Jordforbindelse

Det har taget mig noget tid at finde ud af hvad begrebet ”jordforbindelse” betød. Jeg troede at det at have jordforbindelse var en evne for de få, og noget som man måske, hvis man arbejdede hårdt, kunne træne sig op til at have.

Senere fandt jeg ud af at det i virkeligheden er meget simpelt.

Jordforbindelse er selvfølgelig bare forbindelse til jorden. Det er forbindelsen til den tunge, mørke, frodige muld. Det er forbindelsen til det solide, det faste, det holdbare. Det er forbindelsen til det som altid er, det som ikke ændres, jorden er altid under dine fødder. Forbindelsen er det faste holdepunkt, som aldrig tipper dig, altid holder dig fast. Fra ikke at ane hvordan den manglende forbindelse gav sig udslag i min person, så kan jeg nu meget tydeligt mærke når den ikke er tilstede.

Manglende jordforbindelse kan blive til tankemylder, have svært ved at koncentrere sig og nemt blive overvældet af følelser (egne som andres) og lader sig rive med af dem. Jeg føler mig ofte bekymret og ængstelig når jeg mangler jordforbindelse. Værst af alt, så føler jeg at jeg ikke er forbundet. At der ikke er noget omkring mig til at støtte mig. Jeg føler jeg svæver i et tomt rum, adskilt og alene.

Nu sørger jeg for at hylde jorden og forbindelsen til den hver eneste dag. Mange gange om dagen, enten bevidst eller ubevidst. Det giver mig en ro og en tillid til at alt er okay. Jeg føler mig elsket og næret af den store moder under mig. Jeg flyver stadigvæk ud og besøger stjernerne, ret ofte faktisk, men nu er der en balance i tingene. Jord og luft er balanceret.

Her er nogle tips til hvordan du meget nemt kan skabe bedre jordforbindelse i din hverdag. Det jeg selv gør er følgende:

* Jeg mærker hende når jeg går på hende. Jeg gør min gang til en meditation. Selv 10 skridt hen til postkassen udenfor eller hen til kiosken på hjørnet, bruger jeg til at være bevidst om den jord jeg går på. Jeg mærker mine fodsåler og jeg går roligt og fokuseret.

* Når jeg har mulighed for det, så lægger jeg mig ned på hende, med hele min krop. Det kan være i haven, i parken, på stranden, i skoven. Jeg ligger helt stille og mærker hendes puls bevæge sig op igennem mig. Jeg mærker hendes umådelige ro og styrke. Jeg mærker hendes ild i det indre, jeg mærker hendes omsorg og tilgivelse.

* Hvis jeg sidder på en stol, så sætter jeg begge fødder i gulvet og gør mig bevidst om at nu kommer hendes energi op igennem mine fodsåler. Jeg mærker energien bevæge sig op igennem min krop, fra fødderne til toppen af hovedet og op i himlen.

* I haven når jeg luger eller planter, begraver jeg mine hænder i jorden. Jeg gør mig teksturen, varmen, kulden, fugten, tørken, bevidst. Jeg føler på hende med mine hænder. Og jeg føler mig uendelig taknemmelig over hendes overflod, over at jeg må gå på hende og høste frugterne fra hendes muld. Det kan også sagtens gøres med en altankasse, en krukke indenfor eller når krydderurterne indenfor skal plantes om.

Jeg siger tak for mad. Tak for det jeg selv kan høste, tak for det andre kan høste. Jeg vælger det mad og de ting til, som har skadet jorden mindst. Jeg gør mit bedste for at bevæge mig med omtanke og omsorg for den store moder under mig, hvis velfærd i sidste ende er grunden til at vi kan få lov at være her.

You Do Not Have To Be Good

You do not have to be good.
You do not have to walk on your knees
for a hundred miles through the desert, repenting.
You only have to let the soft animal of your body
love what it loves.
Tell me about despair, yours, and I will tell you mine.
Meanwhile the world goes on.
Meanwhile the sun and the clear pebbles of the rain
are moving across the landscapes,
over the prairies and the deep trees,
the mountains and the rivers.
Meanwhile the wild geese, high in the clean blue air,
are heading home again.
Whoever you are, no matter how lonely,
the world offers itself to your imagination,
calls to you like the wild geese, harsh and exciting –
over and over announcing your place
in the family of things.

Mary Oliver

You Do Not Have To Be Good

Nature

Nature

Put down the weight of your aloneness

Put down the weight of your aloneness
and ease into the conversation.
The kettle is singing even as it pours you a drink,
the cooking pots have left their arrogant aloofness
and seen the good in you at last.

All the birds and creatures of the world
are unutterably themselves.
Everything is waiting for you.

David Whyte

Sjæl og Ego

Folk der er på vej, altså enten er et godt stykke henne af den spirituelle sti eller lige er trådt ud på den, har generelt to ønsker for deres videre udvikling.

Det første ønske er at de vil gerne give slip på deres mønstre som stammer fra egoet. Det kan være jalousi, misundelse, forfængelighed, frygt, mindreværd, kontrol, vrede, stolthed, manipulation etc. Mønstre som gør at de handler uhensigtsmæssigt i forhold til dem selv og deres omgivelser. Mønstre som gør at de ikke giver sig selv 100% i tillid og kærlighed til livet.

Ønske nummer to, er at de gerne vil tættere på Kilden, Gud, Kraften. Hvad end man måtte vælge at kalde den store uendelige, kærlige kraft vi er kommet af og som omgiver os. De vil gerne føle Kilden, de vil gerne leve i en evig kommunikation med universet, føle sig samhørige med Kraften og ikke separeret fra den.

På en måde er begge ønsker, samme side af samme sag. Egoet skaber følelsen af separation fra Altet. Egoet binder os til denne verden, jo mere magt vi giver vores emotioner og mønstre, jo længere væk føler vi at vi kommer fra Gud. Det er naturligvis en illusion, eftersom vi er en del af Gudskraften allesammen. Men illusionen er så stærk at vi kan føle os så alene, så individuelle, så separerede, at vi ikke længere kan finde nogen mening med livet og med at være her.

Jo mere desperat man bliver efter at føle bare en lille snas af Gudskraften, jo mere kraft giver man til egoet og dets, ofte absurde idéer om hvem vi burde være, kontra dem vi er. Jo mere triste vi føler os over ikke at kunne føle og mærke Gud, jo nemmere er det at give efter for egoets sære mønstre som jeg nævnte først i dette indlæg. Det er en ond cirkel, men den kan brydes.

Den kan brydes ved at tage fat om netop de to ønsker. Se på egoet og handle ærligt ud fra hvilke mønstre det har taget til sig. Elske sine skygger, dæmoner, emotioner. Men især også sætte foden ned overfor dem. Se på det lille barn indeni, som ofte er blevet såret og ikke har følt sig elsket. Holde af det med hud og hår i alt dets umulighed. Men også bede det kærligt om at stoppe, når det flipper ud i jalousi, misundelse, vrede, sladder, kontrol og alle mulige andre frygtrelaterede handlinger.

Og den anden ting vi kan arbejde med samtidig med at vi ser egoet ærligt efter i sømmene, er at skabe en ærbødighed overfor livet. En ærbødighed overfor naturen, vores familie, os selv, vores venner, alt det som virkelig betyder noget. Alt det sande og gode. Alt det støttende og kærlige.

Når vi begynder at skabe en ægte ærbødighed overfor selve livet og selve det mirakel at vi er tilstede her, så begynder vi at kunne føle og mærke Gudskraften. Ikke længere som noget udenfor os selv, men indeni os. Vi bliver stille og roligt overbeviste om at der ikke er noget mål at nå, at vi allerede er i mål. At målet er at være her, tilstede i kærlighed, tolerance og ærbødighed overfor alt hvad vi måtte gå igennem og alt hvad vi indeholder. I det øjeblik er vi virkelig fri, fri fra ego og fri fra de begrænsninger og restriktioner samfundet og andre har lagt på os.