Her kommer en øvelse der hjælper dig til at træde væk fra dig selv og se tingene udefra. Den hjælper på bekymringer, ængstelse, fremtidsangst og fortidssorg.

Gå udenfor en nat. Hold øje med vejret. Hvis det hele dagen har været klart vejr så bestem, at i aften går du ud når solen er gået ned. Hvis du bor i byen, så bestem dig for at lave denne øvelse når du på et tidspunkt kommer ud på landet.

Stil dig og se op på stjernerne. Se og se indtil du får fornemmelsen af at blive suget helt ind i det uendelige mørke. Prøv at se om du kan rumme hvor mange stjerner det er du kan se med dit øje. Hvor gamle de er. At de også er her, når du ikke er her mere. Eller dine børn. Lad det svimle for dig. Bliv endelig rundtosset af hvor svært det er at kapere, at du står på en planet i en galakse som du ikke engang kan rumme størrelsen af.

I vores galakse er der mere end 100 milliarder stjerner. Tænk så på hvor mange galakser der er. Det er anslået at der er omkring et par 100 milliarder stykker, som vi altså kan se herfra hvor vi er. Så er der jo så resten af universet. Alt det vi ikke kan se. Du må gerne miste fodfæstet ved tanken om størrelsen på universet, mens du står med hovedet bøjet bagover og ser op.

Ryk så tilbage i din egen krop. Dit eget perspektiv på livet. Tag storheden med ind i dig selv, se storheden i dit eget liv. Det kan virkelig ikke være meningen at vi skal tonse rundt her på planeten og få ondt i maven af stress.

Dit liv er så småt. Så kort. Et snefnug der smelter på et sekund. Jeg lover dig, at hvis du jævnligt sørger for at få følelsen af at jorden forsvinder under dig, når du står og ser op i stjernerne, så fylder opvasken mindre og mindre i din bevidsthed.

Den opvask er ikke vigtig. Den er ikke værd at miste tid med dine unger over. Eller med din kæreste. Eller med dig selv. Grin, dans og elsk først.

Verdens nemmeste øvelse

 

Her er et foto af 1 galakse. Dem er der som sagt så mange af at vi ikke kan tælle dem.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!