Gå til Stilhed og Mirakler i Aarhus

Som du måske ved, så bor jeg for øjeblikket i Aarhus i en lejlighed med min store søn på 17 år, min kæreste og min kærestes teenagebørn sådan on and off. Det har været og er dejligt. Teenagehumør og hormoner i udvikling, er fantastisk at være vidne til.

At se egoet puste sig op i den alder er et utroligt teater. Og det er ligeså vidunderligt at opleve når egoet erfarer, at det alligevel ikke var Kongen eller Dronningen af hele verden. En realitet begynder at dukke op i den unge. Man kan se glimt af ydmyghed, taknemmelighed og øjnene begynder at se udover den næse de sidder bag. Det er meget fascinerende at være vidne til.

Men selvom vi har “hygget” os med at sidde på første række til Cirkus Teenage-ego, så har min kæreste og jeg længe ønsket os at flytte på landet. Lejligheden er blevet mindre i takt med at børnene er blevet større og vi har længe følt os helt færdige med at bo i Aarhus. Det har bare ikke set ud som om det var en mulighed, at finde noget tæt på Aarhus og vores børn er alligevel ikke helt store nok, til at vi kan rykke rigtig langt væk lige nu.

meditationsgruppen sidste efterår, guidede jeg deltagerne (og mig selv) igennem en visualiseringsøvelse. En øvelse hvor man meget simpelt ser sig selv gå hen af en vej og ser de ting man ønsker sig. Dem bruger man så noget tid på at mærke og derefter går man forbi dem og går videre af vejen. Det er en meget kraftfuld øvelse og udført i den rigtige ro, med en åben energi, kan den udrette det vi populært kalder for mirakler.

Jeg ønskede mig et lille hus i en skov, da vi lavede den øvelse. Jeg gik rundt i huset, så på haven, mærkede træerne, lagde mig i græsset, varmede mig ved brændeovnen indenfor. Og så gik jeg videre af vejen. Velvidende at nu var ønsket sendt ud og fordi jeg går videre af vejen, så er det allerede en del af min energi og så er det bare et spørgsmål om hvornår det manifesterer sig her i denne verden af 3D.

For ca. to måneder siden, skete der så det, at en veninde til min kæreste og mig, spurgte om hendes mand og hende ikke skulle købe et hus til os som vi kunne leje…

Det er aldrig sket for mig før, at jeg er blevet tilbudt at nogen vil købe et hus som jeg så kan leje. Jeg har aldrig før været ude og vælge et hus som andre skal købe for mig, så jeg kan bo der. Jeg er ikke klar over hvor ofte den slags sker, men i min virkelighed bevæger vi os på sandsynlighedsskalaen i nærheden af at vinde i Lotto eller i altså i mirakelfeltet.

Så om ikke så længe flytter min kæreste og jeg fra Aarhus, ud i et lille brunt træhus midt i en skov. Min søn benytter sig af muligheden for at flytte hjemmefra. Vi er stadig tæt på alle og i offentlig transport afstand. Det er sådan set intet mindre end helt perfekt.

Vi er helt rundt på gulvet af glæde og taknemmelighed. Vi kan slet ikke vente med at komme ud og bo i naturen igen. Dyrke grøntsager, fodre egern, plukke brombær…

Du kan også gå til Stilhed eller til Meditation eller til Mirakler. I Aarhus starter Meditationsgruppen op igen d. 31. august og der er også plads til dig.

Forleden dag slog jeg mit knæ og senere min tå

Forleden dag var jeg sent om aftenen blevet hentet af min kæreste i bil. Min kæreste parkerede her i Aarhus hvor vi bor, foran en café som på det tidspunkt havde ret mange gæster.

Da jeg stod ud af bilen, havde min taskes rem viklet sig rundt om mit ene ben og mit ben var på den måde egentligt fanget i bilen. Resten af min krop var dog stadig på vej ud af den. Det foranledigede, at jeg faldt pladask ned på fortovet og slog mit venstre knæ ret meget.

En del af mig skulle virkelig koncentrere sig for ikke at tudbrøle af træthed og smerte der foran caféen. En anden del af mig, skulle holde øje med hvor mange mennesker der så mig. Samtidig skulle jeg hvisle et eller andet til min kæreste, med at jeg ikke var klar til at høre hvor sjovt det havde set ud inde fra forsædet, hvorfra han så mig forsvinde ned på siden af bilen.

Da jeg skulle sove den aften var jeg stadig meget fornærmet over at det var sket, altså at jeg, JEG, var faldet på fortorvet. Jeg var i gang med en historie indeni, om at jeg nok ret sandsynligt havde brækket hoften, så min kæreste kunne altså stadig ikke tillade sig at grine. Han fik allernådigst tilladelse til at holde om mig, så jeg kunne modtage en smule trøst trods alt.

To dage senere rejste jeg mig og stødte en tå ind i benet på min stuetrampolin. Det tog jeg ikke pænt. Og fordi der ikke var andre tilskuere end min søn og kæreste (altså ingen fyldt café), fik jeg brølet noget med at det IKKE VAR TILLADT AT GRINE! Hvilket udløste en del spruttende fnisen hos min søde familie.

Det blev ikke mødt så smukt i mig, at jeg slog min tå. Ligesom jeg ikke tog faldet ud af bilen så pænt. Jeg var helt sikker på at min tå var brækket. Så jeg lavede lynhurtigt et billede, af at jeg måtte ligge på langs i mindst 4 uger. Med min sortblå tå stablet op på puder til skue for alle, der måtte have audiens hos den lidende dronning Anja.

Jeg var i gang med at aflyse alle aftaler det næste lange stykke tid, fordi jeg nok hellere måtte erkende, at jeg højst sandsynligt aldrig kom til at gå rigtig godt igen.

Dagen efter gik jeg til min egen store overraskelse hen til helsekosten og købte en chokoladebolle.

Utroligt nok kunne jeg ikke mærke noget som helst i min tå, som jeg også havde forestillet mig nok måtte blive amputeret så slemt stod det sandsynligvis til med den. Mit ego krympede sig dog over, at jeg nok igen måtte blive mødt med udsagnet “dramaqueen” fra min kæreste.

Et par dage efter sad jeg og ventede på bussen her i Aarhus. Fortorvet var fyldt med flotte stykker orange papir fra cigaretternes filter. Der duftede sødt af skodderne. En stor klat på fortorvet var rød og tyk og måske var det blod fra aftenen før, måske var det smoothie fra samme morgen.

Jeg glemte lige der mine historier om cigaretskodder, blod, lugten af by og fest. Jeg kunne mærke noget i mit knæ og i min tå. Jeg glemte, at det jeg kunne mærke, var det vi kalder smerte, for det jeg mærkede, var en kilden. En sjov fornemmelse af at have glemt historien om smerte og jeg oplevede rent i min krop, hvordan det føles at have glemt historien om at have ondt.

Jeg er den der observerer det hele. Jeg er den voksne som stadig er 5 indeni og har lyst til at råbe og bande og slå på ting når jeg får en hudafskrabning på mit knæ. Jeg er den voksne trætte uden humor som slår sin tå på trampolinen og får lyst til at kyle den ud af vinduet, men som nøjes med at råbe af dem jeg elsker.

Jeg er den der ikke er noget som helst. Som nyder synet af orange skodder, rødt blod, duft af alkohol, tis, cigaretter og lyden af by. Jeg er den der mærker kroppen uden dommen om smerte. Som mærker fornemmelser der kun er fysiske og som kun fylder i mit sind, hvis jeg dømmer dem som dumme. Uden en historie på smerten, er smerten kun en kilden. En kropslig fornemmelse.

Jeg mærker egoet rulle sig frem i mig og jeg sidder inde bagved og griner. Og jeg er fremme og er i egoet og mærker det og jeg trækker mig igen og ser det på afstand og morer mig helt vildt over så skørt det er. Det er en konstant bevægelse. Bølger frem og tilbage i bevidstheden. Skiftet mellem ren væren i det der er og væren i egoet der reagerer på det der er.

Det er skørt og sjovt og det hele er en leg.

Når du har fjernet al løgn fra dit liv, er det der er tilbage, sandheden

Jeg fungerer ikke vanvittigt godt med absolutter i form af citater og leveregler, som både religioner og nyreligiøse bevægelser er fulde af. New Age bevægelsen kan efterhånden koges ned til nogle få memes og mister på den måde, så sin dybde og potentialet for at forandre ting.

Så når Leonard Susskind, en af de fysikere som står bag tanken om at verden er et hologram, siger at han baserer sin forskning af hologrammet på et udsagn fra en fiktiv figur, nemlig Sherlock Holmes, så bliver min hjerne så provokeret, at det helt kommer til at kilde i den.

Når jeg hører den type sætninger, som man fx bruger i New Age bevægelsen og nu altså også inden for fysikken, så kan jeg gå længe og spekulere over, om det mon er sandt. Altså om citatet holder vand. Sådan har jeg altså vandret de Aarhusianske skove tynde, for at finde ud af, om jeg synes at Leonard Susskinds brug af et Sherlock Holmes citat giver mening.

Her er citatet:

“When you have eliminated all that is impossible, whatever remains must be the truth, no matter how improbable”   

– Sherlock Holmes

Jeg er mere end 1000% sikker, på at Leonard Susskind er ligeglad med min mening om hans brug af skønlitteratur, i sin forskning af hvordan verden hænger sammen. Men for min egen skyld, så er jeg nødt til at vende og dreje sætningen, for hvis jeg ikke føler at sætningen holder vand, så er jeg heller ikke sikker, på at tanken om at verden er et hologram gør det.

Når jeg tænker på det liv jeg har levet indtil nu, så føles det som om jeg har puttet rigtig mange ting på og i det, igennem årene hvor jeg voksede op. Ting som jeg troede og følte var vigtige for mit liv og min personlighed. Så begyndte det at gå op for mig, at alt det jeg havde puttet på, det gjorde mig ikke fri, men fængslede mig i stedet for.

Egoet er et godt eksempel på noget i mig der indeholder historier og træk som jeg havde taget til mig. Alt det jeg havde tusket til mig i egoet, det var ikke længere noget som hjalp mig med at få det godt. Tværtimod, blev jeg holdt i en skruestik af smerte af egoet.

Så jeg begyndte at skære de ting fra, som egoet var vild med at indeholde. Alle de spøjse personlighedstræk. Magtsygen. Dramaet. Offerrollen. Og så skar jeg de ting fra som lå udenfor mig. Selvom jeg ikke vidste, at jeg ville ende et godt sted, så fjernede jeg det som ikke virkede. Bare fordi det ikke virkede. Ikke fordi jeg havde en backupplan eller et hemmeligt mål. Jeg fjernede alt det umulige. Alt det der ikke var sandt.

Og så skete der det, at jeg opdagede at det der så var tilbage, var sandheden. Den jeg var/er under egoet er sandt. Det kan jeg mærke. Det jeg er uden alle de ting jeg skar fra er sandt, ægteskabet, huset, firmaet, butikken, det hele. Alle de ting jeg havde kæmpet for at få ind i mit liv, dem fjernede jeg igen og så opdagede jeg mig.

Måske er du et sted lige nu i dit liv, hvor du kan mærke en længsel efter noget andet, men du ved ikke hvad det andet er, så derfor kan du ikke gå efter det. Rigtig mange leder efter deres sjælsmission, men fordi de ikke kan mærke den klart, så kan de ikke tage de nødvendige skridt hen imod den.

Prøv at starte med at skære alt det væk der ikke virker. Alt det i dit ego som volder dig problemer. Og så skær stille og roligt de andre ting væk fra dit liv, som ikke er gode for dig. Bare fordi de ikke er gode for dig. Ikke fordi du ved hvad du så skal. Lad os sige, at du så siger dit job op uden at have en anden indtægt. Efter lidt tid uden arbejde vil du måske opdage, at det er okay at kunne købe mad, så du snupper et job i Netto for der kan du ligeså godt sidde. I Netto bliver flere lag af dit ego skrællet af dig. Alle dine tidligere kollegaer hilser på dig i deres frokostpause og det gør en lille smule nas i egoet nu at sidde der.

Den bevægelse i egoet åbner for noget andet i dig. En ydmyghed. En respekt overfor livet og andre og dig selv ikke mindst. Den respekt åbner, for at du pludselig kan se, at der skal ske andre forandringer i dit liv, der er mere der skal skæres væk og du bliver ved, indtil du en dag virkelig kan mærke, at nu er du der hvor du selv kan føle en sti under dine fødder.

Du er ikke stuck ude på en eller anden rasteplads, du er på den sti du kunne mærke i dig da du var barn. Og du opdager, at det er selve bevægelsen på stien der er din sjælsmission og at der ikke er noget mål. Men for at kunne mærke den bevægelse, er du nødt til at slippe alt det der ikke er sandt.

Så det der er tilbage er sandheden. Uanset hvor usandsynligt det er for dig lige nu, at det kan være sådan. Stol på at når du fjerner de ting fra dit liv der ikke virker, så vil du stå tilbage med det der gør.

Leonard Susskind får en tommel op, for sit brug af det citat fra mig og jeg kan nu gå videre med andre ting i mit liv…

At leve i en verden bestående af zen buddhistiske supermodeller

Når alt i verden i virkeligheden er mig og når alt i verden i virkeligheden er dig, så åbner den sig på en måde som føles ret magisk. Magisk bliver næsten et tamt og lidt for brugt ord; Verden åbner sig på en måde som føles freaking brilliant!

Pludselig er alle mennesker meget smukke og alle er i fuldstændig zen. Når jeg er i mig, hele tiden, så er jeg tilstede overfor andre på en meget mere nærværende måde, end når jeg er ude i andre for at tilpasse mig dem. Så er jeg logisk nok ikke tilstede overfor andre. Og jo slet ikke overfor hvad der foregår i mig.

Når jeg er i mig og mærker alt det der foregår i mig af tanker og følelser, så kan jeg tage ansvaret for det. For jeg ser det og mærker det der er. Jeg er ikke længere bange for det der er, for jeg har set at det der er, bare er tanker og følelser, idéer og historier og intet som helst af det kan skade mig.

Når jeg oplever, ikke længere at være bange for noget af det jeg selv indeholder, så er jeg heller ikke bange for andre. I mødet med andre er jeg 100% tilstede og alt hvad det møde måtte bringe af tanker og følelser i mig, det kan jeg undersøge og bruge, til at lære mig selv endnu bedre at kende med.

Da jeg var yngre var jeg ikke bare træt af egoet i mig, jeg var rædselsslagen for hvad det kunne finde på. Lige pludselig blev det bange og snappede vredt af andre. Lige pludselig blev det såret og lavede en Maude i sengen i et par dage. Lige pludselig blev det rastløst og drak en flaske snaps. Jeg havde en følelse af konstant, at skulle gå og rydde op efter egoet. Et liv med evige moralske tømmermænd. Egoet gjorde noget underligt og jeg måtte leve med konsekvenserne.

Det var da jeg begyndte at forstå at egoet ikke er mig. At egoet er noget vi som mennesker bliver udstyret med for at kunne vokse op i denne her verden, det var der jeg begyndte at kunne slippe skylden over overhovedet at have et ego. Da jeg kunne mærke, at jeg ikke var egoet, men en anden bevidsthed, så kunne jeg mere aktivt vælge at lade være med at gå ind i det egoet tilbød. Tanker og følelser som alligevel aldrig rigtig skabte nogen positiv bevægelse i mit liv, dem kunne jeg nemmere lade være i egoet og så observere dem nøgtern udefra.

Så begyndte jeg at kunne se det sjove i egoet og det var en ret stor ting for mig, eftersom jeg virkelig altid havde frygtet hvad det kunne bringe mig udi af problemer. Når egoet virkelig ikke er mig, så er det også så meget nemmere at grine af hvor åndssvagt det kan opføre sig. Det bliver meget nemmere hurtigt at grine, af at det tager sig selv så frygteligt seriøst. Det blev meget nemmere at grine, når det ville lege alle de roller det kendte. Præcis som da jeg var lille og legede “klæd-ud”, sådan tog egoet også forskellige roller på; Tudefjæs, Skrappe Mor, Kontrollanten… Det er bare noget nemmere, at se det sjove i udklædningen når jeg havde forstået at ingen af rollerne virkelig var mig. Og dem jeg ikke kunne lide at være i, dem kunne jeg lade være med at lege igen.

I det øjeblik egoet bliver set for hvad det er, noget som altså i virkeligheden er intet, så bliver det legende morsomt at gå på opdagelse i det. Og resten af verden omkring mig, er en del af min leg. Alle spejler noget som egoet i mig enten reagerer på eller ej. Hvis jeg reagerer, så kan jeg undersøge hvad det drejer sig om og så kan jeg lære mig selv endnu bedre at kende, så jeg kan blive endnu mere fri. Alt i livet bliver til en vindersituation.

Alle andres egoer bliver ligesom mit eget, noget meget morsomt at observere. Alle er mine lærere. Alle viser mig gennem dem de er, hvem jeg er. Og skønheden blæser mig omkuld. Stramme munde, smalle øjne, vrede ord, intet er smukkere, for alt viser mig hvor jeg selv er sådan og alt er selvoptaget ego, som bare er så gavmildt at blive ved med at give mig noget at le af.

Verden bliver fyldt med zen buddhistiske supermodeller. Alle er lige der hvor de skal være lige nu. Sådan som jeg også er. Alt er læring og alt er en gave. Alt er skønhed, det kan ikke være andet.

Føler du dig værdig?

Den mest ødelæggende kraft der findes på jorden er menneskets følelse, af ikke at være værdige nok til at være her.

Når mennesker føler sig værdige, når de føler sig lige med andre, når de føler sig elsket, så opfører mennesket sig altid totalt eksemplarisk og megadejligt.

Det er når vi tror, at vi ikke er noget værd, at vi føler, at vi bliver nødt til at vende den destruktive følelse væk fra os. Fordi den er så barsk, at være i for os selv. Det bliver et mystisk regnestykke som handler om at vi tror, at hvis smerten bliver vendt væk ud fra os, så bliver den fortyndet og forsvinder fra os selv.

Men alle som har prøvet at være mindre end venlige overfor andre, ved at det ikke virker sådan. Følelsen af at være uværdig, vokser i takt med at den bliver rettet ud mod andre.

Når vi ikke tror at vi er noget værd, så giver vi andre skylden. Når vi ikke tror vi er noget værd, så mister verden omkring os sin værdi. Vi tror at når vi ikke selv er noget værd, så er verden som vi kommer fra, det heller ikke. Og vi tror derfor at vi kan behandle verden som vi behandler os selv, med respektløs hårdhed.

Vi tror at vi kan eller skal, behandle andre sådan som vi behandler os selv. Den vold vi udøver imod os selv på en daglig basis, når vi ikke føler os værdige nok til at være her, den vender vi ud af. Det kan både være i form af rigtig fysisk vold mod andre, eller tanker og ønsker om det. Det kan være psykisk vold som skældud og hårde ord mod dem der er omkring os. Det kan være vold mod dyrene, ved den måde de bliver behandlet på og i sidste ende slået ihjel for at blive spist. Det kan være vold mod planeten og miljøet, i form af en ligegyldig respektløshed i måden at være tilstede i verden på.

En uværdig opførsel dækker over alle former for vold på og den måde vi er i verden på, er et direkte spejl på hvordan vi oplever os selv.

Behandler vi verden som et værdigt sted? De andre mennesker? Dyrene? Miljøet?

Uværdig opførsel handler kun, om en tro på netop ikke at være værdig nok til at være her.

Prøv at lege med tanken om at du er ønsket her. Det kan faktisk være en ret vild tanke for mange, pludselig at begynde at tro at de egentligt er ønsket. Forestil dig at planeten faktisk ikke har noget imod dig. Hvad nu hvis vi kan gå så vidt som til at lege med tanken, om at ikke nok med at du er ønsket, du er også mulig at holde af. Hvad nu hvis du faktisk er holdt af? Hvad nu hvis du er elsket?

Læg mærke til hvornår du opfører dig på en måde som du ikke er lige stolt af. Hvad var dine tanker om dig selv lige før det eller hvordan havde dine tanker været om dig selv den dag? Jeg vil godt vædde med at det ikke er muligt, at sparke til en forbipasserende hund på gaden, hvis du er i dig selv. Er fyldt med kærlighed og en følelse af at være god nok, værdig nok.

Kan du hjælpe andre med at føle sig værdige? Kan du se ægte på dem og se skønheden i alt det vi kender som imperfekt. Kan du se dem og dig, som lige dem I skal være? For det kan aldrig være anderledes, end at vi alle er dem vi skal være lige nu.

I den accept, af at vi alle er hvor vi skal være. I den kærlighed til det sted vi er, der er det muligt at opføre sig værdigt, fordi det er det vi er.

Vi er værdige, hver og en af os. Hvis du møder nogen som føler sig uværdige, måske dig selv, så vær venlig at minde dem og dig selv om det modsatte. Igennem din væremåde, dine ord, dit smil og blik.

Jo flere værdige mennesker vi er her, jo flere som føler sig elsket, jo flere som kan mærke dybt ind i deres kerne, at det er meningen at de skal være her lige nu, jo større mulighed er der for at fjerne lidelsen på jorden. Når vi fjerner den fra os selv, så fjerner vi den også fra resten af verden.

Al forandring starter i dig. Hvis verden er et grumt og uhyggeligt sted, så ved du hvad der er at gøre. Elsk dig selv til du føler dig værdig nok til at være hjemme på denne planet lige nu og se så hvordan din kærlighed til dig selv, skaber flodbølger af forandringer omkring dig.