Tre begravelser og et bryllup

 

Mit liv har ikke noget med mig at gøre

En virkelig vigtigt øvelse for mig, er hele tiden at minde mig selv om at mit liv ikke har noget med mig at gøre. Ting sker. Og det gør de hele tiden. Der kan opstå besynderlige og nervepirrende ting i mit liv, og de sker bare. Ligesom de ting jeg kalder for lykkelige og glædesfyldte også sker. Det hele sker hele tiden, helt af sig selv.

I foråret døde tre mennesker jeg kendte. Det var okay, hvis det er muligt at sige det sådan (altså det var “til tiden”, hvis det begreb overhovedet eksisterer …). Her i august blev jeg gift. Det var en dejlig dag, og tiden herefter har været så fin, sød og honeymoon-agtig på en måde som jeg slet ikke havde forventet, den ville være.

 

Anja Dalby

 

Tag ikke dit liv personligt

Selvfølgelig har jeg et vist for form ansvar, for min egen glæde. Men ikke i den forstand, at det er min egen skyld, at der sker gode ting i mit liv. Det er min skyld, hvis jeg ser på tingene der sker som gode, uanset om de er det eller ej. For det, der sker er altid neutralt. Uanset om det er bryllupper eller begravelser. Jeg behøver ikke tage mit liv personligt. Jeg kan ikke tage æren for de gode ting, ligesom jeg ikke behøver skamme mig eller føle skyld over de dårlige.

 

Anja Dalby

 

Det er egoet, der mener noget om dit liv. Ikke dig!

Livet er en konstant bevægelse for os alle sammen. Det er sammentrækning og udfoldelse. Det er holden fast og given slip. Det er en indånding og en udånding. Livet bliver levet igennem mig. Hvis jeg vælger at have en mening om mit liv, så vil den mening altid komme fra egoet. Men når jeg læner mig tilbage i den bløde stol, på første parket med en cola og popcorn og nyder forestillingen, så nyder jeg også dramaet, gyset, thrilleren, med et stort smil, for jeg ved at det hele kun er et show.

Jeg er deltager i begravelser og jeg deltager med tårer og sorg. Jeg er tilstede i mig selv, mens jeg mærker sorgen og føler tårerne trille. Jeg observerer, at det er det, der blev levet igennem mig nu. Sorgen og tårerne er ikke mig og har på den måde intet med mig at gøre.

Det er en meget frigørende følelse at deltage med alt, hvad jeg har af følelser og nærvær, i alt hvad der følger med en begravelse og så stadigvæk kunne mærke, at intet af det har noget som helst med mig at gøre. Hverken min sorg eller mine tårer. Den der græder, og den der sørger er ikke mig. Det er personen Anja, der giver slip og føler sorg ved tanken om den måde fortiden griber ind i nutiden på og derfor handler sorgen mest om savn og længsel efter noget der var og alligevel aldrig kan komme tilbage. Sorgen bølger ind over mig, på samme måde som glæden gør det.

 

Anja Dalby

 

Et styk liv med det hele, tak

Den dag jeg blev gift, da græd jeg også rigtig meget. Jeg hulkede ind i min mors hals før ceremonien, fordi jeg var så spændt, at jeg ikke havde andet valg end at ventilere i form af tårer.

Efter ceremonien fik jeg grædt ind i en del tilfældige nakker og skuldre, alt efter hvem der lige kom forbi mig og ville kramme tillykke. Lettelsen og glæden over brylluppet væltede ind over mig i en grad der gjorde det umuligt at foretrække en nydelig makeup, for i løbet af kort tid var min mascara grædt ud og fordelt på flere gæsters halspartier.

Jeg bliver ved med at sige til min mand at jeg er så heldig at jeg mødte ham. Men jeg ved godt det ikke er held, ligesom det ikke er uheldigt at mit forår var præget af tre begravelser. Det er sådan livet er. Det er sammentrækning og udfoldelse, holden fast og given slip, indånding og udånding.

Der er ikke andet at gøre end at spænde selen, holde godt fast og forberede sig på det vildeste man nogensinde kunne forestille sig, nemlig et styks liv på planeten Jorden.

Hvorfor du skal gøre tid i Naturen til en del af din spirituelle praksis

Naturen gør dig naturlig. Den åbner dine sanser og din intuition.

Alt hvad du omgiver dig med, påvirker dig. Det er der ikke noget hokus pokus i. Vi ved alle sammen godt, at hvis vi er omgivet af stress, af larm, af høj hastighed, af for mange stimuli, så bliver vi utilpasse. Konstante påvirkninger fra miljøet omkring os, uden at vi rigtig får mulighed for at komme ned i gear, gør os både angste, depressive og stress er en naturlig reaktion på det.

Selvom du er et menneske, så er du stadig natur. Du er stadig kød og blod og et pattedyr som alle de andre pattedyr her. Selvom du har en anden bevidsthed end dyrene og ovenikøbet også har et ego, selvom du drikker kaffe og kan køre bil, så betyder det ikke at du ikke er jordisk.

Du kom ind i denne verden på samme måde som andre pattedyr og når du skal herfra foregår det også på samme måde. Din krop, bliver opslugt af jorden igen og indgår i det her store naturlige kredsløb, som vi ofte tænker er udenfor os, men som vi er en ligeså stor del af som træerne, insekterne, dyrene og alt det andet her.

Så når du går ud i naturen, så “genkender” dit dna det miljø du er i. Det er det samme miljø som det du faktisk rigtig er. Du er ikke en kontorstol og en computer og en bunke opgaver på dit skrivebord. Du er vind og sol og regn og jord. Du er det hele.

At være i naturen får dig til at falde til ro, så du kan mærke dig selv. Du åbner dig og bliver naturlig, på samme måde som de andre dyr her på Jorden er det. Du kan mærke hvad der føles rigtigt og godt for dig, du kan mærke hvor det føles sandt og naturligt at lade dig lede hen af din intuition.

Naturen renser din energi, renser de blokeringer du måtte have i dit energifelt. Du bliver renset for tankeskyer/tankemylder. Du bliver forfrisket og vil opleve at du får mere energi af at være i naturen.

Det er videnskabeligt bevist, at vores blodtryk, puls, spændinger i musklerne og produktionen af stresshormoner falder betydeligt når vi er i naturen.

I solen får du både forhøjet d-vitaminet i din krop (som hjælper dig til ikke at føle dig stresset, udbrændt og depressiv) og derudover så øger du også melatoninindholdet i din hjerne, som gør at du nemmere kan sove om natten og at du føler dig forfrisket af søvnen.

Frisk luft giver dig ny energi, det regenererer dig og bringer nyt liv til alle dine celler. Det kan mærkes som om du nærmest bliver “kodet om” når du er i naturen og trækker den friske luft ned i dine lunger. Som om din energi simpelthen skifter. Luften som er omkring dig og som du indånder, forfrisker ikke kun din krop på ydersiden men også på indersiden.

I naturen er det ikke muligt at multitaske på samme måde som når du ellers er hjemme eller på arbejde. Hvis du lader telefonen blive i lommen og bare er tilstede i din krop og i dine tanker og giver det hele lov til at flyde i bevægelse og tankeflow, så bliver du genopladet og afstresset.

Naturen minder dig om at du ikke er hovedpersonen her. Du er en del af alt, af ånd og en kæmpe levende organisme.

Du bliver altså meget gladere når du er i naturen, ikke kun fordi der sker en masse kemiske processer som modvirker almindelig tristhed og rodløshed, men også fordi naturen bare er så pissefed. Fordi naturen er smuk. Fordi naturen dufter fantastisk. Fordi den stimulerer alle dine sanser. Fordi du kommer til at føle dig forbundet, som om du ikke er alene.

Du bliver automatisk et bedre menneske af at være i naturen. Du får mere lyst til at passe på naturen når du kender den og du træffer derfor naturligt positive valg for dig selv og resten af planeten, også når du ikke lige er ude i den.

Du bliver et mere omsorgsfuldt menneske, føler mere empati med andre. Du forstår andre bedre, fordi dine sanser er åbne og du registrerer verden på mange flere planer end når du kun er i dine tanker, i dit ego.

Naturen giver dig lyst til at lege og have det sjovt. Hvis der er noget der både er videnskabeligt og åndeligt bevist, så er det at netop leg og sjov er med til at forbedre både vores almene velvære, vores humør og vores livsglæde i det hele taget.

Fordi alle dine sanser bliver åbnede i naturen, fordi din krops kemi bliver forbedret, fordi din hjerne bliver afstresset af at se på naturlige og ikke menneskeskabte ting, så bliver du af dig selv et mere roligt og tillidsfuldt menneske.

Det betyder at du bliver mere generøs i dit væsen.

Generøsitet er lig med at være taknemmelig og de energier kombineret, er lige præcis dem som skaber endnu mere flow og gør at du meget nemmere kan manifestere det du ønsker dig i dit liv.

Så at være i Naturen gør dig altså så naturlig, at Flow bliver din naturlige tilstand. Det er da en bonus der kan rykke enhver rumpe op af sofaen!

Rigtig god fornøjelse med at gøre tid i Naturen til en del af din spirituelle praksis.

Kunsten at manifestere det liv du ønsker dig

Når dit sind ændrer sig, så ændrer dit liv sig også. Vi tror at det er livet som ændrer sig, og så må vores sind indhente det. Men det er lige omvendt.

Det er livet som skal indhente sindet. Det er virkeligheden der skal hale ind på dig og det du er.

Der er en grund til at mange spirituelle eller new age praksisser bliver solgt på at ved at vi bruger denne eller denne praksis, så kan vi kan øge vores evne til at manifestere ting i verden.

Det kan virke som en meget materialistisk og bagvendt tilgang til spiritualitet, for ofte kommer det til at se ud som om at grunden til at blive et spirituelt menneske, er en indgang til egoet. For egoet bliver lovet masser af penge på kontoen, nærmest ubegrænset. Det bliver lovet dyre tasker, vilde rejser, cocktails og musselmalet porcelæn.

Den måde at tilgå manifestation på, har den bagside at os som ikke er interesseret i materialisme (eller kapitalisme), kan komme til at værge os mod ord som visualisering og det at manifestere. Fordi det er kommet til at lyde så ego-kikset.

Men faktisk er det meget smart at bruge begrebet penge, til at lokke egoer til spiritualitet.

For hvis man som bevidsthed er virkelig vågen, så vil man undervejs i sit manifestationskursus opdage, at pengene, eller evnen til at manifestere, er en dejlig bivirkning der kommer af at have det megagodt, at være glad og faktisk lykkelig.

Det fysiske, materielle, bliver altså sekundært, fra at have været det der primært lokkede egoet til at interessere sig for spiritualitet.

På den måde kan man altså snige egoet til stille og roligt at miste magten, ved i første omgang at have lokket det med D’Angleterre og flødeskumskager og pludselig er det i gang med at afsløre sig selv og du kan få skovlen under det.

Når du har forstået dit ego og de mekanismer der er i det ubevidste, så er du 90% af vejen mod så let som ingenting at kunne manifestere det liv du ønsker dig.

De sidste 10% kommer af at sætte bevidste intentioner og at lære ægte at mærke hvad det er du ønsker dig, for pudsigt nok, er det svært for virkelig mange.

Der er nogle ting der er gode at vide hvis du interesserer dig for manifestation.

Alt hvad du indeholder (både bevidst og ubevidst), er det du ser ude omkring dig. Du skaber altså din verden. Ikke bare sådan 63%, men virkelig ETHUNDREDEPROCENT!

Så selvom du træner positiv tænkning og positiv tale (hvilket altid er en virkelig god idé, for det vi tænker og siger, skaber også vores virkelighed), så er du også nødt til at få fat i det ubevidste der ligger i dig. Det ubevidste kan du få kontakt med på rigtig mange måder og du har måske allerede en del faste praksisser allerede.

Det ubevidste er alt det der ligger gemt i egoet og det kan altså sabotere enhvers messen af: “Alt er godt”. For hvis dit underbevidste ikke tror en dyt på den tanke, så kommer din virkelighed aldrig til at ændre sig til; at Alt er godt.

Du kan ikke narre dig selv. Hvilket jo egentligt er meget beroligende at vide. Du kan altså ikke hjernevaske dig selv med positive bekræftelser, hvis der dybt i dig er en modsatrettet overbevisning, så vil den overbevisning altid vinde.

Det er den store rumlen i dybet, langt ned i jorden, som skaber de store bevægelser på overfladen. Det er ikke det der foregår på overfladen der ændrer virkeligheden.

Der er ligeså mange måder at tilgå det underbevidste og bevidstgøre det, som der næsten er mennesker her.

De her ting har virket for mig og jeg er i en stadig bevægelse hvor jeg hele tiden undersøger, hvordan jeg kommer længere og længere ned. For jo mere jeg ser på og slipper, jo mere radikalt ændrer verden sig omkring mig.

Her er hvad jeg gør og har gjort i rigtig mange år: Jeg faster med jævne mellemrum. Jeg spiser en vegansk kost. Jeg er opmærksom på kosttilskud og motion. Det vil sige, at jeg altså holder øje med min fysiske krop, fordi jeg ved at jeg kan åbne for det ubevidste, ved ikke at dulme med fedt, sukker og sofa.

Jeg mediterer og laver visualiseringer. Jeg laver energiøvelser som en daglig praksis. Øvelser der er så integreret i mig, at jeg gør dem helt af mig selv nu. Jeg arbejder shamanistisk med trommerejser, ritualer og påkaldelse af kraftdyr.

Jeg arbejder hele tiden med mit ego, det har jeg tidligere gjort igennem forskellige former for terapi og behandlinger. I en årrække deltog jeg i ayahuasca ceremonier, fordi den medicin er en anden virkelig effektiv måde at tilgå og synliggøre det ubevidste på.

De sidste par år har jeg lavet The Work på næsten daglig basis og jeg ved, at egoarbejdet, er et arbejde som hele tiden er i bevægelse. Det er meget vigtigt, at det ikke stagnerer og bliver stift, for så snupper egoet kappen på sig som “den der laver the work”, “den der deltager i ceremonier”, “den der går i psykoterapi på 10. år”. Derfor er jeg hele tiden vågen og holder øje med nye redskaber jeg kan bruge til at dykke ned i sindet i mig.

Det her er kun eksempler på hvad der virker for mig, men det virker til gengæld også så godt at jeg tør anbefale det. Men vi er alle sammen forskellige og skal alle sammen mærke efter hvem vi er og hvad vi kan mærke føles ægte og sandt for os.

Hvis du har modstand på at lave det her mere dybtgående arbejde med det ubevidste, hvis noget i dig mener at det kan du godt springe over, for du kan sidde og positivtænke og “OM´e” dig til en strandvejsvilla, så læg mærke til hvad det er i dig, som føler modstanden. Jeg vil vædde med at det er dit ego.

I de her tider, hvor jordforbindelse virkelig ikke bliver serveret særlig mange steder, tværtimod, så er det rigtig nemt at ryge ud i de luftige lag og tro, at vi kan pastelmale, feng shui, krystalarbejde os til Mulberry og Marc Jacobs.

Så vær også bevidst om det i dig. At det er luften i dig og i vores samfund, som dyrker og helliggør det “lette” og overfladiske arbejde. Ved at gøre din spirituelle praksis fysisk og tage den ud af tankerne, så manifesterer og jordbinder du den også. Allerede der, er du rigtig godt på vej til at skabe dig det liv som du ønsker dig.

Men hvis du har arbejdet med visualisering og med at manifestere i mange år og du ikke synes der er sket noget, så er det helt sikkert grunden. At du ikke har taget de virkelig dybe spadestik i dig selv. Du er ikke nået ned hvor guldet er i dig, men bliver ved med at sidde på overfladen og føle at livet kører rundt med dig og ikke omvendt.

I næste blogindlæg fortæller jeg hvordan du som det næste kan begynde at mærke at verden kommunikerer med dig via din intuition og du vil komme i det her berygtede og berømte begreb vi kalder for FLOW.

Skriv endelig i kommentarfeltet herunder hvis du har spørgsmål eller andet til teksten herover. Kh Anja

Menneskets eksistentialistiske krise er det der fodrer kapitalismen

Lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været i krise over at være her. Det kan lyde som en negativ ting, men det er det ikke. Den krise jeg meget tidligt kan huske at jeg mærkede, fodrede nemlig en nysgerrighed på livet her, som åbnede mig og kildede alle mine sanser.

Bøger, musik, tegneserier og uendelige timer i naturen, blev slugt grådigt og alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, som duftede af noget esoterisk, konsumerede jeg med store åbne øjne og et gigantisk JA i mit hjerte. Jeg søgte mystikken alle vegne, både i form af ord eller musik fra andre, men også mystikken i naturen og min interaktion med den, dyrkede jeg og var i en konstant søgen efter.

Det var helt klart en krise, selvom det også lyder dejligt romantisk. For under min søgen, der lå de og lurede, de store spørgsmål: Hvad er meningen med det her? Er der nogen mening med mig? Med noget som helst?

I opvæksten opdagede jeg, at stort set ingen så med blide øjne på et naivt menneskes store spørgsmål. For ingen kunne svare eller ville svare ærligt. Så jeg begyndte at skamme mig, over at jeg ikke bare kunne høre WHAM og gå med stone washed cowboybukser som alle de andre. At jeg ikke kunne drukne mine spørgsmål i Bacardi og Cola og halbal.

I takt med at jeg følte mig mere og mere fremmed, fra mine omgivelser på landet i 80´ernes Danmark, så voksede skammen over at være anderledes og den blev til en vrede som den oftes gør det. Jeg havde alligevel i min søgen opdaget, at punkerne stillede de samme spørgsmål som mig, og også følte den vrede jeg følte, så dem tænkte jeg, at jeg fint kunne slutte mig til.

Med det samme jeg kunne komme væk, flyttede jeg til byen og brugte mange år på at gå og være ensom. Ensom, fordi punkerne alligevel ikke havde svaret. De var ligeså dogmatiske og indsnævrede i deres syn på verden, som pallerne på landet var det. Udtrykket var bare anderledes og vreden bar dem kun ind, i en nedadvendt spiral, som blev deres egen undergang.

Som mange andre, prøvede jeg også at købe mig ud af min krise og følelsen af ensomhed der fulgte med. Fester, ferier, forbrug af alt mulig slags, måtte være vejen ud af spørgsmålet om hvad meningen med livet er. Jeg begyndte, at løbe fra det spørgsmål som ellers havde været min drivkraft som barn og i den flugt, faldt jeg i alt muligt lort. Jeg faldt totalt i kapitalismen, den fantastiske quickfix følelse var så berusende, bedre end noget andet party-drug jeg havde prøvet.

Kapitalismen var vidunderlig, lige indtil det gik op for mig, at jeg ville dø af en overdosis, hvis jeg ikke satte farten ned og stoppede op og mærkede hvorfor det var, at jeg havde behov for at bedøve mig sådan.

Så jeg vendte mig om, stille og roligt og begyndte at se krisen i øjnene. Jeg SÅ på den igen. Men denne gang som voksen og med en del mere erfaring som menneske i rygsækken.

Jeg SÅ på min flugt og jeg så at jeg uanset hvor hurtigt jeg løb, så ville de spørgsmål være med mig for altid, så jeg kunne ligeså godt standse op og stå ansigt til ansigt med dem. Og her står jeg stadig. Hver dag ser jeg de spørgsmål i øjnene: Hvad er meningen? Hvad er det jeg vil her? Hvad er vigtigt?

Og hver eneste dag, når jeg facer min eksistentialistiske krise, så står jeg stærkere. Renere. Klarere i hvad det er jeg vil.

Når jeg facer den, så skærer jeg mere og mere fra mit liv. Når jeg har min krise med som et vilkår her, som en gave der gør mig kraftfuld og vågen, så er der så meget der ikke længere betyder noget og det som betyder noget, betyder så til gengæld VIRKELIG også noget.

Alt larmen, alt det blinde forbrug, alt det som hører til i egoet, bliver stille og roligt skåret væk. Tilbage står jeg, fastere og fastere og ser min krise ind i ansigtet. Min vidunderlige krise, min fantastiske søgen. Alle de eventyrlige, fabelagtige, ulidelige spørgsmål jubler jeg nu over, at trods alt stadig kan mærke.

Dilemmaerne i mit liv, bliver mindre og mindre, fordi jeg tydeligere kan mærke hvem JEG er. Ikke hvem jeg er blevet fortalt jeg er, af omgivelserne i min opvækst, eller af det kapitalistiske samfund omkring mig, som altid kun vil se mig som Borger og Forbruger. Men den JEG er.

Et menneske i konstant krise over at være født i en fysisk krop, med et ego som det skal lære at navigere i. En lyst til lys og kærlighed som kan være så splittende og forvirrende, i en verden hvor vi konstant bliver fortalt, at det er dumt og naivt at være sådan.

Jeg kan mærke, at Verden er Venlig og det kom som et chok for mig første gang jeg følte det. Når Verden er Venlig, falder alt mit forbrug fra. Jeg har ikke længere lyst til at dulme, eller at skulle være nogen i kraft af mine køb.

Når jeg er bange og løber, så køber jeg. Når jeg stopper op og ser mig omkring, ser den venlige verden jeg er en del af, så er det pludseligt godt nok bare at være mig.

Så er jeg ikke længere Borger eller Forbruger, så er jeg en kvinde, i en skov, med en kat, en mand og børn. Med chilifrø til forspiring i vindueskarmen, sol der kommer ind af et beskidt vintervindue og jeg kan høre Ravn kalde fra en af de store graner i haven, om jeg ikke snart kommer ud igen. Og det gør jeg. Det er i naturen jeg mærker mit væsen og der mit ego glemmer sig selv.

Og jeg er klar over, at jeg tror, at jeg er en kvinde i en skov, med en kat og en Ravn der kalder. For hvem ved? Og det at jeg faktisk ikke VED, det får mit hjerte til at hoppe af begejstring og mine øjne til at rende over med tårer af glæde. Lige der har jeg intet behov for at købe noget, jeg er helt i fred. Jeg har ingen længsler, ingen mål.

Jeg er og alt er og det er nok.

Den dag jeg mistede mit navn

En dag da jeg gik ude i den skov jeg er flyttet i, kunne jeg pludselig ikke længere huske mit navn. Jeg tabte det og måtte gå og lede efter det i min bevidsthed. Navnet Anja kom efter lidt tid til mig og jeg havde det som om jeg hørte navnet for første gang i mit liv.

Sikke et besynderligt navn, tænkte jeg. Og jeg tænkte, hvorfor har jeg aldrig tænkt over det navn før. Pludselig var navnet helt fremmed for mig og jeg kunne ligeså godt være kommet i tanke om at jeg hed Giraf, Kurt eller Ingenting.

Navnet var bare et ord som lød helt underligt. Det føles som et badge jeg kunne tage og sætte på mig. Et fremmedlegeme jeg pludselig stod og kunne se fra alle sider. Som jeg holdt ud fra mig og som havde mistet sin betydning, når det blev taget ud af sin normale kontekst.

Måske skulle jeg så skifte det, var min næste tanke. Da jeg stod der og så på navnet Anja og mærkede at det intet betød for mig. At det var blevet reduceret til 4 bogstaver, som i situationen føltes helt tilfældigt sat sammen.

Min yngste søster kaldte mig for Ajna i mange år, indtil hun lærte at bytte rundt på bogstaverne i den rækkefølge mine forældre have bestemt. Ajna betyder også chakraet det tredje øje, men det er måske alligevel lige tykt nok, at hedde det som clairvoyant.

Anja. Naja. Jana. Det er hip som hap. At skulle vælge et nyt navn ville alligevel ikke give mening. Ingen andre navne gav mere mening, bare fordi Anja pludselig ikke føles som mit længere.

Jeg følte mig navnløs og helt tom som jeg stod der i skoven. Noget andet, som var ingenting var vokset frem. Det var meget specielt at stå og mærke at navnet/ordet Anja ingen mening gav længere

På grunden hvor huset jeg bor i ligger, står Gran, Birk, Hassel, Eg, Bøg, Hyld (og mange flere jeg ikke har lært at kende navnene på endnu).

I luften over mig svæver Ravnen, Glenten, Musvågen, Falken, Uglen og Duen.

På Jorden går Ræv, Rådyr og Grævling.

I træerne bor Sort og Rødegern og et vrimmel af fugle og insekter.

Dyrene trives fint uden at blive navngivet. Måske jeg kunne nøjes med at kalde mig for menneske. Men selv menneske er jo en definition, ligesom Ravn og Hassel og i virkeligheden er det lige meget. For vi er alle det samme. Et udtryk for en kraft. En vidunderlig storslået kraft.

En kraft som nogle dage overvælder mig så meget, at jeg helt glemmer Anja. Sikke en befrielse, sikke en frihed der ligger i at være navnløs.

I weekenden skal jeg på kursus og jeg ved at vi i kredsen skal præsentere os for hinanden. Menneske Dalby. Gad vide om jeg kan slippe afsted med at kalde mig for det.