Min skumle plan

Lad mig starte med at være ærlig og sige, at jeg ikke synes det var nemt at være mig, da jeg voksede op. Jeg følte mig meget anderledes og fordi jeg blev bekræftet i den følelse fra verden omkring mig, så kom jeg også hurtig til den konklusion, at jeg så nok også var forkert.

Når jeg som voksen ser tilbage på det barn, som insisterede på at gå baglæns til og fra skole i flere år. Som havde en besynderlig kærlighed til virkelig store damehatte i en meget tidlig alder. Som ikke kunne vælge mellem Duran Duran eller Wham, fordi jeg synes begge dele var noget lort. Som hørte “bøssemusik” (jeg er opvokset på landet), hvilket var musik af mænd med make-up på. Som ret sikkert fik aids (i følge klassekammeraterne), af at høre den type musik jeg hørte og derfor blev endnu mere umulig, for de andre børn at lege med. Når jeg tænker på det barn jeg var, som altså hånden på hjertet, virkelig ikke var ligesom de andre børn, så husker jeg også på hvorfor jeg var sådan.

For uanset hvor smertefuldt det var at være udenfor, så rettede jeg ikke ind. For jeg var så sikker i min sag, om at alle skulle have lov, til at være som de ville være. At vi alle sammen måtte have lov til at gå i det tøj vi ville, om det så var Ball trøjer og stone-washed jeans, eller besynderlige kjoler fra genbrugsen. At vi måtte have lov til at høre det musik vi kunne lide. At vi måtte være lige så fjollede og kreative som vi havde lyst til.

Det gav en del knubs at være sådan i firserne på landet i Danmark.

Ud af følelsen af at være forkert, voksede også en trodsighed og en vrede. For det kunne dælme ikke passe. At vi ikke bare kunne lade hinanden være og at alle skulle være ens. Så kom der en social indignation og en politisk bevidsthed ind i mig, og vreden kunne rettes endnu bredere ud, på samfund og verden i det hele taget.

Det gav en del år i græsrodsbevægelser og punk miljøet. Men selv de miljøer, viste sig at være lige så konservative og fascistiske i deres fanatisme, som bønderne på landet havde været det.

New Age bevægelsen virkede for fimset set udefra. Der var fra mit perspektiv, ikke nok kraft i den. Det blev for pastelfarvet, for meget noget med krystaller og engle. For meget noget med at følelser var forkerte og i det hele taget, var det bare lidt noget skidt at være et menneske. Det at være menneske, skulle transcenderes så hurtigt som muligt, så alt det dyriske som lyster, begær, drifter, kunne efterlades på det jordiske plan.

Men stille og roligt begyndte jeg at finde redskaber forskellige steder, som jeg kunne bruge til at komme over min følelse der hang ved fra min barndom, af at være forkert. Jeg brugte de redskaber til at rydde op i min frygt for at være udenfor. Jeg brugte dem til at styrke mig, så jeg kunne stå alene og bare være lige så sær som jeg var (er).

Jeg er virkelig ingen. Jeg er Anja og ikke engang det er jeg helt sikker på længere. Jeg har ingen mystiske agendaer med mit liv eller i mit arbejde. For jeg er så meget med, på at jeg ikke er nogen. Jeg er her bare lige nu. Jeg deler det arbejde jeg laver med mig selv og jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan blive brugt til at hjælpe andre videre.

Men Anja er ikke nogen. Jeg tegner og hører Heavy Metal i mine hovedtelefoner. Jeg spiser kartofler og tager karbade. Jeg går lange ture i naturen og er vild med mine veninder og min familie. Anja er ingen.

Min eneste plan, min eneste tilnærmelsesvis skumle plan, er at når jeg deler mig. Deler ud af hvem jeg er. Deler ud af de redskaber jeg har brugt, til at arbejde gammelt lort igennem. Så kan det være at andre har lyst til at stå selv og være lige så sære og ingenting som de er. Så meget som muligt uden ego og ligeså besynderlige i al deres vidunderlighed som alle andre.

Meditationsgrupperne jeg arrangerer handler ikke om mig. De handler, om jeg godt selv kan lide at sidde i en gruppe og meditere. At det booster min egen ro og jordforbindelse. Og muligheden for at få ro og jordforbindelse, vil jeg gerne give andre. Det er så simpelt som det.

Den Stille Vej er den vej jeg selv går på. Den har jeg skrevet ned og jeg ved den virker, fordi den virker for mig og jeg er hverken noget særligt eller mystisk. Desuden har den virket for alle andre, i alle tider før nu, som har haft lysten til at arbejde med dem de er. Trinnene er simple men meget effektive. De kræver kun at man tager dem. At man går ad vejen, ikke andet.

Clairvoyancerne laver jeg fordi jeg kan se de virker og de hjælper andre mennesker videre. Men helt ærligt, så har jeg stadig svært, ved at beskrive præcis hvad det er der sker i de clairvoyancer. Ligesom jeg ikke aner hvorfor det er mig der skal lave dem, for det er ikke en rolle jeg nogensinde har ønsket eller havde set mig selv i. Men jeg accepterer at personen Anja ikke ved så meget, om hvorfor det er hendes job og jeg stoler på, at så længe clairvoyancerne virker for andre, så behøver jeg heller ikke vide så meget mere end det. Jeg er meget ydmyg overfor det arbejde og meget taknemmelig for at få lov til at se det finde sted.

Måske har du haft det ligesom mig da du voksede op. Vi er flere end du tror. Her kan du læse mere om det.

Ønsker og længsler

Når der er noget du længes efter f.eks. et nyt job, en kæreste, at finde dit sande potentiale, at få tid til at leve din kreativitet ud, så sker der det, at du sender en energi ud, om at det nu du er i lige nu, det ikke er det rigtige nu. Du skaber en energi i dig selv, om at dit liv først er rigtig værd at leve og sætte pris på, når de ting du længes efter, er landet hos dig.

Det at længes efter noget, det kan kun være en tilstand fra egoet. Når du tænker over det, så kan hverken din bevidsthed eller sjæl længes. Du er en del af det Guddommelige, det Guddommelige kan ikke længes. Det er kun dit ego, som gennem længslen, flytter fokus fra nuet, ud i tankerne og følelserne.

At længes skaber ofte tristhed, uro i maven, en følelse af at være bagud, at livet skylder dig noget. Længsler er som regel koblet sammen med at det er synd for os, at vi er et offer for livet. Hvis du bestemmer dig for at dit liv er helt vidunderligt, fuldstændigt fuldkommen lige nu, så vil du også slippe alle de ret trælse følelser der opstår i dig, i forbindelse med de længsler du har.

At længes er noget helt andet, end at have et ønske for hvor du gerne vil bevæge dig hen i dit liv. Lad os sige at du gerne vil have mere fritid, så du har mere tid til at udfolde dig kreativt. Den kreativitet ønsker du dig måske i virkeligheden, at du engang kunne komme til at gøre til din hovedbeskæftigelse. Så tager du skridt i den retning. Du arbejder disciplineret mod det ønske du har, du tager dig tid til din kreativitet, tager den alvorligt og dropper Netflix. Du siger nej tak i et par måneder til for mange kaffeaftaler. Måske finder du ud af, at du har meget nemmere ved at prioritere din kreativitet, når du går i seng i ordenlig tid, når du ikke spiser sukker, når du får frisk luft ude i naturen. Måske opdager du at selv 30 minutter, du bruger på din kreativitet om dagen, kan gøre en betydelig forskel for dig.

Der er kæmpe stor forskel på at være tilstede i det liv du er i nu og så tage skridt og handle ud fra det, mod et ønske du har og så på at længes. Længslen fortæller dig altid at dit liv ikke er helt perfekt lige nu, længslen sender en urolig og utilfreds energi ud og det den tiltrækker er mere uro og mere utilfredshed. Et ønske kommer fra et mere neutralt sted, hvor du ikke har bundet energi op på om det bliver virkeligt eller ej.

Vi ved godt at det som kan skabe forandringer i vores liv, er at vi har tid i ro, at vi skaber balance, for ud af det kommer overblikket og din intuition kan nå igennem til dig. Når først du har fat i hvad din intuition siger, så er du ikke længere blændet af længslen, men kan se hvad dit næste skridt skal være, for at du kan nå hen hvor dit ønske bliver opfyldt.

“The truth waits for eyes unclouded by longing.” – Tao Te Ching

Vrede er ikke styrke

Vrede er et udtryk for magtesløshed og kontroltab. Vrede og vredens forskellige former for udtryk, har intet som helst med styrke at gøre.

Buldren på brystet, brølen og pusten sig op, siger intet om at her er et menneske der er stærkt i sin kerne. Det siger tværtimod noget om at det her menneske er svagt, siden det har behov for at manifestere sig på den måde for sin omverden.

Vrede er bare vrede og der er intet galt med den. Men vi ER ikke vreden. Vi kan føle vreden, gå på opdagelse i den og undersøge den i os selv. Hvorfor det er jeg føler et kontroltab lige nu? Hvad er det jeg gerne vil holde ved? Hvorfor vil jeg holde ved og ikke slippe? Og er det værd at holde ved, hvis en af følgerne ved at holde ved, er at der dukker vrede op i mig? Når nu vreden fortæller mig så fint, at her er et emne hvor jeg skal slippe min idé om kontrol?

Tanken om kontrol er en illusion i egoet, for vi kan intet kontrollere. Når du forstår det er du fri.

Verden er ikke god eller ond. Verden er bare. Ligesom vi er. Vi kan blive så meget klogere på os selv, når vi tør dykke ned i, hvad det er følelserne gerne vil fortælle os. For en følelse har altid et budskab.

Vrede handler om magtesløshed og det er kun et bange og frygtsomt ego, som føler sig magtesløst. Hvis du oplever en følelse af magtesløshed i dig selv, så gå ind og slip det du gerne vil have magten over. Når du slipper dit behov for at have magt og kontrol, så opmuntrer du andre til det samme. Du smitter i den måde du er i verden på og du smitter i din energi.

Alt starter i os selv. Alt hvad vi ser ude omkring os, er et billede på det vi selv indeholder. Håndterer vi det vi ser med vrede og frygt, eller håndterer vi det med omsorg og forståelse? Er vi omsorgsfulde overfor os selv, når vi føler et kontroltab og måske får en følelse af vrede eller skælder vi os selv eller andre ud, over at vi nu føler som vi føler det?

Alt det der sker i os selv er vores eget ansvar. Det kan aldrig være andres. Hvordan ændrer vi verden? Et menneske af gangen tager ansvar for hvordan de har det og hvordan de agerer her. Det er så simpelt. Og i stedet for at vente på, at alle andre begynder at tage ansvaret for deres liv, så tag ansvaret for dit.

Kram dit ego. Til det bliver så pinligt for det at det fordufter, eller bare så længe at du ikke er en slave af det mere. Lad dit lys, din venlighed og kærlighed skinne fra din sjæl, fra den del af dig som er Guddommelig. Forandringer i verden er ikke svære når vi forstår at de kun kan starte et eneste sted.

Dead Man

“Sjælen er her på besøg og vender tilbage igen til stedet hvor alle sjæle kommer fra”, det er noget i den stil indianeren Nobody siger i filmen Dead Man, som nok er min ubetingede yndlingsfilm. Filmen er mærkelig, mørk, virkelig sjov og allerbedst, den rører et eller andet langt indeni mig, uden at jeg kan præcis kan sige hvad det er og hvorfor.

Det er nemt nok at blive viklet ind i livet, ind i hverdag, ind i drømme, ind i ønsker og længsler. Det kan være svært nok at blive viklet ud af fortidssorg, uopfyldte visioner, gamle sår og traumer.

Har du det godt? Sådan virkelig godt? Du er her i så kort tid, at du ligeså godt kan få det bedste ud af at være her. På et tidspunkt er du her ikke længere, så hvordan vil du bruge din tid her, lige nu, til at have det godt?

Engang vender du tilbage igen, til det sted vi alle sammen kommer fra. Måske sker det før du aner det. Du er bare en gæst her, hvad tror du meningen med dit liv er? Hvordan kan du nyde dit liv bedst muligt?

Det er nemmere at sige “pyt” til de ting der hænder os, hvis vi husker på at vi ikke er her for evigt. Når vi husker at vi kun er på besøg her, at vi virkelig er sjæle, vi er hverken ego eller emotioner, vi er sjæle der oplever et jordisk liv.

Hvad skal dit liv indeholde? Kamp, tænders gnidsel og tårer? Eller latter, elskov og fred? Slip alt det der ikke gør dig godt, tag alt det ind der får dig til at grine. Det er virkelig ikke så kompliceret, det er kun vores ego der tror det er det. Indeni jubler sjælen over overhovedet at få lov til at være her og opleve alt det magiske der er ved at være menneske. Grin af dig selv og alle de fjollede tanker du gør dig om fortiden og fremtiden. Grin af alt den smerte du frivilligt påfører dig ved at bekymre dig om alt fra aftensmad, til vejrudsigt og bukser der skal lægges op eller syes ud.

Livet er ikke svært. Livet er vidunderligt, magisk og eventyrligt og kræver kun af dig at du giver slip på alt det du troede du skulle holde fast i, for at være et rigtig menneske. Intet af det er sandt. Penge, status, magt, er ikke andet end illusioner skabt af egoet. Find ind til det der er ægte for dig, kræng illusionerne af dig og vær modig nok til at gå efter det der giver dig sommerfugle i maven og latter i hjertet.

William Blakes digte spiller en afgørende rolle i Dead Man, her kommer det fineste jeg kender af ham:

“To see a World in a Grain of Sand,
And heaven in a Wild Flower,
Hold Infinity in the palm of your hand
And Eternity in an hour.”

Rigtig god weekend, rigtig dejligt liv.

Overgivelse

Vi kan alle sammen komme i situationer i livet, hvor vi bare må vente. Hvor der står en stor sten midt på vejen og hvor vi godt kan vælge at stille os op og begynde at slå hovedet imod den og håbe på at den knækker, før vores kranie eller nakke gør det.

Vi kan råbe og skrige af stenen, sparke på den, ringe til alle vores venner og græde over den. Vi kan hyre advokater, professionel hjælp på alle mulige måder, til at få sprunget stenen i luften. Vi kan bruge masser af energi, penge og kræfter på den her sten. Måske lykkedes det os så også at komme hen over den, bagefter er vi bare meget udmattede og måske også en del penge fattigere. Vores venner og familie er måske også trætte, både af at høre om os og den sten og trætte af at vi har brugt alt vores tid på den den.

Det som så ofte sker er at vupti, lige som vi troede vi skulle gå ubekymrede videre ud af vejen, så står der sørme en ny sten. Denne gang endnu større og endnu hårdere end sidst. Vi kan godt vælge at bruge hele vores liv på at kæmpe med stenene på vejen på den måde, det er der rigtig mange som gør. Der er dog en anden måde at komme omkring de sten på, som er noget sjovere og noget mere lærerig.

Når jeg står overfor sådan nogle sten, som jeg virkelig hverken kan se hen over eller rundt om, hvor jeg ved at på den anden side af stenen, der er masser af regnbuer, enhjørninger og eventyr i pastelfarver, så arbejder jeg meget i mig selv med at trække det lys om på på den anden side af stenen, der hvor jeg står i stenens skygge. Jeg koncentrerer mig om at se alt det smukke der hvor jeg er nu, i stedet for at længes efter livet på den anden side af udfordringen som stenen repræsenterer.

Og så sætter jeg mig ned og mærker ind i stenen. Mærker hvad det er den her udfordring, den her store bremse midt på min vej i virkeligheden handler om. Jeg mærker hvordan den føles i mig. Er der noget gammelt i mig jeg skal give slip på og hvordan gør jeg det. Er der noget jeg skal lære om tålmodighed, noget jeg skal lære om at sætte mig ned op af stenen og se tilbage på den vej jeg er gået af og reflektere over den rute jeg har valgt, siden jeg nu stødte ind i den her sten.

Jeg bestemmer mig for at overgive mig. Jeg overgiver mig til at sidde her og vente. Mens jeg venter på at jeg opdager, hvad det er jeg skal lære af lige præcis den her sten, så gør jeg mig umage for bruge ventetiden på den bedste måde. Jeg mærker hvad jeg skal bruge den her pause til. Er det til at arbejde med noget i mig selv? Er det til at danse, skrive, tegne, rydde op, meditere, ligge på sofaen og stirre ud i luften? Hvordan styrker jeg min intuition yderligere, så jeg i fremtiden kan se de her sten i horisonten og nå at styre udenom dem tidligere?

I overgivelsen ligger også glæden over at tage ansvaret for stenen. Det er min sten. Jeg har selv skabt den. Jeg er kærlig overfor den, men det betyder ikke at jeg dyrker den og er et offer for den. Jeg sætter mig ned og beder til det Guddommelige om at få vist en anden vej, eller få styrke til at springe let hen over stenen.

Jeg fokuserer på den glæde der er, den skønhed der er hvor jeg er. Og pludselig er stenen væk, oftest uden at jeg næsten opdagede det, fordi jeg havde så travlt med at grine og elske der hvor jeg var. Nu kan jeg kan hoppe syngende videre ud af vejen, rigere på viden om mig selv og med masser af energi og kræfter til at blive ved med at gå vejen mod lyset. Med visheden om at sten bare er sten, det er vores tilgang til dem der får dem til at vokse os over hovedet eller skrumpe ind til en ubetydelig størrelse.