Tre begravelser og et bryllup

I foråret døde tre mennesker jeg kendte. Det var okay, hvis det er muligt at sige det sådan. (Altså det var “til tiden” hvis det begreb overhovedet eksisterer …). Her i august blev jeg gift. Det var en dejlig dag, og tiden herefter har været så fin, sød og honeymoon-agtig på en måde som jeg slet ikke havde forventet den ville være.

 

Anja Dalby

 

En virkelig vigtigt øvelse for mig, er hele tiden at minde mig selv om at mit liv ikke har noget med mig at gøre. Ting sker. Og det gør de hele tiden. Der kan opstå besynderlige og nervepirrende ting i mit liv og de sker bare. Ligesom de ting jeg kalder for lykkelige og glædesfyldte også sker. Det hele sker hele tiden, helt af sig selv.

Selvfølgelig har jeg et vist for form ansvar, for min egen glæde. Men ikke i den forstand at det er min egen skyld, at der sker gode ting i mit liv. Det er min skyld hvis jeg ser på tingene der sker som gode, uanset om de er det eller ej. For det der sker er altid neutralt. Uanset om det er bryllupper eller begravelser. Jeg behøver ikke tage mit liv personligt. Jeg kan ikke tage æren for de gode ting, ligesom jeg ikke behøver skamme mig eller føle skyld over de dårlige.

Anja Dalby

Livet er en konstant bevægelse for os alle sammen. Det er sammentrækning og udfoldelse. Det er holden fast og given slip. Det er en indånding og en udånding.

Livet bliver levet igennem mig.

Hvis jeg vælger at have en mening om mit liv, så vil den mening altid komme fra egoet.

Men når jeg læner mig tilbage i den bløde stol, på første parket med en cola og popcorn og nyder forestillingen, så nyder jeg også dramaet, gyset, thrilleren, med et stort smil, for jeg ved at det hele kun er et show.

Jeg er deltager i begravelser og jeg deltager med tårer og sorg. Jeg er tilstede i mig selv, mens jeg mærker sorgen og føler tårerne trille. Jeg observerer at det er det der blevet levet igennem mig nu. Sorgen og tårerne er ikke mig og har på den måde intet med mig at gøre.

Det er en meget frigørende følelse at deltage med alt hvad jeg har af følelser og nærvær, i alt hvad der følger med en begravelse og så stadigvæk kunne mærke, at intet af det har noget som helst med mig at gøre.

Hverken min sorg eller mine tårer. Den der græder og den der sørger er ikke mig. Det er personen Anja der giver slip og føler sorg ved tanken om den måde fortiden griber ind i nutiden på og derfor handler sorgen mest om savn og længsel efter noget der var og alligevel aldrig kan komme tilbage.

Sorgen bølger ind over mig, på samme måde som glæden gør det.

Anja Dalby

Den dag jeg blev gift, da græd jeg også rigtig meget. Jeg hulkede ind i min mors hals før ceremonien, fordi jeg var så spændt at jeg ikke havde andet valg end at ventilere i form af tårer.

Efter ceremonien fik jeg grædt ind i en del tilfældige nakker og skuldre, alt efter hvem der lige kom forbi mig og ville kramme tillykke. Lettelsen og glæden over brylluppet væltede ind over mig i en grad der gjorde det umuligt at foretrække en nydelig makeup, for i løbet af kort tid var min mascara grædt ud og fordelt på flere gæsters halspartier.

Jeg bliver ved med at sige til min mand at jeg er så heldig at jeg mødte ham. Men jeg ved godt det ikke er held, ligesom det ikke er uheldigt at mit forår var præget af tre begravelser. Det er sådan livet er. Det er sammentrækning og udfoldelse, holden fast og given slip, indånding og udånding.

Der er ikke andet at gøre end at spænde selen, holde godt fast og forberede sig på det vildeste man nogensinde kunne forestille sig, nemlig et styks liv på planeten Jorden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.