Hvis du lige nu er nede og bide i gulvtæppet af en eller anden grund, så må du gerne blive liggende. Bliv endelig liggende til du kan alle fibrene af tæppet udenad, til du kan mærke dem i søvne. Til du kender duften til hudløshed, lyden af din krop mod tæppet. Til du kan høre pulsen i dit øre når du lytter og tæppet ikke siger noget. Bliv endelig liggende og mærk hvordan det er virkelig at bide i det. At være så langt nede at du ikke er sikker på at du nogensinde kan rejse dig igen.

Måske er en del af dig faktisk ude og oppe og sender ungerne afsted, passer jobbet, vasketøjet, spinning, husker mors dag, fars dag. Mens en anden del af dig ligger og bider løs i gulvtæppet. Du bider over alt muligt. Hvorfor var det mig der blev syg? Hvorfor var det mig der blev forladt? Hvorfor er det mig som er ensom? Hvorfor har jeg også oplevet det og det? Hvorfor var mine forældre ikke bedre? Hvorfor var jeg ikke selv?

Og når du så har ligget der i lang tid nok, når du har klynket, blevet ynket, svælget i din smerte, så vil du en dag rejse dig igen. Du vil opdage at verden fortsætter selvom du ligger og bider. Du vil se dig omkring og opdage at alle har bidt i det skide tæppe. At man ikke kan sammenligne smerte. At det som føles invaliderende for dig, det svarer til en dag ved stranden for en anden.

Du vil rejse dig op og børste fnulleret af dit tøj, den del af dig som du gav lov til at ligge og hyle, den har hylet færdig. Den del af dig tænker: Nå. Hvad kan jeg så lære af den her erfaring. Hvis det nu ikke er alle andres skyld. Hvad kan jeg så lære. Hvordan kan jeg som menneske komme videre og måske undgå at ligge helt så længe næste gang jeg bliver slået omkuld. Hvis jeg nu blander alle følelser af at være et offer ude af det her, hvad kan jeg så lære. Hvordan kan det her gøre mig til et større, bedre, kærligere menneske. Overfor mig selv ikke mindst.

Du rejser dig op som den kriger du er inderst inde. Du tørrer øjnene, tager en dyb vejrtrækning og går ud i verden mere styrket end før, fordi det har du bestemt dig for at du gør. Det er ikke synd for dig. Det er ikke synd for nogen. Du er meget stærkere end du tror og ansvaret for dit liv ligger udelukkende i dine egne hænder. Hold det liv som en kriger ville gøre det, pas på det, ær det. Vær ydmyg overfor det og tilbyd det din respekt. Dit liv er en storslået rejse, fyldt med eventyr og magi, hvis du vil det. Det kan også være syntetisk og støve i næsen, det er helt dit eget valg.

Bid i gulvtæppet

 

Kraftdyrstegning

Få guide til ego og intuition

Når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, vil du modtage 5 mails, hvori du lærer hvordan du nemmere kan skelne mellem hvad der er dit ego der taler i dig og hvad der er din intuition.

You have Successfully Subscribed!