KENDER DU EGOET?

Min definition af egoet

Jeg bliver tit bedt om at give en endelig definition på, hvad egoet egentligt er. Måske er du også nysgerrig?

 

Egoet er:

  • Det billede du har af dig selv.
  • Din sociale maske, det ansigt du har på for verden.
  • Dine titler og roller (kæreste, datter, bror, søster, ven, kollega, holdkammerat).

Du kan sagtens lære at få øje på dit ego. Hold øje med de ting, jeg nævner herunder, det er slet ikke så svært at lære at bremse, de her mekanismer i dig selv.

 

Når det er dit ego, som er i kontrol i dig så:

  • Er du ofte fanget i tanker, der kører i ring (du tænker på de samme ting igen og igen).
  • Er du ofte opslugt af dine følelser (især smerte, skuffelse og vrede).
  • Er din indre dialog stærkt fokuseret på angst, frygt, tvivl og selvkritik (jeg er ikke god nok, jeg er ikke smuk nok, jeg kan ikke gøre det rigtigt, jeg er stresset, jeg er dårlig til dette og dette, mit liv er meningsløst).
  • Er din værdi afhængig af eksterne ting (om du har en partner, et hus, et godt job, en smuk garderobe, en stor kreds af venner o.s.v).
  • Har du desperat brug for bekræftelser fra andre mennesker.
  • Bliver du let brudt ned, når tingene ikke går din vej (når folk ikke gør som du forventer at de vil, når folk svigter dig eller folk siger eller gør ting for at fornærme dig)

 

Dit ego vil altid være med dig

Dit ego er noget, du skal leve med, men du behøver ikke at lytte til det eller tro på, hvad det har at sige. Prøv ikke at tage det for alvorligt. Det er ikke den rigtige dig.

Hvad du virkelig er, er noget meget større. Noget der kommer fra den Kraft, som har skabt livet her. En energi, som gennemstrømmer alting og som i dig er manifesteret som din sjæl, eller din essens. Og den del af dig kan du glæde dig til at læse om snart.

 

Hvordan får du et godt forhold til dit ego?

Du kan få et bedre forhold til dit ego, når du kender til mekanismerne i det. For det er nemt nok at pege de forskellige symptomer ud som jeg har gjort herover. Når du så kender symptomerne på et stærkt ego, så kan du måske komme til at skamme dig over, at du ikke er mere udviklet end du er, siden du stadigvæk bliver fanget i drama og vil have bekræftelser fra andre.

Egoet er jo dybest set meget bange og nervøst. Når du læser listen herover, så kan du godt regne ud at det er et væsen med stort mindreværd, der har de her ego-symptomer.

Det hjælper med det samme på egoet, at være venlig overfor det. Skæld ud og skam hjælper aldrig. Tænk blot på, hvordan det føles i dig, når du er blevet skældt ud, og fortalt at du var forkert. Det skaber det stik modsatte i dig, altså det skaber endnu mere mindreværd. Ingen er holdt op med at ønske bekræftelser fra andre, fordi de fik af vide, at det var forkert at ønske sig det …

Så når du spotter egoet i dig, så grin af dig selv. Træk på skuldrene. Sig pyt. Vid med dig selv, at det er menneskeligt at være på den måde. Og det er du også, udover at være en guddommelig sjæl, så er du også et menneske og at være menneske indebærer altså at have et ego som nogle gange opfører sig temmelig besynderligt, set ud fra et større, mere udviklet og voksent perspektiv.

 

Accepter at du indeholder ALT

Du kan sagtens ændre på de reaktioner, der ligger i dit ego, når du først er opmærksom på dem. Men du kan kun gøre det, når du accepterer, at du altså heller ikke er fuldkommen (eller det er du jo, fordi vi alle er fuldkomne med alt hvad vi indeholder), men du er altså nok ikke det her perfekte spirituelle menneske, du gerne vil være. Du er bare dig. Med bumser på ryggen, sorte hår på tæerne, en skaldet plet på toppen af hovedet og bryster, der ser skeløjede ud. Og med et ego, som altså nogle gange freaker ret meget ud.

Vær venlig og overbærende over for alt i dig selv. Det er den eneste måde at arbejde med egoet på. Kun igennem en accept af, at du også indeholder alt, at du ikke er bedre end alle andre, kan du lære at elske egoet. Og ad den vej kan du få det til at slappe mere af, og du får lettere ved at komme i kontakt med din sjæl. Hvordan gør jeg så det, tænker du måske? Og det fortæller jeg mere om i dette indlæg.

 

Anja Dalby Sjæl og Ego

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.