Tanken om at alt hvad vi oplever er noget vi selv har skabt kan være ret svimlende. I hvert sekund kan vi vælge, vi kan vælge om vi vil handle og reagere med kærlighed og venlighed. Vi er godt klar over at det valg er så meget bedre for os selv og alle andre, end når vi vælger at reagere med uvenlighed. Nogen gange går en automatpilot i gang i os og vi handler sådan som vores forældre, lærere, omgangskreds har gjort det, også selvom vi egentligt ikke er interesseret i at være på den måde. Som regel går automatpiloten i gang når vi bliver bange eller nervøse.
Når vi er rolige og har tillid til omgivelserne, så kan vi meget bedre handle ud fra hvad vi ved er en sand måde at være på og ikke en tillært usand måde.

Det kan godt føles som ret meget op ad bakke at blive bevidst om automatpiloten indeni. For det første altid at skulle være bevidst om hvornår man bliver bange, så man kan nå at bremse en eventuel uhensigtsmæssig reaktion. Ofte når vi ikke engang at opleve at det var på grund af frygt at vi lige pludselig reagerede hårdt, ukærligt eller konfliktsøgende. Vi er bare pludselig viklet ind i et drama, dramaet kommer til at fylde så meget at vi ikke er i stand til at se at det hele kun startede fordi vi selv eller en anden blev bange.

For det andet, så selvom vi bliver så gode til at mærke hvornår vi føler os truede, usikre eller frygtsomme, så er der et mønster som popper op med det samme vi føler frygt i os. Og selvom vi ved hvorfor det dukker op nu, så skal der noget af en vilje til ikke at køre med på følelsen af vrede eller sorg. Selvom vi kan se at nu bliver jeg vred og går til modangreb fordi jeg blev bange, så kræver det meget selvdisciplin ikke at lade fx vreden tage over. Fordi vi kender den, den er tryg, selvom den ikke altid er så smart. Den ligger som en skygge i os, et mønster, som det er nemt at træde ind i når der hænder os noget som gør os utilpasse.

At kende sine skygger, vide hvornår de dukker op, er et godt og vigtigt skridt til at blive et større menneske. Et bevidst menneske. Skyggearbejdet hjælper til at frigøre os fra de gamle mønstre, som nogle gange får os til at ligne tosser, når vi reagerer som en på 5 år ville gøre det, fordi vi bliver bange.

Skyggearbejdet er vigtigt fordi det gør os klogere på os selv, så vi i hvert nye sekund hvor vi har chancen for at skabe vores virkelighed, kan skabe en virkelighed som kommer fra vores lys. Der er ikke noget galt med skyggerne, vi skal bare kende dem og være bevidste om dem, så bliver vores liv så meget nemmere.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!