Kunsten at manifestere det liv du ønsker dig

Når dit sind ændrer sig, så ændrer dit liv sig også. Vi tror at det er livet som ændrer sig, og så må vores sind indhente det. Men det er lige omvendt.

Det er livet som skal indhente sindet. Det er virkeligheden der skal hale ind på dig og det du er.

Der er en grund til at mange spirituelle eller new age praksisser bliver solgt på at ved at vi bruger denne eller denne praksis, så kan vi kan øge vores evne til at manifestere ting i verden.

Det kan virke som en meget materialistisk og bagvendt tilgang til spiritualitet, for ofte kommer det til at se ud som om at grunden til at blive et spirituelt menneske, er en indgang til egoet. For egoet bliver lovet masser af penge på kontoen, nærmest ubegrænset. Det bliver lovet dyre tasker, vilde rejser, cocktails og musselmalet porcelæn.

Den måde at tilgå manifestation på, har den bagside at os som ikke er interesseret i materialisme (eller kapitalisme), kan komme til at værge os mod ord som visualisering og det at manifestere. Fordi det er kommet til at lyde så ego-kikset.

Men faktisk er det meget smart at bruge begrebet penge, til at lokke egoer til spiritualitet.

For hvis man som bevidsthed er virkelig vågen, så vil man undervejs i sit manifestationskursus opdage, at pengene, eller evnen til at manifestere, er en dejlig bivirkning der kommer af at have det megagodt, at være glad og faktisk lykkelig.

Det fysiske, materielle, bliver altså sekundært, fra at have været det der primært lokkede egoet til at interessere sig for spiritualitet.

På den måde kan man altså snige egoet til stille og roligt at miste magten, ved i første omgang at have lokket det med D’Angleterre og flødeskumskager og pludselig er det i gang med at afsløre sig selv og du kan få skovlen under det.

Når du har forstået dit ego og de mekanismer der er i det ubevidste, så er du 90% af vejen mod så let som ingenting at kunne manifestere det liv du ønsker dig.

De sidste 10% kommer af at sætte bevidste intentioner og at lære ægte at mærke hvad det er du ønsker dig, for pudsigt nok, er det svært for virkelig mange.

Der er nogle ting der er gode at vide hvis du interesserer dig for manifestation.

Alt hvad du indeholder (både bevidst og ubevidst), er det du ser ude omkring dig. Du skaber altså din verden. Ikke bare sådan 63%, men virkelig ETHUNDREDEPROCENT!

Så selvom du træner positiv tænkning og positiv tale (hvilket altid er en virkelig god idé, for det vi tænker og siger, skaber også vores virkelighed), så er du også nødt til at få fat i det ubevidste der ligger i dig. Det ubevidste kan du få kontakt med på rigtig mange måder og du har måske allerede en del faste praksisser allerede.

Det ubevidste er alt det der ligger gemt i egoet og det kan altså sabotere enhvers messen af: “Alt er godt”. For hvis dit underbevidste ikke tror en dyt på den tanke, så kommer din virkelighed aldrig til at ændre sig til; at Alt er godt.

Du kan ikke narre dig selv. Hvilket jo egentligt er meget beroligende at vide. Du kan altså ikke hjernevaske dig selv med positive bekræftelser, hvis der dybt i dig er en modsatrettet overbevisning, så vil den overbevisning altid vinde.

Det er den store rumlen i dybet, langt ned i jorden, som skaber de store bevægelser på overfladen. Det er ikke det der foregår på overfladen der ændrer virkeligheden.

Der er ligeså mange måder at tilgå det underbevidste og bevidstgøre det, som der næsten er mennesker her.

De her ting har virket for mig og jeg er i en stadig bevægelse hvor jeg hele tiden undersøger, hvordan jeg kommer længere og længere ned. For jo mere jeg ser på og slipper, jo mere radikalt ændrer verden sig omkring mig.

Her er hvad jeg gør og har gjort i rigtig mange år: Jeg faster med jævne mellemrum. Jeg spiser en vegansk kost. Jeg er opmærksom på kosttilskud og motion. Det vil sige, at jeg altså holder øje med min fysiske krop, fordi jeg ved at jeg kan åbne for det ubevidste, ved ikke at dulme med fedt, sukker og sofa.

Jeg mediterer og laver visualiseringer. Jeg laver energiøvelser som en daglig praksis. Øvelser der er så integreret i mig, at jeg gør dem helt af mig selv nu. Jeg arbejder shamanistisk med trommerejser, ritualer og påkaldelse af kraftdyr.

Jeg arbejder hele tiden med mit ego, det har jeg tidligere gjort igennem forskellige former for terapi og behandlinger. I en årrække deltog jeg i ayahuasca ceremonier, fordi den medicin er en anden virkelig effektiv måde at tilgå og synliggøre det ubevidste på.

De sidste par år har jeg lavet The Work på næsten daglig basis og jeg ved, at egoarbejdet, er et arbejde som hele tiden er i bevægelse. Det er meget vigtigt, at det ikke stagnerer og bliver stift, for så snupper egoet kappen på sig som “den der laver the work”, “den der deltager i ceremonier”, “den der går i psykoterapi på 10. år”. Derfor er jeg hele tiden vågen og holder øje med nye redskaber jeg kan bruge til at dykke ned i sindet i mig.

Det her er kun eksempler på hvad der virker for mig, men det virker til gengæld også så godt at jeg tør anbefale det. Men vi er alle sammen forskellige og skal alle sammen mærke efter hvem vi er og hvad vi kan mærke føles ægte og sandt for os.

Hvis du har modstand på at lave det her mere dybtgående arbejde med det ubevidste, hvis noget i dig mener at det kan du godt springe over, for du kan sidde og positivtænke og “OM´e” dig til en strandvejsvilla, så læg mærke til hvad det er i dig, som føler modstanden. Jeg vil vædde med at det er dit ego.

I de her tider, hvor jordforbindelse virkelig ikke bliver serveret særlig mange steder, tværtimod, så er det rigtig nemt at ryge ud i de luftige lag og tro, at vi kan pastelmale, feng shui, krystalarbejde os til Mulberry og Marc Jacobs.

Så vær også bevidst om det i dig. At det er luften i dig og i vores samfund, som dyrker og helliggør det “lette” og overfladiske arbejde. Ved at gøre din spirituelle praksis fysisk og tage den ud af tankerne, så manifesterer og jordbinder du den også. Allerede der, er du rigtig godt på vej til at skabe dig det liv som du ønsker dig.

Men hvis du har arbejdet med visualisering og med at manifestere i mange år og du ikke synes der er sket noget, så er det helt sikkert grunden. At du ikke har taget de virkelig dybe spadestik i dig selv. Du er ikke nået ned hvor guldet er i dig, men bliver ved med at sidde på overfladen og føle at livet kører rundt med dig og ikke omvendt.

I næste blogindlæg fortæller jeg hvordan du som det næste kan begynde at mærke at verden kommunikerer med dig via din intuition og du vil komme i det her berygtede og berømte begreb vi kalder for FLOW.

Skriv endelig i kommentarfeltet herunder hvis du har spørgsmål eller andet til teksten herover. Kh Anja

Menneskets eksistentialistiske krise er det der fodrer kapitalismen

Lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været i krise over at være her. Det kan lyde som en negativ ting, men det er det ikke. Den krise jeg meget tidligt kan huske at jeg mærkede, fodrede nemlig en nysgerrighed på livet her, som åbnede mig og kildede alle mine sanser.

Bøger, musik, tegneserier og uendelige timer i naturen, blev slugt grådigt og alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, som duftede af noget esoterisk, konsumerede jeg med store åbne øjne og et gigantisk JA i mit hjerte. Jeg søgte mystikken alle vegne, både i form af ord eller musik fra andre, men også mystikken i naturen og min interaktion med den, dyrkede jeg og var i en konstant søgen efter.

Det var helt klart en krise, selvom det også lyder dejligt romantisk. For under min søgen, der lå de og lurede, de store spørgsmål: Hvad er meningen med det her? Er der nogen mening med mig? Med noget som helst?

I opvæksten opdagede jeg, at stort set ingen så med blide øjne på et naivt menneskes store spørgsmål. For ingen kunne svare eller ville svare ærligt. Så jeg begyndte at skamme mig, over at jeg ikke bare kunne høre WHAM og gå med stone washed cowboybukser som alle de andre. At jeg ikke kunne drukne mine spørgsmål i Bacardi og Cola og halbal.

I takt med at jeg følte mig mere og mere fremmed, fra mine omgivelser på landet i 80´ernes Danmark, så voksede skammen over at være anderledes og den blev til en vrede som den oftes gør det. Jeg havde alligevel i min søgen opdaget, at punkerne stillede de samme spørgsmål som mig, og også følte den vrede jeg følte, så dem tænkte jeg, at jeg fint kunne slutte mig til.

Med det samme jeg kunne komme væk, flyttede jeg til byen og brugte mange år på at gå og være ensom. Ensom, fordi punkerne alligevel ikke havde svaret. De var ligeså dogmatiske og indsnævrede i deres syn på verden, som pallerne på landet var det. Udtrykket var bare anderledes og vreden bar dem kun ind, i en nedadvendt spiral, som blev deres egen undergang.

Som mange andre, prøvede jeg også at købe mig ud af min krise og følelsen af ensomhed der fulgte med. Fester, ferier, forbrug af alt mulig slags, måtte være vejen ud af spørgsmålet om hvad meningen med livet er. Jeg begyndte, at løbe fra det spørgsmål som ellers havde været min drivkraft som barn og i den flugt, faldt jeg i alt muligt lort. Jeg faldt totalt i kapitalismen, den fantastiske quickfix følelse var så berusende, bedre end noget andet party-drug jeg havde prøvet.

Kapitalismen var vidunderlig, lige indtil det gik op for mig, at jeg ville dø af en overdosis, hvis jeg ikke satte farten ned og stoppede op og mærkede hvorfor det var, at jeg havde behov for at bedøve mig sådan.

Så jeg vendte mig om, stille og roligt og begyndte at se krisen i øjnene. Jeg SÅ på den igen. Men denne gang som voksen og med en del mere erfaring som menneske i rygsækken.

Jeg SÅ på min flugt og jeg så at jeg uanset hvor hurtigt jeg løb, så ville de spørgsmål være med mig for altid, så jeg kunne ligeså godt standse op og stå ansigt til ansigt med dem. Og her står jeg stadig. Hver dag ser jeg de spørgsmål i øjnene: Hvad er meningen? Hvad er det jeg vil her? Hvad er vigtigt?

Og hver eneste dag, når jeg facer min eksistentialistiske krise, så står jeg stærkere. Renere. Klarere i hvad det er jeg vil.

Når jeg facer den, så skærer jeg mere og mere fra mit liv. Når jeg har min krise med som et vilkår her, som en gave der gør mig kraftfuld og vågen, så er der så meget der ikke længere betyder noget og det som betyder noget, betyder så til gengæld VIRKELIG også noget.

Alt larmen, alt det blinde forbrug, alt det som hører til i egoet, bliver stille og roligt skåret væk. Tilbage står jeg, fastere og fastere og ser min krise ind i ansigtet. Min vidunderlige krise, min fantastiske søgen. Alle de eventyrlige, fabelagtige, ulidelige spørgsmål jubler jeg nu over, at trods alt stadig kan mærke.

Dilemmaerne i mit liv, bliver mindre og mindre, fordi jeg tydeligere kan mærke hvem JEG er. Ikke hvem jeg er blevet fortalt jeg er, af omgivelserne i min opvækst, eller af det kapitalistiske samfund omkring mig, som altid kun vil se mig som Borger og Forbruger. Men den JEG er.

Et menneske i konstant krise over at være født i en fysisk krop, med et ego som det skal lære at navigere i. En lyst til lys og kærlighed som kan være så splittende og forvirrende, i en verden hvor vi konstant bliver fortalt, at det er dumt og naivt at være sådan.

Jeg kan mærke, at Verden er Venlig og det kom som et chok for mig første gang jeg følte det. Når Verden er Venlig, falder alt mit forbrug fra. Jeg har ikke længere lyst til at dulme, eller at skulle være nogen i kraft af mine køb.

Når jeg er bange og løber, så køber jeg. Når jeg stopper op og ser mig omkring, ser den venlige verden jeg er en del af, så er det pludseligt godt nok bare at være mig.

Så er jeg ikke længere Borger eller Forbruger, så er jeg en kvinde, i en skov, med en kat, en mand og børn. Med chilifrø til forspiring i vindueskarmen, sol der kommer ind af et beskidt vintervindue og jeg kan høre Ravn kalde fra en af de store graner i haven, om jeg ikke snart kommer ud igen. Og det gør jeg. Det er i naturen jeg mærker mit væsen og der mit ego glemmer sig selv.

Og jeg er klar over, at jeg tror, at jeg er en kvinde i en skov, med en kat og en Ravn der kalder. For hvem ved? Og det at jeg faktisk ikke VED, det får mit hjerte til at hoppe af begejstring og mine øjne til at rende over med tårer af glæde. Lige der har jeg intet behov for at købe noget, jeg er helt i fred. Jeg har ingen længsler, ingen mål.

Jeg er og alt er og det er nok.

Jeg kan kun tale grimt om andre, når jeg gør det om mig selv

Der findes ikke udenfor og indenfor. Der findes ikke mig og resten af verden. Der findes ikke mig og andre mennesker. Alt hvad der er, er mig. Alt hvad der er, er dig.

Alt hvad jeg mener, alt hvad jeg har at sige om verden, handler om mig. Det er først muligt for mig, at tale 100% venligt om alt hvad der sker i verden, når jeg kan se på alt hvad jeg selv indeholder, med samme venlighed.

Hver eneste dom jeg har over verden, over det der sker her, over andre mennesker, handler kun om mig. Jeg kan gøre mig umage for ikke at tale grimt om andre. Jeg kan være opmærksom på de ord der kommer ud af min mund som tale.

Men hvis jeg ikke ser på hvad der sker indeni mig. Ser på alt det som når at blive luget væk inden det kommer ud af min mund, men som ikke desto mindre stadig er tilstede i mig, så sidder jeg fast i at skabe et billede udadtil, som ikke er i overensstemmelse med mit indre.

Alt løgn er til gavn for mit ego. Hver eneste lille lyv der findes i mig, er for at beskytte mit ego. Hver eneste gang jeg taler og handler i sandhed, så bliver mit ego mindre og jeg gavner min sjæl.

Hvis jeg føler eller tænker noget “negativt” og lader som om det ikke er sandt, fordi jeg er for godt et menneske til at tale eller tænke grimt, så vinder mit ego.

Jo mere jeg følger efter hver eneste lille pip i mig selv, som ikke er kærligt eller venligt tænkt, jo sværere bliver det for mig at dømme verden omkring mig. Alle de grimme ord jeg kan have om verden, de forsvinder fra mig når jeg følger efter dem i mig selv og undersøger dem.

Når jeg følger efter ordene og ser hvor de stammer fra i mig så bliver jeg gang på gang bekræftet, i at verden ikke har gjort noget som helst, alt hvad jeg dømte var mig selv.

Verden kan kun være venlig. Det er ikke muligt at det her smukke univers vi er tilstede i, kan være et uvenligt sted. Når jeg går til alt, til verden og til mig selv, med de ord, så forandrer alt sig.

Jeg kan kun være bange for mine grimme domme, og prøve at kaste dem ud på andre, når jeg ikke ser med omsorg på hvor de stammer fra i mig og hvad de faktisk har at fortælle mig om mig selv.

Når jeg forstår, at hver eneste dom, er et lille barn jeg ikke har elsket så meget at det er blevet sat frit, så tager jeg mine domme hjem.

Jeg slipper for at skulle gå og tro at det er verden der er noget galt med. Det er en skør omvej at gå, at skælde ud over verden og andre mennesker, når alt hvad det nogensinde har handlet om, var mine egne uerkendte følelser og tanker.

Jeg elsker hver eneste tanke der opstår i mig. Hver eneste følelse den bringer med sig. Jeg bliver nærig og holder grådigt fast ved mine grimme tanker.

Hvorfor skulle jeg sprede dem ud over andre, når jeg kan holde dem for mig selv og lære så meget om hvem jeg virkelig er.

Hvorfor skulle andre dømmes af mig, når jeg selv kan få fornøjelsen af at undersøge hvilket fantastisk mangfoldigt menneske jeg selv er. Fyldt med domme, som lærer mig om kærlighed hver evigt eneste gang.

Jo mere jeg kender mig selv, jo kærligere bliver jeg. Ikke kun overfor mig, men overfor resten af verden. Jeg kan ikke længere se nogen grund til ikke at sprede kærlighed omkring mig, for alt hvad der er her, er mig.

Så jeg holder grådigt mine domme for mig selv, som små smukke skatte, jeg kan bruge timer på at studere og blive forelsket i. Og alt den kærlighed som jeg opdager inde bag mine domme, den kan jeg kun slippe fri overfor resten af verden, ligesom jeg slipper den fri overfor mig selv.

Når jeg virkelig elsker mig selv og alt hvad jeg indeholder, så kan jeg ikke længere tale eller tænke grimt om andre. Til gengæld kan jeg elske, på en måde jeg ikke anede var tilstede i mig.

Jeg kan elske alt hvad jeg ser, uden forbehold og krav. Jeg kan elske af et åbent og rent hjerte og når jeg opdager at jeg ikke kan, så fejrer jeg at jeg har mere at undersøge i mig selv. Mere jeg kan lære at elske. Jeg opdager at der kun findes kærlighed og jeg bliver igen bekræftet i at Verden er Venlig.

Relationsarbejde med naturen!

Teksten herunder er fra det nyhedsbrev jeg sender ud. I det nyhedsbrev har jeg det sidste stykke tid beskrevet hvordan det har føltes for mig, at min søn er flyttet hjemmefra i forbindelse med at jeg er flyttet i skoven.

Derfor virker indledningen måske en lille smule indforstået, men det er det jeg hentyder til når jeg skriver, at jeg har haft det svært. Selvom teksten her allerede er sendt ud på nyhedsbrev, ville jeg dele den her også, da det nok kan være relevant for flere, at arbejde med at styrke deres kontakt med naturen.

 


 

Når jeg har det svært, som jeg har haft det i de sidste par måneder, så arbejder jeg med emnet (i dette tilfælde sorgen) på flere planer. For det første har jeg jo opdaget at The Work virker fremragende på mit ego.

Kærlighed er altid svaret og med The Work får jeg muligheden for at erfare det helt ned på micro-planet. Det er virkelig et redskab jeg kan bruge til at transformere mørke til lys i mig.

Men noget andet jeg også gør, det er at jeg går i Naturen.

Det har været helt oplagt at gå i skoven, nu hvor jeg var flyttet ud i den. Men i de sidste par måneder, har jeg følt mig mærkelig afskåret fra den Natur jeg ellers føler virkelig er mig. Mig på sådan en måde, at det normalt næsten føles som om det er Naturen der trækker vejret i mig og får mit hjerte til at slå.

Når jeg ikke føler mig forbundet, så er jeg klar over at det er mit ego der er på spil. Det er kun egoet der står i vejen for mig og Kraften der er her.

Og jeg var godt klar over, at mit ego havde gang i en voldsom omgang selvynk. Det kunne jeg ligesom fornemme på alle de tanker der fulgte med den helt naturlige sorg der kan opstå i forbindelse med at give slip (i dette tilfælde på min søn).

Egoet benyttede, som jeg også skrev tidligere, lige muligheden for at smide lidt ekstra i puljen med sorg og jeg tog også lige en omgang Skyld, Skam og Svigtfølelser med også. Alle sammen følelser som er ligeså “muntre” at være i selskab med, som en 4-årig på Coca Cola og M&M´s.

Så jeg gjorde det som jeg gør i alle de relationer jeg gerne vil styrke eller genopbygge; Jeg gør mig umage med at være venlig og jeg tager bevidst kontakt.

Så jeg er gået i skoven og har talt med den, også selvom den var tavs. Jeg har talt med svampene, givet bladene et high five når jeg er gået forbi. Hilst på træerne med klap og nus og jeg indledt større samtaler med de træer jeg følte var mest åbne for det. Jeg har siddet og ligget på jorden. Duftet skovbunden og er med alle mine sanser gået på opdagelse i dens uendelige rigdom, i form af en kæmpe diversitet af dyr, planter og svampe.

Efter lidt tid uden svar fra Naturen, blev jeg lidt ked af det og begyndte at tænke på om jeg mon havde mistet min ven for altid. Det er ikke så opmuntrende, at prøve at gøre et forhold godt igen og så blive mødt med koloenorm tavshed.

Men for to dage siden svarede Naturen mig endelig igen.

Jeg kørte i bil gennem skoven og jeg blev fyldt af en taknemmelighed i mig, der var så stor at jeg fysisk kunne mærke mit hjerte og min brystkasse åbne sig.

Taknemmeligheden opstod af ingenting. Af bare at føle at jeg er. At jeg har fået lov at få et liv her. At få lov at opleve det hele. Glæde, sorg, ego og ingenting.

Da jeg sad der i bilen og smilede af lykke over hele hovedet og jeg næsten ikke kunne være i min krop af brølende taknemmelighed, så vinkede et træ til mig fra en mark.

En skovkant gik i selvsving og jublede tilbage til mig. Glenten skreg Velkommen Hjem da jeg åbnede vinduet på bilen og så den svæve lige over mig.

Sådan har det været lige siden. Naturen svarer mig igen og den svarer mig med ligeså stor begejstring og kærlighed som jeg har været vant til fra hele mit liv.

Det var taknemmeligheden der var nøglen, til at jeg kunne åbne op og se at Naturen havde været i kommunikation med mig hele tiden.

Jeg havde bare ikke været været åben for at kunne høre den. Alt for opfyldt af min tristhed, til at jeg kunne mærke den.

Taknemmeligheden åbnede mig op, så jeg igen kunne forstå sproget og mærke den uendelige kærlighed der altid er tilstede, når jeg er åben for at kunne modtage den.

 

Den dag jeg mistede mit navn

En dag da jeg gik ude i den skov jeg er flyttet i, kunne jeg pludselig ikke længere huske mit navn. Jeg tabte det og måtte gå og lede efter det i min bevidsthed. Navnet Anja kom efter lidt tid til mig og jeg havde det som om jeg hørte navnet for første gang i mit liv.

Sikke et besynderligt navn, tænkte jeg. Og jeg tænkte, hvorfor har jeg aldrig tænkt over det navn før. Pludselig var navnet helt fremmed for mig og jeg kunne ligeså godt være kommet i tanke om at jeg hed Giraf, Kurt eller Ingenting.

Navnet var bare et ord som lød helt underligt. Det føles som et badge jeg kunne tage og sætte på mig. Et fremmedlegeme jeg pludselig stod og kunne se fra alle sider. Som jeg holdt ud fra mig og som havde mistet sin betydning, når det blev taget ud af sin normale kontekst.

Måske skulle jeg så skifte det, var min næste tanke. Da jeg stod der og så på navnet Anja og mærkede at det intet betød for mig. At det var blevet reduceret til 4 bogstaver, som i situationen føltes helt tilfældigt sat sammen.

Min yngste søster kaldte mig for Ajna i mange år, indtil hun lærte at bytte rundt på bogstaverne i den rækkefølge mine forældre have bestemt. Ajna betyder også chakraet det tredje øje, men det er måske alligevel lige tykt nok, at hedde det som clairvoyant.

Anja. Naja. Jana. Det er hip som hap. At skulle vælge et nyt navn ville alligevel ikke give mening. Ingen andre navne gav mere mening, bare fordi Anja pludselig ikke føles som mit længere.

Jeg følte mig navnløs og helt tom som jeg stod der i skoven. Noget andet, som var ingenting var vokset frem. Det var meget specielt at stå og mærke at navnet/ordet Anja ingen mening gav længere

På grunden hvor huset jeg bor i ligger, står Gran, Birk, Hassel, Eg, Bøg, Hyld (og mange flere jeg ikke har lært at kende navnene på endnu).

I luften over mig svæver Ravnen, Glenten, Musvågen, Falken, Uglen og Duen.

På Jorden går Ræv, Rådyr og Grævling.

I træerne bor Sort og Rødegern og et vrimmel af fugle og insekter.

Dyrene trives fint uden at blive navngivet. Måske jeg kunne nøjes med at kalde mig for menneske. Men selv menneske er jo en definition, ligesom Ravn og Hassel og i virkeligheden er det lige meget. For vi er alle det samme. Et udtryk for en kraft. En vidunderlig storslået kraft.

En kraft som nogle dage overvælder mig så meget, at jeg helt glemmer Anja. Sikke en befrielse, sikke en frihed der ligger i at være navnløs.

I weekenden skal jeg på kursus og jeg ved at vi i kredsen skal præsentere os for hinanden. Menneske Dalby. Gad vide om jeg kan slippe afsted med at kalde mig for det.