Stuart Wilde

Da jeg mødte den lærer, som har betydet mest for mig i mit liv, oplevede jeg en lettelse uden lige. Jeg oplevede, at føle mig forstået også selvom jeg kun mødte ham gennem hans ord i de første mange år.

Hans bøger reddede mit liv. Det ved jeg med sikkerhed. For det var i hans ord, at jeg søgte trøst når følelsen af meningsløshed over hvad det her liv drejede sig om, overvældede mig og var i gang med at slå mig helt omkuld. Det var i hans ord jeg fandt mening med livet og de gav mig et anker i hav af angst, lavt selvværd og depressioner.

Jeg blev af en veninde præsenteret for Louise Hay da jeg gik på Animationsværkstedet i Viborg i start halvfemserne. Hendes bog “Helbred dit liv”, gav mig forståelsen af min første bevidste spirituelle oplevelse.

En dag forsvandt min krop, mens vi sad til undervisningen i Viborg og jeg blev et med alle i lokalet. Jeg oplevede, at blive fyldt med en enorm kærlighed til mig selv og alt omkring mig, en kærlighed af en størrelse som jeg aldrig før havde mærket. Jeg var klar over, at det havde noget med det at gøre som hun talte om.

Louise var dejlig, men hun satte ikke ild i mig med sine ord. Så jeg begyndte at lede efter andre lærere. Jeg prøvede med Wayne Dyer og Deepak Chopra, det var de tre lærere som var ret populære dengang i slutfirserne og starthalvfemserne. Det hele var lidt for fimset synes jeg. Jeg kunne ikke mærke forfatterne. Lidt for New Age, pastelfarvet, og det de talte om var udenfor mig, aldrig indeni.

En dag læste jeg en bog, af en fyr ved navn Stuart Wilde og jeg var hjemme.

Selv når jeg skriver det nu, næsten 30 år efter, bliver jeg helt rørt og får tårer i øjnene. Stuart talte et sprog jeg kunne forstå. Hans bøger, kassettebånd og senere cd’ere, sprudlede af humor. Jeg var ovenud lykkelig for at have fundet en lærer, som kunne skrive om og få mig til at forstå, de mest indviklede metafysiske emner, og samtidig få mig til at klukke af grin.

Det var ikke nemt for mig at vokse op her og ikke nemt at vokse videre og være ung og ung voksen. Stuarts ord var en guide i en verden, jeg virkelig ikke forstod en klap af. En verden hvor jeg kunne mærke, at der var ting på spil i mig selv og andre, som ikke just bidrog til at gøre den her oplevelse dejligere.

Stuart lærte mig om Egoet og om Ånden eller Bevidstheden og det hele gav så meget mening for mig. Nu begyndte jeg at kunne ændre på de ting der var smertefulde i mig selv, for jeg havde fået et sprog for det. Med sproget fulgte en forståelse, et kort over mit indre, så jeg begyndte at kunne navigere i alt det der skete i mig. Min famlen i blinde var slut.

Det første seminar jeg deltog i med Stuart Wilde var i København i år 2000. Min søn var et par måneder gammel og jeg var alene med ham, men jeg bestemte mig for at tage med alligevel. Sammen med en veninde, tog vi afsted til en hel dag med Stuart.

Jeg ammede min søn igennem det meste af seminaret og jeg var bare glad. Glad for at den mand hvis bøger betød alt for mig, var ligeså sjov, totalt for meget og flamboyant (han havde en stor sort kappe på og smukke kvinder med, som bragte ham drinks igennem hele dagen) som jeg havde håbet på. Og så læste han energien i lokalet så smukt. Han var så klog, så fuld af ild og liv og jeg var lykkelig.

Senere rejste jeg rundt, til en del andre workshops i andre dele af verdenen, for at høre ham tale, arbejde med hans metoder, danse med ham og de andre kursister på barer og til slut i hans liv, for at blive healet af ham, som han begyndte at gøre de sidste år her.

Mit hjerte er fyldt med minder om ham. Varme, sjove, skøre, kærlige minder. Han havde de fineste blå øjne, som knitrede af lys når de så ind i mine.

Sidste gang jeg så ham var i Irland. I løbet af de dage jeg var på workshop hos ham og Khris Krepcik, var jeg så heldig at komme til at køre med Stuart i hans bil flere gange. Han kørte som en vild mand af små veje i bjergene, dyttede af fårene som blokerede det hele, spiste nachos og hørte irsk folkemusik for fulde hammer, mens han grinede til mig i bakspejlet til bagsædet hvor jeg sad og var ved at sprænges af lykke, over at få lov at møde sådan et menneske i det her liv.

Da han døde i 2013 troede jeg, at jeg mistede min bedste ven. Men det gjorde jeg ikke, for jeg havde igennem de mange år jeg havde kendt til ham, vænnet mig til at have en dialog med ham i mig selv. Dialogen kom bare tættere på.

Fra at vi havde været adskilt som mennesker, flyttede han nu helt ind i mit hjerte og alt det han repræsenterede og var for mig, smeltede sammen med mig selv. Jeg forstod, at nu var jeg min egen lærer. Selvom jeg stadig har lyst til at spørge ham om ting, stadig kan savne ham sådan så det helt hiver i mit bryst, så blev jeg voksen da han døde.

Selv hans død var en kæmpe gave til mig, ligesom hans liv og arbejde havde været det.

Alt hvad Stuart skrev kan jeg på det kraftigste anbefale at give sig i kast med at læse. Han udgav virkelig mange bøger og havde en hjemmeside, hvor han gavmildt delte ud af sin viden lige til det sidste. Derudover ligger der også rigtig meget materiale med Stuart på YouTube, både interviews og lydbøger.

Rigtig god fornøjelse og rejse ind i Stuarts Wilde fantastiske univers.

Jeg kan kun tale grimt om andre, når jeg gør det om mig selv

Der findes ikke udenfor og indenfor. Der findes ikke mig og resten af verden. Der findes ikke mig og andre mennesker. Alt hvad der er, er mig. Alt hvad der er, er dig.

Alt hvad jeg mener, alt hvad jeg har at sige om verden, handler om mig. Det er først muligt for mig, at tale 100% venligt om alt hvad der sker i verden, når jeg kan se på alt hvad jeg selv indeholder, med samme venlighed.

Hver eneste dom jeg har over verden, over det der sker her, over andre mennesker, handler kun om mig. Jeg kan gøre mig umage for ikke at tale grimt om andre. Jeg kan være opmærksom på de ord der kommer ud af min mund som tale.

Men hvis jeg ikke ser på hvad der sker indeni mig. Ser på alt det som når at blive luget væk inden det kommer ud af min mund, men som ikke desto mindre stadig er tilstede i mig, så sidder jeg fast i at skabe et billede udadtil, som ikke er i overensstemmelse med mit indre.

Alt løgn er til gavn for mit ego. Hver eneste lille lyv der findes i mig, er for at beskytte mit ego. Hver eneste gang jeg taler og handler i sandhed, så bliver mit ego mindre og jeg gavner min sjæl.

Hvis jeg føler eller tænker noget “negativt” og lader som om det ikke er sandt, fordi jeg er for godt et menneske til at tale eller tænke grimt, så vinder mit ego.

Jo mere jeg følger efter hver eneste lille pip i mig selv, som ikke er kærligt eller venligt tænkt, jo sværere bliver det for mig at dømme verden omkring mig. Alle de grimme ord jeg kan have om verden, de forsvinder fra mig når jeg følger efter dem i mig selv og undersøger dem.

Når jeg følger efter ordene og ser hvor de stammer fra i mig så bliver jeg gang på gang bekræftet, i at verden ikke har gjort noget som helst, alt hvad jeg dømte var mig selv.

Verden kan kun være venlig. Det er ikke muligt at det her smukke univers vi er tilstede i, kan være et uvenligt sted. Når jeg går til alt, til verden og til mig selv, med de ord, så forandrer alt sig.

Jeg kan kun være bange for mine grimme domme, og prøve at kaste dem ud på andre, når jeg ikke ser med omsorg på hvor de stammer fra i mig og hvad de faktisk har at fortælle mig om mig selv.

Når jeg forstår, at hver eneste dom, er et lille barn jeg ikke har elsket så meget at det er blevet sat frit, så tager jeg mine domme hjem.

Jeg slipper for at skulle gå og tro at det er verden der er noget galt med. Det er en skør omvej at gå, at skælde ud over verden og andre mennesker, når alt hvad det nogensinde har handlet om, var mine egne uerkendte følelser og tanker.

Jeg elsker hver eneste tanke der opstår i mig. Hver eneste følelse den bringer med sig. Jeg bliver nærig og holder grådigt fast ved mine grimme tanker.

Hvorfor skulle jeg sprede dem ud over andre, når jeg kan holde dem for mig selv og lære så meget om hvem jeg virkelig er.

Hvorfor skulle andre dømmes af mig, når jeg selv kan få fornøjelsen af at undersøge hvilket fantastisk mangfoldigt menneske jeg selv er. Fyldt med domme, som lærer mig om kærlighed hver evigt eneste gang.

Jo mere jeg kender mig selv, jo kærligere bliver jeg. Ikke kun overfor mig, men overfor resten af verden. Jeg kan ikke længere se nogen grund til ikke at sprede kærlighed omkring mig, for alt hvad der er her, er mig.

Så jeg holder grådigt mine domme for mig selv, som små smukke skatte, jeg kan bruge timer på at studere og blive forelsket i. Og alt den kærlighed som jeg opdager inde bag mine domme, den kan jeg kun slippe fri overfor resten af verden, ligesom jeg slipper den fri overfor mig selv.

Når jeg virkelig elsker mig selv og alt hvad jeg indeholder, så kan jeg ikke længere tale eller tænke grimt om andre. Til gengæld kan jeg elske, på en måde jeg ikke anede var tilstede i mig.

Jeg kan elske alt hvad jeg ser, uden forbehold og krav. Jeg kan elske af et åbent og rent hjerte og når jeg opdager at jeg ikke kan, så fejrer jeg at jeg har mere at undersøge i mig selv. Mere jeg kan lære at elske. Jeg opdager at der kun findes kærlighed og jeg bliver igen bekræftet i at Verden er Venlig.

Relationsarbejde med naturen!

Teksten herunder er fra det nyhedsbrev jeg sender ud. I det nyhedsbrev har jeg det sidste stykke tid beskrevet hvordan det har føltes for mig, at min søn er flyttet hjemmefra i forbindelse med at jeg er flyttet i skoven.

Derfor virker indledningen måske en lille smule indforstået, men det er det jeg hentyder til når jeg skriver, at jeg har haft det svært. Selvom teksten her allerede er sendt ud på nyhedsbrev, ville jeg dele den her også, da det nok kan være relevant for flere, at arbejde med at styrke deres kontakt med naturen.

 


 

Når jeg har det svært, som jeg har haft det i de sidste par måneder, så arbejder jeg med emnet (i dette tilfælde sorgen) på flere planer. For det første har jeg jo opdaget at The Work virker fremragende på mit ego.

Kærlighed er altid svaret og med The Work får jeg muligheden for at erfare det helt ned på micro-planet. Det er virkelig et redskab jeg kan bruge til at transformere mørke til lys i mig.

Men noget andet jeg også gør, det er at jeg går i Naturen.

Det har været helt oplagt at gå i skoven, nu hvor jeg var flyttet ud i den. Men i de sidste par måneder, har jeg følt mig mærkelig afskåret fra den Natur jeg ellers føler virkelig er mig. Mig på sådan en måde, at det normalt næsten føles som om det er Naturen der trækker vejret i mig og får mit hjerte til at slå.

Når jeg ikke føler mig forbundet, så er jeg klar over at det er mit ego der er på spil. Det er kun egoet der står i vejen for mig og Kraften der er her.

Og jeg var godt klar over, at mit ego havde gang i en voldsom omgang selvynk. Det kunne jeg ligesom fornemme på alle de tanker der fulgte med den helt naturlige sorg der kan opstå i forbindelse med at give slip (i dette tilfælde på min søn).

Egoet benyttede, som jeg også skrev tidligere, lige muligheden for at smide lidt ekstra i puljen med sorg og jeg tog også lige en omgang Skyld, Skam og Svigtfølelser med også. Alle sammen følelser som er ligeså “muntre” at være i selskab med, som en 4-årig på Coca Cola og M&M´s.

Så jeg gjorde det som jeg gør i alle de relationer jeg gerne vil styrke eller genopbygge; Jeg gør mig umage med at være venlig og jeg tager bevidst kontakt.

Så jeg er gået i skoven og har talt med den, også selvom den var tavs. Jeg har talt med svampene, givet bladene et high five når jeg er gået forbi. Hilst på træerne med klap og nus og jeg indledt større samtaler med de træer jeg følte var mest åbne for det. Jeg har siddet og ligget på jorden. Duftet skovbunden og er med alle mine sanser gået på opdagelse i dens uendelige rigdom, i form af en kæmpe diversitet af dyr, planter og svampe.

Efter lidt tid uden svar fra Naturen, blev jeg lidt ked af det og begyndte at tænke på om jeg mon havde mistet min ven for altid. Det er ikke så opmuntrende, at prøve at gøre et forhold godt igen og så blive mødt med koloenorm tavshed.

Men for to dage siden svarede Naturen mig endelig igen.

Jeg kørte i bil gennem skoven og jeg blev fyldt af en taknemmelighed i mig, der var så stor at jeg fysisk kunne mærke mit hjerte og min brystkasse åbne sig.

Taknemmeligheden opstod af ingenting. Af bare at føle at jeg er. At jeg har fået lov at få et liv her. At få lov at opleve det hele. Glæde, sorg, ego og ingenting.

Da jeg sad der i bilen og smilede af lykke over hele hovedet og jeg næsten ikke kunne være i min krop af brølende taknemmelighed, så vinkede et træ til mig fra en mark.

En skovkant gik i selvsving og jublede tilbage til mig. Glenten skreg Velkommen Hjem da jeg åbnede vinduet på bilen og så den svæve lige over mig.

Sådan har det været lige siden. Naturen svarer mig igen og den svarer mig med ligeså stor begejstring og kærlighed som jeg har været vant til fra hele mit liv.

Det var taknemmeligheden der var nøglen, til at jeg kunne åbne op og se at Naturen havde været i kommunikation med mig hele tiden.

Jeg havde bare ikke været været åben for at kunne høre den. Alt for opfyldt af min tristhed, til at jeg kunne mærke den.

Taknemmeligheden åbnede mig op, så jeg igen kunne forstå sproget og mærke den uendelige kærlighed der altid er tilstede, når jeg er åben for at kunne modtage den.

 

Omsorgen for egoet

I takt med min egen personlige udforskning og undersøgelse af hvad egoet i mig indeholder, er der vokset en enorm omsorg frem for egoet, ikke bare i mig, men for egoet i os alle.

Selv når egoet skælder mig ud, fordi det mener at jeg er skør, forkert og pinlig, så kan jeg kun se på det med et venligt blik, for jeg ved hvad det stammer fra. Jeg forstår hvorfor egoet tror at det er bedre at skælde ud end at støtte.

Det er ikke nemt at være egoet i mig. I det hele taget er det ikke nemt at være ego i nogen mennesker. Uanset om du arbejder med dig selv og din udvikling, er egoets dna smerte, usikkerhed og frygt. Hvor sjælen, eller åndens dna er kærlighed og intet andet, så er egoet skabt af de ting som gør ondt og skaber krig i og udenfor os selv.

Da jeg voksede op, følte jeg mig ikke bare forkert. Jeg fik også af vide af det omgivende samfund, at det var jeg. Det var hæsligt for egoet, at alt det jeg inderst inde kunne mærke gav mening for mig, skabte en disharmoni med hvad omgivelserne mente var den rigtige ting at gøre.

Men det der var vildt godt ved at opleve den disharmoni, var at det ledte mig ud på en rejse hvor jeg stædigt blev ved med at undersøge hvor smerten stammede fra. Jeg ville forstå egoet. Jeg ville forstå hvad det var der spændte ben i mig, for at jeg kunne være den jeg allerhelst ville være. Den der var fri og ligeglad med andre egoers meninger.

Det er ikke svært at blive vred på synderen når den bliver opdaget. Så da jeg begyndte at kunne skille egoet fra mig selv og jeg begyndte at opdage hvor meget ravage egoet skabte i mig, så blev jeg naturligt nok rasende på det. Det var helt okay at have det sådan, for det gav endnu mere brændstof til at holde ved, at det dælendylme ikke skulle få lov at bestemme over mig.

Men al krig gør ondt. Også krigen mod egoet. Da det gik op for mig, at det jeg var i gang med at bekæmpe i mig selv, ikke var andet end en lille usikker, skælvende og bange version af mig, lagde jeg med det samme alle våben ned.

Når egoet skælder mig ud, så er min erfaring at det er fordi det er bange og så smider jeg alt hvad jeg har i hænderne og giver det omsorg på alle de måder jeg ved virker for mig.

I mange år gav jeg egoet ret i at det var rigtigt, at jeg var forkert og havde fortjent de hårde ord jeg havde til mig selv. Da jeg opdagede, at jeg ikke havde fortjent de hårde ord, så sørgede jeg længe over at de eksisterede i mig og mod mig selv. Og jeg skammede mig, for jeg var åbenbart ikke kommet længere i min selvudvikling, end at egoet med en enkelt bemærkning kunne sende mig fuldstændig til tælling med sug i maven og et sortnende blik.

Skam er fantastisk benzin på egoets evige brændende bål af mindreværd. Det er derfor det er så vigtigt i selvudviklingsverdenen, at komme videre end at opdage at egoet ikke er sandt eller gør os noget særligt godt. For der kan opstå så mange følelser af forkerthed når egoet så stadig dukker op i os. Hvad det altid vil gøre, det er måden vi håndterer det på der er afgørende for vores velbefindende.

Det er nemt at give egoet omsorg, fordi jeg har fat i en del af mig der er meget lille og barnlig, så det er de samme ting der virker som da jeg var barn. Jeg sørger for at få sovet. Jeg sørger for grøntsager og vand. Jeg sørger for at være så megavenlig overfor mig selv, at jeg faktisk tit tilsidesætter andre på den bekostning.

Det der er virkelig vigtigt at vide her er, at hvis jeg ikke tilsidesatte andre når egoet er bange og skælder mig ud, det er at så er det også mit ego andre møder. Så det er aldrig venligt overfor andre, at jeg ikke lytter på behovet for omsorg for mig selv. Det er aldrig venligt at andre skal møde mit ego. Trust me…

Det venlige overfor alle, er at jeg passer på mig. Jeg nærer mig selv på de måder der virker. Jeg tager lange bade. Går en tur i skoven og jeg hviler og hviler og hviler mig og er i stilhed. Indtil jeg har opdaget hvad det var egoet i første omgang blev så bange for, og så kan jeg håndtere det.

Friske og veludhvilede kan vi sammen gå ud i verden igen. Med masser af overskud til bare at være mig og masser af overskud til at være venlig overfor alle de andre egoer jeg møder.

Vær din egen Discipel

Når ordet Disciplin bliver nævnt, så er kan det være svært at se de fleste menneskers bagdel for skosåler. Næsten ingen mennesker forbinder disciplin, med at være et frit menneske som kan gøre hvad det har lyst til.

Det er naturligvis det kære ego der krymper sig ved tanken, om at være disciplineret og som vil gemme sin dovenskab bag floskler om frihed (se også tidligere indlæg om kapitalisme…)

At være disciplineret, betyder egentligt at man er sin egen discipel. Det vil sige at du bliver din egen elev eller lærling, af din egen ånd.

At være sin egen discipel betyder, at du holder de ord du lover dig selv. Altså de tanker og idéer, følelser og fornemmelser du får, som du ved er rigtige og gode for dig. Dem ærer du og du ærer dig selv, ved at tage de ønsker ligeså alvorligt som stod de skrevet i det du ville kalde for din Bibel.

Det drejer sig ikke kun om at være disciplineret omkring de ting i din hverdag, som du ved nærer og styrker din ånd. De fleste af os har fanget, at sund, god og frisk mad er godt og bygger mere op end det nedbryder. Vi ved også at en god nattesøvn er vigtigt. At drikke vand kan grounde og fjerne tankemylder på meget kort tid. Tid i stilhed og meditation prøver de fleste af os også at få med, i større eller mindre grad i vores liv.

Men du kan også begynde sådan virkelig at være tro mod dig selv, på måske helt nye måder. Tro mod dig selv på den måde, at du aldrig lader dig selv i stikken. At du virkelig går efter det du ved betyder noget for DIG. Du er din egen disciplin. Din egen følger. Din egen Guru og Mester.

Hvad drømte du om som barn? Er du tro mod de drømme?

Og er du tro mod det barn, som stolede på at som voksen kunne I to, få tingene til at ske?

Det er lige meget hvad alle andre gør. Hvis det der er sandt for dig, er at stå op kl. 03.15 og drikke en rød sodavand mens du står på et ben i haven, så gør endelig det. Der er ingen der takker dig når du skal herfra, for at du lod være med at gøre det der rigtig gør dig godt.

Skriv dine ti eller tyve eller tredive bud ned. Og lev efter dem. Ær det smukke og sande i dig som ved hvad det er du bliver glad af og være disciplineret hver dag omkring at gøre lige præcis det.

Når egoet bliver bange for at du bliver for underlig, at tingene bliver for usikre, at andre vil pege fingre af dig, så vær disciplineret omkring at lytte på hvad det er egoet siger. Tag dig tid til at give egoet omsorg. Anerkend overfor dig selv at det er okay at blive nervøs, men fordi du er din egen discipel, så gør du det du vil gøre alligevel. Din Guru er DIN ånd.

Egoet har ingen magt over dig. Men frygt er så lammende og derfor vinder egoet oftere end ånden eller sjælen gør det. Egoet prøver kun at passe på dig, men hvis du tager styringen og bestemmer dig for at være disciplineret omkring de ting du ved er gode for dig, så begynder egoet at slappe mere af og frygten forsvinder stille og roligt.

Vær disciplineret omkring at være din egen discipel. Det er lige nu du er her, med den bevidsthed du har i dette liv. Sandsynligheden for at dette liv, med den bevidsthed du har lige nu kommer igen, er ret lille.

Spild det ikke ved at være slave af egoet, men find i stedet friheden i disciplinen.