Jeg ved ikke om det er noget der er i tiden. Eller om det er noget der hører til den alder som jeg selv og som mange af mine venner og bekendte har. Jeg ved ikke om det er et symptom på den måde vores verden er på, eller om det er en del af de cyklusser som tid bevæger sig i.

Men der sker noget. Jeg kan også høre det på de mennesker jeg laver læsninger for. Rigtig mange henvender sig med en helt bestemt følelse.

Det mennesker mange forskellige steder fra beretter om, det er at de føler en meningsløshed i deres liv. Det er voksne mennesker som har gjort det de skulle. De sidder nu i fyrrene og ser sig omkring. Var det det? Var det her livet? Var det det vi knoklede sådan for at nå hen til?

Mennesker beretter om tab af kraft. De er trætte. Nogle bliver syge. Måske ikke livstruende, men livsstils og stress sygdomme begynder at vise sig. De føler ikke rigtig mere glæde ved det liv de lever.

Så nogen prøver at handle sig ud af meningtabet, de ser om det hjælper at købe sig en ny bil. Tage et lån til en udbygning på huset. Få sig en hund.

 

Andre sidder stille og kigger ud i luften. Bliver tavse og døde i blikket.

Var det her virkelig det?

 

Nu er alt det nået som de skulle nå. De kan mærke, at det ingen betydning har for deres glæde, om de sætter sig nye mål på jobbet, eller bygger en carport. Men hvad er der så? Er det så bare en nedtælling fra nu af til sjælen forlader den her krop?

Det er godt. Det er godt at have det sådan. Det er godt at se meningsløsheden og det selvskabte fængsel i øjnene. Det er godt at opdage tremmerne om cellen, at se at “friheden” er en illusion som egoet har skabt.

Alt det vi troede gjorde os fri, det fængslede os bare endnu mere.

Det er godt. Jeg kan sagtens forstå frustrationen og kvælningsfornemmelsen, men det er så meget bedre at mærke den, end at drukne den med endnu mere Vild med Dans, ølsmagning og kagedekorering.

Så hvad nu så? Når du sidder der og stirrer på tremmerne og opdager, at de består af alt det egoet indeholder? Så går du i gang. Du rejser dig. Smøger ærmerne op, spytter i håndfladerne, retter ryggen.

Resignation og dødvande er for vatnisser.

Hvem er du? Er du ikke vild og varm? Er du ikke fyldt med længsler, med håb og drømme? Hvor er din kreativitet? Lad være med at tro, at det er nok at bruge den på at gøre ungernes madpakker opsigtsvækkende. Giv dem flade bønnepostej madder med i en måned og indret kælderen til papmaché værksted.

 

Byg en stor vild skulptur af et dyr du kan lide. Gnat dig selv ind i papir strimler og tapetklister. Få ild i øjnene, bankene hjerte, svedige hænder over din egen energi og kreativitet.

 

Hvem ved om vi kommer igen? Jeg ved det ikke. Jeg er ikke længere bange. Det jeg kan mærke jeg vil, det er det jeg vil. Ingen kommer og takker dig for at fedtspille og gemme dig selv væk. Fordi du var opdraget med en norm, der sagde at du skulle dukke nakken og ikke tro du var nogen.

Kom nu! Det er ikke så svært. Tag et skridt. Og opdag at der ikke skete en skid. Himlen faldt ikke ned om ørerne på dig og du kom ikke i en offentlig gabestok, fordi du gjorde det som gjorde dig glad. Ingen ser dig alligevel. Alle er så optaget af deres egen celle.

Tag et skridt til. Et til. Et til. Og pludselig sidder du i Honolulu og laver bastskørt kurser, og livet i Danmark virker som en tåget rugbrødsfarvet drøm.

PS. På Den Stille Vej får du redskaberne, til at se hvad dine fængselstremmer består af og du får mig med cheerleader på dit liv. Så du kan bryde ud af dit selvskabte fængsel og gøre lige det, som gjorde dig glad. Vi er ved at være nogle stykker nu, som går af Den Stille Vej sammen, det vil være mig en stor glæde hvis du gjorde os selskab.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!