Det er i virkeligheden meget simpelt at være menneske. Det der gør det svært er alle de distraktioner vi finder på og alle dem der bliver fundet på for os. Distraktioner som hvor vigtigt det er at bygge en carport. Få et nyt job. Tjene flere penge. Få et barn til. Få sig en mand/kone/elsker. Se tv. Tjekke Instagram, Facebook, Twitter. Huske at flirte med brugsuddeleren, flirte med postbudet, kollegaen. Skabe spænding i dagligdagen ved at lave alt muligt der fjerner dig fra målet. Spise kager. Tage i motionscenteret for at brænde dem af igen. Skændes med din partner/nabo/mor.

Der er mange kræfter i verden, som gerne vil stoppe os i at være dem vi ønsker at være. Prøv bare at tænke på alle de gange du er blevet holdt tilbage fra at følge en drøm, fordi dem omkring dig blev ængstelige på dine vegne. Det går helt tilbage fra da du blev født.

Hvis du bliver den person du helst vil være, så kan dem omkring dig godt blive usikre. For hvis de indtil nu har spejlet sig i dig og tænkt, at vi to er ens og det er trygt og godt. Så kan de blive meget nervøse og gøre meget for at holde dig tilbage, hvis du ændrer på dig selv. Din forandring betyder at de måske bliver nødt til at tage deres eget liv op til revurdering. Hvis den person jeg har spejlet mig i, ikke vil være den person mere, men vil forandres og vokse, hvad så med mit liv? Hvem er jeg så? Er det her liv så godt nok, når det ikke var godt nok til den jeg spejlede mig i?

Hvis du tør ændre dig og følge dit hjerte, så tør andre også. Start i dig selv. Tag din styrke hjem i dig og vent ikke på at der kommer nogen og trygler dig, om at gøre noget godt for dig selv og planeten.

Alt hvad vi skal her er at være gode. Vi skal løfte og opmuntre hinanden, til at blive dem vi drømmer om at blive. Mother Teresa og Gandhi er dig og mig. De var ikke to helt specielle eksemplarer af menneskeheden. De havde bare forstået at det eneste formål der er, er at tjene. Vi skal passe på hinanden, vise omsorg og give kærlighed.

Vær kærlig overfor dem der ikke ønsker, at du forandrer dig. Men ryk dig alligevel. Åbn det børnehjem i Indien. Byg de brønde i Afrika. Start den revolution du ønsker. Du kan være hundrede procent sikker på at det aldrig har været meningen, at vi skulle bruge det her mirakel af et liv, på at se Hammerslag.

Gør noget. Giv en stemme til dem der ikke har en. Giv din stemme til naturen. Til dyrene. Til beskyttelse af den her fantastisk smukke jordklode. Giv din støtte til dem der prøver at gøre en forskel. Og her mener jeg ikke, at give en halvtredser til den velgørenhedsorganisation der kommer og ringer på døren. Giv af dig selv, din styrke, din viden, din kærlighed.

Vi har allernådigst fået lov til at have et liv her. Og mange af os opfører os som om det er livet der står i gæld til os. Vi tuder ned i slikskålen foran fjernsynet, over at vores liv mangler mening og at andre har gjort os ondt. Rejs dig nu. Tag ansvaret for dit liv. Det er en gave, uanset hvor meget ondt du har oplevet.

Tjen dig selv som du vil tjene andre. Pas på dig selv. Tag dig selv alvorligt. Følg dine drømme. Ægte drømme handler om at dele ud af den kærlighed du har i dig, at gøre verden til et bedre sted. Ægte drømme kommer aldrig ud af egoet. Ægte drømme er ligeglade med berømmelse, penge og magt. Hvis de ting er inde over din drøm, så se den grundigt efter i sømmene. Vi er her ikke for at blive kendte eller millionærer.

Vi er her kun for at tjene hinanden og jorden og når du virkelig mærker det i dig selv, så bliver du så ydmyg og taknemmelig over overhovedet at have den mulighed, at der ingen vej er tilbage til sofaen.

Drømmen

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!