Flow i vores liv er ikke en magisk tilstand som vi først kan opnå når vi har arbejdet så og så længe med at gøre sindet stille og har lært at lytte på sjælen. Flow er en tilstand som er tilstede hele tiden, det er ikke noget vi skal gøre os fortjent til, det er ligeså naturligt som at solen står op og går ned hver eneste dag.

Vi kan tilgengæld sagtens holde flowet væk fra os. Det gør vi ved at skabe et energifelt omkring os af bekymringer, angst, vrede, forurettelse, offer, arrogance blandt andet. Forestil dig at du går i en boble af de følelser, så kan det Guddommelige blive ved med at prøve at servere smukke kager for dig, det kan bare ikke nå ind til dig. Det banker ligesom på din boble og bliver afstødt igen og igen. Det betyder dog ikke at det holder op med at prøve at nå dig, ligesom solen heller ikke lader være med at eksistere hvis vi ikke værdsætter den.

Det Guddommelige, Kilden, vil gerne have os tilbage. Det vil gerne vise os vejen. Det er den eneste grund, som jeg ser det, til at vi ustandseligt bliver ved med at få serveret ting for os, når vi altså er åbne for det, som kan synes som om det er ren magi.

I de perioder hvor jeg selv har mistet alt håb om noget godt her, hvor jeg har mistet troen på alt hvad jeg før vidste var sandt, så er jeg alligevel blevet ved med at arbejde med mig selv. For uanset meningen med at være her, så er jeg sikker på det Guddommelige findes og den dag jeg skal tilbage og se det i øjnene, så vil jeg helst ikke stå og prøve at feje en masse skygger ind under gulvtæppet, fordi jeg var for doven til at gøre noget ved dem i det her liv.

Og det er når jeg helt har mistet håbet, men alligevel er blevet ved med at arbejde med mit lort, med at dysse mit ego ned, at jeg igen og igen er blevet overrasket over det som vi kalder for Flow. Når ting hele tiden løser sig på uforklarlig vis. Det kan være helt lavpraktiske ting som at jeg får en uforudset regning og dagen efter en uforudset check som dækker den. Men det er også når jeg kan høre sjælen synge en sang, som jeg så kort tid efter får mulighed for synge med på, så jeg på den måde kan tage endnu et skridt i min udvikling.

Jeg behøver ikke 10 millioner på min bankkonto, det ville være åndssvagt at de stod der. For jeg ved at lige meget hvad jeg har brug for, så kommer det til mig, både mad i mine skabe men også i form af at få vist vejen til det sjælen har brug for nu. Det eneste jeg skal gøre er at arbejde med at rydde op i de følelser som blokerer for at jeg kan modtage det der kommer.

Jeg beder ikke om hjælp mere. Det virker mere og mere blasfemisk at gøre det. At bede om hjælp, mens jeg ligger i en mudderpøl af selvretfærdighed og offer, det er ikke særligt smukt eller respektfuldt overfor det Guddommelige. Jeg siger tilgengæld tak konstant. Tak for al den hjælp jeg får, for det Flow jeg oplever. Tak fordi jeg må få en chance til, at jeg må være her igen, at jeg får en mulighed for at rydde op i min bagage.

Når jeg arbejder med at stilne sindet og høre sjælen i stedet, så ved jeg at det er nu jeg skal gå en tur hen af den gade. Eller tage telefonen og ringe til en ven. Jeg følger mine indskydelser, selvom mit ego ikke altid er lige vild med dem. Sjælen leder mig hele tiden derhen hvor jeg skal være, for at kunne modtage det jeg har brug for. Men det kræver at jeg arbejder med mig selv, så mit ego ikke får ført mig på afveje. Så får jeg tilgengæld følelsen af at leve i et magisk eventyr, det er et udmærket bytte.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!