Kan du være bekendt at holde dig selv tilbage?

Det er interessant som der er en bestemt energi i det at holde sig selv, fra at træde ud i det lys som man er. Der er knyttet en bestemt følelse på det med at fedtspille med sin egen kraft, som nærmest har en lille smag af martyrium.

Der er noget i det med ikke at ville fylde for meget. Ikke at skulle tro at man er noget. Som også er trygt. Som giver en lille sød følelse af offer. Som nemlig også kan dækkes ind over, at ville være venlig og give plads til andre. Der er en gevaldig tryghed for egoet, i at blive siddende i skyggen og vente på at andre gør de ting det er meningen de skal gøre.

Hvis du vil være sød overfor os andre, ved ikke at gøre det som gør dig glad, fordi du tror at du så giver os mere plads, så please lad være.

Vær sød at lade være med at være sød med det.

For egentligt kan du ikke være bekendt overfor alle os andre, IKKE at gøre det som gør dig glad langt ind i maven. Det er faktisk tarveligt overfor os andre, at du ikke gør de ting som du er god til og glad for.

Du vil vel ikke være tarvelig overfor os?

Det er faktisk ikke i orden, hvis du holder dig selv tilbage, fordi du ikke tror at du er værdig nok – god nok – klar nok – whatever. De udsagn eksisterer kun i egoet. For her er kun lige nu.

Du bliver aldrig mere klar end du er, i det nu der er.

Vi er mange som ville elske at blive løftet og næret af dit digt. Af dine idéer. Af din musik. Af din latter, af dit lys, af dig.

Tænk på alle de mennesker i verden som vi ser op til, som vi ser som noget særligt. Alle dem der har gjort en forskel. Måske ikke engang for mange mennesker, men bare en forskel fordi de var ægte og vi kunne mærke deres ærlighed skinne igennem alle lagene af egoet i verden.

De mennesker som strakte sig en lille smule ud over deres egos komfortzone og som blev hvirvlet med af livet. Livet som bare så gerne vil leves gennem os.

Ingen af os får noget som helst ud af, at vi ikke tør. At vi er bange for andre egoers domme. For vores eget egos dom i allerhøjeste grad også.

Jo mere du arbejder med at slippe dit ego fri, så du har plads til at være dig, jo mindre betyder andres egoer. Deres domme og meninger. Det kan ikke engang rigtig hægte sig på din energi længere.

Tilbage er der mest af alt en omsorg for de egoer der vil dømme. For det er skide ærgerligt, at de ikke bruger deres energi på selv at male billeder, bestige bjerge, grave brønde, cykle jorden rundt. Hvad som helst, bare det er fra et ærligt hjerte.

Vi er alle forbundet og vi er alle et. Når du træder ind i det lys der er dig, så lyser du automatisk på os andre. Andre vil blive inspireret af dig og din bevægelse. Og eftersom vi virkelig alle sammen er ét, så løfter du energetisk også os andre, når du tillader dig selv, at lade dig blive løftet.

På en måde er vi for voksne nu, til at blive ved med at lade egoets mindreværd holde os tilbage.

For det er faktisk ikke i orden, ikke at træde frem i den voksne energi der er i, at tage sig selv og sine drømme alvorligt. Det er ikke i orden overfor os andre, så hvis du for vores skyld holder dig selv tilbage, så lad venligst være.

Det er nemlig meget nemmere for os alle sammen, at være dem livet venter på at vi er, når vi samlet træder ud af egoets skygge og ind i det rene lys der skinner fra den Kraft vi alle er en del af.

Det er dårlig stil overfor den Kraft der har placeret os her, at blive siddende på Instagram og drømme sig til et mere kreativt og spændende liv. Det er faktisk virkelig usselt at bruge livet på at tale om alt det der kunne have været, i stedet for at leve det. Det kan du og vi ikke være bekendt.

Vær sød at være sød overfor dig selv og gør det som du gerne vil. Det vil altid være det som er godt for os andre også.

Forleden dag slog jeg mit knæ og senere min tå

Forleden dag var jeg sent om aftenen blevet hentet af min kæreste i bil. Min kæreste parkerede her i Aarhus hvor vi bor, foran en café som på det tidspunkt havde ret mange gæster.

Da jeg stod ud af bilen, havde min taskes rem viklet sig rundt om mit ene ben og mit ben var på den måde egentligt fanget i bilen. Resten af min krop var dog stadig på vej ud af den. Det foranledigede, at jeg faldt pladask ned på fortovet og slog mit venstre knæ ret meget.

En del af mig skulle virkelig koncentrere sig for ikke at tudbrøle af træthed og smerte der foran caféen. En anden del af mig, skulle holde øje med hvor mange mennesker der så mig. Samtidig skulle jeg hvisle et eller andet til min kæreste, med at jeg ikke var klar til at høre hvor sjovt det havde set ud inde fra forsædet, hvorfra han så mig forsvinde ned på siden af bilen.

Da jeg skulle sove den aften var jeg stadig meget fornærmet over at det var sket, altså at jeg, JEG, var faldet på fortorvet. Jeg var i gang med en historie indeni, om at jeg nok ret sandsynligt havde brækket hoften, så min kæreste kunne altså stadig ikke tillade sig at grine. Han fik allernådigst tilladelse til at holde om mig, så jeg kunne modtage en smule trøst trods alt.

To dage senere rejste jeg mig og stødte en tå ind i benet på min stuetrampolin. Det tog jeg ikke pænt. Og fordi der ikke var andre tilskuere end min søn og kæreste (altså ingen fyldt café), fik jeg brølet noget med at det IKKE VAR TILLADT AT GRINE! Hvilket udløste en del spruttende fnisen hos min søde familie.

Det blev ikke mødt så smukt i mig, at jeg slog min tå. Ligesom jeg ikke tog faldet ud af bilen så pænt. Jeg var helt sikker på at min tå var brækket. Så jeg lavede lynhurtigt et billede, af at jeg måtte ligge på langs i mindst 4 uger. Med min sortblå tå stablet op på puder til skue for alle, der måtte have audiens hos den lidende dronning Anja.

Jeg var i gang med at aflyse alle aftaler det næste lange stykke tid, fordi jeg nok hellere måtte erkende, at jeg højst sandsynligt aldrig kom til at gå rigtig godt igen.

Dagen efter gik jeg til min egen store overraskelse hen til helsekosten og købte en chokoladebolle.

Utroligt nok kunne jeg ikke mærke noget som helst i min tå, som jeg også havde forestillet mig nok måtte blive amputeret så slemt stod det sandsynligvis til med den. Mit ego krympede sig dog over, at jeg nok igen måtte blive mødt med udsagnet “dramaqueen” fra min kæreste.

Et par dage efter sad jeg og ventede på bussen her i Aarhus. Fortorvet var fyldt med flotte stykker orange papir fra cigaretternes filter. Der duftede sødt af skodderne. En stor klat på fortorvet var rød og tyk og måske var det blod fra aftenen før, måske var det smoothie fra samme morgen.

Jeg glemte lige der mine historier om cigaretskodder, blod, lugten af by og fest. Jeg kunne mærke noget i mit knæ og i min tå. Jeg glemte, at det jeg kunne mærke, var det vi kalder smerte, for det jeg mærkede, var en kilden. En sjov fornemmelse af at have glemt historien om smerte og jeg oplevede rent i min krop, hvordan det føles at have glemt historien om at have ondt.

Jeg er den der observerer det hele. Jeg er den voksne som stadig er 5 indeni og har lyst til at råbe og bande og slå på ting når jeg får en hudafskrabning på mit knæ. Jeg er den voksne trætte uden humor som slår sin tå på trampolinen og får lyst til at kyle den ud af vinduet, men som nøjes med at råbe af dem jeg elsker.

Jeg er den der ikke er noget som helst. Som nyder synet af orange skodder, rødt blod, duft af alkohol, tis, cigaretter og lyden af by. Jeg er den der mærker kroppen uden dommen om smerte. Som mærker fornemmelser der kun er fysiske og som kun fylder i mit sind, hvis jeg dømmer dem som dumme. Uden en historie på smerten, er smerten kun en kilden. En kropslig fornemmelse.

Jeg mærker egoet rulle sig frem i mig og jeg sidder inde bagved og griner. Og jeg er fremme og er i egoet og mærker det og jeg trækker mig igen og ser det på afstand og morer mig helt vildt over så skørt det er. Det er en konstant bevægelse. Bølger frem og tilbage i bevidstheden. Skiftet mellem ren væren i det der er og væren i egoet der reagerer på det der er.

Det er skørt og sjovt og det hele er en leg.

Når du har fjernet al løgn fra dit liv, er det der er tilbage, sandheden

Jeg fungerer ikke vanvittigt godt med absolutter i form af citater og leveregler, som både religioner og nyreligiøse bevægelser er fulde af. New Age bevægelsen kan efterhånden koges ned til nogle få memes og mister på den måde, så sin dybde og potentialet for at forandre ting.

Så når Leonard Susskind, en af de fysikere som står bag tanken om at verden er et hologram, siger at han baserer sin forskning af hologrammet på et udsagn fra en fiktiv figur, nemlig Sherlock Holmes, så bliver min hjerne så provokeret, at det helt kommer til at kilde i den.

Når jeg hører den type sætninger, som man fx bruger i New Age bevægelsen og nu altså også inden for fysikken, så kan jeg gå længe og spekulere over, om det mon er sandt. Altså om citatet holder vand. Sådan har jeg altså vandret de Aarhusianske skove tynde, for at finde ud af, om jeg synes at Leonard Susskinds brug af et Sherlock Holmes citat giver mening.

Her er citatet:

“When you have eliminated all that is impossible, whatever remains must be the truth, no matter how improbable”   

– Sherlock Holmes

Jeg er mere end 1000% sikker, på at Leonard Susskind er ligeglad med min mening om hans brug af skønlitteratur, i sin forskning af hvordan verden hænger sammen. Men for min egen skyld, så er jeg nødt til at vende og dreje sætningen, for hvis jeg ikke føler at sætningen holder vand, så er jeg heller ikke sikker, på at tanken om at verden er et hologram gør det.

Når jeg tænker på det liv jeg har levet indtil nu, så føles det som om jeg har puttet rigtig mange ting på og i det, igennem årene hvor jeg voksede op. Ting som jeg troede og følte var vigtige for mit liv og min personlighed. Så begyndte det at gå op for mig, at alt det jeg havde puttet på, det gjorde mig ikke fri, men fængslede mig i stedet for.

Egoet er et godt eksempel på noget i mig der indeholder historier og træk som jeg havde taget til mig. Alt det jeg havde tusket til mig i egoet, det var ikke længere noget som hjalp mig med at få det godt. Tværtimod, blev jeg holdt i en skruestik af smerte af egoet.

Så jeg begyndte at skære de ting fra, som egoet var vild med at indeholde. Alle de spøjse personlighedstræk. Magtsygen. Dramaet. Offerrollen. Og så skar jeg de ting fra som lå udenfor mig. Selvom jeg ikke vidste, at jeg ville ende et godt sted, så fjernede jeg det som ikke virkede. Bare fordi det ikke virkede. Ikke fordi jeg havde en backupplan eller et hemmeligt mål. Jeg fjernede alt det umulige. Alt det der ikke var sandt.

Og så skete der det, at jeg opdagede at det der så var tilbage, var sandheden. Den jeg var/er under egoet er sandt. Det kan jeg mærke. Det jeg er uden alle de ting jeg skar fra er sandt, ægteskabet, huset, firmaet, butikken, det hele. Alle de ting jeg havde kæmpet for at få ind i mit liv, dem fjernede jeg igen og så opdagede jeg mig.

Måske er du et sted lige nu i dit liv, hvor du kan mærke en længsel efter noget andet, men du ved ikke hvad det andet er, så derfor kan du ikke gå efter det. Rigtig mange leder efter deres sjælsmission, men fordi de ikke kan mærke den klart, så kan de ikke tage de nødvendige skridt hen imod den.

Prøv at starte med at skære alt det væk der ikke virker. Alt det i dit ego som volder dig problemer. Og så skær stille og roligt de andre ting væk fra dit liv, som ikke er gode for dig. Bare fordi de ikke er gode for dig. Ikke fordi du ved hvad du så skal. Lad os sige, at du så siger dit job op uden at have en anden indtægt. Efter lidt tid uden arbejde vil du måske opdage, at det er okay at kunne købe mad, så du snupper et job i Netto for der kan du ligeså godt sidde. I Netto bliver flere lag af dit ego skrællet af dig. Alle dine tidligere kollegaer hilser på dig i deres frokostpause og det gør en lille smule nas i egoet nu at sidde der.

Den bevægelse i egoet åbner for noget andet i dig. En ydmyghed. En respekt overfor livet og andre og dig selv ikke mindst. Den respekt åbner, for at du pludselig kan se, at der skal ske andre forandringer i dit liv, der er mere der skal skæres væk og du bliver ved, indtil du en dag virkelig kan mærke, at nu er du der hvor du selv kan føle en sti under dine fødder.

Du er ikke stuck ude på en eller anden rasteplads, du er på den sti du kunne mærke i dig da du var barn. Og du opdager, at det er selve bevægelsen på stien der er din sjælsmission og at der ikke er noget mål. Men for at kunne mærke den bevægelse, er du nødt til at slippe alt det der ikke er sandt.

Så det der er tilbage er sandheden. Uanset hvor usandsynligt det er for dig lige nu, at det kan være sådan. Stol på at når du fjerner de ting fra dit liv der ikke virker, så vil du stå tilbage med det der gør.

Leonard Susskind får en tommel op, for sit brug af det citat fra mig og jeg kan nu gå videre med andre ting i mit liv…

Det du ikke kan lide i andre er kun dig selv

[et_pb_section admin_label=”section”] [et_pb_row admin_label=”row”] [et_pb_column type=”4_4″] [et_pb_text admin_label=”Text”] Verden bliver til et trygt og godt sted, når du ser at alt hvad der er her, er dig. Her er ikke andet.

Her er dig og mig og det kommer ud på det samme. Vi er et. Alt hvad du møder udenfor dig, er en refleksion af dig selv.

Hver gang du elsker andre og synes de er de smukkeste og skønneste mennesker i verden, så er det dig selv du elsker. Så er det dig selv du er vild med og de sider i dig, som du ser.

Hver gang du hader andre og synes de er megatrælse og irriterende, så er det dig selv du hader. Så er det de sider af dig selv, som du ikke har lært at elske endnu, som du ser.

På den måde, så bliver verden til et kærligt og venligt sted. For ingen kan være så ubehøvlede, at de ikke kan elskes, når du ser i dig selv, hvor det er du er ubehøvlet og du opdager grunden til at du er sådan.

Når du kender dig selv rigtig godt, så kan du ikke andet end elske det du ser i dig selv. Når du elsker det du ser i dig selv, så elsker du også det du ser i andre.

Vi er alle et. Vi er samme bevidsthed som oplever hvad det vil sige, at være menneske her lige nu. Når du ser alle andre som dig selv, som din bror, din søster, din mor og far, som dig, så elsker og tilgiver du meget nemmere.

Ordet tilgivelse bliver overflødigt for det antyder, at der kan være sket noget der var forkert. Det er der ikke. Alt er et. Dommene om godt eller skidt, kan altid kun komme fra egoet.

Stille og roligt i arbejdet med at elske alt hvad vi indeholder, bliver egoet trygt og slipper grebet. Der er ikke længere noget at passe på, og det har jo ellers altid været egoets fornemste opgave, at passe på os. Men når vi lever i fred og tillid til os selv og dermed til verden, så render egoet ud og hopper i sjippetov og vi kan slappe af og nyde livet uden at bekymre os om, hvad det nu kan finde på af ballade.

Alt hvad vi kender som vrede, selvretfærdighed og arrogance slipper. Det samme gør offeret og at det skulle være synd for os. Tilbage er kun en uendelig omsorg for os selv, en venlighed beyond venlighed.

Der hvor kærlighed virkelig giver mening og kan forandre verden. Fordi vi har opdaget, at det var det vi var hele tiden. Kærlighed og ikke andet. Når vi opdager at det er det vi er. At vi kun er kærlighed, så ser vi at alle andre også er det og så er vi frie, til at være ligeså kærlige overfor os selv og dermed verden, som vi i virkeligheden hele tiden har haft lyst til at være.

 
[/et_pb_text] [/et_pb_column] [/et_pb_row] [/et_pb_section]

Hvem bestemmer hvad et meningsfuldt liv er?

Der ligger et mærkeligt pres på rigtig mange mennesker, om at de skal finde deres dybeste inderste potentiale og leve det ud. Hvis de ikke finder det potentiale (og allerhelst kan skabe en virksomhed omkring det), så bliver mange virkelig frustrerede og føler at de spilder deres liv.

Facebook er på denne tid af året, fyldt med velmenene tilbud om hvordan du gør 2017 til dit bedste år nogensinde. Både i forhold til kost, træning og naturligvis spirituel udvikling.

Det er som om den frihed der er i at leve i lande, hvor vi har muligheder for at vælge anderledes og ud fra vores hjerte, er blevet kuppet af kapitalismen. Hvis der ikke er en indtægt at skabe på dit hjertes inderste ønsker, så er det ikke værd at gå efter. Der er coaches og rådgivere nok, der kan fortælle dig hvordan du kan rette dit udtryk ind, så det bedre kan sælges. For alt skal kunne sælges.

Personligt, bliver jeg mere og mere træt af titler og især de titler jeg selv eller andre har sat på mig. Jeg bliver mere og mere interesseret i bare at være og faktisk (gisp) måske bare være, uden at tjene penge på at være.

Den følelse af frihed jeg har som den eneste guru i mit liv, den kan jeg se kan komme endnu tydeligere frem, hvis jeg justerer endnu mere i det liv jeg lever lige nu. Så i 2017 kommer der til at ske forandringer i mit liv og selvom egoet i mig går temmelig meget bananas over mine beslutninger, så er de taget. For da jeg tog dem, da mærkede jeg det ægte sus af frihed og den ægte rene følelse af bare at være.

2017 skal ikke være mit bedste år. Det ville være tosset. Hvad så med alle dem der kommer bagefter? Men fordi jeg hele tiden øver mig i at mærke hvad der er meningsfuldt for mig at gøre, så bliver 2017 et år hvor jeg får skrællet mere og mere af andres og egne forventninger af mit liv. Et år hvor jeg kommer til at stå renere og skarpere som den jeg er.

Det kan være, at de betyder at jeg ikke kan drive virksomhed på den jeg er. I virkeligheden er det også en underlig tanke, at noget først er en succes når der er en omsætning. Succes må vel altid blive målt i om dem der udfører det de udfører, er glade for det de laver. Alt andet er i virkeligheden underordnet.

Måske sidder jeg til næste år bag kassen i Aldi, overfor hvor jeg bor her i Aarhus. Hvis jeg gør det, så er det fordi det er det som er allermest meningsfuldt for mig.

Det meningsfulde liv, det kan kun være mig selv der definerer for mig. Ligesom det er tilfældet med dig. Hvis du prøver at skrælle alle egoets lag væk og også alle andres egoers meninger, om hvad et meningsfuldt liv er for dig og i det hele taget; Hvad er det så som bare gør dig glad? Hvordan kan du få mere af det i dit liv?

At følge sit hjerte er pludselig blevet til en stressende ting, fordi det er blevet plastret til i ego og penge. Hvad nu hvis du aldrig tjener penge på det som gør dig totalt fjollet glad? Er du så en fiasko? Hvem har bestemt at penge er et succeskriterie? Lyder det ikke som noget egoet kunne finde på at sige?

Det kan være vi ses i personalerummet i Aldi i 2017.