Overforbrug: Bivirkningen af menneskets eksistentielle krise

Min eksistentielle krise

Lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været i krise over at være her. Det kan lyde som en negativ ting, men det er det ikke. Den krise jeg meget tidligt kan huske, at jeg mærkede fodrede nemlig en nysgerrighed på livet her. En nysgerrighed, som åbnede mig og kildede alle mine sanser.

Bøger, musik, tegneserier og uendelige timer i naturen blev slugt grådigt. Alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, som duftede af noget esoterisk, konsumerede jeg med store åbne øjne og et gigantisk JA i mit hjerte. Jeg søgte mystikken alle vegne. Både i form af ord eller musik fra andre. Men også mystikken i naturen, og min interaktion med den dyrkede jeg og var noget, jeg var i en konstant søgen efter.

De store spørgsmål

Det var helt klart en krise, selvom det også lyder dejligt romantisk. For under min søgen, der lå de og lurede. De store spørgsmål:

Hvad er meningen med det her? Er der nogen mening med mig? Med noget som helst?

I min opvækst opdagede jeg, at stort set ingen så med blide øjne på et naivt menneskes store spørgsmål. For ingen kunne svare eller ville svare ærligt. Så jeg begyndte at skamme mig over, at jeg ikke bare kunne høre WHAM og gå med stone washed cowboybukser som alle de andre. At jeg ikke kunne drukne mine spørgsmål i Bacardi, cola og halbal.

I takt med, at jeg følte mig mere og mere fremmed fra mine omgivelser på landet i 80’ernes Danmark, så voksede skammen over at være anderledes. Skammen blev til vrede som den oftest gør det. Jeg havde i min søgen opdaget, at punkerne stillede de samme spørgsmål som mig, og at de også følte den vrede jeg følte. Så dem tænkte jeg, at jeg fint kunne slutte mig til.

Med det samme jeg kunne komme væk, flyttede jeg til byen og brugte mange år på at gå og være ensom. Ensom, fordi punkerne alligevel ikke havde svaret. De var ligeså dogmatiske og indsnævrede i deres syn på verden som dem jeg var vokset op med på landet var det. Udtrykket var bare anderledes og vreden bar dem kun ind i en nedadvendt spiral, som for manges vedkommende blev til deres egen undergang.

Purløg i blomst i min have. At dyrke min egen mad hjælper mig med at begrænse mit overforbrug.

Overforbrug

Som mange andre prøvede jeg også at købe mig ud af min krise og følelsen af ensomhed, der fulgte med. Fester, ferier, forbrug af al mulig slags, måtte være vejen ud af spørgsmålet om, hvad meningen med livet er. Jeg begyndte at løbe fra det spørgsmål, som ellers havde været min drivkraft som barn, og i den flugt faldt jeg i alt muligt skidt. Jeg faldt totalt i overforbrugets sorte kar. Den fantastiske quickfix-følelse var så berusende. Bedre end noget andet party-drug jeg havde prøvet.

Overforbruget var vidunderligt. Lige indtil det gik op for mig, at jeg ville dø af en overdosis, hvis jeg ikke satte farten ned og stoppede op og mærkede hvorfor det var, at jeg havde behov for at bedøve mig sådan.

Så jeg vendte mig om, stille og roligt og begyndte at se krisen i øjnene. Jeg SÅ på den igen. Men denne gang som voksen og med en del mere erfaring som menneske i rygsækken.

Farvel til eksistentiel larm og forbrug

Jeg SÅ på min flugt, og jeg så, at jeg uanset hvor hurtigt jeg løb, så ville de spørgsmål være med mig for altid, så jeg kunne ligeså godt standse op og stå ansigt til ansigt med dem. Og her står jeg stadig. Hver dag ser jeg de spørgsmål i øjnene:

Hvad er meningen? Hvad er det jeg vil her? Hvad er vigtigt?

Og hver eneste dag, når jeg ser min eksistentielle krise i øjnene, så står jeg stærkere. Renere. Klarere i hvad det er jeg vil.

Når jeg facer den, så skærer jeg mere og mere fra i mit liv. Når jeg har min krise med som et vilkår her. Som en gave, der gør mig kraftfuld og vågen. Så er der så meget, der ikke længere betyder noget, og det som betyder noget, betyder så til gengæld virkelig også noget.

Al larmen. Alt det blinde forbrug. Alt det som hører til i egoet bliver stille og roligt skåret væk. Tilbage står jeg, fastere og fastere, og ser min krise ind i ansigtet. Min vidunderlige krise. Min fantastiske søgen. Alle de eventyrlige, fabelagtige, ulidelige spørgsmål jubler jeg nu over, at jeg trods alt stadig kan mærke.

Dilemmaerne i mit liv bliver mindre og mindre, fordi jeg tydeligere kan mærke hvem jeg er. Ikke hvem jeg er blevet fortalt jeg er. Af omgivelserne i min opvækst, eller af det kapitalistiske samfund omkring mig, som altid kun vil se mig som borger og forbruger. Men den jeg er.

Et menneske i konstant krise over at være født i en fysisk krop med et ego, som det skal lære at navigere med. En lyst til lys og kærlighed, som kan være så splittende og forvirrende i en verden, hvor vi konstant bliver fortalt, at det er dumt og naivt at være sådan.

Verden er venlig

Jeg kan mærke, at Verden er venlig, og det kom som et chok for mig første gang, jeg følte det. Når verden er venlig falder alt mit forbrug fra. Jeg har ikke længere lyst til at dulme eller at skulle være nogen i kraft af mine køb.

Når jeg er bange og løber, så køber jeg. Når jeg stopper op og ser mig omkring, ser den venlige verden jeg er en del af, så er det pludseligt godt nok bare at være mig.

Så er jeg ikke længere borger eller forbruger. Så er jeg en kvinde, i en skov, med en kat, en mand og børn. Med frø til forspiring i vindueskarmen. Sol der kommer ind ad et snavset vindue, og jeg kan høre ravnen kalde fra en af de store graner i haven om jeg ikke snart kommer ud igen. Og det gør jeg. Det er i naturen, jeg mærker mit væsen, og der mit ego glemmer sig selv.

Og jeg er klar over, at jeg tror, at jeg er en kvinde i en skov, med en kat og en ravn, der kalder. For hvem ved? Og det at jeg faktisk ikke ved, det får mit hjerte til at hoppe af begejstring og mine øjne til at rende over med tårer af glæde. Lige der har jeg intet behov for at købe noget, jeg er helt i fred. Jeg har ingen længsler, ingen mål.

Jeg er. Alt er. Og det er nok.

4 Comments

  1. ulla
    14. juli 2018 / 10:50

    Det er så præcist formuleret og lige sådan jeg oplever det. Så svært at trække vejret dybt ind nogle gange og fristende at flygte væk og holde på vejret eller kun trække det meget lidt og helt overfladisk. Og når jeg griner, græder jeg samtidig fordi jeg trækker vejret helt ind. Det hjælper at læse om oplevelsen når en anden har formuleret det! Jeg bliver bedre og bedre til at tage imod og tro på, at der er plads til at være også uden at man gør noget aktivt og nyttigt. Bare at være. At tage imod venlighed, kærlighed og omsorg. At være god nok. Mange tak for det!

    • Anja Dalby
      Forfatter
      18. juli 2018 / 13:27

      Selv tak Ulla. Og mange tak fordi du læser med og tager dig tid til at kommentere.

      Det er en daglig øvelse for mig at give slip og “bare” være i verden i tillid til at den vil mig det godt. Det kræver jo nemlig også at jeg så egentligt selv tror, at jeg er god nok og værdig nok til at modtage. I virkeligheden er det det som er nøglen til det hele, når vi tror at vi selv er okay og ikke skammer os over dem vi er, så kan vi tage imod og også slippe på en meget lettere måde end ellers og vi har meget nemmere ved selv at give og lade andre være dem de er :)

      Tak igen for din kommentar! Kærlig hilsen Anja

  2. Pia Wulff
    17. maj 2018 / 12:16

    Kæreste Anja
    Tak for et fantastisk blogindlæg….. Du skriver så dybt og jeg kan i den grad relatere til dette ? det er som om du beskriver mig, selvom jeg på nogle områder ikke er kommet så langt som dig? men det giver mig kampgejst og lyst til at arbejde videre…. TAK
    De kærligste hilsner
    Pia Wulff

    • Anja Dalby
      Forfatter
      6. juni 2018 / 14:27

      Kære Pia,

      Tusind tak for din kommentar og for at tage dig tid til at skrive den! Det sætter jeg rigtig stor pris på. Vi er alle et jo, så vi er alle kommet lige langt og er i gang med den samme bevægelse, den samme udvikling :)

      Tak fordi du skriver at de ord der kommer ud igennem mig giver dig kampgejst og lyst til at arbejde videre. Det gør mig meget glad at høre <3

      Mange kærlige hilsner

      Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INSTAGRAM