Min skumle plan

Lad mig starte med at være ærlig og sige, at jeg ikke synes det var nemt at være mig, da jeg voksede op. Jeg følte mig meget anderledes og fordi jeg blev bekræftet i den følelse fra verden omkring mig, så kom jeg også hurtig til den konklusion, at jeg så nok også var forkert.

Når jeg som voksen ser tilbage på det barn, som insisterede på at gå baglæns til og fra skole i flere år. Som havde en besynderlig kærlighed til virkelig store damehatte i en meget tidlig alder. Som ikke kunne vælge mellem Duran Duran eller Wham, fordi jeg synes begge dele var noget lort. Som hørte “bøssemusik” (jeg er opvokset på landet), hvilket var musik af mænd med make-up på. Som ret sikkert fik aids (i følge klassekammeraterne), af at høre den type musik jeg hørte og derfor blev endnu mere umulig, for de andre børn at lege med. Når jeg tænker på det barn jeg var, som altså hånden på hjertet, virkelig ikke var ligesom de andre børn, så husker jeg også på hvorfor jeg var sådan.

For uanset hvor smertefuldt det var at være udenfor, så rettede jeg ikke ind. For jeg var så sikker i min sag, om at alle skulle have lov, til at være som de ville være. At vi alle sammen måtte have lov til at gå i det tøj vi ville, om det så var Ball trøjer og stone-washed jeans, eller besynderlige kjoler fra genbrugsen. At vi måtte have lov til at høre det musik vi kunne lide. At vi måtte være lige så fjollede og kreative som vi havde lyst til.

Det gav en del knubs at være sådan i firserne på landet i Danmark.

Ud af følelsen af at være forkert, voksede også en trodsighed og en vrede. For det kunne dælme ikke passe. At vi ikke bare kunne lade hinanden være og at alle skulle være ens. Så kom der en social indignation og en politisk bevidsthed ind i mig, og vreden kunne rettes endnu bredere ud, på samfund og verden i det hele taget.

Det gav en del år i græsrodsbevægelser og punk miljøet. Men selv de miljøer, viste sig at være lige så konservative og fascistiske i deres fanatisme, som bønderne på landet havde været det.

New Age bevægelsen virkede for fimset set udefra. Der var fra mit perspektiv, ikke nok kraft i den. Det blev for pastelfarvet, for meget noget med krystaller og engle. For meget noget med at følelser var forkerte og i det hele taget, var det bare lidt noget skidt at være et menneske. Det at være menneske, skulle transcenderes så hurtigt som muligt, så alt det dyriske som lyster, begær, drifter, kunne efterlades på det jordiske plan.

Men stille og roligt begyndte jeg at finde redskaber forskellige steder, som jeg kunne bruge til at komme over min følelse der hang ved fra min barndom, af at være forkert. Jeg brugte de redskaber til at rydde op i min frygt for at være udenfor. Jeg brugte dem til at styrke mig, så jeg kunne stå alene og bare være lige så sær som jeg var (er).

Jeg er virkelig ingen. Jeg er Anja og ikke engang det er jeg helt sikker på længere. Jeg har ingen mystiske agendaer med mit liv eller i mit arbejde. For jeg er så meget med, på at jeg ikke er nogen. Jeg er her bare lige nu. Jeg deler det arbejde jeg laver med mig selv og jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan blive brugt til at hjælpe andre videre.

Men Anja er ikke nogen. Jeg tegner og hører Heavy Metal i mine hovedtelefoner. Jeg spiser kartofler og tager karbade. Jeg går lange ture i naturen og er vild med mine veninder og min familie. Anja er ingen.

Min eneste plan, min eneste tilnærmelsesvis skumle plan, er at når jeg deler mig. Deler ud af hvem jeg er. Deler ud af de redskaber jeg har brugt, til at arbejde gammelt lort igennem. Så kan det være at andre har lyst til at stå selv og være lige så sære og ingenting som de er. Så meget som muligt uden ego og ligeså besynderlige i al deres vidunderlighed som alle andre.

Meditationsgrupperne jeg arrangerer handler ikke om mig. De handler, om jeg godt selv kan lide at sidde i en gruppe og meditere. At det booster min egen ro og jordforbindelse. Og muligheden for at få ro og jordforbindelse, vil jeg gerne give andre. Det er så simpelt som det.

Den Stille Vej er den vej jeg selv går på. Den har jeg skrevet ned og jeg ved den virker, fordi den virker for mig og jeg er hverken noget særligt eller mystisk. Desuden har den virket for alle andre, i alle tider før nu, som har haft lysten til at arbejde med dem de er. Trinnene er simple men meget effektive. De kræver kun at man tager dem. At man går ad vejen, ikke andet.

Clairvoyancerne laver jeg fordi jeg kan se de virker og de hjælper andre mennesker videre. Men helt ærligt, så har jeg stadig svært, ved at beskrive præcis hvad det er der sker i de clairvoyancer. Ligesom jeg ikke aner hvorfor det er mig der skal lave dem, for det er ikke en rolle jeg nogensinde har ønsket eller havde set mig selv i. Men jeg accepterer at personen Anja ikke ved så meget, om hvorfor det er hendes job og jeg stoler på, at så længe clairvoyancerne virker for andre, så behøver jeg heller ikke vide så meget mere end det. Jeg er meget ydmyg overfor det arbejde og meget taknemmelig for at få lov til at se det finde sted.

Måske har du haft det ligesom mig da du voksede op. Vi er flere end du tror. Her kan du læse mere om det.

Jordforbindelse

Det har taget mig noget tid at finde ud af hvad begrebet ”jordforbindelse” betød. Jeg troede at det at have jordforbindelse var en evne for de få, og noget som man måske, hvis man arbejdede hårdt, kunne træne sig op til at have.

Senere fandt jeg ud af at det i virkeligheden er meget simpelt.

Jordforbindelse er selvfølgelig bare forbindelse til jorden. Det er forbindelsen til den tunge, mørke, frodige muld. Det er forbindelsen til det solide, det faste, det holdbare. Det er forbindelsen til det som altid er, det som ikke ændres, jorden er altid under dine fødder. Forbindelsen er det faste holdepunkt, som aldrig tipper dig, altid holder dig fast. Fra ikke at ane hvordan den manglende forbindelse gav sig udslag i min person, så kan jeg nu meget tydeligt mærke når den ikke er tilstede.

Manglende jordforbindelse kan blive til tankemylder, have svært ved at koncentrere sig og nemt blive overvældet af følelser (egne som andres) og lader sig rive med af dem. Jeg føler mig ofte bekymret og ængstelig når jeg mangler jordforbindelse. Værst af alt, så føler jeg at jeg ikke er forbundet. At der ikke er noget omkring mig til at støtte mig. Jeg føler jeg svæver i et tomt rum, adskilt og alene.

Nu sørger jeg for at hylde jorden og forbindelsen til den hver eneste dag. Mange gange om dagen, enten bevidst eller ubevidst. Det giver mig en ro og en tillid til at alt er okay. Jeg føler mig elsket og næret af den store moder under mig. Jeg flyver stadigvæk ud og besøger stjernerne, ret ofte faktisk, men nu er der en balance i tingene. Jord og luft er balanceret.

Her er nogle tips til hvordan du meget nemt kan skabe bedre jordforbindelse i din hverdag. Det jeg selv gør er følgende:

* Jeg mærker hende når jeg går på hende. Jeg gør min gang til en meditation. Selv 10 skridt hen til postkassen udenfor eller hen til kiosken på hjørnet, bruger jeg til at være bevidst om den jord jeg går på. Jeg mærker mine fodsåler og jeg går roligt og fokuseret.

* Når jeg har mulighed for det, så lægger jeg mig ned på hende, med hele min krop. Det kan være i haven, i parken, på stranden, i skoven. Jeg ligger helt stille og mærker hendes puls bevæge sig op igennem mig. Jeg mærker hendes umådelige ro og styrke. Jeg mærker hendes ild i det indre, jeg mærker hendes omsorg og tilgivelse.

* Hvis jeg sidder på en stol, så sætter jeg begge fødder i gulvet og gør mig bevidst om at nu kommer hendes energi op igennem mine fodsåler. Jeg mærker energien bevæge sig op igennem min krop, fra fødderne til toppen af hovedet og op i himlen.

* I haven når jeg luger eller planter, begraver jeg mine hænder i jorden. Jeg gør mig teksturen, varmen, kulden, fugten, tørken, bevidst. Jeg føler på hende med mine hænder. Og jeg føler mig uendelig taknemmelig over hendes overflod, over at jeg må gå på hende og høste frugterne fra hendes muld. Det kan også sagtens gøres med en altankasse, en krukke indenfor eller når krydderurterne indenfor skal plantes om.

Jeg siger tak for mad. Tak for det jeg selv kan høste, tak for det andre kan høste. Jeg vælger det mad og de ting til, som har skadet jorden mindst. Jeg gør mit bedste for at bevæge mig med omtanke og omsorg for den store moder under mig, hvis velfærd i sidste ende er grunden til at vi kan få lov at være her.