Indenfor shamanisme, bliver begrebet Kraft brugt som en måde at beskrive Åndelig Styrke, Åndelig Energi. At være fuld af Liv, fuld af den universelle Kraft vi alle er en del af og kommer fra her.

I vores almindelige sprog bruger vi begreber som at være Kraftfuld, eller indeholde meget Livskraft.

Ordet Kraft er beslægtet med noget åndeligt. En Kraft som er større end f.eks. almindelig styrke eller magt, ord der hører til det fysiske og til egoet.

Når vi skal beskrive det vi kalder for Gud eller Det Guddommelige, bliver ordet Gudskraften også brugt, The Godforce. Altså en allestedsværende energi, en Kraft som er i og omkring alt.

Uanset hvor du kommer fra i din spirituelle eller åndelige overbevisning, kan du bruge begrebet Kraft i din praksis. Kraft er neutralt og er ikke hæftet på nogen bestemt religion eller spirituel retning. Kraft er Kraft, ligesom det Guddommelige er Guddommeligt, uanset om det bliver kaldt for Gud, Allah, Buddha, Krishna o. s. v.

 

Du kan bede om Kraft

 

For nogle mennesker kan det være svært, at finde ud af hvad det er de skal bede om, hvis de føler sig kaldet til at bede en bøn. Enten i svære stunder i livet, eller hvis der er noget de ønsker sig forandret. For hvem ved hvad der er det bedste for alle og hvordan beder man bønner udenom egoet?

Hvis du er i en kompliceret situation med andre, så kan du bede om at den bliver løst på den bedste måde for alle implicerede. Det er en fin neutral måde at bede om god energi på.

Men du kan også bede om at alle får Kraft og bliver styrket bedst muligt. Kraft forstærker ikke negative energier. Kraft er livsenergi og selvom Kraft er “neutral”, så kobler den sig på kærlighed og ikke på vrede.

Så mennesker du måske mener burde opføre sig anderledes end de gør, dem kan du også bede om Kraft til.

Når de mennesker bliver Kraftfulde, så betyder det at det gode i dem vokser og egoet bliver mindre. De får mere energi, overskud og jordforbindelse. Det betyder, at de begynder at handle anderledes og på den måde kan en svær situation med et andet menneske løses med Kraft og ikke magt.

Du kan bede om Kraft til mennesker som lider af Krafttab. Måske er de syge, har det svært psykisk, eller står i en eller anden træls situation i deres liv.

Du kan bede om Kraft til dig selv. Tag hver dag en stille stund hvor du lige mærker ind i hvordan du har det og bed så om at du må få Kraft til dagen i dag.

Bed om at Kraften må være med dig og du kan også bede om at få Kraften bekræftet for dig. Så kan du holde øje med små tegn, der kan vise dig at du er blevet hørt og at Kraften virkelig bliver intensiveret i dig og dit liv.

 

Naturen er Kraft

 

Naturen er Kraft i sin reneste form og er så smukt et eksempel på at Kraften er tilstede alle steder. I fødslen og i døden bliver Kraften brugt til tranformationen på fineste vis.

Kraften er i de nye fine skud på træerne og tilstede når bladene senere på året komposterer og bliver til jord og Kraft til træerne igen.

Når du begynder at se Kraften i naturen, så kan du også åbne for en dialog med den. Du kan bede om Kraft fra Jorden, Luften, Vandet, Ilden, Dyrene, Træerne. Alle former for Planter og Liv.

Du mærker regnen på din kind og du beder stille i dig selv om Kraft fra regnen. Eller vinden rammer din krop, solen stråler på dig, du bliver pludselig bevidst om Jorden du træder på.

At bede naturen om Kraft, er at minde dig selv om at det er det du er. Du er natur og du er Kraft. Når du kontakter Kraften i naturen, så åbner du dig for det Guddommelige.

Du bliver automatisk mere ydmyg, mere taknemmelig, når du åbner dig for at der er større kræfter på spil her, end dem der findes i egoet.

Så mens Kraften styrker alle de gode, smukke kvaliteter i dig, og giver dig mod til at være endnu mere venlig, så bliver egoet automatisk mindre.

Når egoet bliver mindre, bliver du mere taknemmelig og glad og husker nemmere på hvilket vidunder det er at være i live.

Så kommer du i tanke om Kraften og det hele bliver til en smuk spiral mod evig lyksalighed.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!