Hvordan ser du dig selv? Prøv at lægge mærke til hvordan du beskriver og tænker om dig selv. Ikke kun sådan som du er nu, men prøv at se tilbage. Hvilke ord vil du sætte på dig selv som barn, teenager, i 20´erne? Prøv at mærke den følelse du får, når du tænker på dig selv i de forskellige aldre. Synes du at du var lidt pinlig, lidt for vild, fyldte lidt for meget, lidt for lidt? Kan du ligefrem finde på at bruge ord om dig selv som at du var lidt en taber, et offer, en nørd, en ballademager, lidt for dukset, for kedelig?

Hvad for nogle historier har du fortalt om dig selv, om sådan som du var som barn, ung o.s.v.? Hvilket billede tegner de historier af dig som person? Hvor kommer de ord og følelser fra, som du forbinder med dig selv, som yngre menneske?

Meget meget ofte, så er der en stor forskel på sådan som det føles indeni og på de ord, som omverdenen sætter på os. Vores forældre, lærerne, pædagogerne, venner o.s.v. sætter forskellige ord og følelser på os og vores måde at være på, som kan komme til at definere resten af vores liv, på en lidt uheldig måde.

Prøv som en øvelse at gå ind i dig selv som barn og mærk hvordan det føles i dig. Følte du dig virkelig som en taber? Som en bølle? Som en duks? Hvis du gør det, så gå længere tilbage i tiden og mærk i dig selv der. Du skal tilbage til den tid hvor du ikke har taget andres ord om dig for gode varer, gå tilbage dertil hvor du stadig er dig, DEN DU ER. Mærk den person. Mærk om de ord andre har brugt om dig og som højest sandsynligt også er blevet dine egne om dig selv, om de er i overensstemmelse med det du mærker indeni dig.

Det kan være en ret foruroligende øvelse, så er du advaret. For det som måske vil ske, er at du vil se at du ikke er blevet set som den du er inderst inde. Det kan være meget smertefuldt, for en ting er at vi godt kan forstå at vores forældre og dem der ellers har været omkring os, kun har gjort det de troede var bedst og kun har kunne handle ud fra hvor kloge de har været på det tidspunkt. Men noget helt andet er, at vi har tilladt os selv at tage de ord med os, ind i os selv, og har brugt dem mod os.

Mod det lille barn, den teenager og unge vi også er indeni. Mod dem har vi taget ord fra andre som nok ikke altid har været de mest støttende og styrkende og vi har brugt dem mod os selv. Som om det ikke er slemt nok for det barn at få de ord sat på sig på det tidspunkt, så fortsætter vi som voksen med at gå og kalde os selv for fx “en utilpasset bølle som lille” mens der indeni sidder et barn og græder over at stadig ingen forstår at den adfærd handlede om at være helt utrolig ked af det.

Og de ord, de bliver stadig ikke sagt. Det bliver stadig ikke sagt højt og dermed accepteret, at jeg var helt vildt ked af det som barn. Derfor reagerede jeg udad. Jeg var ked af det fordi jeg følte mig alene, fordi ingen forstod min følsomhed, eller hvad det nu kan være. Vi har talrige etiketter at sætte på os selv og hinanden og de dækker næsten alle sammen over den samme følelse, af ikke at blive set og elsket som den vi er.

Så altså, ind og mærk den du virkelig er og tag hånd om den forskel der måske er i sådan som du er inderst inde og de ord og etiketter der blev sat på dig dengang. Det kan godt ske du bliver virkelig vred og dernæst virkelig sorgfyldt over at have ladet et lille barn sidde i dig selv, i så mange år, alene med sine følelser af ikke at blive forstået. Men det er aldrig for sent at gå tilbage og tage hånd om det barn. At lære dig selv at kende, som den du er helt inderst inde, under alle de andres ord, som måske ikke beskrev dig helt korrekt.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!