Vi kan alle sammen komme i situationer i livet, hvor vi bare må vente. Hvor der står en stor sten midt på vejen og hvor vi godt kan vælge at stille os op og begynde at slå hovedet imod den og håbe på at den knækker, før vores kranie eller nakke gør det.

Vi kan råbe og skrige af stenen, sparke på den, ringe til alle vores venner og græde over den. Vi kan hyre advokater, professionel hjælp på alle mulige måder, til at få sprunget stenen i luften. Vi kan bruge masser af energi, penge og kræfter på den her sten. Måske lykkedes det os så også at komme hen over den, bagefter er vi bare meget udmattede og måske også en del penge fattigere. Vores venner og familie er måske også trætte, både af at høre om os og den sten og trætte af at vi har brugt alt vores tid på den den.

Det som så ofte sker er at vupti, lige som vi troede vi skulle gå ubekymrede videre ud af vejen, så står der sørme en ny sten. Denne gang endnu større og endnu hårdere end sidst. Vi kan godt vælge at bruge hele vores liv på at kæmpe med stenene på vejen på den måde, det er der rigtig mange som gør. Der er dog en anden måde at komme omkring de sten på, som er noget sjovere og noget mere lærerig.

Når jeg står overfor sådan nogle sten, som jeg virkelig hverken kan se hen over eller rundt om, hvor jeg ved at på den anden side af stenen, der er masser af regnbuer, enhjørninger og eventyr i pastelfarver, så arbejder jeg meget i mig selv med at trække det lys om på på den anden side af stenen, der hvor jeg står i stenens skygge. Jeg koncentrerer mig om at se alt det smukke der hvor jeg er nu, i stedet for at længes efter livet på den anden side af udfordringen som stenen repræsenterer.

Og så sætter jeg mig ned og mærker ind i stenen. Mærker hvad det er den her udfordring, den her store bremse midt på min vej i virkeligheden handler om. Jeg mærker hvordan den føles i mig. Er der noget gammelt i mig jeg skal give slip på og hvordan gør jeg det. Er der noget jeg skal lære om tålmodighed, noget jeg skal lære om at sætte mig ned op af stenen og se tilbage på den vej jeg er gået af og reflektere over den rute jeg har valgt, siden jeg nu stødte ind i den her sten.

Jeg bestemmer mig for at overgive mig. Jeg overgiver mig til at sidde her og vente. Mens jeg venter på at jeg opdager, hvad det er jeg skal lære af lige præcis den her sten, så gør jeg mig umage for bruge ventetiden på den bedste måde. Jeg mærker hvad jeg skal bruge den her pause til. Er det til at arbejde med noget i mig selv? Er det til at danse, skrive, tegne, rydde op, meditere, ligge på sofaen og stirre ud i luften? Hvordan styrker jeg min intuition yderligere, så jeg i fremtiden kan se de her sten i horisonten og nå at styre udenom dem tidligere?

I overgivelsen ligger også glæden over at tage ansvaret for stenen. Det er min sten. Jeg har selv skabt den. Jeg er kærlig overfor den, men det betyder ikke at jeg dyrker den og er et offer for den. Jeg sætter mig ned og beder til det Guddommelige om at få vist en anden vej, eller få styrke til at springe let hen over stenen.

Jeg fokuserer på den glæde der er, den skønhed der er hvor jeg er. Og pludselig er stenen væk, oftest uden at jeg næsten opdagede det, fordi jeg havde så travlt med at grine og elske der hvor jeg var. Nu kan jeg kan hoppe syngende videre ud af vejen, rigere på viden om mig selv og med masser af energi og kræfter til at blive ved med at gå vejen mod lyset. Med visheden om at sten bare er sten, det er vores tilgang til dem der får dem til at vokse os over hovedet eller skrumpe ind til en ubetydelig størrelse.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!