Den dag jeg mistede mit navn

En dag da jeg gik ude i den skov jeg er flyttet i, kunne jeg pludselig ikke længere huske mit navn. Jeg tabte det og måtte gå og lede efter det i min bevidsthed. Navnet Anja kom efter lidt tid til mig og jeg havde det som om jeg hørte navnet for første gang i mit liv.

Sikke et besynderligt navn, tænkte jeg. Og jeg tænkte, hvorfor har jeg aldrig tænkt over det navn før. Pludselig var navnet helt fremmed for mig og jeg kunne ligeså godt være kommet i tanke om at jeg hed Giraf, Kurt eller Ingenting.

Navnet var bare et ord som lød helt underligt. Det føles som et badge jeg kunne tage og sætte på mig. Et fremmedlegeme jeg pludselig stod og kunne se fra alle sider. Som jeg holdt ud fra mig og som havde mistet sin betydning, når det blev taget ud af sin normale kontekst.

Måske skulle jeg så skifte det, var min næste tanke. Da jeg stod der og så på navnet Anja og mærkede at det intet betød for mig. At det var blevet reduceret til 4 bogstaver, som i situationen føltes helt tilfældigt sat sammen.

Min yngste søster kaldte mig for Ajna i mange år, indtil hun lærte at bytte rundt på bogstaverne i den rækkefølge mine forældre have bestemt. Ajna betyder også chakraet det tredje øje, men det er måske alligevel lige tykt nok, at hedde det som clairvoyant.

Anja. Naja. Jana. Det er hip som hap. At skulle vælge et nyt navn ville alligevel ikke give mening. Ingen andre navne gav mere mening, bare fordi Anja pludselig ikke føles som mit længere.

Jeg følte mig navnløs og helt tom som jeg stod der i skoven. Noget andet, som var ingenting var vokset frem. Det var meget specielt at stå og mærke at navnet/ordet Anja ingen mening gav længere

På grunden hvor huset jeg bor i ligger, står Gran, Birk, Hassel, Eg, Bøg, Hyld (og mange flere jeg ikke har lært at kende navnene på endnu).

I luften over mig svæver Ravnen, Glenten, Musvågen, Falken, Uglen og Duen.

På Jorden går Ræv, Rådyr og Grævling.

I træerne bor Sort og Rødegern og et vrimmel af fugle og insekter.

Dyrene trives fint uden at blive navngivet. Måske jeg kunne nøjes med at kalde mig for menneske. Men selv menneske er jo en definition, ligesom Ravn og Hassel og i virkeligheden er det lige meget. For vi er alle det samme. Et udtryk for en kraft. En vidunderlig storslået kraft.

En kraft som nogle dage overvælder mig så meget, at jeg helt glemmer Anja. Sikke en befrielse, sikke en frihed der ligger i at være navnløs.

I weekenden skal jeg på kursus og jeg ved at vi i kredsen skal præsentere os for hinanden. Menneske Dalby. Gad vide om jeg kan slippe afsted med at kalde mig for det.

2 Comments

  1. Laila
    6. oktober 2017 / 17:40

    Ja, det er en smuk oplevelse, når man i glimt, finder ind i den, at bare være et med altet. Og så behøver man jo ikke sit navn.
    Så meget af vores eksistens ligger udenfor sproget.

    Samtidig tror jeg også det er godt at navngive, for også den bevægelse har et mønster, en lyd, en form, i det her univers. En fortælling.

    Jeg har haft det svært med mit navn og ville helst hedde Liv, indtil jeg en dag læste et sagn fra Lapland, hvor betydningen af mit navn indgik, og siden fortalte folk jeg kendte i Mellemøsten, hvad mit navn betyder for dem der. Dernede har navne en vældig stor betydning, som en lysende, rød tråd, i alle deres slægsthistorier.

    VI har ikke så meget sammenhæng her i Vesten. Vi er ikke så stærke i vores historie. I vores rødder. Heller ikke vores egne.

    Nu lader jeg mit navn – fortælle mig dets betydning. Og jeg lytter. For det er kraftfulde fortællinger. Og lidt efter lidt giver det mening, ligesom alt andet i mit liv. Måske er det ligesom et billede. Som aldrig kan fortælles helt færdigt. Som man altid kan finde nye betydninger i.

    Jeg ved slet ikke, om du kan bruge mine ord til noget, Anja ? De kom bare til mig, da jeg læste dit indlæg, lige som latteren. Du får altid mig til at smile og le med dine tekster. Jeg holder af at følge dig på din rejse, et øjeblik, i det her liv. Og jeg synes, du er modig, en fantastisk formidler, fuld af boblende liv som en livgivende bæk, og jeg tror, jeg forstår. Jeg ønsker dig alt det bedste.

    Laila

    • Anja Dalby
      Forfatter
      7. oktober 2017 / 07:54

      Kære Laila,

      Du skriver de smukkeste ting til mig. Tusind tak og jeg kan virkelig bruge dine ord til noget.

      Jeg forstår hvad du mener med navnene. At de vil os også noget her i livet. At de ikke er tilfældige og at de har deres egen kraft og liv. At når vi navngiver noget, så sætter vi os også i forbindelse med det. Vi gør det levende og jordisk. Og det er så fint og meget gammelt. Det mærkes også som om det er noget vi har med os fra altid.

      Glæden ved at kunne navngive. Lyden og kraften der er i et navn, en måde at sætte sig i forbindelse med noget der eksisterer i en ellers navnløs verden.

      Og så mit helt eget navn… det kan noget og vil noget. Pludselig var det bare et objekt og det var i virkeligheden jo også en åbning til at undersøge hvad det er det vil mig det navn. Fra nemlig bare at have været fire bogstaver sat sammen i en bestemt rækkefølge, kunne jeg også mærke vægten af navnet, især da det forsvandt fra mig. Det er meget spændende.

      Laila har altid været så smukt for mig. Nemlig mellemøstligt og et navn for mystiskere. Og jeg er glad for at du kan høre mine smil når jeg skriver, for det hele herinde er nemlig skrevet med et bredt smil og kriller i maven hos mig.

      Tak tak tak igen fordi du tager dig tid til at skrive Laila. Det betyder meget for mig.

      De kærligste hilsner

      Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.