At elske og acceptere at verden og at vi er som vi er, kræver at vi tager 100 % ansvar for vores liv og det er noget som rigtig mange har det svært med. For noget af det vi mennesker elsker at gøre det meste af tiden, er at beskæftige os i tankerne med det der endnu ikke er sket. Vi drømmer om en bikiniklar krop. Vi drømmer om flere penge. Vi drømmer om en (anden) mand eller kvinde. Et bedre job, eller bare noget at lave. Vi længes efter at finde vores soulmate, vores twinflame, vores sjælsmission. Vi bruger en masse energi på at prøve, at finde ud af hvorfor vi skal være her, hvad er lige præcis meningen med MIT liv! Hvad gør mig til noget særligt? Hvordan er jeg helt speciel?

Men prøv at tænke på dit liv sådan her: Hvad nu hvis du er på toppen nu? Hvis det er lige nu dit liv det peaker? Hvad nu hvis du er så særlig som du kan være, bare fordi du er dig? Hvis du aldrig bliver mere lækker? Hvis du er så slank som du kan være lige nu? Hvad nu hvis ham eller hende eller ingensomhelst, der er ved siden af dig, er det der er til dig? Hvad nu hvis din chef aldrig bliver anderledes? Hvad nu hvis du aldrig kommer til bunds i bunkerne på arbejdet? Hvad nu hvis de bunker aldrig forsvinder?

At vågne op til virkeligheden og at holde op med at lyve for sig selv, ved at gå og drømme om et andet liv, er første skridt på vejen. Vi tænker så ofte, at når først det og det er på plads, så kan jeg elske mig selv og mit liv fuldt ud. Men altså, hvad nu hvis alt det du drømmer om aldrig bliver til noget? Som kvinde får du bare mere skæg og som mand får du bare mindre hår? Hvor blev dit liv så af? Dit liv blev mistet i længslen efter faste baller og dyre tasker.

Så første trin er at åbne dine øjne til dit liv og se helt ærligt på det. Hvis det er virkelig svært og du får lyst til at løbe skrigende væk, så sker der ikke noget ved det, for om dine baller så virkelig bliver til kanonkugler, så vil det aldrig ændre at du ikke er glad hvor du er. Se på dig selv. Se på dit liv. Og så skal du acceptere det og tage total ansvar for det.

Du må selvfølgelig gerne tage et par uger under dynen hvor du brølehulker over dine omstændigheder, men så skal du også acceptere det. Og så skal du elske det. Du skal elske den appelsinhud, de slappe hule baller, de stive hår på hagen. Du skal elske at du er her. At du lever. At du måske har en partner, et job, børn osv, uanset hvor umulige de ting kan synes nogle gange.

Når du elsker og accepterer, så ændrer energien i dit liv sig med det samme. Den hektiske energi der er i hele tiden, at løbe efter den næste detoxkur eller find-din-sande-mening-med-livet-kursus, den skubber den ro væk, som du i virkeligheden længes efter og som du tror indfinder sig, når du bare liiiige har mødt din soulmate.

Livet bliver overhovedet ikke statisk af at du elsker og accepterer det som det er. For når du elsker og accepterer det der er, så vil du også meget nemt bevæge dig væk fra de ting der ikke matcher den kærlighed du føler til dig selv. Det egoet forstår ved kærlighed er ikke ægte. At tage ansvar, at acceptere og at elske er ægte. At være ude af nuet hele tiden i jagten på noget der kan dulme smerten indeni, er egoet i sin reneste form.

Det du virkelig ønsker når du hele tiden længes efter noget andet, det er jo kærlighed. Så hvorfor vente på at dine mormorarme forsvinder, før du begynder at elske dig selv? Er din kærlighed til dig selv virkelig betinget af ydre ting, som udseende, job, penge? Hvordan ville du have det hvis andre dømte dig og dit liv så hårdt som du selv gør det?

Kan du begynde at more dig over at sætte fedtet på dine arme i svingninger når du vinker, i stedet for at gøre det nu du er i lige nu, pinefuldt på grund af overskydende krop? Hvis du bestemmer dig for at begynde at tage armbøjninger, så gør du det nu ud af lyst og kærlighed til dig selv og ikke fordi det er pinligt at blævre. Der er en kæmpe forskel og du kan tydeligt mærke forskel i energien i dit liv når du lever et liv ud af kærlighed og ikke skam.

Dit liv er bare en række af nuer, ikke andet. Du bestemmer hvordan de nuer skal bruges, om de skal bruges til at se tilbage på noget der var eller noget der måske kommer. Om du vil dufte blomsterne, nyde skyerne på himlen, mærke kærligheden til Jorden eller føle dig ufuldkommen fordi du har buler på lårene. Du bestemmer.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!