Hej Anja

Jeg er lesbisk og har to – meget forskellige – kvinder i tankerne for tiden. Jeg vil høre om du kan se, om de føler det samme for mig, og om du kan anbefale, hvem jeg skal være opsøgende overfor her til sommer? Noget skal ske, men jeg er i tvivl om hvad.

Jeg er en lidt atypisk 26-årig når det kommer til forhold, kærlighed og sex. Jeg har aldrig haft et romantisk forhold, så har egentlig bare en lang række uforløste forelskelser bag mig, samt en masse identitetsspørgsmål, usikkerhed og undertrykte (særligt seksuelle) følelser i mig.
Jeg er kort sagt et sted i mit liv, hvor jeg føler, at jeg ikke kommer videre hverken fagligt eller menneskeligt, før jeg får oplevet, hvad en udlevet forelskelse, en intim og hudløs ærlig kontakt, går ud på.
-K

Kære K

Er du altid den samme person? Når jeg spørger sådan så er det fordi, når jeg prøver at gå ind af døren indtil læsningen, så bliver jeg ved med at åbne døren til en helt masse forskellige scenarier. Det føles som om jeg åbner døren til en masse forskellige masker i dig. Læg mærke til om du spiller nogle roller i bestemte situationer, som måske ikke er helt i overensstemmelse med hvem du er inderst inde.

Det mærkes som om du kan komme til at tage en lidt hårdere facade på end du egentlig er. For der er noget virkelig blidt over dig, men det føles lidt som en side af dig, du har passet lidt på ikke at vise for meget, af frygt for at blive såret.

I nat blev jeg vækket af rigtig mange lysvæsner. Har du mon selv set dem? Jeg tror du lægger mærke til meget mere af den her slags, end du måske giver udtryk for. Den her type væsner ligner små stjerner, eller små blink som zapper ind og ud af den her verden. Når der kommer mange af en bestemt type hjælpere ind i en læsning, så er det som regel fordi den der bliver læst har en forbindelse med hjælpere. En forbindelse som kan tyde på at du enten er en af dem, eller at du har haft eller har et tilhørsforhold med dem.

Nu er det muligt for mig at møde dig i læsningen, før blev jeg som sagt bare ved med at møde døre der åbnede sig for en masse forskellige scener. Nu kommer jeg ind i et rum, hvor du sidder på gulvet omringet af alle de her lysvæsner. De blinker ikke nu, som de gør når jeg ser dem her. Så de kan sagtens holde formen i læsningen hos dig. Du smiler til dem og er helt let og glad. Du kender dem og føler dig tryg med dem.

Hvis den ene af de kvinder du har i tankerne, har samme type energi, så er det hende du skal gå efter. Det ville være rigtigt godt for dig at åbne dig mod den her type lette, æteriske, overjordiske energi. For det er den energi du skal arbejde med i dig selv. Hvis den anden kvinde har en mere kontant, lidt hård energi, så skal du ikke åbne dig mod hende. Gå altså efter den kvinde som i virkeligheden er mere som du er inderst inde, selvom du måske har lagt lidt låg på det.

Men du behøver ikke være urolig K. Der er masser af kærlighed, sensualitet og elskov til dig. En rigtig god måde at tiltrække det i dit liv, er at begynde at dyrke de kvaliteter i dig selv, som du ønsker at modtage fra en anden. Så indtil det falder i hak med at få en kæreste, så bliv din egen først. Bliv din egen elsker, din egen omsorgsgiver, din egen største kærlighed.

Den her blidhed, som du måske har forsøgt at skjule lidt for andre, det er en form for sensitivitet, noget meget meget fint indeni dig. Pas på den side af dig. Det er ikke tilfældigt at du har ventet så længe med at finde en kæreste, det er som om den her æteriske side af dig har skulle være klar. Og det er sådan en let energi, som også kan give sig udslag en sårbarhed, som nogle gange virker lidt uforståelig for dig. Accepter den her side af dig, anerkend at sådan er du også og vær så din egen bedste ven. Når du begynder at åbne dig mere for den her side i dig, så vil du også tiltrække andre mennesker, andre kvinder, et andet liv.

Viser du din usikkerhed og sårbarhed til andre? Det er som om du lægger låg på den her altså jo også meget feminine side af dig. Ikke at femininitet er lig med usikkerhed og sårbarhed, men der er noget i den feminine energi som også er meget stærkt i sin evne til at turde være åben og modtagende overfor verden og det kan føles sårbart, selvom det naturligvis er en styrke.

Når jeg spørger lysvæsnerne hvor de kommer fra, så får jeg ikke noget svar. Eller jeg tror faktisk at de svarer mig, for de bevæger sig når jeg henvender mig til dem og de ser ud som om de kommunikerer et eller andet, men jeg kan desværre ikke forstå hvad de siger.

De ligner ikke ildfluer, de er lige lidt større og helt hvide i lyset. Og så er lyset altså konstant i dem, de er helt runde i midten og med en form for stjernetakker yderst. Det er ikke nemt at beskrive dem.

Nu flyver de alle sammen ind i dit bryst K. De fylder hele midten af din overkrop ud. De er helt nede i dit rodchakra og nu bevæger dig sig op igennem dit halschakra og op til toppen af dit hoved. Du sidder helt rolig og smiler stille. Det er virkelig et fint billede og jeg bliver helt rørt af det. Der er sådan en energi over dem nu, af sådan lidt som nogle små arbejdsomme bier, det er som om der er et job de skal have ordnet. De er meget beslutsomme i deres energi nu, stadig virkelig blide, men der er ingen tvivl om at her er noget de skal have ordnet.

Jeg venter lige og ser hvad der sker.

Vil du lægge mærke til om der sker et skift i din energi de næste par uger? Det ser ud som om de er i gang med at heale dig (og selv det ord virker banalt her), altså en eller anden form for renselse, et energiskifte, en oprydning. Læg mærke til om der kommer gamle følelser op i dig, gamle traumer, gamle ting du måske har holdt fast ved i egoet. Det kan godt ske efter den her type arbejde. Det er helt normalt og det er kun fordi det er i gang med at slippe i dig, at du ser det igen. Se det som at det lige dukker op for din bevidsthed en sidste gang, inden det suser ud af dig.

Måske kommer du til at græde mere i den næste tid. Det er også helt normalt og du skal bare være med det. Det er også kun en renselse. Det der vil ske på længere sigt, er at du falder mere til ro med hvem du er. Din energi er altså blevet tilpasset den du virkelig er inderst inde. Så der er overensstemmelse med hvem du er inderst inde og hvem du giver udtryk for at være. Giver det her mon overhovedet mening K? Skriv til mig hvis det lyder alt for underligt eller hvis jeg ikke har forklaret det ordentligt.

Nu er oprydningen i dig ovre, så nu lukker jeg læsningen. Du sidder helt i ro og lyser inde fra, lysvæsnerne sidder nu udenpå kroppen af dig, som om det var en hel masse sommerfugle der sad hos dig. Der er ro i billedet så jeg siger mange tak til dine og mine hjælpere.

Alt det bedste til dig K, tusind tak fordi jeg måtte lave den her læsning for dig.

Kærlig hilsen Anja

Feedback på læsningen fra K:

Det var en spændende og beroligende oplevelse at læse læsningen. Jeg kunne bruge den til at tænke mere over, hvilke typer de to kvinder dybest set er, og reflektere over, om jeg er enig med den type energi, den anbefalede, at jeg opsøger.
Stemningen var generelt optimistisk, hvilket var beroligende, men der blev samtidig påpeget nogle ting, jeg kan arbejde med – som jeg godt kan genkende. Så alt i alt en god oplevelse, der kan inspirere til reflektion. -K.

Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev her og være med i lodtrækningen om en læsning hver eneste måned.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!