Stjernerejser og jordforbindelse – Clairvoyance for J

Kære Anja ,

Der har de sidste 2-3 år været en stor proces igang hos mig. Skilsmisse(mit eget valg) flytning,  boligjagt / jobjagt….og mange andre ting.
Jeg har taget kampen op og giver ikke op så let !
Men….selvom jeg ser mig som en stærk kvinde og har kæmpet mine kampe mere eller mindre alene…. og egentlig er glad for mit liv og taknemmelig for det jeg har nu, selvom jeg stadig mangler et arbejde, så føler jeg, at det er svært at finde hen til den platform jeg gerne vil være på. Jeg søger job indenfor det område jeg har erfaring med, men får trods mine mangeårige erfaring afslag på afslag.

Så jeg tænker: HVORFOR bliver du ved med at søge i det område,  når dørene ikke vil åbne sig dėr? Hvorfor bruge al den energi! Jeg er healer i min fritid og elsker det spirituelle, elsker at arbejde med mennesker.
Jeg tænker af gammel vane kun på det økonomiske mht at finde et job, istedet for at følge mit hjerte.
Hvordan bryder jeg det mønster og hvordan kommer jeg “ind” på den sti jeg hører til?
Af hjertet tak..
-J.

Kære J
Da jeg åbner døren til læsningen, så åbner jeg døren ind til hvad vi ser som universet. Døren bliver åbnet til det store rum, og jeg træder ud i luften som jeg kan stå i/på. Du sidder længere inde i rummet, og sidder og kigger på de stjerner der svæver omkring dig. Der er stjerner og planeter i rummet og det ligner det rum vi ser ud i, hernede fra Jorden.

Du kan sidde og flytte rundt på stjernerne og du hygger dig med at sidde og rokere rundt på dem. De glimter og funkler omkring dig og den meget lette og æteriske side af dig, har det rigtig rart med at sidde her ude i rummet.

Er der nogle jordiske forpligtelser som du prøver at undgå? Udfra din beskrivelse af din situation, så lyder det jo som om du netop tager meget godt hånd om dit liv og tager ansvar for din egen lykke. Men jeg bliver nødt til lige at spørge dig, siden spørgsmålet bliver stillet her i læsningen.

Er der noget økonomisk som du har svært ved at tage det fulde ansvar for? Som du sidder der ude i rummet, så ligner det måske lidt også en måde at slippe bort fra de her lidt trælse jordiske ting, som økonomi og penge kan være, når man som dig mangler et arbejde.

Hvordan er din jordforbindelse i det hele taget? Det er jo oplagt at spørge til den, når billedet af dig er at du sidder og svæver ude i rummet, men prøv lige at se på den.

Det føles som om du kan søge et arbejde, som er uden for din faggruppe, som du altså så skulle søge som ufaglært. Det vil sige at du ikke ville få så meget i løn. Men der kan være en åbning der til noget andet. Når jeg spørger til din jordforbindelse, så er det fordi hvis der ikke er styr på den, så kan vi nemt komme til at overforbruge penge.

Det føles faktisk som om du kunne have glæde af at søge et job, som ville give dig en mulighed for at være praktisk. Være sammen med andre mennesker, og altså faktisk tjene mindre end du måske har forventet. Det kan være en glæde, fordi det kan tvinge dig til at se dit forhold til penge og økonomi efter i sømmene.

I læsningen begynder du at synke stille og roligt ned mod jorden. Du har stadig nogle stjerner med dig, rundt om dit hoved og de sidder også i dine øjne og funkler. Du kan altså sagtens stadigvæk leve dit spirituelle liv, samtidig med det jordiske praktiske liv.

Okay. Jeg skal spørge dig hvad du vil gøre hvis du nu aldrig får et job indenfor din faggruppe igen? Prøv at sidde med den tanke J. Hvad sker der i dig. Hvordan vil du overleve? Hvem er du så?

Du er lige der hvor du skal være. Det kan aldrig være anderledes. Du ryger ud af dig selv, ud af din kerne, ud af din jordforbindelse, når du længes og tror at der er noget til dig, som bare ikke har manifesteret sig endnu. Det vil sige at du tror der er en sti du skal være på, som du ikke er på. Det er ikke muligt.

Hvis du lever et liv hvor du er glad og taknemmelig for det du har, så har du et godt liv, uanset om du bor i hus eller i papkasse. Når du mærker den glæde og taknemmelighed uagtet dine fysiske forhold, så kan du meget nemmere vælge det job som matcher den glæde i dig, for så er din økonomi ikke længere noget du tænker over som en faktor, der har noget at sige i forhold til dine valg.

Du synker helt ned i jorden med din ende nu, du sidder i skrædderstilling i læsningen og har stadigvæk stjerner omkring dig. Arbejd med din jordforbindelse J, se efter de jordiske ting i dit liv, se om der er noget du har negligeret, altså måske noget økonomisk? Og mærk så ind i hvad der rent faktisk sker i dig, hvis du ser at du står lige midt på din sti. Hvordan vil du så handle? Vil du søge en anden type jobs? Hvor kan du mærke glæden i dig og hvordan kan du finde noget der matcher den glæde?

Kære J, jeg ved ikke om det var så konkret som du kunne have ønsket dig, men jeg kan ikke gå dybere i en brevkasselæsning. Jeg håber du fik lidt at gå videre med og prøv lige at tjekke om du føles mere ”jordisk” det næste stykke tid, for du fik plantet dig selv ret solidt i jorden i læsningen og den slags kan oftes mærkes i denne fysiske verden også.

Alt det bedste til dig,
Kærlig hilsen

Anja

Feedback på læsningen fra J:

Tusind tak for læsningen…. Mit hoved “snurrer” lige nu …

Jeg er dybt taknemmelig for det jeg har og ejer lige nu, helt ned til den mindste ting!
Hver dag vågner jeg op glad og med et taknemmeligt hjerte og elsker mit liv , præcis hvor jeg er lige nu. Økonomisk er der måske nogle begrænsninger, MEN alligevel er jeg dybt taknemmelig ! Selvom skilsmisse, flytning m.m har ændret min økonomi , så er jeg glad for den læring jeg har fået , fordi det har gjort mig til min “egen herre over mine penge ” og jeg føler en lettelse .

Jeg ville med glæde søge jobs, hvor lønnen ville være mindre , når bare det er et arbejde jeg føler mig godt tilpas i. Føler også , at jeg skal ændre retning mht jobtype, hvilket jeg er åben overfor.

Min jordforbindelse føler jeg er god og healer mig selv hverdag ( er healer ) og generelt føler jeg mig i balance , glad og tilfreds…. at jeg så endnu ikke har fundet et job, er en udfordring jeg tager op med rejst pande !

På dit spørgsmål : “hvad nu hvis du aldrig finder et job indenfor dit fag ? Hvordan reagerer du ?” Her er mit svar: at jeg på ingen måde ville blive skuffet, fordi så er der en mening med det! Kh J.

Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev her og være med i lodtrækningen om en læsning hver eneste måned.

Lysvæsner og energiarbejde – Clairvoyance for K

Hej Anja

Jeg er lesbisk og har to – meget forskellige – kvinder i tankerne for tiden. Jeg vil høre om du kan se, om de føler det samme for mig, og om du kan anbefale, hvem jeg skal være opsøgende overfor her til sommer? Noget skal ske, men jeg er i tvivl om hvad.

Jeg er en lidt atypisk 26-årig når det kommer til forhold, kærlighed og sex. Jeg har aldrig haft et romantisk forhold, så har egentlig bare en lang række uforløste forelskelser bag mig, samt en masse identitetsspørgsmål, usikkerhed og undertrykte (særligt seksuelle) følelser i mig.
Jeg er kort sagt et sted i mit liv, hvor jeg føler, at jeg ikke kommer videre hverken fagligt eller menneskeligt, før jeg får oplevet, hvad en udlevet forelskelse, en intim og hudløs ærlig kontakt, går ud på.
-K

Kære K

Er du altid den samme person? Når jeg spørger sådan så er det fordi, når jeg prøver at gå ind af døren indtil læsningen, så bliver jeg ved med at åbne døren til en helt masse forskellige scenarier. Det føles som om jeg åbner døren til en masse forskellige masker i dig. Læg mærke til om du spiller nogle roller i bestemte situationer, som måske ikke er helt i overensstemmelse med hvem du er inderst inde.

Det mærkes som om du kan komme til at tage en lidt hårdere facade på end du egentlig er. For der er noget virkelig blidt over dig, men det føles lidt som en side af dig, du har passet lidt på ikke at vise for meget, af frygt for at blive såret.

I nat blev jeg vækket af rigtig mange lysvæsner. Har du mon selv set dem? Jeg tror du lægger mærke til meget mere af den her slags, end du måske giver udtryk for. Den her type væsner ligner små stjerner, eller små blink som zapper ind og ud af den her verden. Når der kommer mange af en bestemt type hjælpere ind i en læsning, så er det som regel fordi den der bliver læst har en forbindelse med hjælpere. En forbindelse som kan tyde på at du enten er en af dem, eller at du har haft eller har et tilhørsforhold med dem.

Nu er det muligt for mig at møde dig i læsningen, før blev jeg som sagt bare ved med at møde døre der åbnede sig for en masse forskellige scener. Nu kommer jeg ind i et rum, hvor du sidder på gulvet omringet af alle de her lysvæsner. De blinker ikke nu, som de gør når jeg ser dem her. Så de kan sagtens holde formen i læsningen hos dig. Du smiler til dem og er helt let og glad. Du kender dem og føler dig tryg med dem.

Hvis den ene af de kvinder du har i tankerne, har samme type energi, så er det hende du skal gå efter. Det ville være rigtigt godt for dig at åbne dig mod den her type lette, æteriske, overjordiske energi. For det er den energi du skal arbejde med i dig selv. Hvis den anden kvinde har en mere kontant, lidt hård energi, så skal du ikke åbne dig mod hende. Gå altså efter den kvinde som i virkeligheden er mere som du er inderst inde, selvom du måske har lagt lidt låg på det.

Men du behøver ikke være urolig K. Der er masser af kærlighed, sensualitet og elskov til dig. En rigtig god måde at tiltrække det i dit liv, er at begynde at dyrke de kvaliteter i dig selv, som du ønsker at modtage fra en anden. Så indtil det falder i hak med at få en kæreste, så bliv din egen først. Bliv din egen elsker, din egen omsorgsgiver, din egen største kærlighed.

Den her blidhed, som du måske har forsøgt at skjule lidt for andre, det er en form for sensitivitet, noget meget meget fint indeni dig. Pas på den side af dig. Det er ikke tilfældigt at du har ventet så længe med at finde en kæreste, det er som om den her æteriske side af dig har skulle være klar. Og det er sådan en let energi, som også kan give sig udslag en sårbarhed, som nogle gange virker lidt uforståelig for dig. Accepter den her side af dig, anerkend at sådan er du også og vær så din egen bedste ven. Når du begynder at åbne dig mere for den her side i dig, så vil du også tiltrække andre mennesker, andre kvinder, et andet liv.

Viser du din usikkerhed og sårbarhed til andre? Det er som om du lægger låg på den her altså jo også meget feminine side af dig. Ikke at femininitet er lig med usikkerhed og sårbarhed, men der er noget i den feminine energi som også er meget stærkt i sin evne til at turde være åben og modtagende overfor verden og det kan føles sårbart, selvom det naturligvis er en styrke.

Når jeg spørger lysvæsnerne hvor de kommer fra, så får jeg ikke noget svar. Eller jeg tror faktisk at de svarer mig, for de bevæger sig når jeg henvender mig til dem og de ser ud som om de kommunikerer et eller andet, men jeg kan desværre ikke forstå hvad de siger.

De ligner ikke ildfluer, de er lige lidt større og helt hvide i lyset. Og så er lyset altså konstant i dem, de er helt runde i midten og med en form for stjernetakker yderst. Det er ikke nemt at beskrive dem.

Nu flyver de alle sammen ind i dit bryst K. De fylder hele midten af din overkrop ud. De er helt nede i dit rodchakra og nu bevæger dig sig op igennem dit halschakra og op til toppen af dit hoved. Du sidder helt rolig og smiler stille. Det er virkelig et fint billede og jeg bliver helt rørt af det. Der er sådan en energi over dem nu, af sådan lidt som nogle små arbejdsomme bier, det er som om der er et job de skal have ordnet. De er meget beslutsomme i deres energi nu, stadig virkelig blide, men der er ingen tvivl om at her er noget de skal have ordnet.

Jeg venter lige og ser hvad der sker.

Vil du lægge mærke til om der sker et skift i din energi de næste par uger? Det ser ud som om de er i gang med at heale dig (og selv det ord virker banalt her), altså en eller anden form for renselse, et energiskifte, en oprydning. Læg mærke til om der kommer gamle følelser op i dig, gamle traumer, gamle ting du måske har holdt fast ved i egoet. Det kan godt ske efter den her type arbejde. Det er helt normalt og det er kun fordi det er i gang med at slippe i dig, at du ser det igen. Se det som at det lige dukker op for din bevidsthed en sidste gang, inden det suser ud af dig.

Måske kommer du til at græde mere i den næste tid. Det er også helt normalt og du skal bare være med det. Det er også kun en renselse. Det der vil ske på længere sigt, er at du falder mere til ro med hvem du er. Din energi er altså blevet tilpasset den du virkelig er inderst inde. Så der er overensstemmelse med hvem du er inderst inde og hvem du giver udtryk for at være. Giver det her mon overhovedet mening K? Skriv til mig hvis det lyder alt for underligt eller hvis jeg ikke har forklaret det ordentligt.

Nu er oprydningen i dig ovre, så nu lukker jeg læsningen. Du sidder helt i ro og lyser inde fra, lysvæsnerne sidder nu udenpå kroppen af dig, som om det var en hel masse sommerfugle der sad hos dig. Der er ro i billedet så jeg siger mange tak til dine og mine hjælpere.

Alt det bedste til dig K, tusind tak fordi jeg måtte lave den her læsning for dig.

Kærlig hilsen Anja

Feedback på læsningen fra K:

Det var en spændende og beroligende oplevelse at læse læsningen. Jeg kunne bruge den til at tænke mere over, hvilke typer de to kvinder dybest set er, og reflektere over, om jeg er enig med den type energi, den anbefalede, at jeg opsøger.
Stemningen var generelt optimistisk, hvilket var beroligende, men der blev samtidig påpeget nogle ting, jeg kan arbejde med – som jeg godt kan genkende. Så alt i alt en god oplevelse, der kan inspirere til reflektion. -K.

Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev her og være med i lodtrækningen om en læsning hver eneste måned.

Hvad bæltedyret fortalte – Clairvoyance for L

Kære Anja.

Jeg har gennem de sidste tre-fire år været igennem en relativ stor transformation. Den har på mange måder været med til at gøre mig til et langt mere helt, dybt og glad menneske. På den ene side føler jeg, at jeg burde synes alt var godt, dog har jeg en grad af frygt i mig, om der er noget jeg overser.
Jeg bliver derfor ved med at spørge mig selv om, jeg er på rette vej mht. min karriere og med kærligheden, omend jeg vurderer jeg har fundet min soulmate.
Jeg vil derfor spørge om du kan hjælpe mig til bedre at forstå om jeg er på rette vej og derved få nemmere og tættere adgang til mine beskyttende engle?

-L.

Kære L

Da jeg startede læsningen med at kalde mine egne hjælpere ind, kom der et bæltedyr. Bæltedyret er ikke et der hører til mig. Det har stået ved siden af mig og ventet på at læsningen skulle starte og fulgte med ind i rummet, hvor jeg møder dig i læsningen, så bæltedyret er altså forbundet med dig.

Bæltedyret fortæller mig, at du skal se på hvordan du sætter grænser for dig selv. Du er rigtig god til at tage ting ind og reflektere over dem i dig selv, det betyder også bare, at dine grænser nogle gange bliver for flydende.

Nu er du også kommet ind i læsningen, i rummet hvor jeg skal møde dig. Der er noget forsigtigt over dig, en lidt sky energi. Du står midt i en ørken med bæltedyret ved siden af dig. Bæltedyret har søgt om bag en sten for at få skygge, men du står midt i solen i varmen og der er en følelse af pligt i dig. Som om du tror at du skal stå der. Selvom du faktisk nu bliver lidt skidt tilpas, af at stå der, du begynder at vakle lidt og jeg kan se at du bliver svimmel, men du bliver ved med at hanke op i dig selv og bliver stående. Du tørrer sveden væk fra din pande og rømmer dig og retter dig op, når dine knæ begynder at blive lidt bløde der midt i varmen og den stærke sol.

Jeg venter lige og ser hvad der sker.

Måske er det du ikke ser lige nu i dit liv, at du faktisk står og bliver ret svedt, uden egentligt at være bevidst om det. Du er jo meget pligtopfyldende og det er lidt som om at i arbejdet med dig selv, er du blevet så sød, at du måske er lidt for sød overfor andre, sødere overfor dem end dig selv.

Det føles som om at det du eventuelt overser i dit arbejde med dig selv, det er at du gerne må tage et skjold på, som bæltedyret, og bare lade ting prelle af dig. Du behøver ikke tage alting ind. Og det mærkes også som om du nemlig faktisk er i gang med en form for ombygning, altså du er stadig meget i proces med at lære dig selv at kende. Som om at du nu har fået en generel viden, du nu skal til at bygge ovenpå.

Den overbygning hedder at stå stærkere i dig selv. Det er rigtig godt hvis du arbejder med jordforbindelse. Det er som om der mangler noget jord og urkraft i dig. Sådan en tung, moderlig, kvindelig energi. Arbejd med din jordforbindelse og dit rodchakra, så vil du kunne komme i kontakt med den energi og du vil altså have rigtig meget kraft, en power som gør at du ikke bliver så skælvende, som det mærkes som om du nogle gange kan blive nu.

Læg mærke til i dine relationer, det gælder også dit arbejde, om du siger ja hvor du egentligt har lyst til at sige nej. Du behøver ikke kunne argumentere for et nej. Ligesom ingen forventer at vi gør det med et ja. Hvis nogle omkring dig forventer begrundelser for dine ”nej’er” så er det deres problem. Ikke dit. Du må gerne bare sige nej, nej tak, ellers tak o.s.v.

Det er altså som om du kører lidt på pumperne lige nu i dit liv. Altså som om du du giver mere ud, end du modtager. Det mærkes som om det er tilfældet både i dit job og i din kæresterelation. Det at du føler en frygt for om der er noget du overser, det tror jeg er det her det handler om. Du skal stå stærkere i forhold til dine omgivelser, og hvis du er i en situation som gør at du føler dig meget presset over længere tid, så må du gerne ændre kurs og bevæge dig til et andet sted.

Når jeg fortæller dig det, så falder du sammen inde i læsningen. Du har ellers stået op i solen hele tiden, som om du lidt troede at din udholdenhed blev bedømt. Kan du genkende den følelse? Altså at du gerne vil gøre det godt og blive rost for din udholdenhed? Det kommer aldrig til at ske L, ros kan kun komme indefra og når den gør det, så træffer vi kun sande valg for os selv, for ingens ros har længere nogen betydning for hvordan vi er i verden.

Du har lagt dig ned i skyggen til bæltedyret nu. Det viser dig med sin krop, hvordan du kan rulle dig helt sammen til en kugle og på den måde passe på din energi og køle dig selv ned. Det betyder altså at du gerne må lukke af for verden omkring dig og andres krav til dig. Du kan hente meget energi ved at være i stilhed og alene, hvis du begynder at arbejde med din jordforbindelse, dit rodchakra og en rød kvindelig energi, så vil du rykke dig rigtig meget i din udvikling.

Nu stopper jeg læsningen L. Jeg siger tak til dine og mine hjælpere.

Jeg håber du fik svar på det du spurgte om, selvom svarene ikke var så direkte til dine spørgsmål. Du er meget velkommen til at skrive til mig igen, hvis der er noget der virker uklart eller uforståeligt for dig, så vil jeg gøre mit bedste for at uddybe de informationer der kom til dig.

Alt det bedste til dig.

Kærlig hilsen

Anja

Feedback på læsningen fra L:

Kære Anja.

1000 tak for din læsning. Den har givet meget stof til eftertanke og den giver så god mening og har fået mig til at handle på flere plan- jeg har stået og svedt for længe!

Af hjertet tak- jeg håber vi kommer i kontakt på et senere tidspunkt.

Tak og god da til dig.

Kærlig hilsen L.

Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev her og være med i lodtrækningen om en læsning hver eneste måned.

Tal med angsten – Clairvoyance for M

Kære Anja

Jeg skriver til dig efter flere måneders tvivl om jeg skulle gøre det.
Og nu er jeg vist klar. Klar til at turde kigge på flere svar og forholde mig til realiteterne.
Min situation er den at jeg igennem et lille års tid er begyndt at tvivle på om jeg vil mit ægteskab.
Min mand har jeg involveret i disse tanker for nogle måneder siden hvor jeg faktisk var indstillet på at gå fra ham.
Det at lægge alle kort på bordet og se min mand tage ansvar og gå ind i de svære dialoger på en konstruktiv måde, gav mig mod på at give vores ægteskab en ekstra chance.
Og her står jeg nu. Egentlig indstillet på at få det til at fungere.
Imidlertid er der kommet en grund angst ind i mit liv som dukkede op i de dage hvor jeg var indstillet på at gå. Og nu sidder den der bare! Hver morgen er den det første der møder mig endnu inden jeg rigtig vågner op og bliver bevidst. Og den er stærkest når min mand er hos mig.
Jeg har før i mit liv haft angst. Og jeg har før tænkt at angsten er kommet ind i mit liv, når jeg var igang med bevidstheds processer som kræver brud med gamle former.
Nu kommer mit spørgsmål ?;
Hvad handler denne angst om, som jeg oplever nu? Og er det mit ego der skaber denne angst eller er det noget “større” og vigtigere?
-M

Kære M

Da jeg træder ind i rummet til læsningen, træder jeg ind i lava fra en vulkan. Det er flydende lava og der er rødt og orange over det hele. Jeg står lidt og venter for at se hvad der sker, og så kommer en masse vand ind over lavaen og køler det ned, men lavaen bliver også forstenet så.

Den forstenede lava er svær at bevæge sig på, den er spids og i former som gør det ret svært at bevæge sig hen over den.

Jeg vil lige se om jeg kan få øje på dig i læsningen.

Nu møder jeg dig. Du står helt lysende midt i det hele. Der er et meget smukt felt omkring dig af helt hvidt lys. Du er klar over din egen kraft og energi. Men der er følelser i dig, som du har frosset, eller som du har forsøgt at tøjle. Der er en gammel vrede som er dækket af tårer. Eller måske nærmere omvendt, en gammel sorg, som har fået udtryk som vrede.

Fordi du har så meget kraft i dig, så er det som om du godt lidt kan blive forført af den. Ydmyghed og respekt over for alle, er essentielt i arbejdet med sig selv. Ingen er over eller under andre. Det kan jeg også godt se at du ved, men den sorgfulde del af dig, kan godt hægte sig på den kraftfulde for at få det bedre og så er det at vi kan glemme at vi bare alle sammen er mennesker. I et forsøg på at dække over vores egen smerte.

Angsten kommer fra egoet. Men det betyder ikke at den ikke er en gave til dig. For du har nemlig helt ret i, at det er når egoet bliver mødt med forandringer, at der kan opstå angst. Hvordan har dit ego taget det at din mand måske er villig til at forandre sig med dig? At han måske er lydhør overfor de processer i jeres forhold du gerne vil se sat i gang?

Nogle gange kan vi næsten ikke se at dem omkring os gerne vil forandringen sammen med os, fordi vores ego har blændet os i historier om at ingen forstår os, at vi er dømt til at være alene, at det altid vil være synd for os, at vores mand/kvinde alligevel er på den og den måde og derfor aldrig vil acceptere en forandring. Det er meget firkantet sat op M, men prøv at undersøge i dig selv, om en del af dig har frosset eller forstenet dine følelser omkring din mand. For så kan egoet nemlig blive virkelig ”provokeret” og udløse angst, hvis det vi troede var sandt, ikke var det alligevel. For hvem er vi så, hvis andre ikke er som vi troede de var?

Overvej om det du kalder ” et brud med gamle normer” kan være et brud med den måde du ser din mand på.

Tal med angsten. Henvend dig til den og spørg den hvad det er den vil dig. Hvorfor er den kommet ind i dit liv igen. Vær venlig overfor den. Ligeså imødekommende som du vil være overfor en gammel ven. Bed den om hjælp til at forstå hvorfor den kommer nu.

AH! Angsten siger til dig at den kan blødgøre det i dig, som er forstenet M. Fordi den er så overvældende, så er den svær at slippe udenom og du bliver nødt til at mærke hvad det er der sker i dig. Gå med angsten og mærk den. Græd der hvor den viser dig at du skal græde. Du går ikke i stykker og du bliver ikke hængende i det, det behøver du ikke være nervøs for, for der er så meget kraft i dig, du rejser dig igen.

Se på din mand med samme blødhed, som du ser ind i dig selv på. Mærk blidheden overfor dig selv, dit liv, dit væsen, og se på din mand med samme blide, kærlige øjne. Hvad er det han vil have fra dig? Kan du og vil du give det til ham?

Det mærkes faktisk som om han står ret meget fast i sig selv og det er en god ting. Det gør nogle gange bare at han kan mærkes lidt stejl i sine holdninger. Den side kan godt mærkes lidt hård for dig, fordi den rammer ind på din egen lidt ”forstenede” side. Så prøv at møde ham med en legende, blid, mild, kærlig energi. Se hvad der sker. Er han i virkeligheden meget mere åben overfor den udvikling du er i, når han bliver præsenteret for det på en måde der viser ham. at du forandrer dig til en kærligere kone af det her arbejde? Det er ret karikeret sat op M, men jeg håber du forstår hvad jeg mener med det. For det mærkes som om han rigtig gerne vil dig.

Når du møder ham med en blid holdning, uden antagelser om hvem han er og hvad han mener, så kan du også renere se hvad der sker i ham. Fordi du har fjernet et filter fra dine egne øjne. Så du prøver at møde ham som han er, i stedet for sådan som du har fortalt dig selv han er. Eller sådan som han var engang, uden at du måske har opdaget at han også har forandret sig.

Du bliver ikke svag af at gå med angsten ind i dig for at mærke hvad det er den vil vise dig. Det kan sagtens komme til at mærkes ”hårdt”, men det skal du ikke være bange for. Faktisk vil du opdage, at du har en anden styrke nu, så den måde du kan møde og være med angsten er anderledes fra tidligere i dit liv, hvor angsten blev mere paralyserende. Nu kommer du til at kunne dykke ned i den uden at drukne og den erfaring vil give dig endnu mere kraft. At du ikke engang behøver være angst for angsten mere, det kommer til at give dig en kæmpe følelse af frihed. Og fra det sted, så kan du som sagt meget renere se, hvad det er der sker mellem din mand og dig. Vil I samme sted hen eller vil I ikke? Og så kan du handle ud af det på en meget renere og klar måde.

Nu afslutter jeg læsningen M. Du står helt rolig og i fred inde i læsningen. Jeg siger tak til dine og mine hjælpere.

Jeg håber du fik svar på det du spurgte om og ellers er du er meget velkommen til at skrive til mig igen, hvis der er noget der virker uklart eller uforståeligt for dig, så vil jeg gøre mit bedste for at uddybe de informationer der kom til dig.

Alt det bedste til dig.

Kærlig hilsen

Anja

Feedback på læsningen fra M:

Kære Anja.
Tak for din læsning.
Den har simpelthen ramt så meget i mig.
Jeg har så længe jeg kan huske, trukket mig følelsesmæssigt når folk kommer tæt på. Jeg trækker mig så de kan få plads. Jeg forstener. Dette gør jeg også med min mand.

Jeg har fundet frem til at jeg faktisk har virkelig stor kraft. En kraft jeg af en eller anden grund har pakket væk af hensyn til andre. Og når jeg mærker denne kraft har jeg en tendens til at blive selvfed og overlegen. Og så forsvinder kraften. – Spørgsmål: Hvordan kan jeg komme rent i kontakt med denne kraft og følge det den vil mig, uden at “støde andre fra mig”?

Jeg har virkeligt til tider en stor stemme i mig, der siger at jeg er alene og ingen kan hjælpe til syvende og sidst, og derfor giver jeg dem ikke lov.
Det der for tiden er på spil i mellem mig og min mand, er at jeg vil undersøge min kraft. Når han ikke forstår og ikke vil lægge økonomi til dette, reagerer jeg med netop ovennævnte rolle; Jeg er alene, og har altid været alene.- jeg skal klare alting selv og ingen forstår!

Jeg tænker netop bruddet med gamle roller, er et brud med min forståelse, af at jeg kun kan være stærk når jeg VED at man altid er alene og KUN har sig selv. Pludselig er der i virkeligheden en åbning på at jeg kan blive set i det jeg virkeligt er.

Jeg bliver tvunget til selv at stå ved det jeg virkeligt er OG jeg er ikke alene. – Men det gør mig skrøbelig! Skrøbelig på en anden måde end jeg kender, men også mere rent.

Min mand vil have fra mig, at jeg står ved mig selv. – Han har altid sagt at han ser mig som en stærk kvinde. Når jeg har skubbet mig selv ud og ikke stået ved mig selv, har jeg været i offer mentalitet og han er reageret med at spille med på den, selvom dette er en rolle han ikke kan lide.

Han er faktisk mere tolerant end mig til tider. Han forstår ikke altid det jeg vil, men han bakker mig op. Før smed han også sig selv til side for at bakke mig op. Nu står han ved sig selv og vil ikke lave sig selv om, for at jeg kan “hundse rundt med ham”. – Det tricker min angst, for så skal jeg også stå ved mig selv og se mig selv i øjnene!

Anja. Dette er virkeligt virkeligt vildt at få præsenteret. Du og dine hjælpe har bare set direkte ind i mig! Jeg kan SE det hele og jeg kan MÆRKE det . Denne læsning vil jeg tage frem igen og igen. Det giver SÅ meget mening!
Af hjertet tak!. Jeg tror dette vil gøre en skelsættende forskel . Det kan jeg mærke!
Kærligst M

Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev her og være med i lodtrækningen om en læsning hver eneste måned.

Clairvoyance for C

Kære Anja

Mit arbejdspunkt, som jeg rigtig gerne vil skubbes på handler om min tilknytning til mænd og mit møde med dem. Jeg har mødt mange mænd i mit liv og altid været udfordret på tilknytning. Mødt mange skønne og dejlige mænd, De relationer, jeg opnåede blev aldrig langvarige og dybe. Og jeg har haft en lang pause på ti år.
Nu står jeg et helt andet sted i mit liv og føler mig klar til at komme i gang med at møde igen.
Jeg er klar på, der er mange praktiske tilgange til dette. Dette er ikke hindringen.
Jeg føler, at jeg har brug for et åndeligt skub eller et vink med en vognstang……

Kh C

Kære C

Da jeg kaldte dine og mine hjælpere ind til læsningen, da kom først en skorpion og derefter en skildpadde. Skorpionen hjælper dig i den forandring du er i gang med nu. Den er et rigtig godt billede på den her trang du har i dig, til at gøre noget andet og gå et andet sted hen i dig selv. Den er jo ikke den nemmeste at komme ind på livet af og det er nok det du også har oplevet i dine tidligere relationer, at du har gemt dig bag en skal og i værste tilfælde, bag et sårende stik. Men skorpionen er ikke kun det hårde ydre som vi tror den symboliserer, for den varsler altså som sagt også transformationer.

Skorpionen er også et dyr der bor alene. Det er ikke fordi du skal blive ved med det, men læg mærke til at du måske har mere brug for alenetid, eller for at lade op med det der nærer dig, når du igen træder ind i et forhold. Du er jo meget udadvendt og livlig, så det er godt for dig at huske dig selv på, at du også har brug for at være dig selv. Så behøver du nemlig ikke blive så hård i filten når du ikke har passet godt nok på dig selv og dine egne behov.

Skorpionen er også et symbol på at noget i os skal dø, for at der kan komme noget andet til. Det du skriver i din mail med at du også er i gang med et rygestop giver rigtig god mening i den her sammenhæng også. Du slipper en del af dig, som gemmer sig bag røgen og bliver nu nødt til at møde det i dig selv som du har prøvet at dulme med cigaretterne. Selvom det er godt at stoppe med at ryge, så kan det føles utroligt sorgfuldt i os, nemlig fordi der skal gives slip på en gammel del i os, som identificerer sig med at være ryger og vi skal til at finde ud af hvem vi så er når vi ikke længere ryger cigaretter. Det er en god og stærk udvikling du er inde i.

Inde i det rum hvor jeg møder dig, der er vildt meget kraft. Du har rigtig meget energi. Jeg kan mærke at det er som om oplysningerne står i kø til dig, du vil rigtig gerne videre, ikke her i læsningen, men i dit liv, du er så klar til at rykke dig nu. Det er godt!

Og så er det jo pudsigt at der kommer en skildpadde til dig. For skildpadden er altså til dig lige nu. Hvor skorpionen også fortæller om hvordan du var og fortæller om den udvikling du står i, så er skildpadden et billede på nu og fremad. Det griner du ret meget af i læsningen.

Jeg vil lige se om jeg kan få lidt ro på, for jeg kan næsten ikke følge med.

Nå, det sørgede skildpadden for. Den gik hen til dig og puffede til dig og bad dig sætte dig på dens skjold. Du sidder nu i skrædderstilling på den, mens den meget langsomt går hen over en støvet og sandet jord. Bagved dig, der står skorpionen og er faktisk i gang med at skifte ham, det gør skorpioner nemlig også. Du er altså i gang med en forandring, men det er naturligvis også derfor du skriver til mig.

Skildpadden tager dig med hen til en sø og hopper i vandet, stadigvæk med dig siddende på ryggen af den. I dykker langt ned i vandet og du ligger nu på skjoldet af den. Skildpadden er et meget fredeligt dyr. Den er feminin, følsom, blid, langsom, rolig, afbalanceret, kærlig, moderlig, i kontakt med jorden og med vandet (følelserne). Den fortæller at du skal være tålmodig overfor dig selv og siger at: Slow and steady wins the race. Så den her forandring du er i gang med, der skal du tage det roligt. Vid med dig selv at du er gået i gang, det har du faktisk været længere end du tror og hvis du ser tilbage, så vil du kunne se at du faktisk har rykket dig rigtig meget de sidste par år.

Når skildpadden tager dig med ned i vandet, så er det fordi der er nogle gemte følelser den gerne vil have at du ser på i dig selv. Den sorg du har i dig, som kan give sig til udtryk i vrede og rastløshed, den ville det være godt hvis du så på. Altså hvis du dykkede ned i den og mærkede den, det er ikke fordi du behøver kende alt til den, eller oprindelsen af den 100%, men hvis du mærker den, anerkender at den også er en del af dig og siger tak for at den er der, så du kan lære af den og udvikle dig, så vil du allerede være nået rigtig langt.

Skildpadden reagerer ikke hurtigt. Den ser roligt på omgivelserne, accepterer det den ser og bliver hvis den vil og ellers bevæger den sig roligt videre til der hvor den så vil være.

Vandet handler også om kreativitet. Den her rastløse energi i dig, den kan du kanalisere ned i noget kreativt, men det gør du nok allerede? Brug skildpaddens ro og tålmodighed, til virkelig at fordybe dig, så vil du også kunne nå ned i nogle lag af dig selv, som du måske ikke altid har så nemt ved at mærke.

Jeg er desværre nødt til at stoppe læsningen nu C. Jeg håber du har kunne bruge nogle af alle de informationer der kom til dig, der er godt nok virkelig gang i den her i læsningen. Du er kommet op på land og ligger i solen med skildpadden ved siden af dig. I ligger på søbredden og varmer jer i solen. Så altså, lige for at se om jeg kan opsummere på alt det her. Du er i gang med forandringen. Vær tålmodig overfor dig selv. Dyk ned i dine følelser og din kreativitet og arbejd med de processer der dukker op der. Du kan kalde både skorpionen og skildpadden ind til dig når og hvis det føles rigtig for dig, de er begge gode hjælpere i dit liv lige nu.

Tusind tak til dine og mine hjælpere. Alt er skrevet som det kom til mig og uden antagelser af nogen art.

Alt det bedste

Kærlig hilsen

Anja

Feedback på C´s clairvoyance kan du læse her:
“Kære Anja
Det er nu to døgn siden, jeg første gang læste din “læsning”. Og det er vildt, som den giver mening og for mig bliver mere og mere nuanceret. Skildpadden har været tilstede i mit liv i en tid, og jeg har hilst den velkommen. Og samtidig været forundret over dens pludselige tilstedekomst i mit liv. Det har taget mig noget tid at tage ind, at livet ikke altid behøver at foregå i fart og hast…..og at man alligevel på forunderlig vis når det hele….Jeg er i færd med at lære at nyde det langsommere tempo. Selvom mit ego brokker sig gevaldigt indimellem og synes, det er lovlig lidt, der bliver nået…;)

I perioder gennem de sidste måneder har jeg faktisk haft tanker om at dø. Ikke selvmordstanker eller sorte tanker, men pludselige tanker om “det hele mon var slut nu”, fordi tempoet dalede så drastisk. Og jeg har været uendelig træt. Trods meget få gøremål,

Jeg er spændt på, hvad turen ned i vandet på ryggen af skildpadden indebærer. Jeg har arbejdet en del med sorg, tab og afslagshåndtering i mit liv. Både alene og sammen med andre, såvel professionelle som tætte venner. På et tidligt tidspunkt så jeg det som faser og perioder, man skulle igennem. Nu oplever jeg mere sorg som en tilstand, man kan gå ind og ud ad. Hvis jeg for sjældent går ind i den, så tager den mig med bukserne nede. Og jeg bliver uendelig kortluntet.

Og ja, jeg er så heldig at kunne være kreativ med mine hænder. Både når jeg skriver, hækler og strikker.

Jeg ser frem til at lægge ved søbredden og lade varmen tørre min krop. Måske jeg også der møder bare en enkelt mand.

Af hjertet tak for din meget særlige læsning.

kh
C”

PS. Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev her og være med i lodtrækningen om en læsning hver eneste måned.