helt galt. Tænker jo, at det er egoet der er på spil. Det er vist lidt rodet, håber du kan læse mellem linjerne, hvad det ER jeg prøver at udtrykke.

Frustrationen er også, at jeg næsten har alt hvad mit hjerte kan begære. Men så er der lige den ene proces og så den anden, der oftest kommer til, at overskygge alt det skønne, jeg omgiver mig med. De fedeste oplevelser jeg har haft den sidste måned er at være blid ved mig selv, gøre ting langsomt og enkelt. Det virker støttende og kærligt. Jeg trænger virkelig til det.

Af hjertet tak til dig kære Anja, jeg elsker dine skriv.

Kærligst K.

Den spirituelle rejse har en rejseleder kaldet naturen. Her ses naturen i fuldt sommerflot. En grøn græseng med gule smørblomster og en hveps.

Kære K.

Tusind tak for din mail. Jeg er rigtig glad for, at du skriver de her ting, for som du også har opdaget, så er det ‘desværre’ ret normalt at have det sådan, når man er startet på sin spirituelle rejse. Jeg har undervist flere som efterfølgende har sagt, at de ville ønske at de aldrig var startet. Fordi de er endt præcis samme sted som du (og mange andre) står lige nu.

Jeg var der, hvor du er nu, i næsten 24 år. Konstant i proces og jo længere jeg kom ind i det, jo værre fik jeg det. Det der løg der får skrællet lagene af sig, det blev bare ikke mere lækkert, jo længere jeg kom ind i det.

Du har helt ret i at det handler om egoet. Jo mere vi vågner op til os selv (vores ego), jo mere ubehageligt kan det blive. Det er ikke for sjov at man inden for selvudvikling og spiritualitet taler om ‘the dark night of the soul’, det er præcis lige så dramatisk og mørkt som det lyder og den nat kan sagtens vare i rigtig mange år.

Egoet kan blive så opslugt af sig selv. Så den ene proces overtager den næste, og man sidder fast i en endeløs spiral af selvhad og skam over at finde ud af hvem man er. Det der gjorde den store forskel for mig, var at jeg begyndte at holde af egoet. Da jeg virkelig så hvor lille det er, at det netop er mit indre barn, så kunne jeg for alvor elske det. Da jeg begyndte at elske egoet, så fik jeg ro og jeg ‘opnåede’ den her tilstand, vi søger når vi begynder vores spirituelle rejse. En tilstand af accept og ro, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg er lykkelig.

Processerne stopper ikke af den grund, men nu synes jeg det er sjovt og interessant at være i dem. Jeg morer mig med at gå på opdagelse i, hvad jeg indeholder af ‘interessante’ ting.

Det som gjorde det store udfald for mig selv var altså, at jeg virkelig begyndte at elske mig selv, og det er jo meget nemt at sige. Og det som alle siger at man ‘bare’ skal gøre. Men det betyder altså, at man også skal elske alt det grimme, man opdager i sine processer. At man holder ved med at se på sig selv som et uskyldigt barn, som ikke ved bedre. Det betyder ikke at egoet får friløb af den grund, det gør vi heller ikke over for børn, der opfører sig umuligt. Men vi kan holde ved at vi elsker dem uanset, at de altid er værdige til vores kærlighed. Når børn mærker det, så slapper de af og umuligheden forsvinder stille og roligt. Det samme sker i os selv.

Jeg er ved at læse en bog af Thich Nhat Hanh. Thich Nhat Hanh er en buddistisk munk. For mig bliver buddhisme ofte for luftigt, men jeg bed mærke i noget han skrev om spirituel praksis, da jeg læste i bogen i går, for det er den samme erfaring, jeg har draget mig.

Det er meget vigtigt at kombinere sit selvudviklingsarbejde med en spirituel praksis, for ellers kan man meget nemt blive fortabt i det og egoet får lov at gå bananas i offer-følelser og følelser af, at det nok er værre end alle andre i hele verden. Det er det ikke, det er bare præcis som alle andre også er. Men måden at komme ud af de følelser, er ved at styrke ens kontakt med Gud. Uanset hvad man så mener at Gud er.

I bogen jeg er ved at læse citerer Thich Nhat Hanh Buddha for at have sagt det samme. Det er altså ikke en ny viden. Igennem alle tider, har man vidst at vejen ud af lidelse er at blive ved med at praktisere sin spiritualitet. Hele tiden, igen og igen.

Min egen spirituelle praksis er at jeg laver The Work og det gør jeg ofte mere end to gange om ugen. På den måde er jeg hele tiden i undersøgelse af, hvad der gemmer sig i mit ego, og jeg kan tage hånd om det på en kærlig måde.

Jeg er også med i en gruppe, hvor vi jævnligt mødes og drikker ayahuasca. Det er også en vigtig del af min spirituelle praksis. Derudover så bruger jeg naturen meget. Jeg laver shamanistisk arbejde og går i trommegruppe en gang om måneden også.

Jeg beder bønner. Jeg beder om morgenen og om aftenen, og jeg beder før hvert måltid. Jeg har også med min mand en praksis, hvor vi takker for 3 ting fra dagen, der er gået, hver aften inden vi lægger os til at sove.

Jeg sørger for at jeg får motion (karate og gåture). Jeg sørger for at spise ordenligt mad, det er vegansk for mig. Jeg faster og har lange perioder, hvor jeg kun spiser frugt. Jeg drikker stort set aldrig alkohol, og jeg spiser meget sjældent sukker. Jeg har én last, og det er sort te med havremælk, men selv det er jeg ved at udfase, da jeg kan mærke, at det forstyrrer mig for meget og gør, at jeg har svært ved at holde jordforbindelsen.

Jeg sørger for at have tid for mig selv, helt i ro. Enten i meditation eller i naturen, det er også meget vigtigt for mig, for at holde mit ego i ro.

De her ting er dem der passer til mig lige nu. Det har taget mig mange år at finde ud af, hvilke praksisser, der passer til mig. Der er så mange forskellige bud på, hvad der virker. Så gå på undersøgelse i, hvad der virker for dig. Hvordan kan du få mere jordforbindelse igennem en spirituel praksis? Jordforbindelse er nøglen til et ego, der går agurk.

Det sidste jeg vil skrive er, at når jeg virkelig føler, at jeg selv drukner i min egen proces (og ja det sker stadigvæk ind imellem, at jeg har svært ved at se det charmerende i mit eget lort), så husker jeg mig selv på hvem jeg er. Er jeg mit ego? Nej. Det jeg er, og det du er, er Gud.

Det minder jeg blandt andet mig selv om gennem konstante, spirituelle praksisser, så kan jeg føle hvor det er jeg kommer fra, og hvad det virkelig er jeg er. Men jeg gør det også ved at tænke det. Jeg tænker helt rationelt og logisk på, hvem det er jeg er, når jeg synes personen Anja er en kende for avanceret for mig. Hvor kommer jeg fra? Kan det være rigtigt, at jeg er den er smerte, det her ego? Jeg tænker sådan rigtigt over det, for pudsigt nok så forsvinder svaret lige langt væk fra mig hver gang jeg bliver opslugt af egoet. Og hver gang kommer jeg til samme erkendelse, nej jeg er ikke mit ego. Jeg kan kun komme fra en stor kraft, som har manifesteret alt det her. Det hele er Gud, der observerer Gud. Og så kommer humoren og letheden med det samme ind i mig igen.

Tusind tak fordi du skrev K. Det var også lige det jeg selv havde brug for at høre i de her dage.

Mange kærlige hilsner til dig og god kraft på din rejse.

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på? Så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

FRYGTEN FOR DET HØJTIDELIGE

I believe in God, only I spell it Nature.
Frank Lloyd Wright

Bange for Gud – kender du det?

Da jeg voksede op gik jeg i søndagsskole. Jeg voksede op i en helt almindelig lille, dansk by på Djursland, og det var almindeligt i 1970’erne, at Folkekirken underviste børnene om søndagen.

Alt det jeg igennem kirken lærte om Gud gjorde, at jeg blev bange for ham. Jeg lærte, at Gud er allestedsnærværende, og at han ser alt. Jeg lærte, at jeg ville brænde i helvede, hvis jeg ikke opførte mig ordentligt. Jeg lærte, at Gud kan sætte selv djævlen på plads, og at det er Guds vrede, jeg som menneske for alt i verden vil undgå. Den vrede er nemlig nådesløs, og Gud lader ingen formildende omstændigheder spille ind, når han udtænker sin straf.

Jeg ville gerne gå til spejder, da jeg var barn, men da jeg mødte op første gang, og vi skulle starte med at sige ‘Fadervor’, så begyndte jeg at græde og ville hjem med det samme. Alt hvad der havde noget med den kristne Gud at gøre, gjorde mig grundangst. Hver aften inden jeg skulle sove, lå jeg og bad inderligt til om Gud ikke nok ville være sød at tilgive mig mine synder. Som 7-årig var helvedes ild og den evige tænders gnidsel og smerte, det mest uhyrlige jeg havde hørt om, og jeg ville for alt i verden undgå at ende der.

Min naturlige barnetro

I virkeligheden så var jeg meget religiøs som barn. Meget tidligt havde jeg oplevelser af en kontakt med Gud i en eller anden form. Dengang forstod jeg ikke hvad det var, men jeg kunne tydeligt mærke effekten af det. Jeg følte mig holdt om og holdt af. Jeg følte mig elsket med alle mine fejl og mangler. Den oplevelse af at komme hjem, at jeg hørte til, at nogen virkelig elskede mig uden forbehold, den fik jeg hver gang jeg gik ud i naturen. Så der gik jeg ud hele tiden.

Jeg bad bønner i naturen, jeg sang sange for den. Jeg byggede små altre og lod mig fortrylle af et græsstrå, en mariehøne, lærkens sang oppe i himlen. Jeg var tilstede i naturen med et åbent hjerte, et naivt, barnligt, blødt hjerte, og jeg tog alting ind i det og takkede for det som det mest naturlige i hele verden.

En lortegud (ja!)

I mange år var jeg vred på den kristne Gud. Jeg begyndte i mine teenageår at få en fornemmelse af, at der måske var andres ord på spil i Biblen end Guds. At der måske havde været mange forskellige mennesker ind over de skrifter. Og at de mange forskellige mennesker måske havde haft mange forskellige agendaer. Jeg mistede tilliden, ikke blot til Gud, den var ligesom væk. Men også til dem som havde det fornemste job i verden, nemlig at formidle Guds ord.

Kunne det tænkes, at det ikke var Gud som var sådan en røvsyg personlighed som han blev fremstillet til at være, men at det var dem, der skulle skrive om ham som havde været det?

Det er totalt tarveligt, at Gud i det billede som jeg blev præsenteret for som barn, har fået lov til at overtage vores billede af hvad Gud egentligt er for en størrelse. For sikke en lortegud, altså helt ærligt. Kærlighed eksisterer kun med betingelser og betingelser som er fuldstændig umulige at leve op til som menneske. Det var umuligt at leve op til som et lille, uskyldigt barn. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være, hvis jeg holdt mit liv som 44-årig op mod de regler.

Det var svært at komme i kirken efter min barndoms traumer omkring gud. Den gud kirken fortalte mig om, fik mig til at skamme mig over at være menneske. Det er meget nemt for vrede og trodsighed at vokse ud af skam, og så lade den vrede rette sig mod alt, hvad der har med guddommelighed at gøre. Det er en helt naturlig forsvarsmekanisme, når man føler sig uretfærdigt behandlet og skældt ud.

Genforenet med Gud i naturen

I mange år glemte jeg naturen. Jeg huskede på mine barndomsoplevelser, men jeg latterliggjorde dem i mig selv og blev pinlig berørt over, at jeg som barn havde følt mig så forbundet i naturen. Jeg blev flov over, at jeg havde været så ‘barnlig’, at jeg havde haft en tro. At jeg havde været helt sikker som barn på at der eksisterede en ånd i naturen, som havde min ryg.

Som jeg har skrevet om mange gange før, så er jeg jo for alvor vendt tilbage til naturen og til den Gud jeg mødte der. Det tog mig en del år at opdage, at naturen ikke havde forandret sig siden jeg var barn. Det var kun mig og min frygt for alt, der duftede en lille smule højtideligt der var anderledes. Da jeg vendte hjem og overgav mig til naturen igen, var det fuldstændig samme oplevelse som da jeg var barn. Gud bød mig velkommen tilbage, og jeg følte den samme nærhed som jeg havde følt dengang.

Naturen er Gud. Et kig ud fra skoven, et væltet træ og en lille bæk, der markerer skovbrynet.

Naturens kirkerum

Den højtidelighed jeg havde oplevet i kristendommen, og altså også selv som barn i naturen, den havde jeg efterfølgende svært ved at finde i mig selv. Det som føltes højtideligt kom for tæt på. Det er svært at åbne sit hjerte mod noget og så få at vide, at man er forkert. Sådan som jeg havde oplevet det med den kristne Gud. Så hver gang jeg oplevede det mindste som havde en snert af højtidelighed over sig, så blev jeg irriteret og ironisk. Sorgen over, at det åbne barnehjerte ikke var blevet mødt med kærlighed, men med skældud fra Gud, gjorde at jeg i mange år, helt ubevidst, skyede alt der lugtede en lille smule helligt eller havde en smule hengivelse i sig.

Den her frygt for det højtidelige, at være bange for at åbne sig for det guddommelige, den er jeg begyndt at holde meget øje med i mig selv. For jeg kan se, hvordan den spænder ben for mit åndelige arbejde. Den giver mig en ironisk distance til alt, hvad der har en snert af overgivelse i sig. Jeg er klar over, at den frygt kun kan holde til i mit ego. Et ego som vil gøre alt for at undgå at blive gjort forkert igen. Et ego, som genkalder alt, hvad der har med noget andægtigt at gøre som endnu en måde at føle skam på.

Jeg er også klar over, at når jeg overgiver mig selv helt til det guddommelige, kraften i naturen f.eks., så har egoet i mig ikke mere magt. Så selvfølgelig er egoet bange for den overgivelse. Især når det samtidig har erfaringen med sig, at der ikke kom noget godt ud af den ‘overgivelse’ til Gud. At den overgivelse som barn i søndagsskolen, blot gav endnu mere skam og endnu mere mindreværd.

At Gud giver mindreværd er absurd. Det kan ikke være meningen fra en gudskraft, at mennesket, som er en del af den kraft, skal føle skyld over at være menneske. Det kan kun være mennesket som har tilføjet den lille finesse til det at være et troende menneske.

Du og jeg er også Gud

Jeg øver mig dagligt i hengivelsen nu. Jeg er stædigt insisterende i min tilgang til det guddommelige. Jeg tager mig kærligt af mit ego, som bliver bange for hvad den hengivelse kan betyde for det. Jeg beroliger det med at Gud er kærlighed, at Gud også elsker egoet. At der ikke er noget at være bange for. At den skam jeg følte dengang som barn, og som fulgte mig længe ind i mit voksne liv, den ikke længere er relevant. Jeg blev fortalt nogle historier som barn, som jeg selvfølgelig troede på, for de blev fortalt af kloge voksne, som endda skulle tale på vegne af Gud. Det bliver ligesom ikke større. Men de historier, eller effekten af dem nok nærmere, behøver jeg ikke længere bære rundt på.

De historier kan jeg lave om på nu. Jeg kan vælge, at tro på at der ikke findes fejl. At skam ikke er andet end et symptom på mindreværd, at skam kan opløses når det bliver mødt med kærlighed. Når jeg giver mig hen til gudskraften nu, så læner jeg mig ind i historien om, at jeg også er Gud. At den gnist, der brænder i mig, kommer fra det store bål af kærlighed, som kun kan være den kraft, der har skabt det, vi kalder for et liv på Jorden.

Jeg har for længst ’tilgivet’ dem, der plantede de skrækkelige gammeltestamentelige, gudsfrygtige historier i mig, da jeg var barn. Faktisk ser jeg det nu mere som noget positivt. For den skam, der fulgte med søndagsskolen, den var jeg nødt til at håndtere. Det har ledt mig ud på en lang rejse tilbage til mig selv. Tilbage til Gud. Det er i virkeligheden den største gave, der kom ud af noget, der til at begynde med kun gav mig ondt i maven.

BREVKASSEN: HVAD STILLER MAN OP MED JALOUSI?

Kære Anja.

Jeg vil høre om du kan hjælpe mig. Jeg har i længere tid kæmpet med at finde ro i mit forhold til min nuværende kæreste, som jeg er utrolig glad for. 

Baggrund: Jeg blev for 2,5 år siden skilt fra min daværende mand, som jeg har været sammen med siden, vi gik i gymnasiet sammen. Vi har levet halvdelen af vores liv sammen og hele vores voksne liv. Jeg har haft svært ved at finde fodfæste siden og har bakset meget med at lære at leve alene. Jeg drømte om at være fri, da jeg sad med småbørn, villa og job til op over begge øre. Havde drømmen om, at det berømte grønne græs lå udenfor min havelåge. Jeg var den, der flyttede fra ham, men jeg har siden haft store kvaler med skyld i forhold til vores børn, og i forhold til det at have undervurderet det fundamentale i at være del af en familie og har til tider fortrudt også. Han kom hurtigt videre, blev boende i vores fælles hus med ny kæreste som han for få måneder siden har fået et barn med. Det har været hårdt. Men det går bedre i dag.

Jeg er: meget temperamentsfuld, jaloux og mit ego er stort, samtidig har jeg et lavt selvværd og er meget hård og dømmende over for mig selv. Tror jeg har det med fra barndommen og har levet i skyggen af en meget vellidt og dygtig storebror. Min eksmand har altid klandret mig for, at jeg ikke er i stand til at tænke én rationel tanke, men altid handler ud fra mine følelser. Jeg kan blive utrolig glad og begejstret men kan med samme intensitet blive fx gal, skuffet og jaloux. Jeg elsker min familie, men er ikke så vild med andres. 

Nå, men tilbage til situationen med min nuværende kæreste og mit egentlige problem … Baggrund min nye kæreste: Vi var kollegaer på samme arbejdsplads inden vi fandt sammen forholdsvis hurtigt efter min skilsmisse. Jeg har aldrig set ham som andet end en almindelig kollega inden og har aldrig rigtig snakket med ham før. Han har en datter på 17 år og har været i en del forhold siden skilsmissen fra hans datters mor – for 15 år siden. Tilfældigvis skulle vi på en kortere rejse i forbindelse med arbejdet sammen, kort tid efter min skilsmisse og vi begyndte at snakke sammen. Mest fordi jeg havde det utrolig dårligt på den rejse. Jeg følte, at han hjalp mig meget, og jeg begyndte at se ham som en god ven. Jeg elskede, at han var mere moden end min eksmand og havde prøvet en masse og var klog på livet. Jeg lod mig bære af ham og elskede, at han blev forelsket i mig.

Det var sådan det var i starten, han var utrolig vedholdende, og jeg solede mig i den megen opmærksomhed, jeg aldrig havde fået fra min eksmand. Jeg blev meget forelsket i ham. Er det stadigvæk. Han er uden sammenligning den bedste mand jeg kender, og jeg elsker ham højt. Men der er et men … Hans datter er hans et og alt. Han skulle have haft et helt fodboldhold af børn. Han er hønefar af ”værste” skuffe. Hun er vant til at have hans fulde opmærksomhed. Jeg kan ikke klare at tænke på dem i deres symbiose. Jeg opfører mig som et barn, der mangler opmærksomhed. Der er ingen tvivl om at symbiosen er for to. Hun er ikke kontrær, hun er bare hans. Hun har aldrig henvendt sig til mig. Jeg kan godt forstå hvorfor, for hvorfor skulle hun? Mine børn elsker min kæreste, men jeg kan ikke gøre ham kunsten efter. Jeg er også utrolig stolt af min symbiose med mine to børn, men vi lukker ham ind. Jeg beundrer meget, at han kan og ville ønske, at jeg selv havde børn med en mand som ham. Jeg er jaloux i stedet. Jeg skammer mig over det. Jeg slår op med ham, så snart det bliver uudholdeligt for mig. Det har jeg gjort ca. 5 gange på de 2,5 år vi har været sammen. Det er opslidende og ikke mindst utrolig hårdt for min kæreste og jeg ødelægger en masse og tilliden nedbrydes hver gang. Jeg græder over det, og jeg kan ikke tænke rationelt. Sådan var jeg også som barn. Jeg stak ofte af for, at min far skulle finde mig. Ikke min mor. Men min far. Når han så fandt mig, så fik jeg følelsen af at han elskede mig. Ikke min mor. Jeg er ikke så tryg ved kvinder. Jeg misforstår dem og har heller ingen søstre eller rigtige veninder. Jeg er vokset op i en drengeflok.

Jeg er ikke helt sikker på, at det kun er hans datter der er mit problem. Nogle gange føler jeg, at jeg lever mere intenst i orkanens øje end i en monoton hverdag. Som om at jeg søger ”ulykker” for at finde ud af om han holder ved? Som om jeg kun kan forstå om jeg selv elsker ham, når jeg har kastet ham væk og efterfølgende opdager, hvor meget jeg savner ham. Det er ikke særlig rart. Men det er sådan jeg er. Kan jeg ændre mig og hvordan og kan jeg finde tilfredsstillelse i vores forhold? Er jeg evigt destruerende og rastløs? Og hvorfor er jeg sådan?

Hilsen A.

HVAD STILLER MAN OP MED JALOUSI, ANJA DALBY

Kære A.

Tusind tak for dit spørgsmål, tak for din ærlighed og dit mod til at fortælle om, hvordan du har det. Jeg er glad for at du turde se udover skammen over dine følelser og skrive dem til mig, for det du føler er simpelthen så almindeligt og alligevel er det så svært at tale om. Hvem har lyst til at indrømme, at man er jaloux over et barn? Det er de færreste, som vil indrømme det. Men indrømmelsen er første skridt til forandring, og det er meget smukt, at du har så meget selvindsigt og åbenhed over for at finde en løsning, at du tør skrive det til mig.

Som du måske ved, så blev jeg selv skilt for 5 år siden og fandt sammen med min mand David 6 mdr. efter min skilsmisse. Jeg har en søn på 19 år, David har en datter på 19 år og en søn på 14, så jeg kender virkelig (VIRKELIG!) godt til de problemstillinger, du nævner.

Noget helt lavpraktisk David og jeg aftalte, da vi mødte hinanden, det er at uanset hvad, så kommer børnene altid først. Det var en rigtig god aftale at lave for os, for så var det ligesom på plads. Så var der ingen af os som kunne tillade os at føle os tilsidesat eller forsmåede (eller det må vi jo godt føle, men den første lov var ligesom etableret, og så er det svært at flippe ud over det) hvis den anden valgte børnene frem for vores parforhold.

At børnene altid kommer først, betyder ikke, at vi hopper og springer for dem, eller gør ting for dem, som vi ellers ville synes var urimelige som forældre. Men det betyder, at vi ikke giver vores egoer plads til at knalde ud over, at en aftale mellem os bliver rykket eller aflyst. At vores parforholdstid nogle gange må sættes på standby, fordi der er et barn, der har brug for sin mor eller far. Nu har vi været sammen i over 4 år, og det er en regel, vi stadig holder i hævd, for den giver os ro, alle 5. På den måde slipper vi også for at børnene føler, at de kommer på andenpladsen og vi gør det samtidig også bevidst overfor hinanden, at vi er klar over, at det ikke er for altid, vi kan have den her plads i deres liv. Så det er med at nyde dem nu, hvor vi ‘har’ dem.

Det andet jeg vil sige, er at det tager lang tid at skabe en god relation med de børn, der kommer med ens partner. Det er først nu, hvor vi altså til efteråret har været sammen i 5 år, at vi begynder at have gode, lige, rene relationer med hinandens børn. Det er vigtigt at huske, at de ikke har valgt os, de nye partnere. At de børn også har en historie med sig og også historier om andre partnere som de måske har involveret sig følelsesmæssigt i, men som så igen er forsvundet ud af deres liv. Det er vigtigt at have en stor omsorg og et stort hjerte for det. Det tager tid, lang tid. Og lige når vi føler, at nu er et af børnene holdt op med at reagere over, at deres mor eller far er i det her nye forhold, så kommer der en reaktion fra et af de andre. De skal de have lov til. De må synes det er ligeså træls som de synes, at de måske ikke har far eller mor helt så meget som de havde før. Det betyder ikke, at de får ret i at måtte reagere helt vildt voldsomt, men de får en accept af, at det er okay og en naturlig proces.

Som du også selv er inde på i dit spørgsmål, så er jalousi jo en følelse, der hører til mindreværdet og dermed egoet. Jalousi bliver også fodret af skam, så jo mere man prøver at holde jalousien nede og gøre den forkert, fordi den føles (og er) så skadelig, jo mere vokser den. Så første skridt er som du har gjort her, at indrømme, at den eksisterer. Det er sejt og flot, at du gør det, det er bestemt ikke en nem indrømmelse.

Det du kan som det første kan gøre, det er at tage følelsen hjem i dig selv. Altså tage helt ansvar for den. Når du føler jalousien komme op i dig, så bed om en time-out, hvis du f.eks. er sammen med din kæreste. Sig det ordret til ham: ‘Nu bliver jeg simpelthen så jaloux, og jeg skammer mig sådan over at føle sådan. Det gør mig så ked af, at jeg har det sådan, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det lige nu.’

Og så gå ind for dig selv, eller gå en tur, hvis det er muligt. Det kan også være din kæreste har plads i sig selv til at føle omsorg for dig, hvis du ikke giver ham ansvaret for jalousien, men anerkender over for jer begge, at det her er DIT problem og på ingen måde hans. Men hvis han ikke kan det, hvilket kan være rigtig svært, for det er meget nemt at gå i reaktion på den følelse i andre, så sig at nu trækker du dig lige og tager lidt tid til at bearbejde følelsen. Samtidig med, at du gør ham klart, at det ikke handler om ham eller hans datter. At du er klar over, at det er dit det her. Så skaber du ro i det ydre til at kunne tage dig af dit indre.

Når du så er alene A., så skal du give dig selv lov til at være lige så ked af det og jaloux som du er. Giv slip og græd af frustration over følelsen og grunden til, at den opstod. Giv dig selv plads til at føle som du føler. For du må gerne være jaloux. Du må gerne føle dig tilsidesat og være ked af det. Der er stor forskel på at give sig selv lov til at føle som man føler og så på at skyde skylden for sine følelser på et andet menneske. Ved at give dig selv lov til at føle jalousi, så tager du ansvar for din følelse. Du prøver ikke at være bedre end du er og gemme det du føler, for så at eksplodere med det senere, og du prøver ikke at få andre til at være anderledes end de er, så du slipper for at blive konfronteret med de her ‘ubehagelige’ følelser.

Når du giver dig selv lov til at føle det du føler, så tager du dig selv alvorligt og det er første skridt i at heale mindreværdet. Tænk på dig selv som et lille barn. Giv det lille barn til at føle alle de følelser, der eksisterer i det. Du ville heller ikke gøre et barn forkert for at have ‘forkerte’ følelser, men du ville tale med barnet, anerkende følelserne, sidde med det og holde om det, mens det var i sin reaktion. Det samme skal du gøre over for dig selv. Føle omsorg for, at du har det som du har det, for det er dælme en af de mest rådne følelser af føle jalousi. Den er så svær at have med at gøre, og den gør os både blinde og døve over for noget som helst rationelt.

Så vær omsorgsfuld og synes, at det er synd for dig, at du er jaloux. Det kan lyde helt omvendt, men det virker altså. For det der reagerer i dig, det er mindreværdet. Mindreværdet bliver aldrig mindre af at blive gjort forkert og at få fortalt at dets følelser er grimme. Det vokser det kun af, og så ender man nemt i en rigtig træls spiral som du nok også har erfaret.

Lad være med at bedømme situationen, du er blevet jaloux over. Altså lad være med at prøve at regne ud om du har ret til dine følelser eller ej. Det kommer der ikke noget godt ud af. Hold fast i at være i følelsen og mærke den. Når du så føler, at du har reageret nok, altså måske fået tudet eller raset godt ud, så kan du gå tilbage til din kæreste. Hold ved, at du ikke giver ham skylden eller ansvaret for dine følelser, for det ansvar har du helt selv. Men det betyder ikke, at du ikke gerne må sige det. Bare sig til ham, at nu føler du virkelig meget jalousi. Når du har været i dine følelser selv, så er det også meget nemmere at komme tilbage og bede om et kram, at bede om at blive holdt om. Sig til ham, at du gerne vil trøstes, for du er så jaloux lige nu, at du næsten ikke kan være i det. Om han vil være sød at være din MAND og hjælpe dig. Det er min erfaring, at det er et sprog mænd (og andre kloge væsner) kan forstå, og når vi taler sådan til dem, virkelig beder om det vi har brug for, trøst og omsorg, så er det også det de vil smide alt for at give os.

En sidste ting A., det er at jeg vil foreslå dig at lave The Work på de tanker, som gør at du føler jalousi. Det er virkelig et godt redskab til at lære at føle omsorg og kærlighed til sig selv med. Der kommer så mange åbninger inden i en selv, når man arbejder på den måde. Så tager man netop sine følelser alvorligt og giver dem en stemme. Når man giver dem en stemme og giver dem lov til at eksistere, så føler de sig ikke længere forkerte, og når den forkerthed slipper, så healer mindreværdet meget hurtigt op. Jeg kan ikke anbefale det værktøj nok, det har gjort en kæmpe forskel for mig, mit parforhold og mine relationer til ‘vores’ tre børn.

Jeg kan sagtens hjælpe med at lave The Work. Det koster 600 kr pr. session, og så tager vi én tanke af gangen og arbejder med den. Det kan virke uoverskueligt til at starte med, men jeg kan (næsten) garantere, at du vil mærke en stor effekt efter få gange. Det er nemt at gøre over Skype eller Messenger, og det vil have præcis samme effekt som hvis vi sad over for hinanden. Sig til hvis du vil have yderligere hjælp til at slippe jalousien.

Tak igen A., jeg er meget glad for at du skrev til mig. Alt det bedste til dig og din færd fremover.

Mange kærlige hilsner

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.