Alt er ikke dit

Nogle dage er det svært at komme rigtig i omdrejninger. Man kan føle sig tung, trist, deprimeret, irritabel og bare små-træt af livet. Hvis du har sådanne dage, hvilket er helt almindeligt, så husk at det ikke er dig. At det ikke er dig, som er ked af det. Du er sjæl og sjæl kan ikke være sorgfuld. Sjæl er bare. Det er egoet som af forskellige årsager er trist, men det er ikke dig.

Man kan have dage hvor man er trist, fordi man har brugt sig selv og sin energi for meget. Hold øje med dig selv og lær at se hvornår det er du har dage, hvor du er ligeglad med at solen skinner. For du har ligesom en grundtristhed i dig selv. Er det når du har spist en masse sukker dagen før? Når du har motioneret for meget? Været sammen med for mange mennesker? Gået for sent i seng? Talt for meget i telefon? Drukket 2 flasker vin aftenen før? Lær dig selv rigtig godt at kende, så du kan passe på din energi som den bedste mor i verden.

Din energi kan både være lav, og derfor bliver du trist, fordi du selv har overskredet dine egne grænser. Måske med tanken om at komme andre i møde, eller også fordi du bare ikke kunne slippe Netflix og Haribo og kom i seng kl.04.00. Men du skal også være klar over, at du kan have samlet noget op hos andre. En følelse som ikke er din, men som har hæftet sig på dig, og nu føler du det som om det var din egen.

Du kan tage til fest og have det rigtig godt, være i dig selv, rolig og glad hele aftenen. På vej hjem bliver du pludselig meget ked af det. Du mister lysten til livet, alt virker meningsløst og du føler dig meget lav i energi. Du skal vide at det ikke behøver være dit. Du kan sagtens have samlet noget op hos en anden i selskabet. Også selvom resten af selskabet virkede glade og tilfredse, alle kan have alt muligt med, alle mulige steder fra, som smitter energetisk.

Så hvordan undgår man at blive en paranoid huleboer med den viden? Det gør man for det første, ved at være bevidst om det. Så er det meget nemmere at børste den triste følelse af sig igen. Læg mærke til den og mærk hvor den kommer fra. Er du rent faktisk blevet virkelig ked af dit liv i løbet af aftenen? Er der faktisk en masse du gerne vil ændre? Så tag ansvar for det og tak for at den triste følelse viste dig det. Men hvis du egentligt er glad og tilfreds, så se på følelsen som vand der skyller ind over en sten. Lad den glide af dig igen og lad dig tørre i solens stråler og kom tilbage til dit center.

Hvis du har en dag hvor du er trist, så pas rigtig godt på dig selv. Bliv hjemme, tus rundt og lad være med at kontakte nogen. Hold dig i dig selv. Drik masser af vand. Spis en masse grøntsager, Træk vejret dybt mange gange. Gå en tur i naturen. Gør de ting som du ved nærer dig. Om det så er at nusse din hund, bage pandekager til ungerne, hygge med dem i sofaen eller ligge stille i din seng og stirre ud i luften.

Lad tristheden vise dig, at det er tid til en dag hvor du restituerer. Lad tristheden vise dig, at du skal have samlet dit energetiske felt omkring dig igen. Gør det på måder som er allerbedst for dig. Gå tidligt i seng og lad være med at øse tristheden ud over dine omgivelser. Se på tristheden for hvad den er, et barometer på at du trænger til en dag i ro og ikke andet. Du er ikke tristheden. Du er en sten i strålende solskin. Som det nogle gange regner på, men du tørrer igen, når bare du ligger stille og er dig selv.

Allan Watts

Allan Watts

Et træ der falder

Der er delte meninger om hvorvidt verden kun er tilstede, når der er en bevidsthed til at opfatte den. Det klassiske eksempel er tanken om hvis et træ falder i skoven, laver det så en lyd, selv hvis der ikke er nogen til at høre det. Enten kan man mene at verden omkring os kun er, fordi vi opfatter den og skaber den. Eller også kan man mene at verden er der uanset om vi er tilstede i den eller ej.

Når jeg går ude i naturen, så er det den følelse af at alting også er der, når jeg ikke er der, som blæser mig mest omkuld. Det er fornemmelsen af at stå ved et vandløb og høre vandet bruse, høre fuglene synge, mågerne skrige, høre træer der knirker i kronerne, se svaner der samler sig ude på havet, se en regnbue, en fjer falde ligeså stille ned fra himlen fra en fugl der var fløjet forbi. Det er tanken om at når jeg ikke er der, det sted i naturen, så finder det hele sted alligevel. Vandet stopper ikke med at løbe fordi jeg ikke ser på det. Det får mig til at føle mig mindre speciel, på den måde at jeg ikke betyder det store for om naturen virker eller ej. At verden fungerer fint uden mig. Jeg føler mig som en gæst, en velkommen gæst godt nok, og jeg takker for at jeg må få lov til at opleve denne smukke jord.

Det giver mig en følelse af ydmyghed. Det minder mig om at overalt på denne fantastiske jord, der fungerer naturen fint, uden at jeg er tilstede i den og uden at jeg har en mening om den. Det gør mig ydmyg overfor livet, at kraften er tilstede overalt og at alt udfylder sin rolle på smukkeste vis. At tænke på at jeg også er en del af den kraft, som skaber regnbuer, fjer der daler fra himlen og svaner som råber sjove båt-lyde til hinanden ude på havet.

Jeg er jo i høj grad tilhænger af tanken om at vi skaber vores egen virkelighed. At vi med vores tanker og følelser kan skabe det vi oplever. Hvis vi møder verden med frygt og mistillid, så tror jeg fx ikke at vi får samme resultat som hvis vi møder den med kærlighed og åbne arme. Jeg mener faktisk at verden er en illusion, en stor drøm vi lever i og som vi alle sammen er fælles om at skabe. Derfor mener jeg også at det er så vigtigt at vi alle sammen tager ansvar for hvad vi sender ud i den, om vi deler ud af had eller venlighed.

Måske eksisterer naturen uanset, måske er det alt det der er skabt udenom naturen som er en illusion, måske er planeten her bare og skaber mirakler hver eneste dag i kraft af sommerfugle og regnorme. Eller også har vi i en fælles bevidsthed skabt naturen, planeten, og hvis det er tilfældet så har vi gjort det godt. For uanset hvad tilfældet er, om naturen er virkelig eller om den er en illusion som alt andet, så gør den mig rolig og gør mit ego mindre. Den healer mig og skaber en følelse i mig om at jeg alligevel ikke er verdens navle, hvordan kan jeg være det når den vidunderlige lyd af vand der bruser, finder sted hvert eneste sekund.

Måske

Maybe

 

There is a Taoist story of an old farmer who had worked his crops for many years. One day his horse ran away. Upon hearing the news, his neighbors came to visit. “Such bad luck,” they said sympathetically. “May be,” the farmer replied.

The next morning the horse returned, bringing with it three other wild horses. “How wonderful,” the neighbors exclaimed. “May be,” replied the old man.

The following day, his son tried to ride one of the untamed horses, was thrown, and broke his leg. The neighbors again came to offer their sympathy on his misfortune. “May be,” answered the farmer.

The day after, military officials came to the village to draft young men into the army. Seeing that the son’s leg was broken, they passed him by. The neighbors congratulated the farmer on how well things had turned out. “May be,” said the farmer.

A Warrior’s Creed

I have no parents:
I make the heaven and earth my parents.

I have no home:
I make awareness my home.

I have no life and death:
I make the tides of breathing my life and death.

I have no divine powers:
I make honesty my divine power.

I have no means:
I make understanding my means.

I have no secrets:
I make character my secret.

I have no body:
I make endurance my body.

I have no eyes:
I make the flash of lightening my eyes.

I have no ears:
I make sensibility my ears.

I have no limbs:
I make promptness my limbs.

I have no strategy:
I make “unshadowed by thought” my strategy.

I have no design:
I make “seizing opportunity by the forelock” my design.

I have no miracles:
I make right action my miracle.

I have no principles:
I make adaptability to all circumstances my principle.

I have no tactics:
I make emptiness and fullness my tactics.

I have no talent:
I make ready wit my talent.

I have no friends:
I make my mind my friend.

I have no enemy:
I make carelessness my enemy.

I have no armor:
I make benevolence and righteousness my armor.

I have no castle:
I make immovable mind my castle.

I have no sword:
I make absence of self my sword.

a warrior’s creed – anonymous samurai song – 14th century