Min skumle plan

Lad mig starte med at være ærlig og sige, at jeg ikke synes det var nemt at være mig, da jeg voksede op. Jeg følte mig meget anderledes og fordi jeg blev bekræftet i den følelse fra verden omkring mig, så kom jeg også hurtig til den konklusion, at jeg så nok også var forkert.

Når jeg som voksen ser tilbage på det barn, som insisterede på at gå baglæns til og fra skole i flere år. Som havde en besynderlig kærlighed til virkelig store damehatte i en meget tidlig alder. Som ikke kunne vælge mellem Duran Duran eller Wham, fordi jeg synes begge dele var noget lort. Som hørte “bøssemusik” (jeg er opvokset på landet), hvilket var musik af mænd med make-up på. Som ret sikkert fik aids (i følge klassekammeraterne), af at høre den type musik jeg hørte og derfor blev endnu mere umulig, for de andre børn at lege med. Når jeg tænker på det barn jeg var, som altså hånden på hjertet, virkelig ikke var ligesom de andre børn, så husker jeg også på hvorfor jeg var sådan.

For uanset hvor smertefuldt det var at være udenfor, så rettede jeg ikke ind. For jeg var så sikker i min sag, om at alle skulle have lov, til at være som de ville være. At vi alle sammen måtte have lov til at gå i det tøj vi ville, om det så var Ball trøjer og stone-washed jeans, eller besynderlige kjoler fra genbrugsen. At vi måtte have lov til at høre det musik vi kunne lide. At vi måtte være lige så fjollede og kreative som vi havde lyst til.

Det gav en del knubs at være sådan i firserne på landet i Danmark.

Ud af følelsen af at være forkert, voksede også en trodsighed og en vrede. For det kunne dælme ikke passe. At vi ikke bare kunne lade hinanden være og at alle skulle være ens. Så kom der en social indignation og en politisk bevidsthed ind i mig, og vreden kunne rettes endnu bredere ud, på samfund og verden i det hele taget.

Det gav en del år i græsrodsbevægelser og punk miljøet. Men selv de miljøer, viste sig at være lige så konservative og fascistiske i deres fanatisme, som bønderne på landet havde været det.

New Age bevægelsen virkede for fimset set udefra. Der var fra mit perspektiv, ikke nok kraft i den. Det blev for pastelfarvet, for meget noget med krystaller og engle. For meget noget med at følelser var forkerte og i det hele taget, var det bare lidt noget skidt at være et menneske. Det at være menneske, skulle transcenderes så hurtigt som muligt, så alt det dyriske som lyster, begær, drifter, kunne efterlades på det jordiske plan.

Men stille og roligt begyndte jeg at finde redskaber forskellige steder, som jeg kunne bruge til at komme over min følelse der hang ved fra min barndom, af at være forkert. Jeg brugte de redskaber til at rydde op i min frygt for at være udenfor. Jeg brugte dem til at styrke mig, så jeg kunne stå alene og bare være lige så sær som jeg var (er).

Jeg er virkelig ingen. Jeg er Anja og ikke engang det er jeg helt sikker på længere. Jeg har ingen mystiske agendaer med mit liv eller i mit arbejde. For jeg er så meget med, på at jeg ikke er nogen. Jeg er her bare lige nu. Jeg deler det arbejde jeg laver med mig selv og jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan blive brugt til at hjælpe andre videre.

Men Anja er ikke nogen. Jeg tegner og hører Heavy Metal i mine hovedtelefoner. Jeg spiser kartofler og tager karbade. Jeg går lange ture i naturen og er vild med mine veninder og min familie. Anja er ingen.

Min eneste plan, min eneste tilnærmelsesvis skumle plan, er at når jeg deler mig. Deler ud af hvem jeg er. Deler ud af de redskaber jeg har brugt, til at arbejde gammelt lort igennem. Så kan det være at andre har lyst til at stå selv og være lige så sære og ingenting som de er. Så meget som muligt uden ego og ligeså besynderlige i al deres vidunderlighed som alle andre.

Meditationsgrupperne jeg arrangerer handler ikke om mig. De handler, om jeg godt selv kan lide at sidde i en gruppe og meditere. At det booster min egen ro og jordforbindelse. Og muligheden for at få ro og jordforbindelse, vil jeg gerne give andre. Det er så simpelt som det.

Den Stille Vej er den vej jeg selv går på. Den har jeg skrevet ned og jeg ved den virker, fordi den virker for mig og jeg er hverken noget særligt eller mystisk. Desuden har den virket for alle andre, i alle tider før nu, som har haft lysten til at arbejde med dem de er. Trinnene er simple men meget effektive. De kræver kun at man tager dem. At man går ad vejen, ikke andet.

Clairvoyancerne laver jeg fordi jeg kan se de virker og de hjælper andre mennesker videre. Men helt ærligt, så har jeg stadig svært, ved at beskrive præcis hvad det er der sker i de clairvoyancer. Ligesom jeg ikke aner hvorfor det er mig der skal lave dem, for det er ikke en rolle jeg nogensinde har ønsket eller havde set mig selv i. Men jeg accepterer at personen Anja ikke ved så meget, om hvorfor det er hendes job og jeg stoler på, at så længe clairvoyancerne virker for andre, så behøver jeg heller ikke vide så meget mere end det. Jeg er meget ydmyg overfor det arbejde og meget taknemmelig for at få lov til at se det finde sted.

Måske har du haft det ligesom mig da du voksede op. Vi er flere end du tror. Her kan du læse mere om det.

6 Comments

  1. 5. december 2016 / 13:39

    Så fint et indlæg. Lige til at spejle sig i. Og tak for tiltrængt besked i nyhedsbrevet også <3

    • Anja Dalby
      Forfatter
      5. december 2016 / 18:55

      Du er sød, tak fordi du skriver. Knus!

  2. Anja Dalby
    Forfatter
    1. december 2016 / 10:37

    Kære Laila

    Tak fordi du skriver, jeg håber du har det godt.

    Og tak for det smukke og sjove digt, det fik mig til at smile stort. Det er dejligt at tanken om at være ingen, har været tilstede længe. Den frihed der er i det at være ingen, at den har været tillokkende altid måske.

    Du er sød at skrive at sådan skal et barn ikke have det, men det skulle et barn jo, for sådan havde jeg det. Og det var ikke skidt, det var bestemt ikke altid sjovt, men jeg husker også tydeligt følelsen af at kunne vælge. At kunne vælge det konforme og gruppen, men ikke at kunne få mig selv til det, fordi jeg ikke følte mig hjemme der.

    Vi kan sige, at verden skulle være sådan at alle var velkomne som de er. Men det er nok at være i krig med sandheden at tænke sådan, for jeg kender ikke så mange steder hvor det er muligt. Det kan naturligvis godt føles barsk, men det vil vel altid være et spørgsmål om perspektiv, for ja hvem ville jeg være uden de oplevelser fra min barndom. Nok ikke mig. Og jeg er alligevel ret godt tilfreds med at være Anja, med alt hvad det måtte indebære.

    De allerbedste ønsker på også din videre færd Laila og mange tak for varmen!

    Kærlig hilsen

    Anja

    • Laila
      2. december 2016 / 12:14

      Tak for dine gode ord, Anja.

      Jeg oplever, at jeg forstår hvad du mener, når du fortæller om, hvordan du havde det engang.
      Og ja, den individ – gruppe proces, som alle vi mennesker er i, på hver vores måde, må have eksisteret lige så længe som menneskeheden har været til.

      Jeg ville ikke ynke dig med mine ord, og jeg er glad for, at du følte dengang, at du havde et valg.

      Jeg er også glad for, du kan li´ digtet. Jeg synes virkelig, det lige passede til det, du skrev om.
      Og det er vildt ja, at man kan mødes med en kvinde digter på tværs af to århundreder, som havde det på samme måde.
      Jeg må rette: Digtet blev udgivet i 1891, men er skrevet længe før. Og det er et af E Ds mest kendte digte, så det med at være ingen må betyde rigtig meget for mange mennesker.

      Hav en strålende dag, jeg håber også, du har det godt:)

      Fra Laila

      • Anja Dalby
        Forfatter
        2. december 2016 / 12:58

        “Det med at være ingen må betyde rigtig meget for mange mennesker.” Tak for den sætning Laila, den kan jeg virkelig godt lide. Den gør mig helt varm og tilpas indeni, tak!

        Rigtig god weekend

        Kh Anja

  3. Laila
    1. december 2016 / 09:21

    Kære Anja

    Det rør mig sådan at læse din tekst.
    Godt, du holdt fast i dig selv, dengang, under den store fine damehat.

    Jeg tænker: Sådan skal et barn ikke have det!
    Omvendt tænker jeg, at den sværhed, sikkert har gjort dig stærk til at være lige hvor du er i livet i dag.
    Men igen: Hvorfor skal livet være så barsk – egentlig?

    Jeg kan så godt følge dig i dine videre beskrivelser om New Age miljøer mm, jeg har følt det samme selv.

    Jeg kommer også til at tænke på et digt af Emily Dickinson, som skrev det i 1891. Sådan en som Suzanne Brøgger, citerer hende en gang i mellem:

    I’m Nobody! Who are you?
    Are you – Nobody – too?
    Then there’s a pair of us!
    Dont tell! they’d advertise – you know!

    How dreary – to be – Somebody!
    How public – like a Frog –
    To tell one’s name – the livelong June –
    To an admiring Bog!

    Alle bedste ønsker på din færd videre frem.
    Og varme fra Laila

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.