Stuart Wilde

Da jeg mødte den lærer, som har betydet mest for mig i mit liv, oplevede jeg en lettelse uden lige. Jeg oplevede, at føle mig forstået også selvom jeg kun mødte ham gennem hans ord i de første mange år.

Hans bøger reddede mit liv. Det ved jeg med sikkerhed. For det var i hans ord, at jeg søgte trøst når følelsen af meningsløshed over hvad det her liv drejede sig om, overvældede mig og var i gang med at slå mig helt omkuld. Det var i hans ord jeg fandt mening med livet og de gav mig et anker i hav af angst, lavt selvværd og depressioner.

Jeg blev af en veninde præsenteret for Louise Hay da jeg gik på Animationsværkstedet i Viborg i start halvfemserne. Hendes bog “Helbred dit liv”, gav mig forståelsen af min første bevidste spirituelle oplevelse.

En dag forsvandt min krop, mens vi sad til undervisningen i Viborg og jeg blev et med alle i lokalet. Jeg oplevede, at blive fyldt med en enorm kærlighed til mig selv og alt omkring mig, en kærlighed af en størrelse som jeg aldrig før havde mærket. Jeg var klar over, at det havde noget med det at gøre som hun talte om.

Louise var dejlig, men hun satte ikke ild i mig med sine ord. Så jeg begyndte at lede efter andre lærere. Jeg prøvede med Wayne Dyer og Deepak Chopra, det var de tre lærere som var ret populære dengang i slutfirserne og starthalvfemserne. Det hele var lidt for fimset synes jeg. Jeg kunne ikke mærke forfatterne. Lidt for New Age, pastelfarvet, og det de talte om var udenfor mig, aldrig indeni.

En dag læste jeg en bog, af en fyr ved navn Stuart Wilde og jeg var hjemme.

Selv når jeg skriver det nu, næsten 30 år efter, bliver jeg helt rørt og får tårer i øjnene. Stuart talte et sprog jeg kunne forstå. Hans bøger, kassettebånd og senere cd’ere, sprudlede af humor. Jeg var ovenud lykkelig for at have fundet en lærer, som kunne skrive om og få mig til at forstå, de mest indviklede metafysiske emner, og samtidig få mig til at klukke af grin.

Det var ikke nemt for mig at vokse op her og ikke nemt at vokse videre og være ung og ung voksen. Stuarts ord var en guide i en verden, jeg virkelig ikke forstod en klap af. En verden hvor jeg kunne mærke, at der var ting på spil i mig selv og andre, som ikke just bidrog til at gøre den her oplevelse dejligere.

Stuart lærte mig om Egoet og om Ånden eller Bevidstheden og det hele gav så meget mening for mig. Nu begyndte jeg at kunne ændre på de ting der var smertefulde i mig selv, for jeg havde fået et sprog for det. Med sproget fulgte en forståelse, et kort over mit indre, så jeg begyndte at kunne navigere i alt det der skete i mig. Min famlen i blinde var slut.

Det første seminar jeg deltog i med Stuart Wilde var i København i år 2000. Min søn var et par måneder gammel og jeg var alene med ham, men jeg bestemte mig for at tage med alligevel. Sammen med en veninde, tog vi afsted til en hel dag med Stuart.

Jeg ammede min søn igennem det meste af seminaret og jeg var bare glad. Glad for at den mand hvis bøger betød alt for mig, var ligeså sjov, totalt for meget og flamboyant (han havde en stor sort kappe på og smukke kvinder med, som bragte ham drinks igennem hele dagen) som jeg havde håbet på. Og så læste han energien i lokalet så smukt. Han var så klog, så fuld af ild og liv og jeg var lykkelig.

Senere rejste jeg rundt, til en del andre workshops i andre dele af verdenen, for at høre ham tale, arbejde med hans metoder, danse med ham og de andre kursister på barer og til slut i hans liv, for at blive healet af ham, som han begyndte at gøre de sidste år her.

Mit hjerte er fyldt med minder om ham. Varme, sjove, skøre, kærlige minder. Han havde de fineste blå øjne, som knitrede af lys når de så ind i mine.

Sidste gang jeg så ham var i Irland. I løbet af de dage jeg var på workshop hos ham og Khris Krepcik, var jeg så heldig at komme til at køre med Stuart i hans bil flere gange. Han kørte som en vild mand af små veje i bjergene, dyttede af fårene som blokerede det hele, spiste nachos og hørte irsk folkemusik for fulde hammer, mens han grinede til mig i bakspejlet til bagsædet hvor jeg sad og var ved at sprænges af lykke, over at få lov at møde sådan et menneske i det her liv.

Da han døde i 2013 troede jeg, at jeg mistede min bedste ven. Men det gjorde jeg ikke, for jeg havde igennem de mange år jeg havde kendt til ham, vænnet mig til at have en dialog med ham i mig selv. Dialogen kom bare tættere på.

Fra at vi havde været adskilt som mennesker, flyttede han nu helt ind i mit hjerte og alt det han repræsenterede og var for mig, smeltede sammen med mig selv. Jeg forstod, at nu var jeg min egen lærer. Selvom jeg stadig har lyst til at spørge ham om ting, stadig kan savne ham sådan så det helt hiver i mit bryst, så blev jeg voksen da han døde.

Selv hans død var en kæmpe gave til mig, ligesom hans liv og arbejde havde været det.

Alt hvad Stuart skrev kan jeg på det kraftigste anbefale at give sig i kast med at læse. Han udgav virkelig mange bøger og havde en hjemmeside, hvor han gavmildt delte ud af sin viden lige til det sidste. Derudover ligger der også rigtig meget materiale med Stuart på YouTube, både interviews og lydbøger.

Rigtig god fornøjelse og rejse ind i Stuarts Wilde fantastiske univers.

Relationsarbejde med naturen!

Teksten herunder er fra det nyhedsbrev jeg sender ud. I det nyhedsbrev har jeg det sidste stykke tid beskrevet hvordan det har føltes for mig, at min søn er flyttet hjemmefra i forbindelse med at jeg er flyttet i skoven.

Derfor virker indledningen måske en lille smule indforstået, men det er det jeg hentyder til når jeg skriver, at jeg har haft det svært. Selvom teksten her allerede er sendt ud på nyhedsbrev, ville jeg dele den her også, da det nok kan være relevant for flere, at arbejde med at styrke deres kontakt med naturen.

 


 

Når jeg har det svært, som jeg har haft det i de sidste par måneder, så arbejder jeg med emnet (i dette tilfælde sorgen) på flere planer. For det første har jeg jo opdaget at The Work virker fremragende på mit ego.

Kærlighed er altid svaret og med The Work får jeg muligheden for at erfare det helt ned på micro-planet. Det er virkelig et redskab jeg kan bruge til at transformere mørke til lys i mig.

Men noget andet jeg også gør, det er at jeg går i Naturen.

Det har været helt oplagt at gå i skoven, nu hvor jeg var flyttet ud i den. Men i de sidste par måneder, har jeg følt mig mærkelig afskåret fra den Natur jeg ellers føler virkelig er mig. Mig på sådan en måde, at det normalt næsten føles som om det er Naturen der trækker vejret i mig og får mit hjerte til at slå.

Når jeg ikke føler mig forbundet, så er jeg klar over at det er mit ego der er på spil. Det er kun egoet der står i vejen for mig og Kraften der er her.

Og jeg var godt klar over, at mit ego havde gang i en voldsom omgang selvynk. Det kunne jeg ligesom fornemme på alle de tanker der fulgte med den helt naturlige sorg der kan opstå i forbindelse med at give slip (i dette tilfælde på min søn).

Egoet benyttede, som jeg også skrev tidligere, lige muligheden for at smide lidt ekstra i puljen med sorg og jeg tog også lige en omgang Skyld, Skam og Svigtfølelser med også. Alle sammen følelser som er ligeså “muntre” at være i selskab med, som en 4-årig på Coca Cola og M&M´s.

Så jeg gjorde det som jeg gør i alle de relationer jeg gerne vil styrke eller genopbygge; Jeg gør mig umage med at være venlig og jeg tager bevidst kontakt.

Så jeg er gået i skoven og har talt med den, også selvom den var tavs. Jeg har talt med svampene, givet bladene et high five når jeg er gået forbi. Hilst på træerne med klap og nus og jeg indledt større samtaler med de træer jeg følte var mest åbne for det. Jeg har siddet og ligget på jorden. Duftet skovbunden og er med alle mine sanser gået på opdagelse i dens uendelige rigdom, i form af en kæmpe diversitet af dyr, planter og svampe.

Efter lidt tid uden svar fra Naturen, blev jeg lidt ked af det og begyndte at tænke på om jeg mon havde mistet min ven for altid. Det er ikke så opmuntrende, at prøve at gøre et forhold godt igen og så blive mødt med koloenorm tavshed.

Men for to dage siden svarede Naturen mig endelig igen.

Jeg kørte i bil gennem skoven og jeg blev fyldt af en taknemmelighed i mig, der var så stor at jeg fysisk kunne mærke mit hjerte og min brystkasse åbne sig.

Taknemmeligheden opstod af ingenting. Af bare at føle at jeg er. At jeg har fået lov at få et liv her. At få lov at opleve det hele. Glæde, sorg, ego og ingenting.

Da jeg sad der i bilen og smilede af lykke over hele hovedet og jeg næsten ikke kunne være i min krop af brølende taknemmelighed, så vinkede et træ til mig fra en mark.

En skovkant gik i selvsving og jublede tilbage til mig. Glenten skreg Velkommen Hjem da jeg åbnede vinduet på bilen og så den svæve lige over mig.

Sådan har det været lige siden. Naturen svarer mig igen og den svarer mig med ligeså stor begejstring og kærlighed som jeg har været vant til fra hele mit liv.

Det var taknemmeligheden der var nøglen, til at jeg kunne åbne op og se at Naturen havde været i kommunikation med mig hele tiden.

Jeg havde bare ikke været været åben for at kunne høre den. Alt for opfyldt af min tristhed, til at jeg kunne mærke den.

Taknemmeligheden åbnede mig op, så jeg igen kunne forstå sproget og mærke den uendelige kærlighed der altid er tilstede, når jeg er åben for at kunne modtage den.

 

Livet er mere et mysterie der skal leves, end et problem der skal løses

Der er to grunde til at mennesket er her på Jorden. Den ene grund er at lære om kærlighed og lære at udtrykke det. Den anden grund til at vi er her, er at vi er skabende væsner.

Vi skaber og vi tjener når vi skaber. Vi bidrager til livet og livets store mysterie med den skabende energi vi har i os.

Alle mennesker på hele jorden, uanset om de er identiske tvillinger (eller trillinger), har et unikt fingeraftryk.

Alle mennesker på hele jorden, har en stemme med sit helt eget lydmønster.

Alle mennesker på hele jorden, har øjne som har sine helt egne pigmenteringer og mønstre.

Vi har alle sammen vores helt eget aftryk at lave her på jorden. Vi har alle sammen noget vi kan give stemme til, især vores livsdrømme og vores visioner.

Når du ved at du er helt unik. Ikke på den her ego-individualistiske måde som er så populær, men du er unik på en så fuldstændig vild mindblowing måde, så slipper du også for at sammenligne dig.

Det giver slet ingen mening, at sammenligne to totalt unikke udtryk. Det er helt galt at gøre dette. Virkelig skørt. Det er så skørt, at det lyder som noget kun egoer kan finde på…

Hvis du har svært ved at huske, hvornår du mistede denne viden om at du er helt unik og at dit aftryk, din stemme, dit syn på tingene havde værdi, så undersøg disse spørgsmål i dig selv:

Hvornår i dit liv holdt du op med at synge og bringe din stemme frem i verden?

Hvornår i dit liv holdt du op med at danse, eller bare bevæge dig frit i din krop?

Hvornår i dit liv holdt du op med at være fortryllet af historier og især din egen livshistorie?

Og hvornår i dit liv holdt du op med at blive trøstet af det rum som stilheden skaber?

Det sted i dit liv hvor du holdt op med at synge. Hvor du holdt op med at danse. Hvor du stoppede med at blive fortryllet af historier (og især din egen livshistorie) og der hvor du stoppede, med at kunne blive trøstet af stilhedens rum;

Det er det sted i dit liv hvor du oplevede, at miste din viden om at du er helt unik og at din stemme har værdi.

At din krops bevægelser har værdi. At historierne og din egen historie i særdeleshed, kan heale og forandre.

Og at når du sidder i stilheden, så husker du hvad det er for et stort mysterie du er. Og du husker at livet er et mysterie der skal leves og ikke et problem der skal løses.

Måske er det dig som tør tale sandt. Som tør følge dit åbne taknemmelige hjerte. Måske er det dig som tør heale med dit nærvær.

Måske er det dig som vi venter på. Den stemme vi drømmer om. Den krop vi håber kan bevæge os fremad. Den livshistorie der kan inspirere og give håb til andre. Den styrke der kommer af at have siddet i stilheden og erkendt at intet skal overstås.

At alt skal synges og danses og fortælles og leves med den kraft der kommer af at erkende livets mysterie og hylde det med hele sit væsen.

Hvordan du får det liv du ønsker dig

  1. Find ud af hvad det er du gerne vil.

(Hvis det kan være svært at finde ud af, så start med at arbejde med egoet i dig. Her på siden er der masser af idéer, til hvordan du kan gøre det. Du kan søge i tagskyen herunder hvis du vil.)

2. Begynd at gøre de ting, du fandt ud af du kunne lide at gøre.

3. Gentag.

 

Voila. Her er det liv du ønsker dig.

Der kommer ikke nogen står hånd ned fra himlen og bærer dig hen til det liv der venter på dig.

This is it.

Det her er dit liv. Lige nu.

Spring ud af skraldespanden med din nunchakus og gå til dit liv som om det gjaldt det. For det gør det.

Hvem vil du være?

Hvad vil du lave?

Den eneste hindring, for at du kan skabe det liv du ønsker dig, er egoet i dig.

Skal noget som i virkeligheden slet ikke eksisterer holde dig tilbage fra det?

 

Hvor befinder virkeligheden sig i virkeligheden?

Jeg har tidligere skrevet om, hvor virkeligheden i virkeligheden befinder sig. Befinder den sig andre steder end i min bevidsthed? Er der en virkelighed udenfor mig? Laver træet i skoven i lyd når det falder hvis der ikke er nogen, til at høre at det vælter?

Hvor er verden henne? Er den udenfor min bevidsthed eller indenfor? Hvordan kan den være indenfor, hvis vi alle ser de samme ting? Hvor går verdenen så hen når jeg forlader den?

Når jeg går ud af et rum og ind i et andet, hvor er det rum så som jeg forlod? Forsvandt det med mig, eller blev det holdt fast i form, af andre bevidstheder som eventuelt var tilstede til at observere det?

Hvad nu hvis vi ikke består af mange forskellige bevidstheder, som oplever den her planet som vi kalder for jorden. Hvad nu hvis vi virkelig kun er én bevidsthed? Så giver det også mening, at “det fysiske” ikke forsvinder i det øjeblik vi forlader det, for der er stadig én stor bevidsthed som er i gang med at drømme eller tænke det hele.

Hvor meget fylder den vågne bevidsthed i dig? Ikke så meget vil jeg påstå. For du har også en bevidsthed du træder ind i når du sover og drømmer. En bevidsthed der er tilstede når du mediterer. En bevidsthed der åbner sig hvis du bruger ayahuasca eller andre bevidsthedsudvidende midler. Hvor er alt det tilstede henne?

En måde at forstå bevidsthed eller tanken, om at her kun er én bevidsthed på, er at tænke på hver vores sind, hver vores bevidsthed, som et slags vindue hvorigennem Den Store Bevidsthed, kan se og opleve sig selv.

At tro på at der er en fysisk verden udenfor os selv, er en tro, ligesom alle andre former for religioner. For der er endnu ikke fundet nogle ægte beviser, på at verden eksisterer udenfor vores egen bevidsthed. Hvordan skulle man kunne finde dem?

At tro at der findes noget fysisk er en fortolkning, ikke et fact.

Du kan ikke tage noget udenfor din bevidsthed og flytte det ind i den. Alt er og eksisterer i din bevidsthed. Så hvad er din bevidsthed så? Din bevidsthed er ikke din, men er en del af en større bevidsthed som er i gang med at opleve alt det her vi kalder for verden. Alt det vi kalder for verden er altså bevidsthed, så i virkeligheden er det der udfolder sig her, bevidsthed som oplever bevidsthed (sig selv der oplever sig selv.)

Overvejelser omkring hvad der er hvad, om der findes noget fysisk her, om vi egentligt selv eksisterer som selvstændige bevidstheder, eller om der kun er én bevidsthed som oplever sig selv, er sjove fordi livet åbner sig. Det åbner sig og bliver helligt og ikkehelligt på samme tid. Det giver mening og ikke.

Mit humør, eller humøret i “mig” bliver bedre når jeg tænker den slags tanker. Jeg får mere lyst til at opleve hvad det vil sige at være her, uanset i hvilken form det så er i.

Når jeg tænker den slags tanker, så får jeg travlt med at tage gummistøvler på og skynde mig ud for at gå tur i regnen. Jeg får lyst til at opleve regn i ansigtet, vind i håret og mærke mine ben bevæge sig med mig. Jeg føler mig levende og får lyst til at leve og opleve endnu mere. Jeg kan godt lide at være her. Selvom der hverken er et “jeg” eller et “her”.