Drøm en anden drøm

Shamaner har altid talt om The Dream World. Altså den her verden vi er i, som vi mennesker drømmer.

Drømme Verdenen er en drøm, fordi alt hvad vi ser udenfor os, er en projektion af det der foregår i vores indre. Vi ser vores egne programmeringer og tror at det er sandheden. Men det er ikke andet end en drøm og alle drømme kan ændres.

Billedet med at de fleste af os lever i en drøm, en drøm vi selv drømmer, er ikke et nyt billede, shamaner har talt om det i årtusinder. Det er også deraf at begreber eller ord som “spiritual awakening” er opstået fra. Vi har altså en mulighed for at vågne af drømmen.

De fleste af os drømmer de samme drømme. Vi bliver født ind i en drøm der allerede er i gang med at blive drømt af andre, af vores forældre, af vores øvrige familie, af dem der skal passe os og undervise os.

Vi bliver født ind i en virkelighed der allerede definerer os. Som dreng eller pige, efter social status, efter kunnen, efter udseende, efter race, alle mulige programmeringer bliver vi født ind i.

De fleste af os bliver født ind i en drøm, som er kapitalistisk, selv i de lande hvor man ikke er det.

Så det er meningen med vores liv at vi skal i skole, så vi kan blive uddannede til at få arbejde og så skal vi føde flere børn, købe huse, stifte gæld, arbejde og arbejde, så vi kan bruge penge. Lige indtil vi skal herfra igen.

Groft sagt kan man sige at den model, den drøm vi bliver født ind i nu, er en drøm hvor meningen med det hele er at tjene og bruge penge.

Mange af os føler, at vi er blevet lokket i en fælde. At der er blevet talt så meget til vores egoer igennem vores opvækst, at det er egoet vi har brugt til at træffe alle valg i vores liv med.

De fleste af os er ikke engang klar over at vi kan vælge anderledes. At vi f.eks. kan vælge at følge vores intuition i stedet for.

Som små bliver vi rost når vi præsterer og det gør vi hele vejen op igennem uddannelsessystemet. Det er virkelig guf for et ego der som grundtilstand altid er bange for om andre nu kan lide det.

Så når det bliver rost, bliver det glad, lige i lidt tid, indtil det opdager at rosen kun ligger på overfladen. At rosen aldrig stikker dybt, at rosen ikke tilfører ægte styrke til personens indre.

At det vi bliver rost for altid er for det vi GØR istedet for det vi ER.

Egoet finder på en strategi, som minder om at tisse i bukserne for at holde sig varm. Ros mig ros mig ros mig. Se hvor god en studerende jeg er, en god borger, en god skatteyder.

Se hvor rigtigt jeg gør det hele. Jeg tager uddannelsen, jeg køber huset, jeg får børnene, jeg arbejder hele mit liv.

Men de fleste af os begynder stille og roligt at vågne lidt op når vi bliver ældre og så opdager vi, at vi sidder i fælden. For hvornår var det at den store gevinst blev udløst? Hvornår var det så vi skulle være glade, nyde livet, bare være?

Ligesom musen som grådigt er gået efter osten i musefælden, så gik vi også grådigt efter rosen, efter pengene, efter huset, efter skiferien, efter den store bil og alt det vi ikke lykkedes med at få, findes som en skam i os, i stedet for en lettelse.

Når osten så er spist og fælden er klappet, så er der kun tilbage at vente. Så sidder vi der og venter, venter på pensionen, for så skal vi sørme leve livet. Så har vi tid til at hygge os og gøre alt det vi virkelig drømte om.

Men fældens dør åbner sig ikke fordi vi bliver pensioneret. Vi sidder stadig fast i det samme bevidsthedslag som vi gjorde før. Ingen er blevet “oplyste” mennesker alene af den grund at de er blevet 67 år.

Shamaner over hele verden beder folk om at drømme en anden drøm. Det er måden hvorpå vi kan ændre noget her. Vi skaber nemlig med vores bevidsthed den verden vi er i, drømmen vi drømmer.

Når vi vågner op af drømmen, så opdager vi for det første, at vi selv gik ind i fælden for at spise af osten. Og så opdager vi også at fælden slet ikke eksisterer. At vi kan drømme anderledes. At vi kan aflevere nøglerne til huset i banken (fordi det alligevel er deres), at vi kan pakke cykeltraileren med unger og trangia og cykle ud i den verden som vi selv drømmer.

Vi kan jo starte med at drømme at verden er venlig. Prøv at forestille dig hvordan det ville være at eksistere her, hvis vi alle sammen drømte det.

Vi kan starte med at drømme at vi godt kan selv. At vi kan skabe liv vi elsker. Vi kan drømme at vi er frie, at vi selv kan vælge. Vi kan drømme at vi er okay. At vi er mere end det. At vi er fantastiske smukke væsner, som lever på denne planet, dette paradis med overflod på alle planer.

Det er kun vores egoers usikkerhed der lokker os i fælderne, som tror at vi skal drømme den samme drøm som vores forældre troede, at de skulle drømme.

Når vi tager kraften tilbage til os selv, når vi ser at der ikke er nogen fælde, at vi har ubegrænset potentiale, så bliver vi stærke. Så er det ligemeget at egoet er usikkert, for det vil det altid være. Det er et vilkår ved at være her.

Så kan vi se bort fra egoets usikkerhed og vi kan tydeligt høre vores egen indre kompas, vores intuition. Vores intuition vil så gerne lede os videre til andre drømme. Drømme der er sjove, fyldt med eventyr. Drømme der udvikler os åndeligt i stedet for at gøre os til dumme mus som spiser sig tykke i ost, rødvin og romkugler foran diverse former for skærme, skærme der fortæller os hvilken drøm vi skal drømme.

Drøm din egen drøm. Væk dig selv af den drøm du allerede drømmer og drøm en ny. Drøm om en dejlig, smuk, venlig, imødekommende verden. Drøm at der ikke er noget at være bange for. Drøm at du er Gud. Drøm at du er en del af alt, at du er Gud der betrager Gud.

Når du drømmer det, så bliver egoets ængsteligheder pludselig så banale og egoet mister sin magt over dig. Du vågner og ser hvor vidunderlig du er og alting er.

Når du er i naturen, så kan du tydeligere høre din intuition. Når du kan høre din intuition, så begynder du automatisk at drømme en anden drøm. Det hele starter med dig og med mig.

Jeg tilbringer tid i naturen om natten, på udesidninger. Det gør jeg blandt andet også for at få skrællet flere lag af mit ego, så intuitions stemme nemmere kan nå mig. Sådan tror jeg nemlig at vi en for en kan ændre verden.

Lørdag d. 18.08.2018 laver jeg en workshop i udesidning, hvor vi mødes her på Syddjurs hvor jeg bor og tilbringer nogle timer i skoven sammen. Hvis du har lyst til at læse mere om det, så kan du gøre det lige her.

Jeg ville elske hvis du var med.

Er verden et hologram?

Når jeg sidder og tegner, så ser jeg ofte YouTube videoer samtidig. Det er meget forskelligt hvad jeg ser/eller lytter på er det nok nærmere. Lige for tiden ser jeg dog en del videoer om fysik, som jeg af en eller anden underlig grund altid har haft, et meget stort blødt punkt for.

Det kommer sig nemlig af, at jeg på det sidste har set verden smelte. Den har både smeltet for øjnene af mig, den har bøjet sig på måder som det ikke forventes at den bøjer på og jeg har set mennesker ligesom “blibbe” ud lige foran mig. Forleden dag forsvandt min fod fx. Altså der hvor det var meningen den skulle være, for enden af mit ben, var der bare sofa. Min fod var væk. Lykkeligvis kom den tilbage igen.

Det er naturligvis ikke noget nyt, at mange mener at verden her er en illusion. Hvordan den er det, det er der også rigtig mange bud på, alt efter hvor folk har deres baggrund. Om det er i spiritualitet og i hvilken retning den er i, eller om det er i fysik. Shamaner fra hele verden, har altid omtalt livet her på jorden som en drøm, hvilket er det samme som en illusion.

Når jeg har set verden smelte, altså forsvinde for øjnene af mig, så har den efterladt et stort tomt rum. Det har ikke været skræmmende på nogen måde. Der har bare været tomhed. Jeg vil naturligvis gerne indrømme, at det føles specielt at sidde på toilet og så bøjer væggene ind og gulvet smelter og pludselig sidder jeg i åbent rum. Heldigvis er denne 3D verden vendt tilbage igen ret hurtigt, så jeg har ikke nået at gå i panik.

De videoer jeg har set på det sidste, handler om fysikere som forklarer deres teori om at verden er et hologram. Og det giver egentlig god mening, når jeg tænker på det jeg ser. For det er som om det jeg ser, ikke kan holde sin form og derfor ligesom blibber ud.

Idéen om hologrammet, kom blandt andet efter at Stephen Hawkings fremlagde sin teori i 1976, om at alt kan forsvinde i sorte huller. Den tanke er nemlig i direkte modstrid med alt hvad fysikere ellers tror på, nemlig at information aldrig kan forsvinde. Altså heller ikke i et sort hul. Så en del fysikere satte sig for at modbevise Stephen Hawkings og det de så kom frem til, var teorien om at verden er et hologram.

Det de fandt ud af sker i hjernen er, at det er hjernen der sender signaler ud om hvordan vores verden skal se ud. Det er altså lige omvendt af hvad vi tror. Vi tror at verden sender signaler ind igennem vores sanser og så opfatter vores hjerne den. Men det der sker, er at i vores visuelle cortex i hjernen, bliver vores verden skabt. Så bliver den sendt ud via vores sanser og først der, når vi så “ser” med vores øjne det som vores hjerne har sendt ud, sanser vi verden via syn, hørelse, følelse osv.

Det svarer til at sidde en biograf med et lærred 360 grader omkring dig, men den film du ser, det er den der bliver projekteret ud fra din egen hjerne. Hjernen er altså film projektoren. Så hvor kommer filmen mon fra? Er det her vi begynder at tale om Gud? Om et højere selv? Om sjæl o.s.v? Det er megaspændende!

Alt det lyder jo totalt underligt og noget vi kan “vælge” at tro på. For mit vedkommende, så tror jeg at når jeg har set verden ligesom “blibbe” ud af sin form. Så kan det enten være, at min hjerne gerne vil vise at verden ikke er solid, eller det kan være at det er hologrammet som ikke kan holde sin form. Altså vel nærmest at lærredet går i stykker.

Jeg får det som om jeg er barn igen. Jeg får kriller i maven af glæde over at der er endnu mere at gå på opdagelse i. Jeg skal nok holde jer opdateret her på bloggen, fra Moster Rejsende Mac udi udforskningen af det store, måske ingenting.

Hvis du har haft lignende oplevelser eller gjort dig nogle tanker om det her, så vil jeg meget gerne høre fra dig i en kommentar herunder.

Er det virkeligt?

I foråret blev jeg kontaktet af fotograf Anne Dyhr. Jeg blev bedt om jeg ville se clairvoyant på fotografier som Anne havde taget i Berlin året før.

Det var en virkelig spændende opgave. Jeg lavede først en læsning på Anne som person og dernæst på hver af de 12 fotografier hun havde taget.

Anne har arbejdet med fotografierne som bliver udstillet på den måde, at hun selv er dykket ned i dem og har skrabet i overfladen. Hun har fundet ind i andre lag af de oprindelige fotografier hun tog i Berlin sidste efterår, har bearbejdet dem og det er der kommet nogle virkelig fine billeder ud af. Alt sammen en undersøgelse af hvad er virkeligt.

Læsningerne jeg lavede på fotografierne er blevet brudt op, så de fremstår som fragmenter af den virkelighed jeg som clairvoyant gengav overfor Anne. Ligesom Annes fotografier altså også selv er blevet undersøgt og nu er mere abstrakte end de oprindelige konkrete fotos fra Berlin.

I dag er der fernisering på udstillingen mellem 16-17 på Godsbanen, Skovgaardsgade 3F i Aarhus. Rummet hvor udstillingen er, hedder Mellemrummet og er på første sal, når man går ind af den gamle store indgang ud til Skovgaardsgade.

Du er meget velkommen til at kigge forbi rummet indtil d. 14. okt. 2016 hvor udstillingen løber til og se hvordan et samarbejde mellem en fotograf og en clairvoyant tager sig ud.

Læs hvad jeg også har skrevet om udstillingen her.

Foto og tekst fra udstillingen:

anne

jeg spørger; hvorfor
tavshed
blæser
fuglene kvidrer, luften er frisk
du gemmer dig
kommer aldrig ind under overfladen
skaber en version af verden
men
ikke

Den Store Drøm – Livet er en Illusion

Tanken om at det her vi oplever som virkelighed, ikke er virkeligt overhovedet, men blot er en drøm vi drømmer, får det til at gyse frydefuldt indeni mig. At alt det jeg oplever som virkelighed, blot er noget jeg projicerer ud, det får det til at gibbe i mig af glæde.

Over hele jorden, hos de mennesker vi kalder for de oprindelige befolkninger, er der fortællinger der handler om den store drøm. Den drøm vi kalder for virkeligheden eller for livet. Fortællingerne handler om hvordan vi selv er frie til at skabe den drøm vi lever i, og hvordan det er vores egen opgave at vågne fra den og se den for hvad den er. En illusion vi selv har skabt, som en film hvor vi har hovedrollen. Vi vælger så selv om vi er med i en tragedie eller komedie.

Det der er så spændende ved tanken om at livet er noget jeg drømmer, det er, at hvis jeg virkelig har skabt mit liv selv, med alt hvad jeg har oplevet, hvordan kan jeg så lade være med at føle mig som en fiasko, når jeg tænker på fx dengang min krop prøvede at have kræft?

Det er muligt for mig, når jeg ved at Verden er Venlig. For i en venlig verden, der kan jeg ikke skabe noget der er dårligt. Der kan jeg kun skabe noget der gør mig klogere. Hvis jeg var død herfra, dengang jeg min krop havde kræft, så ville jeg have oplevet en overgang til noget andet. Døden er ikke dårlig, det er kun vores egoer der synes det.

I dag har jeg ingen sorg forbundet med at have haft kræft. Jeg har kun taknemmelighed tilovers for oplevelsen, for der var så meget skønhed og så meget lærdom forbundet med at opleve den sygdom. Hvis jeg skulle få kræft igen, så vil jeg se på den på en helt anden måde nu, end jeg gjorde dengang. For dengang var jeg indoktrineret af New Age og troede at jeg havde tiltrukket den her sygdom, fordi jeg var et slemt menneske eller have en skidt karma eller noget andet vrøvl. Det gjorde det meget smertefuldt at gå igennem sygdommen dengang, hvilket ikke var dårligt, for igen, den smerte lærte mig også utroligt meget.

Det er en meget endimensionel måde at se det på, når vi tror på tanken om at vores verden er noget vi har projiceret ud og så samtidig tror, at der er noget der hedder godt eller skidt. Det skaber nemlig de her trælse tanker om skyld og ansvar og hvad så med de fattige børn i Afrika?

Hele humlen ved det er at acceptere, at vi ikke kan projicere negativt ud. Det ville svare til at vi ejede negativt i os og det er ikke muligt. Vi kan tale om at egoet kan se mere eller mindre kønt ud, men selv egoet er ikke en negativ ting. Bevidsthed og sjæl kan ikke eje negativt, det er rent, en del af alting, en del af det Guddommelige. Der kan ikke eksistere negativitet i det vi kalder for Gud.

Så når vi forstår at vi ikke kan projicere negativt ud, fordi vi ikke er negative væsner, så må vi acceptere at det vi oplever i vores egen lille drøm, altså er positivt, Venligt hvis det er nemmere at sluge. Så det vil sige at ALT, altså ALT i min drøm er noget der er til for at hjælpe mig. Gøre mig klogere.

Min drøm er min. Hvad du tænker om den eller hvad andre tænker, er fuldstændigt lige meget. Ligesom hvis jeg havde en mening om den måde du drømmer på, heller ingen betydning har. Og så…Nu ved du hvad jeg så vil skrive…Så er vi jo frie. Er det ikke vidunderligt?

En rød bold

At verden udenfor os, er noget vi skaber indeni os, det synes jeg er en virkelig fascinerende tanke. At det vi tror vi ser, det er det vi ser og at vi kan ændre det vi tror på og så se noget andet. Det er jo næsten ikke til at rumme i hovedet.

Det vil sige, at der er lige så mange virkeligheder her, som der er mennesker og det er ikke engang fordi det egentligt er noget vi er fremmed for, for vi oplever alle sammen hele tiden, at være i situationer med andre, hvor vi har oplevet det tilsyneladende samme og det som vi så hver især gengiver fra oplevelsen, er så forskelligt som sort og hvidt.

Det skaber rum til at “ret” ikke findes, at der ikke findes godt eller skidt, for alt afhænger af hjertet der ser og oplever. Af de filtre vi hver især ser igennem, de filtre vi har med os, fra vores opvækst, vores programmeringer i samfundet, dem vi har skabt selv i vores identitet og masser af andre.

Når jeg fx ser på en rød bold, så ser min hjerne i virkeligheden ikke den røde farve. Min hjerne accepterer en bølgesvingning af lys som kastes tilbage fra boldens overflade og ind i øjet. Dette lys indeholder alle farver på nær rød. Den svingning vi kalder rød, modtages ikke af hjernen. Det er med andre ord røds fravær der får bolden til at se rød ud.

Så når du kigger på virkeligheden, kigger du på alt det som netop ikke er der. Ved at se alt lys, og så udelukke det som ikke er der, så ser og opfatter du det som er der, altså en rød bold.

Hvad sker der med det lys der kastes tilbage fra bolden du kigger på? Faktisk er hjernen heller ikke rigtig i stand til at se det lys. Lysindtrykket rammer hjernen på hovedet og frembringer en svingning af synsnerver og det er denne svingning der sendes videre til hjernen og altså ikke farven rød. Svingninger indeholder ikke noget af den oprindelige farve eller lys. Den er blot en kode der repræsenterer lyset/farven. Koden når frem til hjernen, hvor der er en mekanisme der viderebehandler den, omvender billedet så det vender rigtigt og tolker svingningen så resultatet bliver en farvekode som hjernen er vant til at forstå. Men virkeligheden har aldrig set den.

Det vi tror er sand virkelighed, er faktisk virkelighedens fravær, vendt på hovedet og oversat af vores hjerner fra en bølgelængde til at være den rene skære sande virkelighed. Virkeligheden må være en indre erfaring. At diskutere hvad der er rigtigt og forkert, er derfor ligeså omsonst som at tro på farven rød.

Så hvis alt hvad der er, alligevel er lys og farves fravær, ovenikøbet vendt på hovedet, så kan vi skabe det vi vil. Vi kan tro på at livet er magisk og at ønsker bliver opfyldt. Vi kan tro på at kærligheden vinder, at der er mere godt end skidt, vi kan endda helt vælge at lade være med at tro på at der findes skidt.

Vi kan vælge at tro på at vores liv er en hellige færd. At vi kan gøre en forskel, for os selv, for andre, for os alle. At livet er smukt, at der findes alfer og smølfer, at vi kan trylle og at det der er til os her på jorden, kun er gaver, kun er skønhed og kun er den virkelighed vi vælger at være i. Og lige der, der eksploderer min hjerne, men nu er jeg fri til selv at bestemme hvordan mit liv skal være, så det gør ikke så meget.