Livet er mere et mysterie der skal leves, end et problem der skal løses

Der er to grunde til at mennesket er her på Jorden. Den ene grund er at lære om kærlighed og lære at udtrykke det. Den anden grund til at vi er her, er at vi er skabende væsner.

Vi skaber og vi tjener når vi skaber. Vi bidrager til livet og livets store mysterie med den skabende energi vi har i os.

Alle mennesker på hele jorden, uanset om de er identiske tvillinger (eller trillinger), har et unikt fingeraftryk.

Alle mennesker på hele jorden, har en stemme med sit helt eget lydmønster.

Alle mennesker på hele jorden, har øjne som har sine helt egne pigmenteringer og mønstre.

Vi har alle sammen vores helt eget aftryk at lave her på jorden. Vi har alle sammen noget vi kan give stemme til, især vores livsdrømme og vores visioner.

Når du ved at du er helt unik. Ikke på den her ego-individualistiske måde som er så populær, men du er unik på en så fuldstændig vild mindblowing måde, så slipper du også for at sammenligne dig.

Det giver slet ingen mening, at sammenligne to totalt unikke udtryk. Det er helt galt at gøre dette. Virkelig skørt. Det er så skørt, at det lyder som noget kun egoer kan finde på…

Hvis du har svært ved at huske, hvornår du mistede denne viden om at du er helt unik og at dit aftryk, din stemme, dit syn på tingene havde værdi, så undersøg disse spørgsmål i dig selv:

Hvornår i dit liv holdt du op med at synge og bringe din stemme frem i verden?

Hvornår i dit liv holdt du op med at danse, eller bare bevæge dig frit i din krop?

Hvornår i dit liv holdt du op med at være fortryllet af historier og især din egen livshistorie?

Og hvornår i dit liv holdt du op med at blive trøstet af det rum som stilheden skaber?

Det sted i dit liv hvor du holdt op med at synge. Hvor du holdt op med at danse. Hvor du stoppede med at blive fortryllet af historier (og især din egen livshistorie) og der hvor du stoppede, med at kunne blive trøstet af stilhedens rum;

Det er det sted i dit liv hvor du oplevede, at miste din viden om at du er helt unik og at din stemme har værdi.

At din krops bevægelser har værdi. At historierne og din egen historie i særdeleshed, kan heale og forandre.

Og at når du sidder i stilheden, så husker du hvad det er for et stort mysterie du er. Og du husker at livet er et mysterie der skal leves og ikke et problem der skal løses.

Måske er det dig som tør tale sandt. Som tør følge dit åbne taknemmelige hjerte. Måske er det dig som tør heale med dit nærvær.

Måske er det dig som vi venter på. Den stemme vi drømmer om. Den krop vi håber kan bevæge os fremad. Den livshistorie der kan inspirere og give håb til andre. Den styrke der kommer af at have siddet i stilheden og erkendt at intet skal overstås.

At alt skal synges og danses og fortælles og leves med den kraft der kommer af at erkende livets mysterie og hylde det med hele sit væsen.

4 meget konkrete tips, du kan bruge til at komme bedre i kontakt med din intuition

Det kan virke provokerende, når man sidder i en rigtig træls situation*, at få beskeden, at hvis man bare vil lytte til sin intuition, så får man svaret på alle sine problemer. For når man sidder der, kan det være ret svært at høre noget som helst af hvad intuitionen siger. Og det er nemt at komme til den konklusion, at hunden har spist den, for det kan føles som om det er længe siden, intuitionen sidst har været tilstede i ens eget liv.

Her er nogle meget konkrete tips, til hvordan du kommer på sporet af din intuition igen. Det er alt sammen noget som giver dig jordforbindelse og som får dig til at vende tilbage til dig selv. Jordforbindelse styrker din kontakt med dig selv og på den måde kontakten til din intuition på fantastisk vis.

Der er en ret stor sandsynlighed, for at du vil læse de her fire punkter og så afvise dem med, at du allerede kender dem og derfor behøver du ikke lave dem. Men gør det alligevel. Fortæl dig selv, at du lige leger den her leg i lidt tid, selvom du naturligvis er så klog, at du ikke behøver lege den og selvom du godt ved alt hvad der er at vide om den her slags, så gør du det bare alligevel. Lad ikke dit ego narre dig til at tro, at du ikke behøver udføre konkrete handlinger for at få det bedre.

Jeg kan faktisk godt love dig, at hvis du følger den her plan, så vil du få det rigtig godt i løbet af den korte tid, det tager at integrere de her redskaber i dit liv. Følelsen af meningsløshed vil forlade dig og du vil have lyst til livet igen.

Start med punkt 1 og brug 7 dage på at indføre hvert punkt i dit liv. Så du starter med punkt 1 og efter 7 dage går du videre til punkt 2 mens du stadig har redskabet fra punkt 1 med dig, ligesom du har punkt 1 og 2 med til ugen med punkt 3 o. s. v.

 

4 meget konkrete tips, du kan bruge til at komme bedre i kontakt med din intuition

 

1. Vand. Drik vand. Drik 8 store glas vand hver dag. Start som det første din dag med at drikke et stort glas vand. Alle kan drikke 8 store glas vand. Start med at gøre det i 7 dage. Bare gør det. Stil ingen spørgsmål. Send din hjerne på ferie. Du laver ikke noget vildt. Du drikker bare vand, det kan du godt.

2. Kost. Undgå sukker (og alkohol og fedt og salt, chips er også no-go). Efter 7 dage med masser af vand, vil du måske allerede nu have opdaget, at din sukkertrang ikke er så stor mere. Du fortsætter med at drikke 8 glas vand og i denne uge, så fjerner du bare lige sukker (også juice og de der store dadelsnitter…) Du behøver ikke gå i panik. Det her er kun så du lige kan komme op og trække vejret. Når du er igennem den her korte periode af dit liv, efter du er kommet i kontakt med dig selv igen, så kan du altid genoptage diverse sjove madvaner bagefter. Det her er ikke for evigt, sig det til dig selv. Du kan snildt klare de sidste 21 dage sådan her.

3. Gå. I den tredje uge, så undgår du stadig tingene fra punkt 2 og du fortsætter med at drikke samme mængde af vand fra punkt 1, som du nu har gjort i 14 dage. Du er begyndt at blive så hydreret, at du kan begynde at tænke lidt sammenhængende tanker igen. Så nu kan du begynde at gå lidt ture. Bare gå i 15 minutter om dagen, men gå udenfor. Hvis du kan komme til natur er det bedst, hvis ikke, er det lige meget, bare kom ud og gå. Måske må du vende om efter 5 minutter, hvis du har det rigtig skidt, men det kan også være, at du opdager, at hvis du kan gå 15 minutter, så kan du også gå 20. Eller 25. Måske 30…Men bare tag det roligt. Start med at gå hver dag i denne uge. Alt er bedre end ingenting.

4. Træk vejret. Nu er der gået 21 dage med de her bittesmå forandringer. Jeg vil vædde med, at du kan mærke en markant forskel i dit velbefindende nu. I denne 4. uge øver du dig i at trække vejret. Bare en gang om dagen trækker du vejret dybt. Du trækker vejret dybt 7 gange. Helt ned i maven og du puster det helt ud igen. Træk vejret ind med næsen og pust ud med munden. Du mærker lige din krop, din vejrtrækning, din puls ved at trække vejret. Du vender tilbage til dig selv og mærker hvor det er meningen du skal være.

Det er fire meget nemme redskaber du kan integrere i dit liv. Bare fordi de er simple, er de ikke uvirksomme. Tværtimod, er de særdeles effektive til at give jordforbindelse. På den måde åbner du for kontakten til din intuition og kan høre hvad den siger til dig.

Derefter er det dit eget ansvar, at tage dig selv så alvorligt, at du så også gør hvad din intuition siger til dig. For de fleste af os ved godt hvad den siger, men fordi det den siger, som regel aldrig er i overensstemmelse med hvad vores egoer vil, så ignorer vi beskederne.

Hvis du gerne vil have det godt, så er det slut med at ignorere de beskeder. Men det er helt dit eget valg. Her er i hvert tilfælde 4 meget kraftfulde redskaber du kan starte med. Hvis du har lyst til at skrive til mig om 4 uger og fortælle hvordan de har gjort en forandring for dig, så er du meget velkommen til det.

Hvis du har lyst til at fortsætte efter de 4 uger, så er det nemt at blive ved med at drikke vand, at gå og at trække vejret. Faktisk vil det være virkelig smart at fortsætte med gøre det.

Kosten er straks lidt mere bøvlet, men mærk selv efter. Måske har du opdaget diverse bevæggrunde der ligger bag dine kostvaner, så du nu kan ændre på nogle ting i din kost, så du bliver stærkere og sundere. Men det kan du selv gå på opdagelse i. Nu har du under alle omstændigheder mærket, at du selv bestemmer om du spiser sukker, drikker alkohol, spiser chips og du har erfaret hvordan det føles, at være uden de trøst-remedier i dit liv.

Rigtig god fornøjelse!

* En træls situation kan være alt muligt: Alt det vi oplever som værende sorgfuldt i vores liv, men som i virkeligheden ikke er andet end udviklingsmuligheder; Fx sygdom, arbejdsløshed, depression, angst, kærestesorger, tab af alt muligt der har med vores identitet at gøre.

 

 

 

Pas på Ånden i dig

Der er noget fint i os alle, som vi af mange forskellige årsager mere eller mindre kan miste kontakten til igennem livet. For de fleste af os, så sker der det, at vi i vores søgen efter kærlighed og bekræftelse fra omverdenen, lader egoet tage over op igennem vores opvækst.

Egoet forstår at spille efter de regler som samfundet kræver og egoet forstår, at overbevise os om at den kærlighed vi kan få udefra, det er den vigtigste kærlighed der er.

Egoet er ikke ondt eller ude på at skade os. Tværtimod. For hvis vi bliver skadet og potentielt dør, så dør egoet også og den idé er egoet ikke så pjattet med. Da vi var nyfødte her, var vi afhængige af andres kærlighed. Hvis vi ikke fik kærlighed i form af både kram og mad, så ville vi ikke klare os godt her som babyer.

Så egoet tror, at det er måden det skal være på hele vores liv. At vi skal gøre os fortjente til kærlighed og at den kærlighed, kun kan komme udefra. Enten fra andre mennesker som skal elske os, eller vi erstatter kærlighed med penge, magt, rusmidler eller andet.

Udover alle de andre ting jeg skriver om hvordan vi kan tackle egoet, så er der også noget andet vi kan gøre. Vi kan dyrke det som er virkelig smukt og særligt i os, det som vi var i kontakt med som børn, og som er det vi kan kalde for ånd eller sjæl.

Ved at styrke det åndelige i os selv, så bekræfter vi, at vi ved, at vi ikke bare er elskelige, vi er kærlighed.

Jo bedre vi bliver til at bekræfte det for os selv, jo mere slipper egoet. Egoet behøver ikke længere passe sådan på os, det kan slappe af i skyggen af roen der opstår i os, når vi ved at vi er alt.

At vi indeholder alt og at alt er kærlighed, det kan aldrig være anderledes.

 

  • Kunst. Se på kunst som rører dig. Lige meget om det er populært eller forståeligt for andre. Se på og omgiv dig med skønhed som du definerer den. Mærk efter det sted i dig, som får en udefinerbar rolig fornemmelse af at se/høre/læse/mærke kunst. En uforklarlig følelse af at det her er rart. Gå efter det.

 

  • Natur. Vær i og studer naturen så meget som muligt. Fortab dig i en blomst. I en myre. I græssets bevægelse i vinden. Se på himlen. Skyerne. Hold øje med træerne. Lær fuglene at kende. Gør dig selv bekendt med den natur du altid er i, selv når du tror du er indenfor. Du er altid her på jorden og du er derfor altid i den natur der er her. Sæt dig i kontakt med den og mærk hvordan den minder dig om, hvor du kom fra og hvad der er værd at passe på her. Vi er ikke bare et med naturen, vi er naturen.

 

  • Find en spirituel praksis som passer til dig. Find på din egen hvis du vil det. Tag dig tid til at vende blikket indad og mærk dig selv. Bed en lille bøn. Dans en lille dans. Syng en lille sang. Kontakt dit kraftdyr/din lærer/din mester/din gud. Sproget og definitionerne skal ikke være en hindring, for at mærke efter det åndelige i vores liv. Brug dine egne ord hvis du vil det. Den enorme kraft som er her og som vi alle kommer fra, er ligeglad med om du kalder den for Buddha eller Børge. Tro på at du er her af en grund. Intet er ligegyldigt eller tilfældigt. Dit liv er akkurat ligeså storslået som de mestre du tror er udenfor dig. Alt er dig og du kan kontakte det hele.

 

  • Tid i stilhed, fx i meditation eller dage i tavshed, styrker også kontakten til det åndelige i dig. Stilheden gør, at du kan mærke og føle udenom de tanker, som egoet ofte fylder os med. I stilheden, kan du mærke ind til et fint og blødt sted i dig selv. Det sted der bliver rørt af hundehvalpe eller babytæer. Du skal dyrke den ømhed i dig selv, den ømhed som er kærlighed i sin reneste form. En ømhed der kommer galopperende frem i os, når vi fx hører en baby grine. En ømhed der er ustoppelig og når vi virkelig dyrker den, så mærker egoet også, at her er trygt og godt og egoet slapper endnu mere af.

 

  • Latter sætter dig også i kontakt med ånden i dig. Der er enormt meget humor i åndeverdenen. Hvis du nogensinde er blevet kontaktet af en åndelig vejleder, så har du sikkert bemærket, at der er rigtig meget varme og latter i den måde de kommunikerer på. Selvom vejlederne kan være alvorlige, så er der en underliggende strøm af humor i alt hvad de gør og siger. Humor går nemlig også udenom egoet. Det kan være svært, at komme igennem for vores vejledere, hvis vi ikke tør slappe af og grine. Derfor kan de nogle gange præsentere os for noget der minder om en form for slapstick-humor, for at få os til at le fra hjertet så vi kan slappe af og høre efter den besked de vil igennem til os med. Sarkasme, ironi og spydig humor kommer ikke fra de åndelige hjælpere. Det kommer fra egoet. Gå efter den platte og barnlige humor, åbn dit hjerte og kontakten til ånden i dig, ved at le af latterlige og fjollede ting.

 

I læsningerne kommer du også i kontakt med det åndelige i dig. En læsning kan bruges som åndeligt anker i lang tid, til at åbne op for det sted i dig som er fint og som er i kontakt med det guddommelige. D. 1/6 2017 stiger prisen på læsningerne fra 800 kr til 1050 kr. Du kan sagtens bestille en læsning nu og så gemme den til senere. Du kan også bestille flere læsninger, det er der en del der har gjort og så kan du bruge dem som du har lyst til hen over året.

Egoernes Hall of Fame

Jeg er meget heldig, at omgive mig med venner, veninder og min kæreste, som alle sammen er virkelig interesserede, i at se ærligt på hvad egoet i dem indeholder. Mennesker som er nysgerrige, på at undersøge hvorfor egoet reagerer som det gør og som gerne vil til bunds, i de til tider rimelige underlige reaktioner der ligger i det.

En veninde skrev forleden en sms, om at hun nu havde mere at tilføje til Egoets Hall of Fame. Hun havde en sjov historie om hvordan egoet i hende var gakket lidt ud og den slags historier prøver vi altid at dele med hinanden. At tale om egoet, tager nemlig magten fra det. Når vi taler om det, med humor, varme og venlighed, så slipper egoet stille og rolig sin magtposition.

Det er alt det vi er for flove til at sætte ord på, som i sidste ende kommer til at styre os.

Det bliver til monsteret i skabet som vi står og holder døren for. Ude af stand til at løbe ud og lege og have det sjovt, for vi bruger alt vores energi på at holde det hæslige monster inde. Ingen må opdage at det eksisterer og imens glider livet forbi os. Vi forpasser chancer og fantastiske muligheder, fordi vi skal stå der og holde den dør.

Når vi tør åbne døren og se på det monster som er skabt af skam og skyld i egoet, så kan vi se hvad det er. Det er ikke andet end et væsen der er opstået af manglende kærlighed og tilgivelse overfor os selv og andre. Når vi tør lukke det monster ud, viser det til dem der står os nær, så kan vi se at det monster ingen magt har.

Og så er vi fri. Vi er fri til at bevæge os videre og vi kan tage monsteret med os. Som en lillebror eller søster vi skal passe lidt på. Men som aldrig igen, kan få os til at lade være med at leve et liv, hvor vi er de dejlige lysende mennesker som vi er inderst inde.

Alle er kærlighed. Det kan ikke være anderledes.

Den kærlighed er det essentielt, at kunne have overfor sig selv og egoet også. Se på egoet, se på de monstre du tror du indeholder, se på det hele med varme. Vis det til andre, dem du stoler på og kender godt. Og det du vil møde, er åbenhed og nysgerrighed overfor hvordan dit monster mon ser ud.

Du vil begynde, at se dine monstre med andre øjne, når du opdager at de mennesker du respekterer, de ser på det hæslige du tror du indeholder, med venlighed.

Vær aldrig flov. Vi er alle ens og vi har alle de samme tanker om mindreværd og mangel på kærlighed. Hvis du har lyst til at dele historier om dit ego, men ikke lige ved hvem du kan gøre det med, så er du altid velkommen til at skrive til mig. Egoer er min spidskompetence.

Jeg har nok selv været så velsignet, at jeg har haft et kæmpestort et med mig fra starten her og den gave giver mig nu muligheden, for at kunne hjælpe andre med deres.

I læsningerne får du ofte også et andet syn på egoet i dig. Der sker meget meget fine ting i de læsninger jeg faciliterer. Som jeg har sagt før, så er det jeg laver i læsningen, at skabe og holde rummet for at det kan lade sig gøre at lave dem. Jeg skriver det ned der udfolder sig, så den bevidste del af dig også er med på hvad der sker. Men ellers sker arbejdet jo i det ubevidste felt og det er også derfor, der er tale om en healing.

Arbejdet sker udenom egoet. Vi er omme og tale om egoet bag dets ryg. Men på en kærlig måde, så vi har tillid til at åbne skabet for det og tage det med ud i lyset og vise verden hvem vi rigtig er. Fantastisk fine smukke bevidstheder, udstyret med egoer, som ikke vil andet end at blive krammet. Bestil dit healende egokram lige her og give dig selv lov til at blive fri af egoets smerte for altid.

Æret være egoet!

Siden jeg begyndte at bruge The Work som selvudviklingsredskab, så er jeg simpelthen blevet så vild med egoet. Ikke kun i mig selv, men også i alle andre. Det opfører sig totalt skørt, irrationelt som bare pokker, helt vildt syret og surrealistisk og næsten intet af det som det gør, giver ægte og sand mening.

Jeg har tidligere brugt andre selvudviklingsredskaber. Været på kurser hvor ego-bashing var et punkt på dagsordenen og jeg har deltaget i shamanistiske ceremonier, hvor vi har drukket ayahuasca. Jeg har set virkelig alvorligt på mit ego i de sammenhænge. Det har alt sammen været helt fantastisk og intet af det ville jeg være foruden.

Men The Work har gjort, at jeg nu i endnu højere grad kan grine af egoet, slet ikke på en kynisk og latterliggørende måde, men på en hjertelig og kærlig måde. For egoet er altså simpelthen så skørt og fjollet og det skriver jeg med den venligste stemme.

Det er næsten som om, at jo mere jeg spotter egoet, jo mere insisterende bliver jeg på at være venlig og smilende overfor det. Også når jeg møder det i andre. Der er ingen medlidenhed med egoet, for medlidenhed er en nedladende følelse i mig. Der er ægte omsorg og en kæmpe forståelse for det. Der er smil og latter til egoet, som jeg møder med kram og kærlighed.

Egoet er ikke min fjende. Hvordan kan noget som i virkeligheden ikke eksisterer og som aldrig kan være mig eller være ægte, være min fjende.

Egoet er en konstruktion, for at jeg og vi og os, kunne vokse op her på jorden. Det er en vidunderlig tjener. Det er barnet i mig, det er min lillesøster, min lillebror. Det har hjulpet mig med at overleve, indtil jeg blev voksen og selv begyndte at kunne tage over.

Mit ego gør skøre ting. Det får min krop til at rødme. Det skaber svedige hænder. Hjertebanken. Varme i kinderne. Og jeg ler og ler, af at jeg sidder her i min krop og mærker det hele. Egoet giver mig alle de her sjove oplevelser. En tudetur midt på en eftermiddag. Irritation på min teenagesøn. Frygt for fremtiden. Alt det får jeg lov til at opleve. Alt det der hører til at være menneske.

Og alt det som giver for meget uro, som ikke er til at slippe igen med latter og en rystetur, det laver jeg The Work på og hver gang kommer jeg til et sted med venlighed overfor mig selv og alle andre. Hver gang ender jeg med milde og bløde øjne, på det der før var noget der nev og måske endda skabte smerte i mig.

Ernest kommer til Aarhus igen. Det gør han i november i år. Du kan læse mere på Ernests hjemmeside lige her.

Jeg glæder mig allerede helt vildt. Det bobler i maven på mig, over at blive endnu bedre til at holde af egoet. For i den holden af, er der opstået en frihed, til at jeg så ellers bare kan være mig. Og det er helt vidunderligt. Tænk sig, at kunne være sig selv uden skam. Det er en rimelig ubeskrivelig og vild følelse. Men den kan virkelig anbefales! Håber vi ses i november i Aarhus.