Der var en dag hvor jeg ikke var venlig. Jeg får lyst til at undskylde mig med at jeg ikke gjorde mit bedste, men det er noget vrøvl, for det jeg gør, er altid det bedste jeg kan i den situation jeg er i. Ellers ville jeg gøre det anderledes.

Den dag jeg ikke var venlig, der kunne jeg ikke række ud mod mennesket foran mig. Jeg kunne ikke røre hendes arm, og sende hende milde øjne samtidig, sådan som jeg normalt ville gøre det.

Smilet i mit ansigt, kom kun fra min mund. Jeg kunne virkelig ikke få det op i mine øjne. Jeg husker at jeg tænkte i situationen, at jeg ville prøve at få øjnene med, men det lykkedes ikke.

Der kom ingen ord ud af min mund. Ingen trøst, ingen omsorg, ingen beroligende tilkendegivelser.

Jeg lod kvinden stå foran mig og have det skidt, uden at jeg kunne række ud. Hendes ubehag over at stå foran mig i den situation vi var i, var så smertelig, at det ikke engang først var bagefter jeg så den. Selv da jeg stod der og så hende være virkelig utilpas foran mig, registrerede jeg at hun lyste af nervøsitet og usikkerhed. Og endnu værre, jeg vidste at det var på grund af mig hun havde det sådan. Og jeg gjorde stadig intet for at lindre hendes smerte.

Der er masser af historier jeg kunne fortælle om hvordan vi to mennesker var endt der, hvor vi stod foran hinanden, hvor den ene af os følte sig meget underlegen og undskyldende overfor den anden. Men historierne hører egoet og fortiden til, ligesom kravet om retfærdighed og det vi kalder for fair gør det.

Da jeg stod der, overfor den kvinde, da var det ikke muligt for mig at være venlig. Og med venlig mener jeg ikke at jeg ikke smilede, at jeg ikke med min krop viste åbenhed, for det gjorde jeg. Men vi kan alle sammen mærke forskel. Vi kan mærke forskel på hvornår hjertet er med i venligheden, hvornår vi tilsidesætter vores egen historie, for at sørge for at et andet menneske ikke længere er utrygt.

Det var så ubehageligt at stå der. Og jeg kunne ikke gøre andet end det jeg gjorde. Og det har været så ubehageligt efterfølgende at tænke på, hvordan jeg gjorde et andet menneske så utilpas. På grund af hendes historier om mig og historierne om hende i mig, som jeg i situationen ikke kunne sætte mig ud over.

Jeg har tænkt meget over ægte venlighed siden. For jeg kunne tydeligt mærke, at jeg ikke var ægte og det kunne hun også. Jeg har tænkt meget over, hvor virkelig ubehageligt det føles i mig, at et menneske foran mig havde det sådan og jeg rakte ikke ud. Jeg var den der kunne ændre situationen og den måde hun havde det på og jeg gjorde det ikke. Det mærkes absolut afskyeligt i mig at have haft magten til at ændre noget fra frygt til lettelse og ikke gøre det. Om det så var Hitler jeg stod overfor, så vil jeg aldrig ønske at have den slags indflydelse på et andet menneske. Jeg gjorde et andet menneske utrygt og det føltes så hæsligt.

Den oplevelse rykkede noget rundt i mig. Utryghed fik så tydelig et sprog gennem kvinden jeg stod overfor. Den utryghed ønsker jeg aldrig mere, at være med til at skabe hos et andet menneske. Min venlighed skal være så varm at al frygt smelter i nærheden af den, det er alt for hårdt for mig at bære andet i mig selv.

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!