Der er delte meninger om hvorvidt verden kun er tilstede, når der er en bevidsthed til at opfatte den. Det klassiske eksempel er tanken om hvis et træ falder i skoven, laver det så en lyd, selv hvis der ikke er nogen til at høre det. Enten kan man mene at verden omkring os kun er, fordi vi opfatter den og skaber den. Eller også kan man mene at verden er der uanset om vi er tilstede i den eller ej.

Når jeg går ude i naturen, så er det den følelse af at alting også er der, når jeg ikke er der, som blæser mig mest omkuld. Det er fornemmelsen af at stå ved et vandløb og høre vandet bruse, høre fuglene synge, mågerne skrige, høre træer der knirker i kronerne, se svaner der samler sig ude på havet, se en regnbue, en fjer falde ligeså stille ned fra himlen fra en fugl der var fløjet forbi. Det er tanken om at når jeg ikke er der, det sted i naturen, så finder det hele sted alligevel. Vandet stopper ikke med at løbe fordi jeg ikke ser på det. Det får mig til at føle mig mindre speciel, på den måde at jeg ikke betyder det store for om naturen virker eller ej. At verden fungerer fint uden mig. Jeg føler mig som en gæst, en velkommen gæst godt nok, og jeg takker for at jeg må få lov til at opleve denne smukke jord.

Det giver mig en følelse af ydmyghed. Det minder mig om at overalt på denne fantastiske jord, der fungerer naturen fint, uden at jeg er tilstede i den og uden at jeg har en mening om den. Det gør mig ydmyg overfor livet, at kraften er tilstede overalt og at alt udfylder sin rolle på smukkeste vis. At tænke på at jeg også er en del af den kraft, som skaber regnbuer, fjer der daler fra himlen og svaner som råber sjove båt-lyde til hinanden ude på havet.

Jeg er jo i høj grad tilhænger af tanken om at vi skaber vores egen virkelighed. At vi med vores tanker og følelser kan skabe det vi oplever. Hvis vi møder verden med frygt og mistillid, så tror jeg fx ikke at vi får samme resultat som hvis vi møder den med kærlighed og åbne arme. Jeg mener faktisk at verden er en illusion, en stor drøm vi lever i og som vi alle sammen er fælles om at skabe. Derfor mener jeg også at det er så vigtigt at vi alle sammen tager ansvar for hvad vi sender ud i den, om vi deler ud af had eller venlighed.

Måske eksisterer naturen uanset, måske er det alt det der er skabt udenom naturen som er en illusion, måske er planeten her bare og skaber mirakler hver eneste dag i kraft af sommerfugle og regnorme. Eller også har vi i en fælles bevidsthed skabt naturen, planeten, og hvis det er tilfældet så har vi gjort det godt. For uanset hvad tilfældet er, om naturen er virkelig eller om den er en illusion som alt andet, så gør den mig rolig og gør mit ego mindre. Den healer mig og skaber en følelse i mig om at jeg alligevel ikke er verdens navle, hvordan kan jeg være det når den vidunderlige lyd af vand der bruser, finder sted hvert eneste sekund.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!