To mænd

Sidste år, foretog jeg et stort skift i mit liv. Jeg blev skilt, flyttede fra eget hus i økosamfund på landet, ind midt i Aarhus. Fra at være gift, bo i eget hus, dyrke mine egne grøntsager, være en del af et økologisk fællesskab, så stod jeg pludselig og var fraskilt, boede i lejlighed, og var kun en del af de fællesskaber jeg selv skabte. Helt klassisk, så sov jeg på en enkelt madras på gulvet og havde næsten kun de møbler og ting jeg kunne skrabe sammen fra familie og venner. Alt det jeg kaldte for min identitet forsvandt. Selv det spirituelle fællesskab jeg havde været en del af, ved siden af mit andet liv, i virkelig mange år, sagde jeg farvel til.

Det var hverken særligt sjovt eller spændende. Det var megahårdt at sige farvel til et ægteskab, et fælles liv, alt det jeg på mange måder følte var mig. Jeg gav alt op i mig og det eneste jeg kunne, var at arbejde med at give slip. Alt den sorg der dukkede op, ikke kun over at sige farvel, men også gamle ting kom til overfladen og ville ses på, måtte jeg hele tiden arbejde med at slippe, slippe, slippe.

Mit eneste fokus var på, at gøre tingene så gode og ordentlige for min søn som jeg kunne. Indeni tænkte jeg, at jeg bare måtte være der for ham lige nu, og når han så ville flytte hjemmefra om ikke så længe, så ville jeg tage i kloster og meditere og bede bønner resten af mine dage.

Da jeg begyndte at tænke tanken om et kloster, så betød det også at jeg slap alle tanker om nogensinde at skulle være noget. At skulle blive nogen. Alle mine tanker om ønsker, håb og drømme slap i mig og det var en kæmpe befrielse at slippe for længslerne i mig.

Der var ikke mere jeg ville, hvis jeg bare kunne få lov til at gå stille og tale med det Guddommelige og tjene det ved at holde mit ego i ro gennem meditation, askese og bønner, så ville jeg være fuldt ud tilfreds. Da den tanke havde fæstnet sig i mig, følte jeg enorm lettelse og jeg begyndte at se hvordan vi alle sammen har muligheden for at få den ro i os, hvis vi bare tør give slip på alt det vores egoer kræver af os.

Her hvor jeg bor nu, virkelig inde midt i Aarhus, der ser jeg ofte to mænd. De er tilsyneladende hjemløse, deres tøj er i laser og de ser ikke ud som om de har et sted at soignere sig. Den ene mand sidder ved den kirke jeg bor ved siden af. Der sidder han hver dag på en bænk og ryger cerutter og drikker vand. Han er altid pakket godt ind og sidder med lukkede øjne og nyder solen når den er fremme. Vi er begyndt at hilse på hinanden og han nusser min hund når vi går forbi.

Den anden mand har jeg aldrig set i øjnene. Han gør sig selv meget usynlig og ser aldrig på menneskene i byen. Han sidder eller står som regel nede ved Åen i Aarhus, hvor han står eller sidder ubevægelig og ser ned i vandet. Eller på myggene der danser om aftenen. Begge mænd udstråler en tilstedeværelse og væren i nuet, der er usædvanlig at se så tydelig i mennesker. Når jeg ser dem, så bliver jeg mindet om, at alt hvad vi tror vi ønsker os, er en illusion. For det eneste der nogensinde kan være meningen med livet er at være tilstede i det, lige nu, lige her. De to mænd, har naturligvis nok andre ting at bøvle med, end karrierer, mål, og krav vi selv og samfundet omkring os har til vores liv. Men når vi skærer alt larmen væk, alt det der gør at vi aldrig er tilfredse i det nu vi er i, så kommer der en ro, zen ind, som vi kun hører om fra de store Mestres tekster.

Når vi mister alt, så får vi det hele. Det betyder ikke at vi allesammen behøver rykke på gaden og blive hjemløse, men at når vi slipper alt det vores egoer ønsker og identificerer sig med, så får vi roen og kontakten med det Guddommelige. Livet går fra at være noget vi nærmest kæmper mod, til at være en strøm vi flyder i, et liv i evigt flow.

Mine klosterdrømme er blevet sat lidt på standby. For pludselig ud af det blå dukkede en mand op. Han er flyttet ind og sengen er blevet opgraderet til at have ben og være i dobbeltstørrelse. Den måde jeg skulle tjene på (lige nu), var ikke igennem et liv alene. Jeg gør det gennem læsningerne og ved at leve et så simpelt og roligt liv som jeg kan. Herhjemme rydder vi op og smider ud hele tiden, vi taler om hvordan vi kan gøre tingene endnu mere simple. Vores drømme handler ikke om at få mere, men om at få mindre, så vi har endnu mere tid til ro og til bare at være.

Når mit kursus, Den Stille Vej, starter til efteråret, så kan det være jeg skal have de to hjemløse mænd ind som gæsteundervisere. Alle vil have godt af at lære hvordan man bruger en hel dag på en bænk i solen eller at lære hvordan man sidder stille og betragter vandet i timevis. Jeg køber cerutter og vand ind til alle.

Bevæg dig efter sangen

Lidelse er et sjovt begreb. Det er sjovt fordi lidelse føles så ubehageligt og det er selvom vi selv har fundet på den lidelse vi nu en gang har. Det er sjovt at vi ikke bare giver slip på længslen som skaber lidelsen og på den måde bliver fri fra den ubehagelige følelse.

Hvis vi ikke havde længsler, så havde vi ikke lidelse. Længere er den faktisk ikke. Når man opdager den længsel i sig selv som skaber en lidelse, som så igen gør at man er vågen om natten og spekulerer som en gal over hvad man dog skal gøre ved sin lidelse, så kan man godt føle sig ret fjollet. Og det er okay at grine af sig selv i den situation.

Se bag om de ting du lider under i dit liv og se den længsel der ligger bag, giv slip på længslen og så fordufter lidelsen helt af sig selv.

Længes du efter en bedre økonomi, en slankere krop, en rask krop, et andet job, en anden partner, en hvilken som helst partner? Hvad består dine længsler af? Det er som regel ikke svært at regne ud hvor man længes. De fleste af os har lange lister med punkter på, hvor vi gør os umage med at skrive hvad vi ville ønske var anderledes i vores liv, hvad vi længes efter. Hvad vi gerne vil forandre. Det er de færreste af os der har lange lister med alt det vi ville ønske aldrig ændrede sig…

Hvis du accepterer at det liv du har, det er det liv du har, så er du fri for lidelse. Så er du bare fri. Hvis du accepterer at de omstændigheder du er opvokset under, at den krop du har er den krop du har, at de mennesker der er i dit liv, det er dem der er der, så vil du opdage at alt lidelse forsvinder. At det eneste der er tilbage er nuet.

Et nu, hvor du hele tiden er bevidst om at nu er det tid til at gå, at blive, at bevæge sig i en anden retning. At skabe en forandring, ikke ud fra en længsel, men ud fra en fornemmelse om at livet kan blive endnu mere frit og fredfyldt hvis jeg siger farvel her og goddag der.

Det eneste der er, er nuet. Vores tilstedeværelse og bevidste væren i det. Bevæg dig efter frihed hele tiden. Frihed til at være den du er, det du kan mærke dybt inde i dig selv, er det som er vigtigt for dig. Du kan nemt mærke forskel på den sande følelse af hvad du vil bruge dit liv på og så følelsen fra egoet der konstant længes efter større, bedre, rigere, bare noget andet!

Længslen suger tit i maven, lige over navlen, i solar plexus. Det gør den sande kalden fra sjælen ikke. Den føles som ro i hele kroppen og hovedet, som lys og varme. Øv dig i at mærke forskel på længsel fra egoet som bare skaber mere længsel og mere lidelse og den sande smukke rene sang fra din sjæl. Bevæg dig efter den sang.

Hvis du har brug for vejledning i den bevægelse efter den sang, så har jeg åbnet op for flere typer læsninger og vejledning nu. Læs mere her

Bevæg dig efter sangen

Jeg er

Jeg er. Du er. Alting er. Det er det mest simple i hele verden og nok noget af det sværeste at forstå. Hvad vil det sige at være? At være er ikke det samme som at handle. Eller reagere. At være er ikke andet end at være tilstede i sig selv. At acceptere alt det som bruser ind over ens væren i form af tanker, følelser, handlinger. At se det for hvad det er, en brusen.

Hvem er du når alt bliver taget væk fra dig? Hvem er du når du ikke længere er forælder, barn, ansat, chef, husejer, foreningsmedlem, rocktøs eller popdreng? Hvem er du hvis du ikke engang er dit navn? Hvis ingen kendte dig, hvis du ingen status havde, hvis du ikke engang havde et socialt medie til at dele alle disse ting på?

Sandheden er at du er. Ikke andet. Når du helt og fuldt accepterer det, så er du fri. Du er fri til at trække på skulderen når alting falder fra hinanden, for du ved at det ikke er dig. Det er omstændighederne. Du er ikke de omstændigheder der er i dit liv. Du er ikke dit hus, dine forældre, dine børn, din pladesamling. Du er ikke hverken din fyldte eller tomme bankkonto. Du er bare.

Naturen tænker ikke over hvordan den er. Om den nu er et godt birketræ. Om den udfylder dens rolle som musvit okay. Naturen er bare. Når vi går ud i den, så går vi heller ikke og vurderer om den nu kunne have gjort et bedre job. Eller om den der blomst ikke er lige i overkanten. Eller om solsorten ikke lige skulle slappe lidt af med dens sang. Er de ikke lige lovlig korte/lange/tykke/tynde de der træer i skoven? Kunne de ikke have gjort et lidt bedre job med at skabe et mere harmonisk udtryk? Vi accepterer naturligvis at naturen er som den er. At ønske at den opfører sig anderledes end den gør, er de fleste nok med på ville være gevaldigt spild af krudt.

Jeg er et træ. Jeg er en mark. Jeg er en fugl. Jeg er en blomst. Jeg er et græsstrå. Jeg er bare. Jeg behøver ikke altid at ville/skulle/burde gøre noget, være på vej et sted hen, have ambitioner af den ene eller anden slags. Det at jeg er, er mere end rigeligt. Det at jeg er, er et ligeså smukt et udtryk for lyset, som alt andet er. Som solopgangen, som regnen og vinden, som alle andre levende væsner her på jorden.

Når du ved i dit hjerte at det eneste der betyder noget, er hvordan du virkelig føler at du er, bare er, så er du fri. Så er der ingen lænker der holder dig nede, der er ingen øvre begrænsninger, du er fri til at være lige den du virkelig er. Et fantastisk billede på kraften, så storslået som alt andet på denne smukke planet.

Meningsfulde tilfældigheder

Vi oplever synkronisitet eller meningsfulde tilfældigheder, når vi begynder at lægge mere mærke til de ting der sker i vores liv. Når vi bliver mere bevidste. Et sind som aldrig er i ro og aldrig er tilstede i nuet, det ser det der sker omkring det, for værende blotte tilfældigheder. Ofte er det så optaget af tankerne omkring fortiden og fremtiden, at det slet ikke opdager hvordan hele verden prøver at komme i kontakt med det, for at guide og hjælpe.

Når vi kommer i ro indeni, når vi begynder at være tilstede i nuet, så er det nærmest som om et slør løfter sig fra vores øjne. Lige pludselig kan vi rent faktisk se livet omkring en. De tilfældigheder der sker i vores liv giver lige pludselig mening. Vi begynder at se at intet er tilfældigt. At alt omkring os er en form for kommunikation, at verden vil os noget. Den vil gerne tale med os og lede os på rette vej.

Så du går fra at gå i en tåge med et konstant bekymret og ængsteligt ego, som hele tiden er i gang med at udregne nye dommedags scenarier for dit liv, til at du føler dig elsket og støttet og du får mere og mere tillid til verden, i takt med at du opdager hvor meget den faktisk gerne vil hjælpe dig.

Jo mere tillid vi får til at tilfældighederne er meningsfulde, jo mere bliver vi vist. Eller ikke vist faktisk, for alle tegnene er der hele tiden. Jo mere tillid vi har, jo bedre bliver vi til at se de tegn der er og verden åbner sig op på en helt ny og fortryllende måde.

Synkronisitet viser sig efter min erfaring på to måder. Den første måde er en form for instant ønske opfyldelse, det er den oplagte måde hvor du tænker på en ven du ikke har talt med længe og vennen ringer lige efter. Eller det kan være så simpelt som at du er løbet tør for vaskemiddel og når du går i supermarkedet, så er dit yndlingsmærke sat ned til halv pris. Det lyder banalt, men hold øje med de her små ting og anerkend dem. Sig tak for det. Læg mærke til at du fik en parkeringsplads med det samme eller at der var grønt lys hele vejen den dag du havde travlt.

Synkronisiteten viser sig naturligvis ikke kun i små dagligdags ting, men hvis vi ikke begynder at opfatte den konstante støtte vi får i det små, så hører vi heller den dag hele verden skriger til os at vi skal købe en lottokupon. Start i det små med at holde øje med den hjælp der konstant er omkring dig, så træner du dig selv til at begynde at se de større ting også. Det er som en muskel der skal trænes og vi kan ikke forvente, at kunne gå direkte til et højere niveau når vi ikke har taget de lavere.

Den anden måde synkronisitet viser sig på er på den helt tossede måde, den som faktisk ikke giver nogen umiddelbar mening i det øjeblik det sker. Det er når du ser og oplever noget som du kan mærke har en betydning, men som du ikke umiddelbart kan afkode. Du bliver ved med at støde på et navn på en person du ikke kender. Eller et ord eller tal. Eller et bestemt menneske bliver ved med at dukke op i alle mulige forskellige sammenhæng. Du ser pludselig grævlinge alle vegne, du ser dem i naturen, du ser dem afbilledet på tøj, din mor ringer for at fortælle at hun kom til at køre en over i dag. Og du undres, hvorfor alle de grævlinge? Hvad i alverden vil de mig? Hvad prøver universet at sige ved at vise mig grævlinge overalt?

Nogle gange får du svar med det samme og du forstår hvorfor det navn, det dyr, det tal, den sang, blev ved med at dukke op. Det er det sjoveste øjeblik, fordi du forstår at du fik svar på noget, du ikke engang var klar over, at du manglede svar på. På noget som er så ubevidst, at du ikke selv er bevidst om det. Du får måske et tegn til en retning du kan gå i, så du kan få løst en problematik i dit sind. Eller du forstår at grunden til at du hører den samme sang overalt, er for at du kan lytte på teksten, der måske fortæller dig at du altid er elsket.

Andre gange får vi aldrig et svar. Totalt syrede ting sker og vi finder aldrig ud af hvorfor. Måske først om 20 år og nogle gange forbliver det et mysterie. Det er helt okay, du kan være sikker på at selvom du ikke selv forstår det der sker, så ved din sjæl præcis hvad grunden var til at du skulle opleve det. En måde at komme ud over det, at ting sker som vi ikke forstår, er at bestemme sig for at universet er et humoristisk sted. Nogle ting er så skøre og absurde, at det får The Muppet Show til at virke normalt. Det er okay, det giver lidt ekstra at grine af og måske var det bare det den oplevelse skulle, få os til at grine af hvor tosset sjovt, det er at være her på jorden.

Når du først begynder at holde øje med de meningsfulde tilfældigheder og altså kommunikere med det univers som er forbundet med din sjæl, så lover jeg dig at dit liv går fra at være en (måske) lidt tør og kedelig omgang til en saftig, humoristisk og meget eventyrlig affære.

Glæde

Rå uspoleret glæde er en af vores bedste navigatører. Den glæde vi føler når vi ser på vores børn, vores elskede, vores dyr, familie, når vores hjerte hopper og det giver et sug i maven. Det er den følelse som aldrig forvirrer, den er bare helt ren i sit udtryk og det er den følelse vi til alle tider skal gå efter.

Den følelse har ingen skjulte agendaer. Den har ingen hemmelige planer. Den er livskraft i sin fineste form. Det er kærlighed i sit smukkeste udtryk. Den er naiv, tilstede og ikke bange. Du kan mærke den i maven uanset hvor kynisk din hjerne måtte være. Bare lad hjernen være. Bare lad hjernen sidde og komme med angste sarkastiske bemærkninger, imens er du ude og hoppe på trampolin med ungerne, eller har stillet dig i kø til rutsjebanen igen.

Når du mærker glædessuget i maven, så husk det. Luk øjnene i et sekund og mærk det. Lav et aftryk i din krop af den følelse af skrigende glæde. Mærk glæden ud i alle celler. Smil. Husk hvordan glæde føles. Hvordan ren uspoleret glæde føles i dig. Det bliver nemlig meget nemmere at genkalde sig den følelse af sprudlende liv i hjertet, når vi øver os i at huske den. Kroppen husker. Kroppen er vidunderlig og jo mere den bliver mindet om den type glæde som får den til at gispe lidt, jo nemmere er det naturligvis for den at genkalde den følelse.

Et foto af en meget glad gnaver gjorde udslaget for mig i dag. Det behøver ikke være så avanceret, glædesgisp er ligeglade.