Er det håbløst?

Alt hvad vi tænker om verden vil være sandt. Alt hvad du tror på, er det du vil se.

Tror du på krig, uvenlighed, smerte og lidelse? Eller tror du på fred, venlighed, kærlighed og medmenneskelighed?

Der er kræfter i verden som er interesserede i at have magt og tjene penge. Det er ikke en konspirationsteori jeg er i gang med at løfte sløret for her, de kræfter er ikke andet end det vi kalder for kapitalismen.

Kapitalismen har en idé i at holde os alle sammen i en tilstand af konstant frygt og utilfredshed.

For hvad gør du når du er glad? Når du er tilpas og hygger dig og er i nuet? Når du føler at alt er okay, at du selv er okay med alt hvad du har med dig? Når du kan mærke at verden er god og med dig og ikke mod dig? Hvordan opfører du dig så?

Jeg har nemlig opdaget, at når jeg er ked af det. Når jeg er stresset, når jeg føler at jeg ikke er god nok. Når jeg tror at alt er håbløst. At vi alle sammen er dømt til at mislykkedes med at være mennesker her. Når jeg er i de følelser så går der bestemte mekanismer i gang i mig.

Anja Dalby

Når jeg tror på at mennesket er en skidt idé her på jorden, når jeg skammer mig over at være en del af en race som er i gang med at ødelægge alt, så bliver jeg destruktiv. Min destruktivitet kan have følgende udtryk:

  • Jeg bliver ligeglad med mig selv og min krop. Eftersom alting er ligegyldigt, så kan jeg også bare proppe den med chips, vin og flødeskum.
  • Jeg træffer ingen gode valg for mit sind. Hvorfor skal jeg meditere eller tilbringe tid i skoven, når verden alligevel er ved at gå under?
  • Jeg shopper. Jeg trøster ved at købe ting og tøj.
  • Jeg er ikke særlig venlig overfor andre. Hvad nytter det at jeg smiler til en hjemløs og tager mig tid til en samtale, når hele menneskeheden alligevel er i sådan en frygtelig tilstand?
  • Jeg gider heller ikke at genbruge. Jeg sløser med mit affald og det jeg ser der ligger i vejkanten eller på stranden, det lader jeg ligge, for hvad nytter det overhovedet?

I det hele taget, så har jeg rigtig mange mønstre der går i gang når jeg tror på at verden er et håbløst sted at være. Jeg bliver kold indeni. Det er som en sorg der opsluger mig og for at jeg ikke skal gå totalt i krampegråd og fosterstilling over tingenes tilstand, så gør jeg mig selv hård og kold.

Den kulde og hårdhed kommer også til udtryk på andre tidspunkter, end når jeg hører om hvordan det står til i verden. Den breder sig som en dis ud i mine relationer og til mig selv.

Men hvad nu hvis det slet ikke står så slemt til her i verden?

Der er så mange stemmer her som råber om hvor frygteligt det hele er. Hvor frygteligt vi behandler hinanden, hvor forfærdenligt vi behandler dyrene, hvordan vi ødelægger vores smukke planet.

Der er mange stemmer som er interesserede i at holde os i en tilstand af konstant forskrækkelse over hvordan verden ser ud. Når vi er forskrækkede, så handler vi nemlig ikke.

Når vi er forskrækkede, så dulmer vi med TV, skærme, Netflix, alkohol og andre stoffer. Sukker. Dårlige relationer. Drama. Og så shopper vi. Vi shopper mad. Vi shopper ting. Tøj. Oplevelser. Rejser. Huse, biler, nye partnere. Vi er konstant på udkig efter det næste dulmende og trøstende fix når vi er forskrækkede og bange.

At vi er forskrækkede, det er der mange der tjener rigtig gode penge på. At vi er bange og tror at det hele alligevel er håbløst, det er en rigtig god salgsfidus. Måske har du selv lagt mærke til hvor lidt du har brug for når du er glad?

Anja Dalby

Heldigvis er der også rigtig mange stemmer her på jorden, som ikke har nogen økonomisk interesse i at holde os slavebundet til forbrug, som taler om at tingene her på jorden faktisk bliver bedre og bedre. Og selvom der helt klart stadig er masser af plads til forbedring, så er der så stor forskel på hvornår det er vi føler os fulde af kraft og gåpåmod.

Når jeg er glad og tilfreds. Når jeg er i tillid og glæde over at være menneske her og over at være her med så mange andre fantastiske skabninger, så handler jeg også. Jeg handler ud af kærlighed og jeg gør det på en måde hvor det ikke længere er synd for mig, at jeg er menneske her. Jeg gør det ud fra et sted hvor jeg ikke føler mig som et offer for andres dårlige idéer og handlinger.

Når jeg er glad og tror på at verden er et godt sted, så handler jeg ud af et hjerte som helt ærligt har lyst til at hjælpe og gøre en forskel. Som tror på det gode i sig selv og i andre.

Der er mange penge i at holde folk ulykkelige og bange. Husk det når du hører nyheder, historier fra andre og beretninger i alle former.

Flyt dit fokus. Der er ligeså mange fantastisk livsbekræftende nyheder og virkeligheder derude i verden, dem kan du ligeså tro på, som du kan tro på at det hele er så grusomt. Når du tror på at verden egentlig er okay, at den faktisk er venlig, så bliver din ageren i verden også helt anderledes.

På den måde er du faktisk med til, på en virkelig behagelig og elegant måde, at ændre verden. Et menneske af gangen som går fra fortvivlelse til håb…

Mørket jeg ser i verden

Alt det jeg med ord og tanker udtrykker, at jeg ikke under nogen omstændigheder vil have i mit liv, det binder jeg til mig i samme øjeblik.

Hver eneste gang jeg fordømmer noget eller nogen. Hver eneste gang jeg udtrykker forargelse, vrede, frygt, had, kulde, foragt, så knytter jeg mig selv endnu mere til det, jeg vil lægge afstand til.

Kærlighed er det eneste der løsner og det eneste der nogensinde kan frigive andre, fra at blive låst fast i en negativ energi fra mig.

Det er kun når vi bliver elsket som dem vi er, med alt det vi er, at vi har mulighed for at tage kraftfulde skridt ind i en ny og bedre version af os selv.

Alt det jeg er bange for. Alle dem jeg synes er forkerte. Som jeg ville ønske havde en anden holdning. Alle dem jeg på en eller anden måde udtrykker noget negativt overfor, enten i mig selv eller i tale, dem låser jeg fast i den energi jeg sender mod dem.

Så det er også min energi, der gør at onde mennesker er onde. Det er min energi, som holder dem fast. Jeg holder dem fast i et koldt og mørkt sted, med min kolde og mørke energi, som måske i mig kan være noget så “uskyldigt” som en forargelse.

Når jeg virkelig elsker. Fra et varmt og forstående hjerte. Fra et sted der ved at vi alle er et. At alt det hæslige jeg dømmer i verden, at det også er mig. Så sætter jeg andre fri fra deres fængsel.

Et fængsel bestående af deres egen skam. Deres egen vrede, som måske bliver rettet udad, for at kamuflere skammen. Når jeg virkelig elsker, uanset hvad det er skammen dækker over, så løsner jeg fængslets tremmer.

Når jeg elsker alle dem der er så grimme, at jeg væmmes og får kvalme, så giver jeg dem deres frihed og mulighed for at leve et liv i lys tilbage.

Når jeg dømmer og rynker på næsen, uanset altså om jeg udtrykker det i ord eller holder det i mig selv, så sætter jeg yderligere lænker på fødderne af dem der i forvejen har masser af dødvægt, i form af et virkelig bange ego, at slæbe rundt på.

Vi er alle forbundet energetisk. Det er både sindssygt skræmmende når jeg virkelig forstår og tænker den tanke til ende. Og det er rørende befriende, hjertehoppende håbefuldt, når jeg mærker mit bryst åbne sig for alle dem egoet i mig før har dømt.

Alt det jeg fodrer energetisk, det vokser. Hvis jeg fodrer et menneske jeg ikke kan lide, med modstand og fnysen, så vokser netop kulden og mørket i det menneske jeg dømte for det samme.

Hvis jeg fodrer med forståelse, ægte venlighed, omsorg eller ligefrem kærlighed, så smelter kulden i den andens energi og jeg giver personen en mulighed for at bryde ud af det fængsel af is, de har sat sig i og som andre har sat dem i.

Vi blev alle født som uskyldige børn her. Ingen blev født onde. Alle blev født med det største potentiale for at være gode og kærlige mennesker. Dem vi frygter i dag som voksne, har alle været børn, som er blevet formet af de mennesker der var omkring dem. Det er vigtigt at huske.

De mennesker, som jo egentligt fortjener min kærlighed og ikke min kulde, de får det ikke bedre, af at jeg sender min foragt afsted mod dem. Så jeg holder dem fast når jeg ikke formår at elske.

Og jeg kan spørge mig selv om hvordan jeg kan forvente, at det menneske jeg foragter, skal kunne elske alle uforbeholdent, når jeg ikke selv kan. Og om jeg, jeg der mener at jeg er bedre, har lyst til at trække den kolde energi til mig, ved at give energien en masse af min egen kraft, i form af hovedrysten og stramme læber.

Den kulde jeg som en ventilator blæser ud mod dem jeg synes er dumme, den gør kun at jeg energetisk binder dem til mig og at jeg energetisk holder dem fast i det sted i dem, som ikke er kærligt og kraftfuldt. Som om min kulde fryser dem fast i deres ego.

Når jeg varmer dem med kærlighed, så sætter jeg dem fri til at bevæge sig. Fri til at tilgive sig selv. Fri til at tilgive dem der har gjort dem ondt og skabt kulden i dem. Fri til at smelte sig ud af det iskolde sted deres ego har sat dem.

Det hele starter i mig. Altid. Et konstant valg. Mørke eller lys. Kulde eller varme. Frygt eller kærlighed.

Jeg kan kun tale grimt om andre, når jeg gør det om mig selv

Der findes ikke udenfor og indenfor. Der findes ikke mig og resten af verden. Der findes ikke mig og andre mennesker. Alt hvad der er, er mig. Alt hvad der er, er dig.

Alt hvad jeg mener, alt hvad jeg har at sige om verden, handler om mig. Det er først muligt for mig, at tale 100% venligt om alt hvad der sker i verden, når jeg kan se på alt hvad jeg selv indeholder, med samme venlighed.

Hver eneste dom jeg har over verden, over det der sker her, over andre mennesker, handler kun om mig. Jeg kan gøre mig umage for ikke at tale grimt om andre. Jeg kan være opmærksom på de ord der kommer ud af min mund som tale.

Men hvis jeg ikke ser på hvad der sker indeni mig. Ser på alt det som når at blive luget væk inden det kommer ud af min mund, men som ikke desto mindre stadig er tilstede i mig, så sidder jeg fast i at skabe et billede udadtil, som ikke er i overensstemmelse med mit indre.

Alt løgn er til gavn for mit ego. Hver eneste lille lyv der findes i mig, er for at beskytte mit ego. Hver eneste gang jeg taler og handler i sandhed, så bliver mit ego mindre og jeg gavner min sjæl.

Hvis jeg føler eller tænker noget “negativt” og lader som om det ikke er sandt, fordi jeg er for godt et menneske til at tale eller tænke grimt, så vinder mit ego.

Jo mere jeg følger efter hver eneste lille pip i mig selv, som ikke er kærligt eller venligt tænkt, jo sværere bliver det for mig at dømme verden omkring mig. Alle de grimme ord jeg kan have om verden, de forsvinder fra mig når jeg følger efter dem i mig selv og undersøger dem.

Når jeg følger efter ordene og ser hvor de stammer fra i mig så bliver jeg gang på gang bekræftet, i at verden ikke har gjort noget som helst, alt hvad jeg dømte var mig selv.

Verden kan kun være venlig. Det er ikke muligt at det her smukke univers vi er tilstede i, kan være et uvenligt sted. Når jeg går til alt, til verden og til mig selv, med de ord, så forandrer alt sig.

Jeg kan kun være bange for mine grimme domme, og prøve at kaste dem ud på andre, når jeg ikke ser med omsorg på hvor de stammer fra i mig og hvad de faktisk har at fortælle mig om mig selv.

Når jeg forstår, at hver eneste dom, er et lille barn jeg ikke har elsket så meget at det er blevet sat frit, så tager jeg mine domme hjem.

Jeg slipper for at skulle gå og tro at det er verden der er noget galt med. Det er en skør omvej at gå, at skælde ud over verden og andre mennesker, når alt hvad det nogensinde har handlet om, var mine egne uerkendte følelser og tanker.

Jeg elsker hver eneste tanke der opstår i mig. Hver eneste følelse den bringer med sig. Jeg bliver nærig og holder grådigt fast ved mine grimme tanker.

Hvorfor skulle jeg sprede dem ud over andre, når jeg kan holde dem for mig selv og lære så meget om hvem jeg virkelig er.

Hvorfor skulle andre dømmes af mig, når jeg selv kan få fornøjelsen af at undersøge hvilket fantastisk mangfoldigt menneske jeg selv er. Fyldt med domme, som lærer mig om kærlighed hver evigt eneste gang.

Jo mere jeg kender mig selv, jo kærligere bliver jeg. Ikke kun overfor mig, men overfor resten af verden. Jeg kan ikke længere se nogen grund til ikke at sprede kærlighed omkring mig, for alt hvad der er her, er mig.

Så jeg holder grådigt mine domme for mig selv, som små smukke skatte, jeg kan bruge timer på at studere og blive forelsket i. Og alt den kærlighed som jeg opdager inde bag mine domme, den kan jeg kun slippe fri overfor resten af verden, ligesom jeg slipper den fri overfor mig selv.

Når jeg virkelig elsker mig selv og alt hvad jeg indeholder, så kan jeg ikke længere tale eller tænke grimt om andre. Til gengæld kan jeg elske, på en måde jeg ikke anede var tilstede i mig.

Jeg kan elske alt hvad jeg ser, uden forbehold og krav. Jeg kan elske af et åbent og rent hjerte og når jeg opdager at jeg ikke kan, så fejrer jeg at jeg har mere at undersøge i mig selv. Mere jeg kan lære at elske. Jeg opdager at der kun findes kærlighed og jeg bliver igen bekræftet i at Verden er Venlig.

Vejen ind er vejen ud

Vejen væk fra et liv i egoets skygge, betyder at turen først går direkte ind i løvens gab. Ind i den store mørke og skræmmende hule og derinde vil du se, at mørket intet kan gøre dig og så vil du opdage at du er fri.

Det er frygten for mørket der er allermest skræmmende. Hvis du har siddet ude i en skov i en nat, vil du også opdage at mørket intet gjorde dig. Men at det var frygten for hvad mørket kunne indeholde, der virkelig fik dig til at skælve.

Egoet har kun den magt over os som vi giver det. Så hvis vi går og er bange for hvad vi egentligt dybest set indeholder inderst inde, så får den del af os lov at bestemme, lige præcis den del vi faktisk ikke ville give magt i første omgang.

Det er alt det uerkendte og ubevidste der får lov til at styre os, når vi ikke tør se på det. Det er meget klogere at åbne døren og lade lyset skinne ind på monsteret, end at vi bruger vores liv og vores energi på at stå og holde døren lukket.

Når du ser på monsteret vil du også opdage, at det ikke indeholder andet end varm luft og masser af bluff. For du er hverken mørkere eller mere forfærdelig end andre mennesker.

Jeg har mødt mange mennesker i de læsninger jeg laver. Jeg ved fra mange der henvender sig, for at spørge til læsningerne, at rigtig mange er bange for hvad de gemmer på inderst inde og de er bange for at de i læsningen, får alt deres mørke, sort på hvidt fra mig.

Jeg har set på masser af mørke, for jeg har set det i mig selv. Så ingen andres mørke kan længere skræmme mig, hverken i læsninger eller her i den virkelighed vi er i nu.

Jeg har mødt masser af mørke i læsningerne, men intet af det har været andet end egoet der var bange og havde taget nogle skræmmende masker på.

Så snart lyset fra de åndelige vejledere skinner i læsningen, forsvinder alt mørket og vi kan begynde at tale om det der virkelig betyder noget.

For vi er alle ens. Vi indeholder det samme frygtindgydende. Det samme hæslige. Og det er ikke andet end egoet der bluffer og puster sig op.

Vi kan i læsningen i stedet tale om lyset. Hvor lyset kan bevæge os hen i vores liv.

Der er ingen grund til at tale om hvor mørket bringer os. Vi kender alle sammen til erkendelsen, af at vi selv indeholder morderen og uhyret.

I læsningen taler vi om hvor styrkerne er, hvor kan vi sætte ind med ekstra kraft, for at give egoet endnu mindre magt.

Vi kan sagtens tale om mørket i læsningerne, men det vil altid kun være ud fra en bevidsthed om at det ikke er forkert og så vi kan lære os selv endnu bedre at kende. Lyset bliver så meget stærkere og nemmere at se, når vi ved præcist hvad mørket indeholder.

Se på dit mørke, med en bevidsthed som en frihedskæmper. Du kæmper for dit lys og dit liv. Når du går ind i dig selv, med mod og et stort hjerte, så gør du det for os alle. Vi er alle en del af det samme og hver gang et menneske bliver befriet fra egoets skygge, så hjælper det os andre til at gøre det samme.

Vejen ind, er vejen ud i lyset og i friheden fra egoet.

Omsorgen for egoet

I takt med min egen personlige udforskning og undersøgelse af hvad egoet i mig indeholder, er der vokset en enorm omsorg frem for egoet, ikke bare i mig, men for egoet i os alle.

Selv når egoet skælder mig ud, fordi det mener at jeg er skør, forkert og pinlig, så kan jeg kun se på det med et venligt blik, for jeg ved hvad det stammer fra. Jeg forstår hvorfor egoet tror at det er bedre at skælde ud end at støtte.

Det er ikke nemt at være egoet i mig. I det hele taget er det ikke nemt at være ego i nogen mennesker. Uanset om du arbejder med dig selv og din udvikling, er egoets dna smerte, usikkerhed og frygt. Hvor sjælen, eller åndens dna er kærlighed og intet andet, så er egoet skabt af de ting som gør ondt og skaber krig i og udenfor os selv.

Da jeg voksede op, følte jeg mig ikke bare forkert. Jeg fik også af vide af det omgivende samfund, at det var jeg. Det var hæsligt for egoet, at alt det jeg inderst inde kunne mærke gav mening for mig, skabte en disharmoni med hvad omgivelserne mente var den rigtige ting at gøre.

Men det der var vildt godt ved at opleve den disharmoni, var at det ledte mig ud på en rejse hvor jeg stædigt blev ved med at undersøge hvor smerten stammede fra. Jeg ville forstå egoet. Jeg ville forstå hvad det var der spændte ben i mig, for at jeg kunne være den jeg allerhelst ville være. Den der var fri og ligeglad med andre egoers meninger.

Det er ikke svært at blive vred på synderen når den bliver opdaget. Så da jeg begyndte at kunne skille egoet fra mig selv og jeg begyndte at opdage hvor meget ravage egoet skabte i mig, så blev jeg naturligt nok rasende på det. Det var helt okay at have det sådan, for det gav endnu mere brændstof til at holde ved, at det dælendylme ikke skulle få lov at bestemme over mig.

Men al krig gør ondt. Også krigen mod egoet. Da det gik op for mig, at det jeg var i gang med at bekæmpe i mig selv, ikke var andet end en lille usikker, skælvende og bange version af mig, lagde jeg med det samme alle våben ned.

Når egoet skælder mig ud, så er min erfaring at det er fordi det er bange og så smider jeg alt hvad jeg har i hænderne og giver det omsorg på alle de måder jeg ved virker for mig.

I mange år gav jeg egoet ret i at det var rigtigt, at jeg var forkert og havde fortjent de hårde ord jeg havde til mig selv. Da jeg opdagede, at jeg ikke havde fortjent de hårde ord, så sørgede jeg længe over at de eksisterede i mig og mod mig selv. Og jeg skammede mig, for jeg var åbenbart ikke kommet længere i min selvudvikling, end at egoet med en enkelt bemærkning kunne sende mig fuldstændig til tælling med sug i maven og et sortnende blik.

Skam er fantastisk benzin på egoets evige brændende bål af mindreværd. Det er derfor det er så vigtigt i selvudviklingsverdenen, at komme videre end at opdage at egoet ikke er sandt eller gør os noget særligt godt. For der kan opstå så mange følelser af forkerthed når egoet så stadig dukker op i os. Hvad det altid vil gøre, det er måden vi håndterer det på der er afgørende for vores velbefindende.

Det er nemt at give egoet omsorg, fordi jeg har fat i en del af mig der er meget lille og barnlig, så det er de samme ting der virker som da jeg var barn. Jeg sørger for at få sovet. Jeg sørger for grøntsager og vand. Jeg sørger for at være så megavenlig overfor mig selv, at jeg faktisk tit tilsidesætter andre på den bekostning.

Det der er virkelig vigtigt at vide her er, at hvis jeg ikke tilsidesatte andre når egoet er bange og skælder mig ud, det er at så er det også mit ego andre møder. Så det er aldrig venligt overfor andre, at jeg ikke lytter på behovet for omsorg for mig selv. Det er aldrig venligt at andre skal møde mit ego. Trust me…

Det venlige overfor alle, er at jeg passer på mig. Jeg nærer mig selv på de måder der virker. Jeg tager lange bade. Går en tur i skoven og jeg hviler og hviler og hviler mig og er i stilhed. Indtil jeg har opdaget hvad det var egoet i første omgang blev så bange for, og så kan jeg håndtere det.

Friske og veludhvilede kan vi sammen gå ud i verden igen. Med masser af overskud til bare at være mig og masser af overskud til at være venlig overfor alle de andre egoer jeg møder.