I går mødte jeg en person jeg ikke har talt med længe. Da vi efter et stykke tid var blevet opdateret på hinandens liv, sagde hun: Nå, men så er du vel lykkelig?
Lykkelig er et ret stort ord, synes jeg. Nok især når man er jyde. Det føltes lidt underligt i mig at skulle svare på det. Men det var godt at få det spørgsmål, fordi det fik mig til at tænke på hvad lykke er. Om lykke er afhængig af noget og hvad lykke overhovedet er for en følelse.
Efter en pause, hvor jeg tænkte og mærkede om jeg nu virkelig var lykkelig, så svarede jeg ja til hendes spørgsmål. På en måde var det næsten lidt mærkeligt at svare ja. Fordi vi er så vant til at der altid er et eller andet der hænger. Et eller andet som ikke er helt okay. Det er næsten lidt for meget at være lykkelig, det er faktisk lidt flovt, så er man næsten lidt for lalleglad. Hvis man nu virkelig er blind for de steder i ens liv der trænger til forbedringer, så kan man i det mindste få øje på alt det store som er helt af helvede til. Hele den måde menneskenes færd er her på jorden, bare til eksempel.
Efter hendes spørgsmål i går, gik jeg hele dagen og tænkte over om jeg virkelig var lykkelig eller om det bare var et øjebliks kådhed der havde gjort at jeg svarede ja. Jeg tænkte: Hvad nu hvis jeg virkelig er lykkelig? Hvad betyder det egentligt for mit liv og den måde jeg ser det på? Gør det nogen forskel at jeg nu er bevidst om, at jeg åbenbart er lykkelig?
Kan jeg tillade mig at være lykkelig når alt i mit liv ikke er “perfekt”? Når livet ikke er det for mange mennesker omkring mig? Er det okay at være lykkelig, bare fordi jeg er? Fordi det er november måned og lyset udenfor er så fortryllende for tiden? Fordi jeg så en pige i køen i kiosken i dag som stod og dansede for sig selv til Alicia Keys i radioen?
Jeg tror ikke det behøver være så svært at være lykkelig. Jeg tror at hvis vi er tilstede i nuet og ser det med åbne, venlige øjne, så kan vi ikke lade være. Det er en befrielse at tage begrebet lykke ud af damebladene eller terapi-rummet og bare gøre det til det det er. En lettelse over at være sig selv, en tilstand hvor frygt ikke eksisterer, hvor man bare er tilstede i hjertet. Lykke behøver ikke være den her store Nirvana-lignende tilstand jeg lidt synes det er blevet gjort til. Lykke er bare at være frygtløs, for så er der kun kærlighed.
Når jeg nu ser på mig selv som en der åbenbart er lykkelig, så kan jeg mærke at alle de steder hvor jeg faktisk har lidt lyst til at sige: “Ja jeg er lykkelig, men…” De forsvinder. Alle de men´er, de fordufter. De mister deres kraft i mit liv og jeg ser på dem med en neutral følelse, for de kan ikke gøre mig noget. Jeg er jo lykkelig og det er jeg bare fordi jeg er og fordi jeg ikke er længere er bange for noget.
Jeg har længe været bevidst om at jeg næsten ikke var bange for noget længere. Og når jeg har været det, så ser jeg på det med nysgerrighed og kærlighed, for at finde ud af hvordan jeg kan blive klogere på mig selv og endnu mere fri igennem løsrivelsen fra frygten. Men at tage endnu et skridt og erkende at på den anden side af frygten, der findes lykken, det krævede faktisk lidt af jyden i mig. Nu er jeg ikke længere bange for at være sådan en der er lykkelig, for det er jeg bare. Lykkelig.
Så: Hej, jeg hedder Anja. Jeg er lykkelig. Hvad med dig?
