Min skumle plan

Lad mig starte med at være ærlig og sige, at jeg ikke synes det var nemt at være mig, da jeg voksede op. Jeg følte mig meget anderledes og fordi jeg blev bekræftet i den følelse fra verden omkring mig, så kom jeg også hurtig til den konklusion, at jeg så nok også var forkert.

Når jeg som voksen ser tilbage på det barn, som insisterede på at gå baglæns til og fra skole i flere år. Som havde en besynderlig kærlighed til virkelig store damehatte i en meget tidlig alder. Som ikke kunne vælge mellem Duran Duran eller Wham, fordi jeg synes begge dele var noget lort. Som hørte “bøssemusik” (jeg er opvokset på landet), hvilket var musik af mænd med make-up på. Som ret sikkert fik aids (i følge klassekammeraterne), af at høre den type musik jeg hørte og derfor blev endnu mere umulig, for de andre børn at lege med. Når jeg tænker på det barn jeg var, som altså hånden på hjertet, virkelig ikke var ligesom de andre børn, så husker jeg også på hvorfor jeg var sådan.

For uanset hvor smertefuldt det var at være udenfor, så rettede jeg ikke ind. For jeg var så sikker i min sag, om at alle skulle have lov, til at være som de ville være. At vi alle sammen måtte have lov til at gå i det tøj vi ville, om det så var Ball trøjer og stone-washed jeans, eller besynderlige kjoler fra genbrugsen. At vi måtte have lov til at høre det musik vi kunne lide. At vi måtte være lige så fjollede og kreative som vi havde lyst til.

Det gav en del knubs at være sådan i firserne på landet i Danmark.

Ud af følelsen af at være forkert, voksede også en trodsighed og en vrede. For det kunne dælme ikke passe. At vi ikke bare kunne lade hinanden være og at alle skulle være ens. Så kom der en social indignation og en politisk bevidsthed ind i mig, og vreden kunne rettes endnu bredere ud, på samfund og verden i det hele taget.

Det gav en del år i græsrodsbevægelser og punk miljøet. Men selv de miljøer, viste sig at være lige så konservative og fascistiske i deres fanatisme, som bønderne på landet havde været det.

New Age bevægelsen virkede for fimset set udefra. Der var fra mit perspektiv, ikke nok kraft i den. Det blev for pastelfarvet, for meget noget med krystaller og engle. For meget noget med at følelser var forkerte og i det hele taget, var det bare lidt noget skidt at være et menneske. Det at være menneske, skulle transcenderes så hurtigt som muligt, så alt det dyriske som lyster, begær, drifter, kunne efterlades på det jordiske plan.

Men stille og roligt begyndte jeg at finde redskaber forskellige steder, som jeg kunne bruge til at komme over min følelse der hang ved fra min barndom, af at være forkert. Jeg brugte de redskaber til at rydde op i min frygt for at være udenfor. Jeg brugte dem til at styrke mig, så jeg kunne stå alene og bare være lige så sær som jeg var (er).

Jeg er virkelig ingen. Jeg er Anja og ikke engang det er jeg helt sikker på længere. Jeg har ingen mystiske agendaer med mit liv eller i mit arbejde. For jeg er så meget med, på at jeg ikke er nogen. Jeg er her bare lige nu. Jeg deler det arbejde jeg laver med mig selv og jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan blive brugt til at hjælpe andre videre.

Men Anja er ikke nogen. Jeg tegner og hører Heavy Metal i mine hovedtelefoner. Jeg spiser kartofler og tager karbade. Jeg går lange ture i naturen og er vild med mine veninder og min familie. Anja er ingen.

Min eneste plan, min eneste tilnærmelsesvis skumle plan, er at når jeg deler mig. Deler ud af hvem jeg er. Deler ud af de redskaber jeg har brugt, til at arbejde gammelt lort igennem. Så kan det være at andre har lyst til at stå selv og være lige så sære og ingenting som de er. Så meget som muligt uden ego og ligeså besynderlige i al deres vidunderlighed som alle andre.

Meditationsgrupperne jeg arrangerer handler ikke om mig. De handler, om jeg godt selv kan lide at sidde i en gruppe og meditere. At det booster min egen ro og jordforbindelse. Og muligheden for at få ro og jordforbindelse, vil jeg gerne give andre. Det er så simpelt som det.

Den Stille Vej er den vej jeg selv går på. Den har jeg skrevet ned og jeg ved den virker, fordi den virker for mig og jeg er hverken noget særligt eller mystisk. Desuden har den virket for alle andre, i alle tider før nu, som har haft lysten til at arbejde med dem de er. Trinnene er simple men meget effektive. De kræver kun at man tager dem. At man går ad vejen, ikke andet.

Clairvoyancerne laver jeg fordi jeg kan se de virker og de hjælper andre mennesker videre. Men helt ærligt, så har jeg stadig svært, ved at beskrive præcis hvad det er der sker i de clairvoyancer. Ligesom jeg ikke aner hvorfor det er mig der skal lave dem, for det er ikke en rolle jeg nogensinde har ønsket eller havde set mig selv i. Men jeg accepterer at personen Anja ikke ved så meget, om hvorfor det er hendes job og jeg stoler på, at så længe clairvoyancerne virker for andre, så behøver jeg heller ikke vide så meget mere end det. Jeg er meget ydmyg overfor det arbejde og meget taknemmelig for at få lov til at se det finde sted.

Måske har du haft det ligesom mig da du voksede op. Vi er flere end du tror. Her kan du læse mere om det.

Jeg havde ikke noget valg. Har du?

Nogle gange kan det føles som om vi selv, eller livet har malet op helt op i et hjørne. Det synes jeg at jeg har oplevet en del gange i mit liv.

Hvor jeg enten har måtte sidde stille og vente, på at malingen har tørret. At dramaet har lagt sig, enten i mig selv eller i mine omgivelser. Eller også, så har jeg måtte tage beslutningen om at rejse mig og gå hen over den våde maling. Det har betydet, at jeg har efterladt mig nogle spor i andre og i omgivelserne.

Det har du måske også prøvet. Du har været tålmodig og ventet på at hjørnet du var i, ville give sig så du kunne bevæge dig. Men når det ikke har været muligt, så har du altså selv måtte rejse dig og tage hånd om situationen. Det kan være du har forladt en partner, venner, familie. Har lukket en virksomhed. Sagt et job op. Er blevet syg enten fysisk eller psykisk og af den led, været nødt til at rykke dig.

De spor vi har efterladt i den maling, dem gør vi op med os selv, at det er det værd. Selvom det ikke er rart at efterlade dem, og at vi også selv må gå videre med maling under fodsålerne. Så var vi nødt til at gøre det. Vi kunne ikke sidde der mere, i den situation vi var i.

Vi er alle sammen ordentlige mennesker. Ingen af os ønsker at såre eller gøre andre ondt. Så når vi rejser os fra det hjørne vi var i, er det virkelig ofte fordi det næsten har føltes som et spørgsmål om liv eller død.

 

Det hjørne jeg sad i

 

Da jeg begyndte at interessere mig for selvudvikling, var det ikke fordi jeg ikke havde andet at lave. Jeg var 19 år og kunne bare have fortsat med at gå til fester og danse, eller tegne og hænge ud med mine venner. Men jeg sad virkelig i et hjørne. Jeg var så klemt op af væggen, at jeg nærmest ikke kunne trække vejret. Jeg var så mast, at jeg jævnligt fik panikanfald. Jeg havde det så elendigt med at være mig, at jeg ikke havde noget valg. Jeg var nødt til at gøre noget.

At jeg dengang begyndte at få øjnene op for selvudvikling og med det fulgte så spiritualiteten, det reddede mit liv. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om.

De redskaber jeg fik via selvudvikling, gjorde at jeg kunne bevæge mig. Ikke sådan lige på en gang, men jeg fandt stille og roligt ud af hvad der virkede og hvad der ikke gjorde, når jeg havde det rigtig svært i mig.

Det behøver ikke være lige så dramatisk for dig. Eller føles ligeså livsvigtigt. Og jeg sidder slet ikke i det hjørne mere. Men jeg oplever naturligvis stadigvæk at sidde i andre hjørner. Jeg blev skilt for næsten 3 år siden, det var også et hjørne der var vildt svært at bevæge sig væk fra. Ikke desto mindre skulle det gøres.

Sidder du steder i dit liv hvor du føler du er ved at blive kvalt? Det behøver ikke være over hele linjen, det kan sagtens være, at området med din partner og børn, er det der virkelig giver dig luft. Men er du most op i hjørner i andre områder? I dine relationer med din familie? I dit job? I dine følelser? Den måde du håndterer verden og livet på?

Den Stille Vej får du styrken til at rejse dig og gå hen over den våde maling. Du får redskaberne til at gøre det. Når du er fri af det hjørne, så får du modet til at åbne dine øjne og dit hjerte, se ud over dit liv. Som om du står på en savanne og spejder ud. Hvor går du hen nu? Hvor føles det godt?

Du kan nu bevæge dig videre i dit liv. Du har en rygsæk med dig, med alle de redskaber som Den Stille Vej indeholder. Alle de redskaber som jeg selv har brugt og bruger, hver eneste gang jeg kan se at nu støder jeg på et hjørne igen.

Den Stille Vej bliver du tilbudt muligheden for fri bevægelighed. Det er et vidunderligt sted at være.

Frihed er virkelig ikke undervurderet.

Kurset er åben for tilmeldinger lige nu og starter med udsendelse af første lektion d. 1. okt. 2016. Jeg holder døren åben for tilmeldinger lidt tid endnu, men ikke for evigt, da jeg allerede er i gang med at skrive fortsættelsen til Den Stille Vej. Fortsættelsen er intuitions og energiarbejde udvidet.

Skriv endelig og spørg mig hvis der er noget der virker uklart eller som jeg ikke har fået beskrevet godt nok (anja@anjadalby.dk).

Hvad er meningen med livet?

Når vi taler om hvad meningen med livet kan være, så gør vi det ofte med ironi eller sarkasme, for at vi kan distancere os fra den smertefulde realisation, at svaret ikke eksisterer. Det er simpelthen for pinagtigt, at mærke efter hvad meningen kan være. De fleste af os er vokset op med at med mindre vi har en religion at holde os til, så er der det ikke muligt at finde meningen og svaret på spørgsmålet.

En måde, at begynde at undersøge hvad meningen kunne være, er at mærke efter hvad vi tror meningen ikke er.

Det virker fx højest usandsynligt, at meningen med livet, er at vi skal blive skidt tilpas, af at bruge tid på et arbejde som ikke gør andet for os, end at det betaler vores gæld til banken af. Ikke desto mindre, er det hverdagen for rigtig mange mennesker.

Altså faktisk bare hele tanken om at blive født og derefter blive afleveret til en institution. For derefter at komme i skole. Og så gå videre i andre skoler. For at kunne få et job. Så vi kan få lov til at låne penge til et hus. Så vi kan producere børn. Der kan komme i institution. Skole o.s.v. At arbejde og arbejde, for at betale murstenene af og spare sammen til den dag, vi får lov til at blive pensioneret og endelig må holde lidt fri. Det virker rimelig gakkelak når man tænker over det. At det skulle være meningen med livet, er en rimelig absurd tanke.

 

Hvad er mennesket? Hvad gør mennesket når det er frit? Mennesket er kreativt og leger.

 

Nogle mennesker er heldige, at have skabt sig liv hvor de kan lege i deres arbejde. De går på arbejde af lyst og ikke kun fordi det forventes af dem. Men det er faktisk et fåtal som har det sådan.

De fleste får sig en uddannelse, fordi de skal vælge noget og de jobs de så tager efterfølgende, er dem de er “heldige” at få tilbudt. Det er sjældent at hjertet banker og blodet bruser, over de former for arbejde der er at få.

Når du har følt dig allermest lykkelig, når du har været allermest i nuet, i flow, i zen. Hvornår har det været? Er det ikke sandt, at det har været når du har været kreativ. Når du har leget? Uanset om dit udtryk så er igennem computerprogrammering, keramik eller fingerstrik?

Det er når du har glemt dig selv, når du har været så optaget af bare at skabe, for at skabe. At du har følt dig forbundet. At du har følt dig som en del af noget større. At du har følt, at der var en mening med at du var her.

Meningen med livet, er at du skal finde din egen mening. Det der gør, at du taber dig selv til dit unikke udtryk. Og at det udtryk fortæller hvem du er. Det er hverken mystisk eller kompliceret. Du skal bare lege og være kreativ. Du skal være dig.

Hvem er du? Kan du huske eller mærke det? Se om du kan glemme alle årene i skolerne, hvor du fik fortalt hvem du var. Den eneste som virkelig kan vide det, er dig. Vend tilbage til dig selv. Du er der stadig, også selvom du måske nu er gemt bag lidt stramme miner og højtidelige samtaler, om flekslån og verdens tilstand.

På Den Stille Vej, der bruger vi et år til at undersøge hvem vi er. Et år er ikke lang tid. Men det er tid nok til at finde ud af, hvad det var vi ville. Hvem det var vi var.

Et år til at nå ind til en rå kerne indeni os, en kerne af liv og lykke. En kerne vi kan lade os guide af for eftertiden. En mini atomreaktor, der bruser indeni os. En vulkan i rolig boblende udbrud af lys, kraft og kærlighed til vejen og til os selv. Det er det. Det er meningen med det hele.

Endnu mere om frihed og egoets selvskabte fængsel

Jeg ved ikke om det er noget der er i tiden. Eller om det er noget der hører til den alder som jeg selv og som mange af mine venner og bekendte har. Jeg ved ikke om det er et symptom på den måde vores verden er på, eller om det er en del af de cyklusser som tid bevæger sig i.

Men der sker noget. Jeg kan også høre det på de mennesker jeg laver læsninger for. Rigtig mange henvender sig med en helt bestemt følelse.

Det mennesker mange forskellige steder fra beretter om, det er at de føler en meningsløshed i deres liv. Det er voksne mennesker som har gjort det de skulle. De sidder nu i fyrrene og ser sig omkring. Var det det? Var det her livet? Var det det vi knoklede sådan for at nå hen til?

Mennesker beretter om tab af kraft. De er trætte. Nogle bliver syge. Måske ikke livstruende, men livsstils og stress sygdomme begynder at vise sig. De føler ikke rigtig mere glæde ved det liv de lever.

Så nogen prøver at handle sig ud af meningtabet, de ser om det hjælper at købe sig en ny bil. Tage et lån til en udbygning på huset. Få sig en hund.

 

Andre sidder stille og kigger ud i luften. Bliver tavse og døde i blikket.

Var det her virkelig det?

 

Nu er alt det nået som de skulle nå. De kan mærke, at det ingen betydning har for deres glæde, om de sætter sig nye mål på jobbet, eller bygger en carport. Men hvad er der så? Er det så bare en nedtælling fra nu af til sjælen forlader den her krop?

Det er godt. Det er godt at have det sådan. Det er godt at se meningsløsheden og det selvskabte fængsel i øjnene. Det er godt at opdage tremmerne om cellen, at se at “friheden” er en illusion som egoet har skabt.

Alt det vi troede gjorde os fri, det fængslede os bare endnu mere.

Det er godt. Jeg kan sagtens forstå frustrationen og kvælningsfornemmelsen, men det er så meget bedre at mærke den, end at drukne den med endnu mere Vild med Dans, ølsmagning og kagedekorering.

Så hvad nu så? Når du sidder der og stirrer på tremmerne og opdager, at de består af alt det egoet indeholder? Så går du i gang. Du rejser dig. Smøger ærmerne op, spytter i håndfladerne, retter ryggen.

Resignation og dødvande er for vatnisser.

Hvem er du? Er du ikke vild og varm? Er du ikke fyldt med længsler, med håb og drømme? Hvor er din kreativitet? Lad være med at tro, at det er nok at bruge den på at gøre ungernes madpakker opsigtsvækkende. Giv dem flade bønnepostej madder med i en måned og indret kælderen til papmaché værksted.

 

Byg en stor vild skulptur af et dyr du kan lide. Gnat dig selv ind i papir strimler og tapetklister. Få ild i øjnene, bankene hjerte, svedige hænder over din egen energi og kreativitet.

 

Hvem ved om vi kommer igen? Jeg ved det ikke. Jeg er ikke længere bange. Det jeg kan mærke jeg vil, det er det jeg vil. Ingen kommer og takker dig for at fedtspille og gemme dig selv væk. Fordi du var opdraget med en norm, der sagde at du skulle dukke nakken og ikke tro du var nogen.

Kom nu! Det er ikke så svært. Tag et skridt. Og opdag at der ikke skete en skid. Himlen faldt ikke ned om ørerne på dig og du kom ikke i en offentlig gabestok, fordi du gjorde det som gjorde dig glad. Ingen ser dig alligevel. Alle er så optaget af deres egen celle.

Tag et skridt til. Et til. Et til. Og pludselig sidder du i Honolulu og laver bastskørt kurser, og livet i Danmark virker som en tåget rugbrødsfarvet drøm.

PS. På Den Stille Vej får du redskaberne, til at se hvad dine fængselstremmer består af og du får mig med cheerleader på dit liv. Så du kan bryde ud af dit selvskabte fængsel og gøre lige det, som gjorde dig glad. Vi er ved at være nogle stykker nu, som går af Den Stille Vej sammen, det vil være mig en stor glæde hvis du gjorde os selskab.

Hvordan ved du om Den Stille Vej er noget for dig?

Efter jeg har annonceret, at det nu er muligt at melde sig til Den Stille Vej, så har jeg modtaget nogle rigtig gode spørgsmål angående kurset. De spørgsmål vil jeg besvare i de kommende nyhedsbreve, men jeg vil også poste svaret her på min blog. Det kan være at du har haft samme overvejelser og at det så vil være en hjælp for dig, at høre mit svar.

 

Hvordan ved du om
Den Stille Vej er noget for dig?

 


For at finde ud af det, så vil jeg invitere dig til at sætte dig ned i stilhed i et par minutter eller tre. Du kan gøre det lige nu hvis du vil.

Sæt fødderne i gulvet, ret ryggen, vend fokus indad. Træk vejret stille og roligt, mærk luften komme ned i maven og pust roligt ud igen.

Det der er meningen, at du skal gøre nu, det er lige at slippe din dag. Bare lige lidt. Se om du kan slippe det du skal. Det du var i gang med. Det der var.

Der kommer en ro i dig. Du kobler lige ud et lille øjeblik.

Og nu har du muligheden for at mærke dig selv.

Hvad var det du gerne ville i dit liv? Hvad var det egentligt du gerne ville bruge din tid på? Hvad var det nu der gav dig kriller i maven af glæde? Er det de ting dit liv er fyldt med nu?

Har du haft en længsel, efter at føle at du hørte til noget der var større end dig? Har du oplevet ikke at kunne gå videre i dit liv, fordi du havde mønstre i dig selv, som blokerede for den fremdrift?

Har du givet op? Har du stillet dig tilfreds? Har du gemt din åndelighed væk bag rationale, fordi du ikke vidste hvordan du skulle skabe en kontakt til den, udenom en kirke eller en sekt?

I Den Stille Vej får du ikke tilbudt en Guru. Ingen Mester. Jeg tilbyder en mulighed, for at du kan komme i kontakt med det som virkelig er dig. Helt inderst inde. Den del af dig, som er selve livet. Som er strømmen i floden. Så du ikke længere ligger som en gummibåd ovenpå vandet og bliver kastet rundt, uden fornemmelse for retning eller mening med det hele. Men at du opdager at du er floden. Du er ikke bare floden, du er kraften der styrer floden. Og i den opdagelse, vender glæden tilbage. Følelsen af mening. Af at være en del af noget meget større.

 

Mærk i dig selv; Har jeg lyst? Har jeg lyst til at deltage i Den Stille Vej? Intuition er ikke svær at bruge eller mærke. Føles det varmt og åbent, når du mærker ind i om det her kunne være noget for dig? Prøv at lade være med at lede efter svar i form af ord.

Det er som oftest egoet, der kommer med ord når vi starter med at fokusere på vores intuition. Mærk hvordan det føles i dig, når du spørger om du har lyst til Den Stille Vej. Hvis det føles venligt, så vil jeg opfordre dig til at deltage. Luk ikke ned, for det der kunne være en mulighed for bevægelse i dit liv.

Hold øje med hvad dit ego mener om det her spørgsmål. Siger dit ego, at det er for fjollet? At det ikke kan være sandt, at det her kursus kan være en åbning for dig? Hvem er hun overhovedet hende Anja Dalby, hvem tror hun egentligt hun er?

Husk at jeg er ingen. Min rolle er uvæsentlig. Jeg har bare skrevet det ned, som har virket for mig. Det som har givet mig ro. Det som har gjort, at jeg har fået (rimelig) styr på mit ego, så jeg nu kan høre hvad min intuition siger. Jeg har skrevet det ned som mange andre har gjort før mig. Men jeg har gjort det på min måde.

Så hvis den måde jeg går til spiritualitet og selvudvikling på tiltaler dig, så er der en god chance, for at det jeg har skrevet i Den Stille Vej også kan fungere som brændstof på din åndelige motor.

Kurset er åben for tilmeldinger lige nu og starter med udsendelse af første lektion d. 1. okt. 2016. Jeg holder døren åben for tilmeldinger lidt tid endnu, men ikke for evigt, da jeg allerede er i gang med at skrive fortsættelsen til Den Stille Vej. Fortsættelsen er intuitions og energiarbejde udvidet.

 

Det første spørgsmål jeg svarede på i forbindelse med Den Stille Vej, det handlede om tid. Det svar har jeg også lagt på min blog og det kan du læse eller genlæse lige her.